tirsdag den 25. juli 2006

Zombie-misk-mask

John A. Russo var engang med til at lave NIGHT OF THE LIVING DEAD. Siden har han forsøgt at skabe sig en karriere i horrorgenren, formentlig uden det store held. Et af hans mere desperate forsøg på at tjene til huslejen er ”30th Anniversary Edition”-udgaven af NIGHT OF THE LIVING DEAD, der udkom i 1998. Her er tilføjet nye scener og ny underlægningsmusik. Sådan et eksperiment kunne umiddelbart være interessant nok, hvis den nye udgave bidrog med noget virkelig nyt, en helt anden vinkel på den gamle film. Men absolut intet af det nye virker og alle de klassiske scener mister deres effekt, især i kraft af den dårlige musik.

Man kan vælge at være forarget over at sådan en udgave bliver sendt på markedet, men intet kan vel overraske eller forarge en horrorfan længere. Til gengæld kan man blive vildt forarget over, at ”30th Anniversary Edition” kan købes på dvd til 20,- kroner, især da coveret intet afslører om, at dette bestemt ikke er den originale udgave.

søndag den 23. juli 2006

Total solBloch’er

I denne varme er det passende med et iskoldt gys og her er forfatteren Robert Bloch det perfekte valg. Generelt er jeg en meget utålmodig læser, men jeg har især en svaghed for Blochs noveller. De fleste vil nok kende Bloch som manden bag PSYCHO. Bloch, der døde i 1994, var næppe ked af at have skrevet PSYCHO, men han ønskede selv at blive husket for mere end det. Så da hans læge havde givet ham den endelige dødsdom, skrev han sin egen nekrolog for lige at markere, at han altså havde skrevet andet end PSYCHO.

Og produktionen er ganske stor. Selv om Bloch huskes for en stribe gode romaner er det novellerne, der står stærkest. Korte præcise sætninger, kulsort humor og overraskende pointer er fælles for dem alle. Og når man for alvor dykker ned i dem, vil man opdage en stor portion social satire. Det er dog det makabre, der er Blochs styrke, selv om han aldrig går over stregen. Han havde selv en ganske god forklaring på, hvorfor han skrev, som han gjorde: "Despite my ghoulish reputation, I really have the heart of a small boy. I keep it in a jar on my desk".

torsdag den 13. juli 2006

I kannibalernes vold

Jeg har i mange år "undgået" at se de italienske kannibalfilm, der havde deres storhedstid omkring 1980. Kombinationen af ekstrem splatter og grum dyremishandling virkede ikke som noget, der var værd at bruge tid på. Omvendt har genren virket perverst fascinerende, bl.a. fordi skribenter som Steven R. Bissette og Chas Balun har rost disse film til skyerne. Især er rosen gået til Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST, alle kannibalfilms moder, der har den smagfulde danske titel KANNIBALMASSAKREN.

Nu har jeg udsat mig selv for denne film og jeg må indrømme, at jeg er solgt. Ikke at jeg nu er genfødt som kannibal-freak, men det er tæt på at være et mesterværk: Brutal, grænseoverskridende, grotesk og provokerende. Der er ganske enkelt ingen grænser for rædslerne i denne film, der svælger i sin egen ubehagelighed. Ikke at det er en kvalitet i sig selv, men hvis man opfatter horror som en genre, der har en intention om at skræmme og vække ubehag, så fungerer CANNIBAL HOLOCAUST på alle niveauer.

Det ville være en nem løsning at opfatte filmen som banal exploitation med naive indfødte, der vil gøre alt for den hvide mand og hans kamera. Men filmen er så suverænt godt lavet, at man ikke bare kan ignorere den. Det skyldes ikke mindst fotografen Sergio D'Offizis fantastiske billeder og komponisten Riz Ortolanis storslåede musik. Samtidig er historien meget stramt fortalt med et formidabelt klimaks.

Nu har jeg ingen tro på, at de øvrige kannibalfilm har de samme kvaliteter, men det må komme an på en prøve. CANNIBAL HOLOCAUST er ude på dvd fra Another World Entertainment.

CANNIBAL HOLOCAUST, Italien, 1980. Instruktion: Ruggero Deodato. Medvirkende: Robert Kerman, Francesca Ciardi, Perry Pirkanen, Luca Barbareschi, Salvatore Basile. Musik: Riz Ortolani.

onsdag den 12. juli 2006

Uhyggelig musical

Inspireret af traileren til den kommende THE WICKER MAN-film, kastede jeg mig over Robin Hardys original fra 1973. Den er ude på en engelsk dobbelt-dvd med både biograf-udgaven og et director's cut. Jeg havde set førstnævnte, så det var den lange version, jeg smed i maskinen. Det er virkelig en fremragende film: Poetisk, fascinerende, mystisk og hypnotiserende. Især de fantastiske sange (af Paul Giovanni) er med til at skabe den særprægede stemning, og det er usædvanligt at se en musical med en så skræmmende slutning. Og i den lange udgave bliver historien bare endnu mere gribende og finalen kommer til at stå utrolig stærkt. Neil LaButes remake ser ud til at være en mere ordinær gyser, men den virker også lovende.

lørdag den 8. juli 2006

Blodtørstige mutanter

Den franske instruktør Alexandre Ajas remake af Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES er på mange måder bedre end originalen. Aja er dog så tæt på at smide det hele på gulvet, at man nok skal se filmen et par gange for at kunne bedømme den.

Historien er den samme i de to versioner: En familie på vej til Californien tager en smuttur gennem ørkenen. Her støder de på en flok blodtørstige vanskabninger. I Ajas version er det mutanter skabt af radioaktiv stråling efter atomprøvesprængninger. Den ”normale” familie er ikke meget mere sympatisk end i Wes Cravens version, men de er mere nuanceret skildret og dialogen er mere levende. Mutanterne er til gengæld den mest syge samling skabninger, der længe er set på film.

Teknisk set er filmen helt suveræn med flotte kamerabevægelser, imponerende makeup, god klipning og stemningsfuld musik (komponeret af Tomandandy). Det er også i kraft af dette, at man som tilskuer bliver lidt urolig, fordi den første time stort set er en genfortælling af den første film. Man bliver helt bekymret over at dette bare er en ”lækker” nyindspilning, der har til formål at erstatte den gamle film. Men i de sidste 40 minutter går Aja op i højeste gear, og serverer en grum og nervepirrende finale, der næsten tager pusten fra en. Handlingen flyttes til en af de test-byer, det amerikanske militær brugte til deres nukleare eksperimenter, og man bliver udsat for en perlerække af grumme scener. Det er virkelig en meget voldsom film, der vil tilfredsstille de fleste splatterfreaks.

Som sagt skal der formentlig et gensyn til for virkelig at sætte pris på filmen, for i højere grad at se den på sine egne betingelser frem for i sammenligning med den originale. Uanset hvad, så kan jeg bestemt anbefale den. Filmen er ude på dvd i en unrated version fra USA og England og udkommer i Danmark d. 15. august. En sequel er også undervejs.

THE HILLS HAVE EYES, USA, 2006. Instruktion: Alexandre Aja. Medvirkende: Ted Levine, Kathleen Quinlan, Aaron Stanford, Vinessa Shaw, Dan Byrd. Musik: tomandandy.

Den første chok-scene

Genså med stor fornøjelse Brian De Palmas CARRIE. Det er også en af filmene fra min barndom – og formentlig den første, hvor jeg blev udsat for en rigtig chok-scene. Jeg så den første gang på min Blå Mandag, og den flinke billetkontrollør slap os ind i biffen, fordi vi var konfirmander. Han kunne tydeligt se, at vi ikke var gamle nok.

I et blad havde jeg læst en beskrivelse af Prom Night-scenen med griseblodet. Det lød så ulækkert, at jeg lukkede øjnene i det afgørende øjeblik, hvor spanden vælter ned. Jeg havde selvfølgelig ingen anelse om, at De Palma lige havde en ekstra overraskelse lidt senere i filmen. Forestil jer tre konfirmander, der hopper én meter op i biografsæderne! Effekten af den pågældende scene er aftaget med årene, men det er det samlede indtryk af filmen ikke – den er stadig helt fantastisk.

fredag den 7. juli 2006

En dæmonisk pakkeløsning

Var en tur i Laserdisken og købte en engelsk box med alle fem THE EXORCIST-film. I forvejen har jeg den første film stående i The Version You've Never Seen-versionen, og heldigvis indeholder boxen den originale biografudgave. Så det var lige en komplet samling i ét hug. Eneste anke er at selve boxen er lidt skrøbeligt lavet, men for 249,- kr. kan man ikke klage.

torsdag den 6. juli 2006

EC Comics på dansk

I deres serie af superheltebøger udgiver Serieforlaget tilsyneladende en samling af de gode gamle EC Comics fra 50'erne. Nu kan det være mærkeligt at disse klassiske gys nu skal opfattes som superhelte, men det betyder ikke en døjt - disse vidunderlige serier kan man ikke få nok af.

Alene bladenes titler som TALES FROM THE CRYPT, THE VAULT OF HORROR og THE HAUNT OF FEAR kan få en til at gnække af fryd. Bogen udkommer d. 13. juli og koster 249,- kroner.

En smuk nat i Helvede

Tom DeSimones HELL NIGHT fra 1981 findes i en udgave fra det danske selskab Midget Entertainment. Man kan få den alle steder til en fornuftig pris (rekorden er vist 20,- kroner), men desværre er selve udgivelsen også ren discount. Filmen præsenteres i fullscreen og er lavet fra en meget mørk og slidt kopi.

Selv om der er tale om en typisk 80'er-slasher, blev jeg alligevel så begejstret for den, at jeg har anskaffet mig en bedre udgave (Prisms udgave fra England, der er identisk med region 1-udgivelsen fra Anchor Bay). Her får man et flot anamorfisk billede, der bare gør oplevelsen af filmen endnu bedre. Ikke at den bliver forvandlet til et mesterværk, men alt i alt er det en solid lille sag, der virkelig formår at underholde. Og så er Linda Blair jo sød!

onsdag den 5. juli 2006

Fæle Fulci

Den nu afdøde italienske instruktør Lucio Fulci har mange fans. Jeg er ikke helt sikker på om jeg er en af dem, men det er bestemt værd at stifte bekendtskab med hans film. Fulcis renommé er baseret på en lille håndfuld titler: ZOMBIE 2, CITY OF THE LIVING DEAD, HOUSE BY THE CEMETERY og THE BEYOND. ZOMBI 2 er formentlig den mest populære af dem, mens THE BEYOND regnes for at være hans mesterværk.

Fulcis stil er meget simpel: Filmenes manuskript giver stort set ikke mening - det handler om at bombardere tilskuerne med voldsomme billeder, ofte så makabre og brutale, at det bliver til en form for splatter-porno. Hvor de fleste instruktører vælger at klippe væk fra de værste scener i sidste sekund, kan man roligt regne med, at Fulci viser dig langt mere, end du lige har lyst til at se.

THE BEYOND (der på italiensk hedder E TU VIVRAI NEL TERRORE - L'ALDILÀ) er netop kommet på dansk dvd under titlen RÆDSLERNES HOTEL. Det er flot udgivelse med en otte siders booklet. Filmen er til gengæld en blandet fornøjelse. Fulci vælger her helt at droppe manuskriptet, der på intet plan hænger sammen. Til gengæld svælger han i smukke billeder og sine sædvanlige blodsudgydelser. Det er næsten en abstrakt gyserfilm, hvilket i sig selv er en særpræget oplevelse. Musikken af Fabio Frizzi har det dog med at arbejde imod stemningen, hvilket trækker ned i det samlede indtryk. Som sagt er jeg ikke nødvendigvis Fulci-fan, men THE BEYOND er værd at se - og der er ingen undskyldninger nu hvor den er blevet så let at få fat i.

E TU VIVRAI NEL TERRORE - L'ALDILÀ, Italien, 1981. Instruktion: Lucio Fulci. Medvirkende: Catriona MacColl, David Warbeck, Canzia Monreale, Antoine Saint-John, Veronica Lazar. Musik: Fabio Frizzi.

tirsdag den 4. juli 2006

Makaber shopping

Nåede lige at shoppe lidt i går. Købte nogle sequels for at fylde huller i samlingen ud, men ellers var turens udbytte to af de tre første udgivelser fra det nye danske dvd-selskab, Another World Entertainment. Her er vi virkelig i den makabre ende af genren med Lucio Fulcis gustne zombie-klassiker THE BEYOND og Ruggero Deodatos berygtede kannibal-gnasker CANNIBAL HOLOCAUST. Selskabets giallo-udgivelse PUZZLE sprang jeg over. Giallo er ikke en genre, jeg har dyrket så meget. Under alle omstændigheder er det forfriskende at kunne finde den slags grumme gys i en helt almindelig dansk butik - og så endda til 99,95 kroner stykket!

lørdag den 1. juli 2006

En uge uden horaaeiga

Vi er på ferie i sommerhuset i denne uge, hvor tiden går med både afslapning og praktisk arbejde. Selv om jeg har en håndfuld gysere med i bagagen, er aftenerne gået med at se STAR TREK: THE NEXT GENERATION sammen med konen (vi er nået til 2. sæson). Jeg har dog lært en enkelt ting. I en gratis manga-reklame fra den lokale boghandel læste jeg, at gyserfilm på japansk hedder horaaeiga. "Horaa" er japanernes måde at sige "horror" på, mens "eiga" betyder film. Så ved I det!