lørdag den 30. juni 2007

Horror fra Nordisk?

Uncut kan fortælle, at Nordisk Film har lanceret et nyt horror-label, kaldet Edge, hvor HANNIBAL RISING er den første titel. Blandt de kommende titler skulle bl.a. være SEE NO EVIL, CAPTIVITY, THE HITCHER, THE MESSENGERS og BLACK CHRISTMAS. Umiddelbart ser det ud som om at man blot smækker et ekstra logo på omslaget af de film, man alligevel havde tænkt sig at udgive, så mere nyskabende er det heller ikke...

fredag den 29. juni 2007

TV-serie bliver nu komplet

Så en notits om at Warner i USA d. 23. oktober udgiver syvende og sidste sæson af TV-serien TALES FROM THE CRYPT. Nu går man jo ikke lige og husker på hvor mange afsnit, der er i en serie, men alligevel... Syv sæsoner! Det var pokkers. 93 afsnit nåede det at blive til i årene 1989-96. Hertil kommer to spillefilm.

De få afsnit, jeg har set på dansk TV, har været ganske underholdende, men om det er værd at købe en komplet samling hjem, ved jeg faktisk ikke. Sammen med den sidste sæson udkommer også en box med samtlige afsnit.

torsdag den 28. juni 2007

Infernalsk update

Det har været en lidt hektisk periode med nyt arbejde og mange andre bolde i luften, men det vil nok føre lidt for vidt at beskrive det som et inferno, selv om Dario Argentos mesterværk af samme navn er en af de film, jeg har set i denne uge. Energien har bare ikke været der til længere skriverier med dybtgående analyser, så det må være rigeligt med denne update.

Som sagt jeg set Argentos INFERNO, den meget løse sequel til SUSPIRIA. Det er en af instruktørens mest personlige og forunderlige film, der underligt nok ikke lever højt på den opfindsomme brug af kameraet, der ellers er Argentos varemærke. Til gengæld foregår den i en så fascinerende og anderledes verden, at man bliver suget ind i dens univers. Især er den unikke brug af rum, kældre og gange meget overrasende. Intet er logisk, men det giver alligevel mening på en pervers måde. En sær og mystisk oplevelse, men nok ikke en film, der vil tiltale alle.

Så har jeg også set David Schmoellers TOURIST TRAP fra 1979, en lidt primitiv slasher om fire unge, der strander i et mystisk museum fyldt med uhyggelige mannequin-dukker. Det hele passes af en sær, ældre fyr, men han er muligvis ikke alene. Scenerne med dukkerne er ganske spooky, men alt i alt er det en film under middel med et ret syret plot (der bedst kan beskrives som CARRIE I VOKSMUSEET). Musikken af Pino Donaggio er ganske flot.

Apropos musik, så har jeg købt to Richard Band-soundtracks på eBay, nemlig MUTANT og THE HOUSE ON SORORITY ROW (på en cd, der også indeholder THE ALCHEMIST). Begge har været udsolgt i en del år, men jeg fik fat i nye og forseglede eksemplarer til en fornuftig pris.

Film-indkøb er det ikke blevet så meget til. En pakke fra DVD Pacific er netop blevet afsendt fra Florida efter at have ventet i et par uger, fordi en af de bestilte film var udsolgt. Nu rammer den formentlig Danmark i næste uge. Pakken indeholder bl.a. den nye udgave af THE HITCHER, der har biografpremiere i morgen. Med mit travle liv er det næppe en film, jeg får set i biffen, så det er da herligt at internet-handel kan hjælpe en med at spare lidt tid.

onsdag den 27. juni 2007

Mutanter på dansk

Den 18. september udkommer THE HILLS HAVE EYES 2 på dansk dvd fra SF Film. Der skulle være tale om en "unrated" udgave.

søndag den 24. juni 2007

Dansk H.P. Lovecraft-antologi på vej

Henrik Harksen er manden bag både en engelsksproget H.P. Lovecraft-hjemmeside og en blog. Om kort tid går han også i luften som forlægger, når antologien FRA SKYGGERNE kommer på gaden. Det er en dansksproget antologi med H.P. Lovecraft-inspirerede noveller. Vi har set meget få Lovecraft-agtige ting på dansk, så det er lidt af en nyhed.

Bogen kommer til at indeholde en introduktion, en biografi, en Lovecraft-novelle samt otte originale noveller. Lars Kramhøft har illustreret. Det skal blive spændende at se det endelige resultat.

Uinspireret!

Man kan ikke altid være lige sprudlende og kreativ som blog-skribent. Forleden brugte jeg tre timer på at gense TV-filmatiseringen af Stephen Kings IT, og jeg har faktisk ikke noget at sige om den. God start, dårlig slutning. Fine børneskuespillere, knap så gode voksne af slagsen. Suveræn Tim Curry. Alt for mange overdrevne gys. Og et meget dårligt monster i den pinlige finale. Fås i en flot widescreen-dvd-udgave til en rund 50'er. Så er der ikke mere at sige om den sag.

lørdag den 23. juni 2007

Den værste danske gyser nogensinde!

Efter den lovende NATTENS ENGEL skulle man tro, at Shaky González ville have udviklet sig til at blive Danmarks bedste horror-instruktør. Efter at have set ONE HELL OF A CHRISTMAS (aka THE CLAW), må jeg konstatere, at det blev han så ikke! Den snupper uden problemer titlen som den værste danske gyserfilm nogensinde. ONE HELL OF A CHRISTMAS er optaget på video på et ikke-eksisterende budget, og det kan ses. Intet er originalt eller kreativt, det er bare pinligt. Enkelte scener er skudt i USA, hvor filmens handling udspiller sig, men hovedparten er filmet i et dansk parcelhus. Skuespillerne prøver at overgå hinanden i elendige præstationer, hvilket hjælpes godt på vej af den sløje dubbing på meget ringe skole-engelsk. Og så byder den på grotesk pinlige referencer til EVIL DEAD-filmene. Undgå dette makværk for enhver pris.

ONE HELL OF A CHRISTMAS, Danmark, 2002. Instruktion: Shaky González. Medvirkende: Tolo Montana, Thure Lindhardt, Erik Holmey, Zlatko Buric, Pat Kelman. Musik: Søren Hyldgaard, Thomas Lester.

torsdag den 21. juni 2007

Martin Schmidt-gys på dvd

Den flittige danske instruktør Martin Schmidts to første gysere, SIDSTE TIME og MØRKELEG, udkommer på dvd her i landet d. 25. september.

Begge er baseret på manuskripter af Dennis Jürgensen, og derfor skulle begge skiver indeholde et interview med den flittige forfatter. De to herrer skulle også have leveret et kommentarlydspor på begge film.

onsdag den 20. juni 2007

Møgkælling i knibe

Det er sjældent, jeg ser en film, jeg virkelig ikke bryder mig om, men Christopher Smiths tysk-engelske undergrundsbane-gyser CREEP var godt nok sej at komme igennem. Nok er den teknisk kompetent med flotte billedkompositioner og det hele, men der er ikke én eneste sympatisk person i hele filmen. Intet man som tilskuer kan hægte sig op på, så man kan forholde sig til rædslerne.

Franka Potente spiller en rigtig møgkælling, der strander i Londons undergrundsbane, hvor hun jages af en vanskabning. Filmen postulerer, at hun kommer ud på den anden side som et nyt og bedre menneske, men jeg køber den ikke. Så kan man diske op med nok så mange lækre billeder og splattereffekter, men det er dybest set spild af tid.

CREEP, England-Tyskland, 2004. Instruktion: Christopher Smith. Medvirkende: Franka Potente, Vas Blackwood, Ken Campbell, Jeremy Sheffield, Paul Rattray. Musik: The Insects.

tirsdag den 19. juni 2007

Fascinerende uhygge

Roman Polanskis LE LOCATAIRE (aka THE TENANT eller DEN NYE LEJER) er en mærkværdig og fascinerende oplevelse. Mange har kritiseret den for at være et opkog af REPULSION, altså endnu en historie om en persons vanvid, der måske eller måske ikke overtager den virkelige verden. LE LOCATAIRE er dog meget mere end det, og man kan ikke undgå at blive påvirket af den bizarre stemning, der når uanede højder i filmens uhyggelige slutning. Den kan betragtes som en spøgelseshistorie, men i overført betydning handler den også om vampyrisme. Klassiske horror-temaer som forvandling og identitet er også i spil her. Filmen er ude i en flot udgave på dansk dvd, og er et must i enhver seriøs samling.

LE LOCATAIRE, Frankrig, 1976. Instruktion: Roman Polanski. Medvirkende: Roman Polanski, Iseballe Adjani, Melvyn Douglas, Jo Van Fleet, Bernard Fresson. Musik: Philippe Sarde.

mandag den 18. juni 2007

Tyler Bates laver HALLOWEEN-musik

Komponisten Tyler Bates arbejder i øjeblikket tæt sammen med Rob Zombie om musikken til den nye HALLOWEEN-film. John Carpenters klassiske tema skulle blive en del af filmen, men ellers er det Bates, der kommer til at levere tonerne. Han er især kendt for DAWN OF THE DEAD, SLITHER og THE DEVIL'S REJECTS.

Poe-film med komik og rædsler

Jeg har ikke fået set alle Roger Cormans Edgar Allan Poe-film, men jeg er så småt ved at få dem købt hjem til samlingen. Forleden så jeg TALES OF TERROR fra 1962 (RÆDSLERNES TRIO på dansk). Det er en antologifilm, hvor manuskriptforfatteren Richard Matheson har skrevet tre små historier ud fra flere af Poes noveller. Den første, "Morella", er en forholdsvis traditionel sag om en mand (spillet af Vincent Price), der lever i et forfaldent hus sammen med liget af sin kone. Da hans datter, som han ikke har set i et kvart århundrede, kommer på besøg, vækkes dystre hemmeligheder til live.

Den anden historie, "The Black Cat", handler om den fordrukne Montresor Herringbone, der ved et tilfælde kommer til at dyste i vinsmagning med den arrogante ekspert Fortunato Lucresi. Da Fortunato forelsker sig i Monstresors smukke kone, bliver han offer for en udspekuleret hævn. Denne historie er markant mere komisk, og henter i øvrigt elementer fra Poe-novellen "The Cask of Amontillado". Fortunato Lucresi spilles af Vincent Price, mens Peter Lorre mumler sig igennem rollen som Montresor Herringbone.

Price er også med i den sidste historie, "The Facts in the Case of M. Valdemar", om den døende mr. Valdemar, der holdes fast i grænselandet mellem levende og død, takket være hypnotisøren mr. Carmichael (spillet af Basil Rathbone). Som alle Cormans Poe-film får vi masser af flotte kulisser, der på elegant vis skjuler det beskedne budget. Den er vildt underholdende og jeg er meget glad for endelig at have set den.

TALES OF TERROR, USA, 1962. Instruktion: Roger Corman. Medvirkende: Vincent Price, Maggie Pierce, Leona Gage, Peter Lorre, Basil Rathbone. Musik: Les Baxter.

søndag den 17. juni 2007

Ny bog af Dennis Jürgensen

Den flittige Dennis Jürgensen er aktuel med endnu en gyser, DÆMONEN I HÆLENE, der som sædvanlig er udkommet på forlaget Tellerup. Bogen ser ikke ud til at være del af en serie, men har samme omslagsdesign som TINGEN I CELLEN, MONSTERET I KÆLDEREN og UHYRET I BRØNDEN.

Den vejledende udsalgspris er 198,- kr., men indtil d. 1. juli man kan få den for en hund, hvis man registrerer sig på Tellerups hjemmeside.

Populær italiensk horror-tegneserie

DYLAN DOG er et italiensk tegneserie-fænomen, der kom til verden i 1986. Siden er det blevet til omkring 250 hæfter om den engelske mareridts-detektiv Dylan Dog, der opklarer okkulte kriminalsager. Med genoptryk og det hele sælger serien snildt én million eksemplarer i Italien - om måneden! Nu er turen så kommet til det danske marked takket være forlaget Shadow Zone Media. Første Dylan Dog-tegneserie er i kioskerne, og som premiere-historie har man valgt nummer 71 i den italienske serie, "I delitti della mantide", der på dansk hedder "En knæler gik at jage".

Her har Dylan Dog fået til opgave at fange en kvindelig seriemorder, der opsøger mænd på en singlebar, dyrker sex med dem, hvorefter de flænses med en dobbeltægget kniv. Undervejs møder vi nogle af de faste personer i Dylan Dog-universet, nemlig Dylans Groucho Marx-lignende assistent og den solide kommissær Bloch. Historien er ikke udpræget interessant, og den flagrer i alle retninger. Derfor bliver den aldrig spændende, og afsløringen af morderens identitet kommer bestemt ikke som nogen overraskelse. Tegningerne er ganske stemningsfulde og ser "billige" ud på den gode måde. Hvilken målgruppe serien henvender sig til er ikke til at gennemskue.

På bagsiden står "13+" angivet som aldersgrænse, og som en gave i det første nummer får man en lille kniv magen til den, morderen bruger i historien. Sjovt nok, men det er ren Anders And med disse læsergaver. Derfor ligner det mere en børneserie end noget andet, og drenge i 13 års-alderen vil formentlig også nyde de mange nøgne kvinder i serien. DYLAN DOG koster 49,95 kr., udkommer den første fredag i hver måned. Jeg vil formentlig give nr. 2 en chance, men umiddelbart virker det ikke som en serie, jeg gider samle på.

lørdag den 16. juni 2007

Kannibaler på dansk

THE CANNIBAL COLLECTION, som jeg første gang omtalte i februar og fulgte op på i april, kommer i dansk distribution i starten af juli. Prisen skulle være omkring 150,- kr.

En flink seriemorder

Den engelske gyser THE LAST HORROR MOVIE fra 2003 er en interessant lille sag, der virker som et remix af film som MAN BITES DOG, HENRY: PORTRAIT OF A SERIAL KILLER og AMERICAN PSYHCO. Desværre er filmen mere interessant end den er god, men den er værd at se. Max er en ungkarl, der tjener lidt penge som bryllupsfotograf. Ved siden af har han et hektisk liv som seriemorder og antallet af ofre har efterhånden rundet de 50. Nu har han besluttet sig for at dokumentere sin tilværelse i en film og har derfor allieret sig med en anonym hjemløs, der fungerer som fotograf - og som måske endda selv kunne tænke sig at slå nogen ihjel. Store dele af filmen viser scener med den karismatiske Max, der taler til kameraet - ofte imens han er ved at dræbe nogen.

Undervejs møder vi også hans familie og venner, der er helt normale mennesker, der blot betragter Max som en sjov fætter, der aldrig er blevet til noget. Max selv er mere optaget af, hvordan omverdenen opfatter hans morderiske projekt, men det er ikke let for ham at få besvaret dette spørgsmål. Som sagt er filmen ikke det store sus, men Kevin Howarth i rollen som Max er et fund. Han gør det bare så godt. Men inspirationen fra andre film er lidt for tyk, og derfor er THE LAST HORROR MOVIE ikke en unik oplevelse. Julian Richards har instrueret for et budget omkring en halv million danske kroner, hvilket er ret imponerende.

THE LAST HORROR MOVIE, England, 2003. Instruktion: Julian Richards. Medvirkende: Kevin Howarth, Mark Stevenson, Antonia Beamish, Christabel Muir, Jonathan Coote. Musik: Simon Lambros.

fredag den 15. juni 2007

Del Toro-gys i biffen

Efter den enorme succes med PAN'S LABYRINTH på de danske biograflærreder ser det nu ud til at Camera Film prøver med endnu en Guillermo del Toro-film. Denne gang bliver det den fremragende spøgelses-gyser EL ESPINAZO DEL DIABLO fra 2001, der skulle få biografpremiere d. 13. juli. Jeg har tidligere skrevet et par ord om den her.

torsdag den 14. juni 2007

De fremmede kommer

Senere på året får vi THE INVASION, en sci-fi-gyser til 50 millioner dollar med Nicole Kidman og Daniel Craig i hovedrollerne. Det er den fjerde filmudgave af Jack Finneys klassiske roman "The Body Snatchers".

De tre tidligere versioner har været fine nok, men nu skal vi altså lige have den igen. Philip Kaufmans solide 1978-udgave er allerede ude på dvd, men d. 7. august slår MGM Home Entertainment i USA til med en ny dobbelt-disc med en masse nyt ekstramateriale. Det lyder ikke helt tosset...

onsdag den 13. juni 2007

Slasher helt efter bogen

Når det første, der flimrer over skærmen, er datoen d. 19. juni 1961, så ved man, at den næste halvanden time i selskab med en primitiv 80'er-slasher ikke er spild af tid. Her har man at gøre med en film, der vil følge slasher-formlen til punkt og prikke: Først en scene fra fortiden, hvor en frygtelig ting er sket. Så hopper man til nutiden (i dette tilfælde 80'erne), hvor en flok tåbelige studerende vil komme af dage på grusom vis som følge af det forfærdelige, der er sket i fortiden. Først i filmens sidste kvarter vil den uhyggelige hemmelighed blive afsløret, og der er en god chance for, at monstret/uhyret/vanskabningen/galningen stadig vil være i live til sidst. Ellers ville man have ødelagt muligheden for at lave en sequel.

THE HOUSE ON SORORITY ROW fra 1983 er en typisk amerikansk slasher. Den er instrueret af Mark Rosman, og handler om en kvinde, Dorothy Slater, der d. 19. juni 1961 på makaber vis føder et barn. Barnets skæbne afsløres ikke for os. To årtier senere er hun bestyrer af et "sorority house", et pige-kollegium. Sommerferien nærmer sig, og Dorothy Slater gør sig klar til at sende pigerne hjem. Hun vil nemlig være alene d. 19. juni. Det nægter pigerne, og så kan I formentlig selv regne resten af historien ud.

Her er virkelig tale om primitiv underholdning uden nogen form for nyskabelse. Gruppen af piger tæller selvfølgelig en bimbo, en sej tøs, en oprørsk pige og en artig pige. Drengene er bare ude efter sex, og så har vi balladen. THE HOUSE ON SORORITY ROW er på ingen måde stor kunst. Den er hverken udpræget blodig eller særlig uhyggelig, men jeg hyggede mig med at se den. Filmen er ude på en region 1-dvd fra Elite Entertainment med kun en trailer som ekstramateriale. Og så skal jeg lige huske at nævne Richard Bands flotte musik, der er over middel for genren.

THE HOUSE ON SORORITY ROW, USA, 1983. Instruktion: Mark Rosman. Medvirkende: Kate McNeil, Eileen Davidson, Janis Ward, Robin Meloy, Harley Jane Kozak. Musik: Richard Band.

tirsdag den 12. juni 2007

Box med klassisk monster-musik

Pladeselskabet Percepto har netop udsendt en 5-cd-box med 11 af Ronald Steins soundtracks. Titlen er MAD, MOD & MACABRE - THE RONALD STEIN COLLECTION. Den indeholder bl.a. musik fra film som THE PHANTOM FROM 10,000 LEAGUES (1955), ATTACK OF THE CRAB MONSTERS (1957), THE TERROR (1963), THE DEVIL’S PARTNER (1962), DEMENTIA 13 (1963) og SPIDER BABY (1968). Der er også en lille håndfuld scores fra andre genrer. Hele sættet koster 50 dollar, kan købes fra Screen Archives og er udkommet i et oplag på 1000 eksemplarer!

mandag den 11. juni 2007

Skræk i flimmeren

En tilfældig søgning på en TV-hjemmeside gav et skræmmende dårligt resultat, når det gælder horror på de kanaler, de fleste dødelige har adgang til. TCM viser her til aften THE HAUNTING (som de gør hver eneste måned), hvilket er fint nok, men alligevel... TV 2 Film har de to PET SEMATARY-film, I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER, LAKE PLACID og MARY SHELLEY'S FRANKENSTEIN i rotation for tiden, men ellers skal vi frem til lige efter midnat fredag aften på Sverige 4 for at finde en forholdsvis ny film. Her vises nemlig MY LITTLE EYE. Jeg kan godt forstå, at jeg stort set aldrig ser TV mere. Thank God for DVD!

søndag den 10. juni 2007

Gode ting med posten

Kom hjem til en dynge post efter at have været væk nogle dage. Blandt reklamerne lå et par kuverter fra mine seneste eBay-handler. Fra Tyskland har jeg købt en dobbelt-cd med SAW III-musikken (komplet med Charlie Clousers score). For en uge siden fik jeg SAW II fra England, så nu har jeg alle tre SAW-soundtracks. Fra England har jeg også købt Richard Bands musik til RE-ANIMATOR og BRIDE OF THE RE-ANIMATOR. Fra La-La Land Records kan man få den definitive udgave af RE-ANIMATOR-musikken, men jeg fik opsporet den sjældne cd fra Silva Screen, der også indeholder THE BRIDE OF RE-ANIMATOR. Og så fik jeg den endda til en særdeles fornuftig pris.

lørdag den 9. juni 2007

Dario Argento fra USA

Den 25. september går det amerikanske selskab Blue Underground helt amok i Dario Argento-udgivelser. Det betyder bl.a. en dobbelt-dvd med en uncut version af THE STENDHAL SYNDROME, krydret med en masse ekstramateriale.

En dobbelt-disc-udgave af SUSPIRIA er også planlagt, det samme er enkelt-disc-versioner af OPERA og CAT O’NINE TAILS. Flere af disse har før været udsendt af Anchor Bay.

Spændende italienske soundtracks

Det italienske pladeselskab Digitmovies præsenterer fire nye titler i juni måned, heraf to horror-relaterede. Mest spændende er Ennio Morricones score til Paolo Cavaras giallo LA TARANTOLA DAL VENTRE NERO (aka BLACK BELLY OF THE TARANTULA) fra 1971. Enkelte tracks har tidligere været ude på cd, men dette skulle være den hidtil mest omfattende udgivelse. Morricone har selv bidraget til produktionen af cd'en, der er den sjette udgivelse fra Digitmovies med mesterens giallo-musik. En anden interessant cd er af komponisten Franco Micalizzi, hvor man får musikken fra SEI JELLATO AMICO, HAI INCONTRATO SACRAMENTO og I DUE VOLTI DELLA PAURA (aka COARTADA EN DISCO ROJO aka TWO FACES OF TERROR) på én skive. Førstnævnte er en western, mens den sidste er en giallo fra 1972 af Tullio Demicheli.

I dag er det bloggens fødselsdag...

I dag er det et år siden jeg begyndte på denne blog. Det er blevet til mere end 300 indlæg om stort, småt og blodigt - og bloggen har flere hundrede faste læsere hver uge. Jeg vil sige tak for den store interesse og jeg vil fortsat prøve at holde dampen oppe.

fredag den 8. juni 2007

Gys i farver

Jeg har ikke opklaret hviket selskab, der udgiver disse, men senere på måneden skulle klassikerne NIGHT OF THE LIVING DEAD, CARNIVAL OF SOULS, HOUSE ON HAUNTED HILL og THE LITTLE SHOP OF HORRORS udkomme på dvd her i landet. Alle fire ser ud til at være i computer-farvelagte versioner, hvilket er en dybt underlig ting.

Tidligere på året har On Air Video udgivet en NIGHT OF THE LIVING, der skulle indeholde både en sort/hvid og en farvelagt version, men jeg har endnu ikke set denne udgave i butikkerne.

torsdag den 7. juni 2007

GHOST RIDER i hjemmebiografen

Hvis man er meget ivrig efter at opleve Nicolas Cage som brændende kranie-dæmon på motorcykel i sin hjemmebiograf, kan man slå til allerede i næste uge. Her udkommer filmen nemlig i USA (tirsdag d. 12. juni). Man kan vælge imellem både biografudgaven og et extended cut.

Den 2. juli er turen så kommet til en engelsk udgivelse, og meget tyder på, at det kun er den udvidede version, der udkommer her. I Danmark når filmen først ud i butikkerne d. 14. august, og endnu er det ikke til at afgøre hvilken version, der er tale om.

onsdag den 6. juni 2007

PROFONDO ROSSO fra AWE

Another World Entertainment har afsløret de første 11 af de omkring 40 titler, de har købt rettighederne til i Cannes. Der lægges forholdsvis seriøst ud, bl.a. med fem film af Andrei Tarkovsky, men en enkelt horror-relateret titel er også med. Det er til gengæld et hit, nemlig Dario Argentos mesterlige PROFONDO ROSSO fra 1975.

Ny bog om TV-gys

Faldt over denne nyhed ved en tilfældighed: Det amerikanske forlag McFarland udgav for et par måneder siden David Deals bog TELEVISION FRIGHT FILMS OF THE 1970s. Den skulle indeholde credits, en synops samt en anmeldelse af omkring 150 TV-gysere fra 70'erne.

Det lyder som en blandet landhandel, men hvis man f.eks. tænker på en fremragende sag som Steven Spielbergs SOMETHING EVIL fra 1972, er det nok et emne, der er værd at bruge lidt tid på (det er i øvrigt en film, der meget gerne måtte udkomme på dvd). Desværre er bogen lidt dyr, nemlig 50 dollar.

tirsdag den 5. juni 2007

Uhyggelige gaver

I dag er det Fars Dag, hvilket er lig med dejlige gaver (hvis man altså er far). Jeg har fået en flot trøje samt fire grumme dvd-film til samlingen: ROSEMARY'S BABY (her i den flotte indpakning fra Paramount Golden Classics, jeg har i forvejen den ordinære udgave), PULSE (det amerikanske remake), WHITE NOISE (spøgelsesgys med Michael Keaton) samt THE WICKER MAN (i den danske udgave med undertekster så min hustru også får mulighed for at stifte bekendtskab med denne klassiker).

HOSTEL II-musik på cd

Varèse Sarabande udgav Nathan Barrs musik til den første HOSTEL-film, og de følger naturligvis op med 2'eren. Soundtracket udkommer d. 17. juli og musikken beskrives som både "smuk" og "kompleks".

mandag den 4. juni 2007

Syrede SUSPIRIA

Dario Argento har aldrig været kendt for at dyrke antydningens kunst og i SUSPIRIA går han helt amok. Det er hans første egentlige horrorfilm efter en håndfuld fremragende gialli, og instruktøren har i den grad sat sig for at overvælde tilskueren med rædsler. SUSPIRIA er en film, hvor alt er helt ude på kanten: Farverne er vilde, musikken trænger sig på, volden er grusom, klipningen er fragmentarisk og plottet er grotesk. Argento griber fat i kraven på sit publikum og skriger lige ind i fjæset på dem. Det forrygende er så, at det i dette tilfælde virker optimalt. SUSPIRIA er en imponerende oplevelse og en af den italienske mesters bedste film. Den kan købes i en flot version fra danske On Air Video til en fornuftig pris. Efter sigende er en restaureret version på vej på dvd, men en udgivelsesdato er endnu ikke offentliggjort.

lørdag den 2. juni 2007

Dansk klassiker på dvd

Den 23. juli udgiver engelske Tartan Video Benjamin Christensens horror-dokumentar-klassiker HEKSEN (eller HÄXAN: WITCHCRAFT THROUGH THE AGES) fra 1922. Filmen præsenteres i det originale format og dvd'en indeholder to forskellige versioner. Der er også lavet to nye lydspor.

Sidste år udgav FAB Press i øvrigt Jack Stevensons bog WITCHCRAFT THROUGH THE AGES: THE STORY OF HÄXAN, THE WORLD'S STRANGEST FILM, AND THE MAN WHO MADE IT, der ser ganske spændende ud.

fredag den 1. juni 2007

Gensyn med en favorit

Hvis man har svært ved at få tiden til at gå, kunne man f.eks. skrive en længere afhandling om Brian De Palmas fascination af Alfred Hitchcock og komme med en række eksempler på hvordan det gennemsyrer hans film. Man kunne også nøjes med at hygge sig med at se nogle af filmene. En af mine egne favoritter er RAISING CAIN, som jeg lige har set for tredje eller fjerde gang. Det er en helt forrygende gyser med John Lithgow i en af sine bedste og mest krævende roller. At plottet er vildt kunstigt og konstrueret betyder ikke en døjt. Det er en nervepirrende og underholdende sag med en stribe opfindsomme chokeffekter og en fin balance mellem det virkelige og det uvirkelige. Filmen er ude på dansk dvd under titlen DET SKJULTE ANSIGT.