Splatter-katte

Mange af de film, jeg ser i øjeblikket, så jeg for første gang for 20-25 år siden. Det forbløffer mig, at jeg ofte ikke har ændret mening om dem efter så mange år. Et af disse gensyn er Paul Schraders CAT PEOPLE fra 1982. Det er den med David Bowie-sangen og den splitternøgne Nastassja Kinski.

Det giver slet ikke mening at sammenligne Schraders film med Val Lewton og Jacques Tourneurs version fra 1942. Hvor den klassiske udgave skaber uhygge med lys, skygger og antydninger, satser den nye på patter og splatter. Samtidig er det en meget ”lækker” film med storslåede billeder. Man kan fornemme et særdeles højt ambitionsniveau.

Desværre er det også en meget ujævn sag, der får serveret sin historie på en meget kluntet måde. Det ene øjeblik er det et erotisk drama med store følelser – det andet øjeblik er det en straight horrorfilm med blodige voldsscener. At filmens syntetiske score af Giorgio Moroder i den grad forankrer den i 80’erne, gør heller ikke oplevelsen bedre.

Helt håbløs er den dog ikke. Splatter-scenerne er særdeles effektive – det samme er forvandlingerne fra menneske til panter. Nastassja Kinski er smuk og bedårende, også med tøj på, og Malcolm McDowell leverer en afbalanceret præstation i en svær rolle. Men rigtig godt bliver det aldrig, og filmen har i sidste ende den effekt på mig, at jeg får lyst til at gense udgaven fra 1942. Men det er en helt anden historie…

CAT PEOPLE, USA, 1982. Instruktion: Paul Schrader. Medvirkende: Nastassja Kinski, Malcolm McDowell, John Heard, Annette O'Toole, Ed Begley Jr. Musik: Giorgio Moroder.

Gyse her eller ta' med hjem?

Asiatiske gyserfilm er blevet voldsomt populære de senere år med RING-serien som den mest udbredte. Der er ingen tvivl om at disse film alene i kraft af deres høje kvalitet har fortjent den store succes, men det har formentlig også hjulpet på udbredelsen at den amerikanske horrorfilm helt havde mistet pusten, da man for alvor fik gang i importen fra Asien. Nu kan man dårligt se et interview med en amerikansk instruktør eller producent uden at denne nævner de asiatiske film - og mange af disse instruktører har desuden travlt med at producere remakes af film fra Østen.

Jeg er selv vildt imponeret over de asiatiske film, selv om man nok skal nyde dem i små doser, da de kan være meget ens i deres virkemidler. Ånder og spøgelser er et gennemgående tema, ofte kombineret med en detaljeret beskrivelse af almindelige menneskers hverdag. Det er især dette mix af høj realisme og snigende uhygge, der filmene så forbandet effektive.

I den seneste måneds tid har jeg set GIN GWAI 2 (aka THE EYE 2) fra Thailand, YEOGO GOEDAM 3: YEOWOO GYEDAN (aka WISHING STAIRS) fra Sydkorea og HONOGURAI MIZU NO SOKO KARA (aka DARK WATER) og RINGU 0: BÂSUDEI fra Japan. Alle har de på hver deres måde budt på storslåede oplevelser, selv om de, som sagt, gerne bruger de samme virkemidler. Langsomt snigende spøgelser med store, stirrende øjne er en klar vinder i disse film. En "forfriskende" ting er instruktørernes meget rå syn på verden. På samme måde som de skildrer hverdagen som noget helt selvfølgeligt og naturligt, er uhyggen og gruen skildret på samme ligefremme måde. Den er der bare! Jeg kan anbefale alle fire nævnte film, men skal jeg vælge en enkelt ud må det være Pang-brødrenes GIN GWAI 2. Ikke alene fortæller den en spændende historie - den indeholder også scener, der vil få selv den mest hærdede gyserfan til at hoppe i sofaen og udbryde: Shit, det er løgn!

Varulve-visioner

Uanset om man kalder det flow, synkronisitet eller tilfældigheder, så har tilværelsen det med at få ting til at hænge sammen på en fin måde. Jeg lyttede til Daniel Lichts fremragende musik til varulvefilmen BAD MOON og tænkte: Den gad jeg da godt se igen! Jeg husker den som en solid lille sag uden de store dikkedarer. Senere kiggede jeg igennem nogle lister over kommende dvd-udgivelser - og blandt dem var selvfølgelig BAD MOON. Den udkommer fra Nordisk Film d. 4. juli til budgetpris. En herlig tilfældighed!

Store Peter Edderkop

Edderkoppe-gyseren er en spændende lille niche i genren, ikke mindst fordi den spiller på mange menneskers frygt for de ottebenede bæster. Jeg har aldrig brudt mig specielt meget om edderkopper, men efter at jeg er blevet sommerhus-ejer, har jeg været nødt til at udvikle et lidt mere realistisk forhold til de små kravlende kryb.

Der findes edderkoppe-gysere i alle kvaliteter: Der er de fremragende som TARANTULA og KINGDOM OF THE SPIDERS, der er de solidt underholdende som ARACHNOPHOBIA og EIGHT LEGGED FREAKS og der er de mindre heldige som THE GIANT SPIDER INVASION og EARTH VS. THE SPIDER. Jeg har netop lige genset sidstnævnte.

Filmens begynder med teenagerne Carol og Mike, der prøver at finde Carols forsvundne far. Hans smadrede bil leder dem på sporet af en hule, hvor de næsten bliver dræbt af en gigantisk edderkop. Myndighederne bliver tilkaldt og de nedkæmper edderkoppen med DDT. Den lokale biologilærer mr. Kingman (der ved så lidt om emnet, at han rubricerer edderkopper som insekter) får fragtet edderkoppen til skolens gymnastiksal. Her får det voldsomme lydtryk fra et rockorkester edderkoppen til at vågne op og så går den ellers i gang med at smadre byen.

EARTH VS. THE SPIDER er instrueret af Bert I. Gordon, Mr. Big himself, der var kendt for at lave billige film med primitive special effects. Man kan f.eks. se edderkoppen gå forbi fotografier af den by, den skal forestille at rende rundt i. Det er forrygende amatør-agtigt. Alt i alt er der tale om en typisk B-film, der er underholdende på sin egen groteske måde. Om man så bliver ekstra skræmt, fordi den handler om en gigantisk edderkop, er op til seerens araknofobi. Her må jeg så indrømme, at filmens mest effektive scene viser en arbejdsmand, der leger med en helt almindelig edderkop på et skrivebord. Brrr...

EARTH VS. THE SPIDER, USA, 1958. Instruktion: Bert I. Gordon. Medvirkende: Ed Kemmer, June Kenney, Eugene Persson, Gene Roth, Hal Torey. Musik: Albert Glasser.

Drácula en español

Tod Brownings DRACULA-film fra 1931 er uden tvivl en klassiker. Det er også en meget stiv og teatralsk film. Derfor er det lidt trendy at mene at den spanske udgave af den samme film er meget bedre, måske fordi så få har set den. Imens Browning instruerede Bela Lugosi og de andre skuespillere om dagen, blev kulisserne om aftenen og natten overtaget af George Melford og en flok spansktalende skuespillere. Rollen som Dracula spilles af Carlos Villarías, der yder en fantastisk og skræmmende præstation. Det er dog Pablo Álvarez Rubio, der stjæler billedet med en formidabel indsats som den bindegale Renfield.

Generelt er skuespillerne markant mere dynamiske og intense end i den amerikanske udgave. De lider dog af en del dårlige vaner fra stumfilmens dage med overdrevne fagter og dramatiske ansigtsudtryk. Filmens største problem er dog længden - den er næsten en halv time længere end den amerikanske, hvilket trækker ned i det samlede indtryk.

Jeg må derfor erklære, at kampen mellem de to udgaver ender uafgjort. Man kan ikke benægte at Brownings version er suværen, men den spanske har så mange kvaliteter, at man også bør stifte bekendtskab med den.

DRÁCULA, USA, 1931. Instruktion: George Melford, Enrique Tovar Ávalos. Medvirkende: Carlos Villarías, Lupita Tovar, Barry Norton, Pablo Álvarez Rubio, Eduardo Arozamena.

Verden ifølge Eli Roth

I disse dvd-tider er det måske en smule arrogant at påstå, at livet er for kort til ekstramateriale, men det er ikke altid, jeg når at se det igennem. Især er kommentarlydspor en feature, jeg aldrig har gjort brug af. Meget ekstramateriale kan dog være fremragende, hvilket gør det til en særlig lækkerbidsken at eje film på dvd.

En enkelt ting vender jeg især tilbage til, nemlig et interview med instruktøren Eli Roth på den engelske udgave af CABIN FEVER. Her fortæller Roth om sin opvækst med gyserfilm, om sin fortsatte fascination af genren og om arbejdet med CABIN FEVER. Han er energisk, morsom, intelligent og inspirerende. Her er virkelig en person, der lever og ånder for gys. Jeg så det lige endnu en gang her til aften og som sædvanlig gjorde det mig i godt humør.

Teenage-gys

For et par måneder siden købte jeg en stor stak billige film i TP Musik med fællestitlen "The Arkoff Film Library". Bag dem gemmer sig produceren Samuel Z. Arkoff, der var med til at grundlægge American International Pictures, selskabet bag et hav af gyserfilm. Fælles for AIP-filmene fra 50'erne er, at de i høj grad henvender sig til teenagere og at man ofte har en scene med en popsang undervejs. Titlerne siger det hele: THE SHE-CREATURE, THE BRAIN EATERS, VOODOO WOMAN og HOW TO MAKE A MONSTER for at nævne nogle af dem. Sidstnævnte så jeg med stor fornøjelse forleden.

Filmen handler om makeup-eksperten Pete Dumond, der i 25 år har været ekspert i at skabe film-monstre. Da selskabet overtages af nye direktører bliver han fyret, fordi man nu vil satse på musicals til teenagere. Dumond går amok og udvikler en makeup, der får monster-skuespillerne til at adlyde hans ordrer (i dette tilfælde er det Frankensteins monster og varulven). Snart myrdes den ene direktør efter den anden.

HOW TO MAKE A MONSTER er en fin lille film, der undervejs får afleveret mange gode pointer om værdien af skrækfilm - og Robert H. Harris er perfekt i rollen som Dumond. Samtidig er monstrene meget flotte og vi får endda et par chokscener, der ganske vist er primitive efter moderne standarder, men som alligevel er usædvanlige for en 50'er-film. Hovedparten af filmen er i sort-hvid, men den skifter meget elegant til farver lige før det store klimaks. En morsom gimmick.

HOW TO MAKE A MONSTER er indtil videre den bedste af de Arkoff-film, jeg har købt, men heldigvis har jeg stadig en håndfuld i stakken. Jeg glæder mig til at se dem.

HOW TO MAKE A MONSTER, USA, 1958. Instruktion: Herbert L. Strock. Medvirkende: Robert H. Harris, Paul Brinegar, Gary Conway, Gary Clarke, Malcolm Atterbury. Musik: Paul Dunlap.

Skrigende opvask

Her til aften foregik oprydningen efter aftensmaden til Marco Beltramis soundtrack fra SCREAM 1 & 2. Beltrami er en af de helt store horror-komponister, selv om han nu også har gjort sig bemærket i andre genrer (science fiction, Ole Bornedals ting). SCREAM-musikken er fræk, dynamisk, nervepirrende, medrivende og hæsblæsende - og fremragende at rydde op til.

Slagterbanden slår til

Jeg genså Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES, som jeg ikke har set siden 1979, hvor den huserede i de danske biografer med titlen SLAGTERBANDEN. Filmen fremhæves som en af Cravens bedste, men allerede dengang oplevede jeg den som en rodet affære. Det indtryk har ikke ændret sig med årene. Filmens historie er den klassiske beretning om en flok almindelige mennesker i ødemarken, der støder på en flok blodtørstige galninge. I dette tilfælde er det familien Carter, der på vej til Californien strander i ørkenen med deres campingvogn. Her møder de Papa Jupiter og hans sindssyge kannibal-familie. Det kommer til et blodigt oprør, hvor den "almindelige" familie efterhånden opfører sig lige så brutalt som kannibalerne.

Generelt er skuespillerne fremragende, og man lægger især mærke til Michael Berryman i rollen som Pluto. Horror-favoritten Dee Wallace-Stone er også med. Men selve filmen er vildt ujævn, og plottet er alt andet end originalt. Det hjælper heller ikke på indtrykket, at familien Carter er så irriterende, at man har svært ved at heppe på dem, når blodet først begynder at flyde.

HILLS... er dog ikke uden kvaliteter med en del gode chok og flere makabre højdepunkter. Og den er blevet et hovedværk i genren, fordi så mange har ladet sig inspirere af den. Craven lavede selv en 2'er og i år kom så Alexandre Ajas remake. Sidstnævnte udkommer på dvd senere på måneden i USA og England (oven i købet i en unrated udgave).

THE HILLS HAVE EYES, USA, 1977. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Dee Wallace, Russ Grieve, John Steadman, Michael Berryman, Lance Gordon. Musik: Don Peake.

Alt for mange sequels

Enhver samler af horrorfilm støder hurtigt på "problemet" med den enorme mængde af sequels og remakes. Problemet er om man skal købe disse film hjem til samlingen, hvis man har investeret i 1'eren. Netop denne genre er inficeret med utallige 2'ere, 3'ere osv. - samt en voldsom mængde mere eller mindre vellykkede remakes. Køber man f.eks. den originale AMITYVILLE-film, er der hele otte film mere i serien. Hovedparten af dem er formentlig noget bras. Men er man først samler, vil man jo gerne have fyldt hullerne ud.

Man kan så ende med at købe en anselig mængde dårlige film, som man kun får set en enkelt gang. Og man kan kun ryste på hovedet over hvor elendige film, der alligevel ender med at fostre sequels. Forleden så jeg den forfærdelige THE MANGLER, der siden har fået to fortsættelser. Og at CHILDREN OF THE CORN-serien er kommet op på hele syv titler, er et af universets store mysterier.

I sidste ende er det ens pengepung, der afgør sagen. Heldigvis kan mange af disse film fås til en fornuftig pris. Jeg mangler f.eks. SCANNERS III, der står alle vegne til 30,- kroner. At jeg så også lige mangler 72 andre sequels og remakes i samlingen er en helt anden sag. Uhyggeligt, ikke sandt?

Gensyn med "Saven"

Jeg er lige blevet færdig med min egen lille TEXAS CHAINSAW MASSACRE-kavalkade efter at have fået alle fem film i serien hjem på reolen. Det har været nogle underholdende aftener, selv om kvaliteten mildt sagt er svingende.

"Saven", det officielle kælenavn for den originale film, så jeg første gang som 14-årig i den omrejsende biograf i det lokale forsamlingshus. Filmen ramte mig som en forhammer med sin brutale stemning – og i praksis så jeg nok kun halvdelen af forestillingen. Siden har jeg genset den mange gange, og hver gang slår det mig hvor stærk den er. Efter min mening er det tæt på at være en perfekt horrorfilm.

Tobe Hoober's egen 2'er har aldrig sagt mig det store, men gensynet med den var trods alt positivt - og den bliver endnu bedre i sammenligning med de to næste film: LEATHERFACE og THE RETURN OF THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE (alias THE NEXT GENERATION). Trods kendte navne som Viggo Mortensen, Renée Zellweger og Matthew McConaughey på rollelisten, er der tale om amatører på fri fod. LEATHERFACE har sine makabre højdepunkter, men det redder ikke filmen fra at være en rodet affære, mens THE NEXT TEXAS CHAINSAW MASSACRE er så ulidelig og meningsløs, at det næsten er pinligt at have filmen stående i samlingen.

Heldigvis genopliver Marcus Nispel serien i 2003 med sit energiske remake. Det er en fremragende film med et hæsblæsende tempo og storslåede billeder. Og den er særlig vellykket, fordi den både respekterer den originale film og samtidig har sit helt eget liv. Et lille moderne mesterværk.

Alle fem film kan skaffes uden de store vanskeligheder, selv om de fleste vil kunne nøjes med den første og den sidste. Til efteråret kommer så THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE: THE BEGINNING. Desværre er det Jonathan Liebesman, der har instrueret. Han skuffede fælt med DARKNESS FALLS, men nu får vi se... "Saven" vil formentlig leve i mange år endnu.

Night of the Living Blogs

Blogs spreder sig på nettet som en zombie-virus, og nu er jeg også med på moden. I gamle dage var det noget med en skrivemaskine og fars kopimaskine, hvis man ville i kontakt med andre fans. Nu er alt elektronisk. Velkommen til mine mere eller mindre tilfældige tanker om horror, en genre jeg i disse år er ved at genopdage.