fredag den 16. november 2007

Tju bang, jeg er vampyr

THE LEGEND OF THE 7 GOLDEN VAMPIRES er en af de mest syrede film, jeg længe har set. Den er fra 1974 og er lavet i Hammers nedgangsperiode. Kung fu-film var en stærk sællert i den periode, og derfor er dette noget så flippet som en vampyr-kung fu-film, som Hammer producerede i samarbejde med Shaw Brothers i Hongkong.

Plottet er helt utroligt: Grev Dracula er blevet opsøgt af en præst fra Kina, der beder om overvampyrens assistance, så de syv gyldne vampyrer hjemme i landsbyen igen kan komme til magten efter at en af dem er blevet tilintetgjort. Dracula overtager præstens krop og tager selv til Kina for at lede vampyrernes terrrorregime. 100 år senere er Dr. Van Helsing i Kina, Her opsøges han af den unge Hsi Ching, der har brug for hjælp til at bekæmpe vampyrerne, selv om han har en stor familie, der alle mestrer kampsport. Van Helsing tager med på den farefulde færd sammen med sin egen søn Leyland og den smukke og stenrige Vanessa Buren.

Vi får en forbløffende mængde kampscener undervejs, hvor det afsløres, at de gyldne vampyrer også er gode til kampsport. Det går også op for os, at de foretrækker at deres kvindelige ofre skal være topløse, før de suges tomme for blod. Vi oplever også, at vampyrerne kan få hjælp fra en sværm af zombier, der har en hoppende gangart som om de har hårdt brug for at tisse.

THE LEGEND OF THE 7 GOLDEN VAMPIRES er kulørt underholding af både værste og bedste skuffe. Det ser ud til at være en billig produktion, og instruktøren Roy Ward Baker får ikke det store ud af sine skuespillere. John Forbes-Robertson er f.eks. en katastrofe som Grev Dracula. Samtidig er den filmet i nogle særdeles kedelige landskaber, der igen signalerer lavbudget. Man bliver dog forholdsvis godt underholdt, men jeg foretrækker nu de "ægte" Dracula-film fra Hammer.

THE LEGEND OF THE 7 GOLDEN VAMPIRES, England-Hongkong, 1974. Instruktion: Roy Ward Baker. Medvirkende: Peter Cushing, David Chiang, Julie Ege, Robin Stewart, Szu Shih. Musik: James Bernard

1 kommentar:

  1. Og så er vi et par stykker, der spændt venter på den dag, hvor Shaw Brothers udgave forhåbentligt udkommer med de mytiske ekstra scener fra HK-udgaven!

    SvarSlet