lørdag den 31. maj 2008

Fortabte blodtørstige drenge

21 år efter den første film kommer nu en fortsættelse til THE LOST BOYS. Nogle vil sige "det var sgu på tide", mens andre nok er ret ligeglade. Der er ingen tvivl om, at Joel Schumachers original er ganske underholdende, men den er også skræmmende 80'er-agtig.

Nu tager man altså runde to, og som jeg tidligere har nævnt bliver det en direkte til dvd-udgivelse. Filmen rammer det amerikanske marked d. 29. juli under titlen LOST BOYS: THE TRIBE. P.J. Pesce har instrueret.

Han har tidligere lavet bl.a. FROM DUSK TILL DAWN 3: THE HANGMAN'S DAUGHTER. Med på rollelisten er bl.a. Corey Feldman og Jamison Newlander, de to Frog-brødre, der i øvrigt også er aktuelle i en tegneserie. Angus Sutherland, Kiefers halvbror, er sandelig også med.

fredag den 30. maj 2008

Juni-gys i Cinemateket

Som tidligere nævnt er Cinemateket blevet en lidt fjern størrelse for mig efter at jeg er begyndt at arbejde meget om aftenen, men det skal ikke forhindre mig i at udbasunere de mange spændende titler, man kan se derinde i juni.

Først og fremmest kan man opleve Tobe Hoopers THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE - en film, de fleste af os uden tvivl har i samlingen. Men alligevel... en (formentlig) lidt slidt biografkopi smager jo af grindhouse og gamle dage. Så kan man opleve et større Guillermo del Toro-tema med bl.a. CRONOS, MIMIC, THE DEVIL'S BACKBONE, BLADE II og HELLBOY. Lon Chaney hyldes også med bl.a. THE PHANTOM OF THE OPERA og THE HUNCHBACK OF NOTRE DAME, komplet med pianist i salen og det hele. Dokumentaren LON CHANEY: A THOUSAND FACES vises også.

Box med film, der holder dig vågen

Her i landet har vi fået den spanske TV-serie PELíCULAS PARA NO DORMIR på en lidt mærkelig måde. Noble Entertainment/Pan Vision har udgivet fire af dem i boxen 4 FILMS TO KEEP YOU AWAKE - en box, der i øvrigt kan fås til 50,- kr. mange steder i landet. Så er filmen X-MAS TALE kommet som en enkelt-udgivelse fra Midget Entertainment, og dermed mangler vi kun instruktøren Jaume Balaguerós bidrag til serien. Man må håbe, at den kommer en dag - ellers skal man måske ud i at investere i det kommende amerikanske boxsæt med alle seks film fra Liongate, der er på gaden d. 19. august. Lidt irriterende...

torsdag den 29. maj 2008

ZOMBI 3 har fået en "dansk" titel

Uncuts forum kan afsløre, at Another World Entertainments kommende udgivelse af ZOMBI 3 nu har fået en "dansk" titel. Dette er foregået via en konkurrence (som tidligere nævnt) for at få så mange titler som muligt at vælge imellem. Problemet har jo været, at Lucio Fulcis ZOMBI 2 hed RÆDSLERNES GRØNNE Ø på dansk, og derfor ville det være forvirrende at udsende en film med titlen ZOMBI 3. Nu har man valgt titlen ZOMBIE: HELL ON EARTH, hvilket er meget passende (også selv om den ikke er dansk). Det er Daniel Salling Hvid fra Århus, der har fundet på denne titel.

Dvd'en udkommer i juli og som altid fra AWE er coveret vildt flot. ZOMBI 3 er delvist instrueret af Lucio Fulci, men helbredet tvang ham væk fra produktionen og Bruno Mattei og Claudio Fragasso tog over. Filmen udgives som den femte i AWE's zombie-serie, og jeg kan ikke sige meget andet end at vi gerne ser endnu flere titler i denne serie.

Dario Argentos blodige sexorgie

Efter den unikke SUSPIRIA fra 1977 og den fascinerende INFERNO fra 1980 har Dario Argentos mange fans ventet og ventet på den sidste film om De Tre Mødre, de tre hekse, der med magi og ondskab forsøger at styre verden. Sidste år blev spændingen endelig udløst med LA TERZA MADRE - eller MOTHER OF TEARS, som den hedder internationalt. Spørgsmålet er så om filmen har været værd at vente på i 17 år.

Ved en kirkegård lidt uden for Rom finder man en kiste og en urne. Sarah Mandy, der studerer kunst, hjælper til med at undersøge urnen på et museum i den italienske storby. Blandt effekterne er tre underlige figurer og et klædestykke med mærkværdige symboler. Få øjeblikke senere er alskens djævelske kræfter sluppet løs og Sarahs kollega bliver slagtet på grusom vis. Klædestykket er med til at give den tredje moder, Mater Lachrymarum, hendes kræfter, og det varer ikke længe før Rom plages af en bølge af vold og selvmord. Hekse fra hele verden kommer rejsende til for at hylde overheksen, imens Sarah Mandy forsøger at komme til bunds i mysteriet.

MOTHER OF TEARS er en vild film. Volden er meget brutal og man får nådesløst serveret den ene mere ulækre splatterscene efter den anden. Samtidig er der heller ikke sparet på erotikken med masser af bare bryster, lidt kinky lesbisk sex og et blodigt orgie til sidst. Som altid hos Argento er plottet ikke det store - han er kendt for at bombardere sit publikum med unikke visuelle indtryk, der i den grad kompenserer for svaghederne i historierne. Her er problemet bare, at Argento synes at have mistet denne visuelle fortælleglæde. MOTHER OF TEARS har slet ikke den elegance, der gør SUSPIRIA og INFERNO så fremragende. Og værst er nok, at Argento helt har glemt at lege med kameraet. Derfor er MOTHER OF TEARS meget traditionelt filmet, og det afslører i den grad svaghederne.

Skuespillet er ujævnt, ikke mindst fra Asia Argento, der slet ikke er dygtig nok til at bære den krævende hovedrolle. Der er ingen tvivl om, at det forholdsvis lave budget har lagt en dæmper på muligheden for at slutte trilogien på en værdig måde. MOTHER OF TEARS er dog værd at se, fordi den er så grotesk, men den vil formentlig finde sit publikum blandt fans, der ikke har det store forhold til SUSPIRIA og INFERNO. Filmen kan bestilles hjem i en ucensureret udgave fra engelske Optimum Releasing.

LA TERZA MADRE, Italien-USA, 2007. Instruktion: Dario Argento. Medvirkende: Asia Argento, Cristian Solimeno, Adam James, Moran Atias, Valeria Cavalli. Musik: Claudio Simonetti

onsdag den 28. maj 2008

Et par af de gode gamle

I går købte jeg et par af de gode gamle film, nemlig WHAT EVER HAPPENED TO BABY JANE? og HOUSE ON HAUNTED HILL. BABY JANE er et klassisk eksempel på "older women in peril"-genren (der også kaldes for psycho-biddy eller Grande Dame Guignol). HAUNTED HILL, tjah, hvad skal man sige? Den er jo med Vincent Price!

tirsdag den 27. maj 2008

Mad Max-kloner med rotter på loftet

Jeg har ikke noget forhold til den italienske instruktør Bruno Mattei, hvilket kan synes underligt, når han nu i booklet'en til AWE-udgivelsen RATS - NATTENS TERROR beskrives som en "mesterinstruktør". Javel ja, det er så nok ikke lige RATS, der har været hans mest lysende øjeblik.

I en fjern fremtid, 225 år efter bomben, har de overlevende delt sig i to grupper, over og under jorden. På overfladen møder vi en motorcykelbande i Mad Max-tøj, der er på jagt efter forsyninger. I en udbombet by finder de en masse dåsemad (der sjovt nok stadig kan spises). De finder også et rum med computere, en masse planter og en vandrensningssystem. Desværre vrimler det med rotter, så det er ikke det rene paradis. Det forhindrer ikke motorcyklisterne (med sjove navne som Lucifer, Taurus og Video) at slå sig ned. Desværre er rotterne særdeles blodtørstige og resten af filmen går med at bekæmpe dem - når altså ikke at gruppens medlemmer skændes indbyrdes.

RATS - NOTTE DI TERRORE er trash på højt niveau. Ingen af skuespillerne har skyggen af talent og store dele af dialogen består af meningsløs råben. Kvinderne skriger bare hele tiden. I enkelte morsomme scener forsøger karaktererne at tænke og udgyder pseudo-videnskabelige forklaringer på den skrækkelige situation, de befinder sig i.

Ikke alt i filmen er lige ringe. Kameraarbejdet er effektivt og stemningsfuldt og musikken af Luigi Ceccarelli fungerer fint. Til gengæld er der ikke meget gang i rotterne (eller de sminkede marsvin eller hvad det nu er, man har brugt). I de fleste tilfælde smides de i hovedet på skuespillerne, da de tydeligvis ikke er udpræget aggressive i sig selv. Alt i alt en ganske håbløs film med en i øvrigt grotesk slutning.

Another World Entertainment skal dog roses for at have mod til at udgive den slags - og det endda i en flot udgave med en imponerende billedkvalitet og en sjov booklet, skrevet af Jack Jensen.

RATS - NOTTE DI TERRORE, Italien-Frankrig, 1984. Instruktion: Bruno Mattei. Medvirkende: Ottaviano Dell'Acqua, Geretta Geretta, Massimo Vanni, Gianni Franco, Ann-Gisel Glass. Musik: Luigi Ceccarelli.

mandag den 26. maj 2008

Stor fæl plastik-haj

Enzo G. Castellaris L'ULTIMO SQUALO fra 1981 er først og fremmest kendt som filmen, der gjorde Steven Spielberg sur (eller i det mindste Universal Pictures). I USA fik filmen en massiv markedsføringskampagne under titlen GREAT WHITE. Pengene væltede ind indtil Universal Pictures vandt en retssag, fordi plottet minder for meget om JAWS. Nu må man ikke vise L'ULTIMO SQUALO i USA - nogensinde!

Umiddelbart kan Universal have ret i, at de to film er meget ens: I L'ULTIMO SQUALO handler det om den lille kystby Port Harbor, hvor man ser frem til en stor windsurfer-konkurrence. Den lokale borgmester Bill Wells håber, at den festlige dag kan bruges til at fremme hans planer om at blive valgt som guvernør, og derfor er han meget skeptisk, da folk på havet begynder at forsvinde sporløst. Windsurfer-arrangementet bliver ikke aflyst! Den garvede hajfanger Ron Hamer og forfatteren Peter Benton er ikke i tvivl om, at det er en kæmpehaj, der er på spil. Bill Wells får området spærret af med sikkerhedsnet, så konkurrencen kan gennemføres, men det er selvfølgelig ikke nok.

L'ULTIMO SQUALO er en typisk italiensk lavbudget-produktion, men den er forholdsvis underholdende. Monsterhajen ligner ganske vist en gigantisk badedyr, men den er ganske effektiv. Animal Planet-klippene af ægte hajer og nogle uhyrligt primitive haj-modeller trækker dog voldsomt ned i den samlede bedømmelse. Det samme gør elevatormusikken af De Angelis-brødrene. Historien er som sagt ikke særlig opfindsom, men i det mindste er de fleste af personerne ganske handlekraftige. Der er mange af dem, der på egen hånd går på jagt efter hajen - og de er alle udstyret med en stor klump kød, de lige har hentet hos slagteren. Læg dertil et par effektive splatterscener og en del ufrivillig komik - så har man en film, der ikke er meget værre end JAWS: THE REVENGE.

Another World Entertainments udgave hedder THE LAST JAWS på omslaget og THE LAST SHARK på selv filmstrimlen. Der er tale om en flot udgave i anamorphic widescreen, der kun enkelte steder plages af lidt macro blocking. Det engelske monolydspor er ret tyndt, men det fungerer.

L'ULTIMO SQUALO, Italien, 1981. Instruktion: Enzo G. Castellari. Medvirkende: James Franciscus, Vic Morrow, Micaela Pignatelli, Joshua Sinclair, Giancarlo Prete. Musik: Guido De Angelis, Maurizio De Angelis

søndag den 25. maj 2008

Nye italienske soundtracks

Det italienske pladeselskab Digitmovies har udgivet endnu en håndfuld soundtracks, herunder også et par titler af interesse for horror-fans. I CORPI PRESENTANO TRACCE DI VIOLENZA CARNALE fra 1973 er bedre kendt som TORSO ude i den store verden - også i kraft af den flotte dvd-udgivelse fra Another World Entertainment. Musikken blev komponeret af brødrene Guido og Maurizio De Angelis. I 1999 udkom en udgave på cd fra RCA med 11 tracks, men den nye version fra Digitmovies byder på hele 33 tracks. En anden soundtrack-nyhed er Peppino De Lucas musik fra IL DIO CHIAMATO DORIAN, en 1970-filmatisering af den klassiske Dorian Gray-historie, hvor soundtracket udkommer på cd for første gang.

Dvd-gys uge 22 - 2008

Det bliver åbenbart kun til en enkelt titel i næste uge...
  • THE DEATHS OF IAN STONE (bizar historie om en mand, der igen og igen dræbes af mystiske væsener).
...men man kan måske også holde udkig efter følgende film, jeg ikke har kunnet finde en udgivelsesdato på - men de er formentlig kommet:
  • DAY OF THE DEAD 2: CONTAGIUM (et desperat forsøg på at tjene nogle penge på George A. Romeros zombie-serie, udsendt på dansk under titlen DAY OF THE DEAD: THE BEGINNING).
  • POSSESSION (syret kult-gyser, der kom for et par måneder siden, men jeg har først set den i butikkerne nu).

lørdag den 24. maj 2008

Rygter om FRIDAY THE 13TH-serien

Det svirrer med rygter om, at Paramount vil udgive FRIDAY THE 13TH: THE SERIES på dvd. Indtil videre er det eneste konkrete spor en mulighed for at forudbestille boxen på Amazon. Der er ingen udgivelsesdato eller andre detaljer i øvrigt. Serien havde stort set intet med FRIDAY THE 13TH-filmene at gøre, men blev forholdvis populær. Tre sæsoner og 72 afsnit blev det til fra 1987 til 1990. Der var 26 episoder i første sæson. Boxen vil formentlig udkomme i løbet af efteråret.

Ny THE DEAD PIT-dvd

Den 17. juni vil amerikanske Code Red Dvd udgive THE DEAD PIT, en zombiefilm fra 1989 af Brett Leonard. Han har siden instrueret bl.a. THE LAWNMOWER MAN, HIDEAWAY og VIRTUOSITY.

Den nye dvd byder på den komplette ucensurerede udgave af filmen i anamorphic widescreen. Der vil være et kommentarlydspor, nogle interview samt den originale trailer. Lyder som en sjov lille dvd, der nok er værd at anskaffe sig. Joe Bob Briggs var helt vild med THE DEAD PIT og roste i sin anmeldelse Cheryl Lawsons evne til at skrige.

onsdag den 21. maj 2008

Gode gamle Guy N. Smith

I går modtog jeg denne fantastiske paperback, nemlig THE SON OF THE WEREWOLF af den engelske forfatter Guy N. Smith. Bogen er fra 1978 og er den tredje varulvebog i en serie, der startede i 1974 med Smiths debut, WEREWOLF BY MOONLIGHT. Det var dengang hvor en gyser ikke behøvede at være på mere end 40.000 ord, gerne måtte indeholde masser af blod og sex og helst skulle have et grotesk monster eller en sværm af dyr på forsiden.

Smith var genial til at levere netop dette. Blandt hans mange titler kan nævnes THE SUCKING PIT, THE SLIME BEAST, SNAKES, CANNIBALS og BATS OUT OF HELL. Jeg tror faktisk at enkelte af dem nåede at udkomme på dansk i nogle af de billige paperback-serier, man engang kunne få i kioskerne. Det var så et fænomen, der gik over - på samme måde som de spraglede engelske paperbacks. Guy N. Smith skriver stadig, men udkommer nu på mindre forlag og slet ikke med så kulørte titler som før. Hans gamle bøger kan dog opdrives antikvarisk og jeg har en pæn stribe af dem stående - og nu også THE SON OF THE WEREWOLF.

Umberto Lenzi og José Mojica Marins

Svenske Njutafilms har nogle spændende nyheder på tapetet ser det ud til (og mon ikke vi skal regne med at se de samme titler fra Another World). I efteråret bliver det bl.a. til Umberto Lenzis INCUBO SULLA CITTÀ CONTAMINATA, der ude i den store verden er kendt som NIGHTMARE CITY. Det bliver cool. Filmen har i øvrigt et ganske muntert soundtrack af Stelvio Cipriani. Endnu vildere er det, at man vil udgive hele fire film af den brasilianske galning José Mojica Marins, nemlig STRANGE WORLD OF COFFIN JOE, AWAKENING OF THE BEAST, FINIS HOMINIS og HALLUCINATIONS OF A DERANGED MIND.

tirsdag den 20. maj 2008

Skole-rædsler

I næste uge udsender Tartan Asia Extreme i England dvd-boxen GHOST SCHOOL HORROR. Den er en slags variant af boxen GHOST SCHOOL TRILOGY, der udkom i USA i efteråret. Den amerikanske box indeholder de sydkoreanske film YEOGO GOEDAM (aka WHISPERING CORRIDORS), YEOGO GOEDAM II (aka MEMENTO MORI) og YEOGO GOEDAM 3: YEOWOO GYEDAN (aka WISHING STAIRS). Så er der også en fjerde disc med noget ekstramateriale. Hvor meget ekstramateriale, der er i den engelske box, kan jeg ikke gennemskue, men man får en ekstra film ud over de allerede nævnte, nemlig YEOGO GWAE-DAM 4: MOKSORI (aka THE VOICE). Jeg har kun WISHING STAIRS i den udgave, der er udkommet herhjemme, så jeg overvejer at investere i den engelske æske.

mandag den 19. maj 2008

Pinlig Godzilla-box

Jeg holder meget af de originale japanske Godzilla-film, men det har været en sej kamp at komme igennem den Godzilla Collection, der kom fra Atlantic Film for et par år. Mixet af titler fejler ikke noget med den originale GOJIRA fra 1954 og fem af de nyere film.

Det er den tekniske kvalitet, den er gal med. Filmene er komprimeret helt vildt, hvilket får billedet til at pixellere, når der sker for meget på skærmen. Det er især slemt under de store monster-slagsmål - det ligner noget, der er optaget med en mobiltelefon. Kan man finde boxen til en 50'er og har man ikke set Godzilla før, kan det måske gå an at begynde her, men det store japanske monster fortjener en bedre skæbne end dette.

...nu også med gæsteanmeldelser

Som nævnt flere gange ser jeg gyserfilm sammen med min datter (senest så vi A NIGHTMARE ON ELM STREET PART 2: FREDDY'S REVENGE). Hun har nu anmeldt nogle af de film, vi har set, og jeg har lagt den første ud, nemlig af THE HAUNTING. Flere kommer til senere under de oprindelige "Gys for børn"-indlæg, så følg med her.

søndag den 18. maj 2008

Tysk hjemmeside om dyregysere

Nu hvor jeg har skrevet en del om diverse nye og gamle dyre-gysere eller "naturen går amok"-film, er det vel meget passende at henvise til den tyske hjemmeside Tierhorror. Her kan man søge både på originaltitler og tyske titler, men endnu bedre er det, at filmene er inddelt i undergenrer. På den måde kan man f.eks. bladre igennem hele 35 edderkoppe-gysere (eller i det mindste film, hvor edderkopper har spillet en rolle).

Brutale dyr er et hit

Den svenske hjemmeside RysarNytt har lavet et mini-interview med Sven-Erik Olsson fra Studio S Entertainment. Selskabet har udgivet boxen DJÄVLA DJUR med THE LAST JAWS, RATS og TENTACLES, som vi herhjemme får som enkelt-dvd'er fra Another World Entertainment. Sven-Erik Olsson røber, at boxen er en så stor succes, at man allerede har besluttet sig for at udgive en DJÄVLA DJUR 2-box, der bl.a. kommer til at indeholde slange-gyseren SSSSSSS fra 1973. Den er kendt som SLANGEMANDEN på dansk og KUNGSKOBRAN på svensk. Og da Sven-Erik er "helt galen i djurskräckisar" håber han, at interessen for disse udgivelser vil være stor.

Dvd-gys uge 21 - 2008

Det holdt stik, at HALLOWEEN først kommer i næste uge:
  • THE ABANDONED (Spansk-instrueret gys)
  • APRIL FOOL'S DAY (Remake)
  • HALLOWEEN (Rob Zombies version)

lørdag den 17. maj 2008

Mere grotesk natur

Meget tyder på at de senere års miljøkatastrofer for alvor sætter sit fingeraftryk på genren, for det vælter ud med film, hvor naturen slår igen. Det er ikke mange dage siden, jeg skrev om de seneste titler i Genius Entertainments "Maneater Series". Nu har de lige annonceret to mere. Den 5. august udkommer THE HIVE, hvor intelligente myrer på en asiatisk ø skal nedkæmpes af et multinationalt firma. Den 26. august udkommer SOMETHING BENEATH, hvor man kan opleve Kevin Sorbo bekæmpe et slim-monster. Begge film stammer oprindeligt fra Sci-Fi Channel.

torsdag den 15. maj 2008

THE RUINS direkte på dvd

På trods af ganske pæne anmeldelser (og en sløv omsætning ser det ud til) når Carter Smiths THE RUINS desværre ikke forbi de danske biografer. Den har været på premierelisterne i to omgange, men er nu helt væk. THE RUINS kommer direkte på dvd herhjemme. Man må en tur til Sverige, hvis man vil se den i en biograf. Her får den premiere d. 5. juni.

GOOSEBUMPS som biograffilm

R.L. Stines GOOSEBUMPS-bøger blev i 90'erne til en TV-serie, der også har kørt herhjemme på bl.a. DR og Fox Kids. Nu overvejer Columbia Pictures en GOOSEBUMPS-biograffilm. Stine er pt. aktuel med GOOSEBUMPS: HORRORLAND-bøgerne, hvilket måske har været med til at genoplive interessen for serien.

onsdag den 14. maj 2008

CREEPY i hardcover

Dark Horse har løftet sløret lidt for de genoptryk af de klassiske Warren-tegneserier, jeg tidligere har omtalt. Den første udgivelse ser ud til at blive en stor hardcover, der kommer til at indeholde de fem første numre af CREEPY-hæftet i et komplet genoptryk.

Det ser altså ud til, at man over tid vil genoptrykke det hele i dette flotte format! Bog nr. 1 udkommer d. 20. august og kommer til at koste 50 dollar. Den flotte lille Fætter Maddike-figur (eller Uncle Creepy) kommer på gaden d. 2. juli.

Naturen går amok igen

Genius Entertainment fortsætter med at sprøjte titler ud i deres "Maneater Series", en række "naturen går amok"-film fra forskellige produktionsselskaber, der lanceres under et fælles logo. Serien består indtil videre af MANEATER, IN THE SPIDER'S WEB, BLOOD MONKEY, EYE OF THE BEAST, CROC og GRIZZLY RAGE.

8. juli udkommer så HYBRID, en TV-film instrueret af Yelena Lanskaya, der byder på en ny variant af varulve-genren. Jeg kunne forestille mig, at dvd-coveret er bedre end filmen, men man kan aldrig vide.

Musik fra lavbudget-gyser

Tempe DVD har besluttet sig for også at ville udgive soundtracks, og deres første udgivelse er J.R. Bookwalters musik til THE DEAD NEXT DOOR fra 1988. Filmen er også skrevet, instrueret og klippet af J.R. Bookwalter, så det er et ægte lavbudget-projekt. Musikken beskrives som John Carpenter-inspireret og som et "creepy electronic score". Det lyder ganske muntert - og coveret er ganske flot. Soundtracket kan bl.a. bestilles gennem Amazon, men vil også være tilgængeligt i en download-udgave fra de sædvanlige udbydere.

mandag den 12. maj 2008

Eftermiddag med Freddy og Jason

Jeg har haft en rigtig horror-eftermiddag sammen med min 12-årige datter. Først så vi FREDDY VS. JASON, der var et stort hit. Den byder på et fint mix af gru og humor, og så gør det ikke så meget, at den er grotesk blodig (faktisk noget mere end jeg lige huskede den). Så snuppede vi også lige den første A NIGHTMARE ELM STREET, når vi nu alligevel var i gang. Den blev også godkendt, men FREDDY VS. JASON var altså den bedste, skulle jeg hilse og sige...

Min datters anmeldelse af filmen + collage:

Chh... Chh... Chh...
Iiiiiiiik!
Chh... Chh... Chh...
Tror I Jason er i nærheden? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at Ken Kirzinger spiller ham knaldgodt i FREDDY VS. JASON (2003), hvor den hockey-maskerede Fredag den 13.-morder kommer i hundeslagsmål med mareridtskongen mr. Freddy Krueger med Edward Saksehånds-handsken, lige så godt spillet af Robert Englund.
Da jeg kun er småt bekendt med gyserverdenens kendisser, kan jeg kun ringe forestille hvor fantastisk det er, at disse store gyserlegender støder sammen i denne vanvittigt flotte film af Ronny Yu.

Modsætningerne mødes: Jason er den maskerede, tavse bøddel, der nådesløst henretter de halvvoksne menneskeaber, der lod ham i stikken som lille, men som samtidig bliver udnyttet af Freddy, der er en grusom mr. Hyde-agtig, stand-up wisecracker, der virkelig torterer sine ofre ved at lege katten-efter-musen med dem i sine frygtelige drømmeverden.

Nå, men historien starter med at Freddy sidder fast i Helvede, fordi beboerne i Springwood har taget forholdsregler, der gør at ingen kan huske ham længere og derfor ikke frygter ham. Og ligesom Julemanden (jeg sad også og grublede lidt over hans sweater) er han kun stærk, hvis folk tror på ham.
Så derfor vækker Freddy Jason til live igen, og beordrer ham (i skikkelse af Jasons mor) til at tage til Elm Street og 'straffe de uartige teenagere', så de får mareridt igen, og Freddy kan slippe ud af glemmekassen.

Jason trænger ind i 1428 Elm Street, hvor en flok unge er samlet, deriblandt hovedpersonen Lori (Monica Keena), der i forvejen har kvaler nok, og da Jason brutalt nakker en teenagedreng, ved at dolke ham og brække ham midt over i en elevationsseng, begynder man da også at hviske om en vis barnemorder, hvis navn er et større tabu end Voldemorts.
Men da Freddy bliver stærk nok til at genoptage arbejdet igen, opdager han at Jason er en ustoppelig dræbermaskine, der afliver alt på sin vej, hvilket jo slet ikke var planen.

Lori og hendes barndomskæreste, Will (Jason Ritter), der har været indespæret på et psykiatrisk center, fordi han stadig drømte og derfor var målskive for Freddy, lugter noget råddent ved mordene, og opdager at Freddy bare har brugt Jason som marionet. Og den eneste måde de kan stoppe massakren på, er ved at lade de to ødelægge hinanden i en endelig duel.

Og selv om kampen lader vente på sig, så er den sandelig værd at vente på.
Under slagsmålet kommer man også til at opleve Jasons traumatiske død, der gjorde ham til det bitre monster med den gode morale, han er idag, mens man også får et stærkt indtryk af, hvor sadistisk Freddy er (er blevet...?). Og det er soleklart, at filmen vil have os til at holde med stakkels Jason, der under hele forestillingen står i skyggen af Mister Nightmare.

FREDDY VS. JASON er et moderne mesterværk, der byder på gys, action, fantastisk musik og skuespil. Men det skal også lige bemærkes, at filmen er spækket med flotte drabsscener, hvor blodet sprøjter op på skærmen.
Mere kan man ikke forvente af denne brillante film.

C.A. Jacobsen

søndag den 11. maj 2008

Bog om Max Schreck på vej

Skuespilleren Max Schreck var en mystisk herre, faktisk så mystisk, at man ligefrem begyndte at spekulere på om han i virkeligheden var en vampyr. Schreck blev først og fremmest kendt for sin rolle som Grev Orlok i F.W. Murnaus NOSFERATU fra 1922. Selv om det alt i alt blev til omkring 800 roller på film og teater, er det denne ene rolle, der står tilbage. Nu har tyskeren Stefan Eickhoff skrevet den første biografi om Schreck, "Max Schreck - Gespenstertheater", der snart skulle udkomme fra forlaget Belleville.

Dvd-gys uge 20 - 2008

Næste uge byder på et ganske omfattende dvd-program, så det er med at skrabe de sidste mønter op fra kistebunden:
  • LA BELLE BÊTE (aka THE BEAUTIFUL BEAST, canadisk familie-drama på kanten af horror-genren)
  • DELIRIA (aka STAGE FRIGHT, mesterlig film af Michele Soavi)
  • HALLOWEEN (Rob Zombies version - enkelte forhandlere angiver, at den først kommer i uge 21)
  • L'ULTIMO SQUALO (aka THE LAST JAWS, italiensk JAWS-plagiat)
  • RATS - NOTTE DI TERRORE (italiensk-fransk rotte-gyser fra 1984)

lørdag den 10. maj 2008

Drypvise FRIDAY THE 13TH-nyheder

I løbet af de seneste par måneder er der kommet mange nyheder om den nye FRIDAY THE 13TH-film, der skal instrueres af Marcus Nispel. Mange af disse nyheder har handlet om hvilke skuespillere, der er blevet hyret til projektet. Senest er det Richard Burgi (kendt fra DESPERATE HOUSEWIVES og HOSTEL: PART II), der er blevet føjet til en stadigt voksende rolleliste. Alt dette kan være meget sjovt at følge med i, men når vi nu er ude i dette navne-nørderi, er jeg mest tilfreds med, at fotografen bliver Daniel Pearl. Han stod også bag kameraet på Nispels succesfulde TEXAS CHAINSAW-remake (samt selvfølgelig Tobe Hoopers original). En FRIDAY THE 13TH-film i samme rå stil ville være cool.

Muligvis mere motorsav

FANGORIA har snakket med Kim Henkel, manden der var med til at skrive den originale THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE. Han har nu et nyt motorsavs-manuskript klar og det interessante er, at projektet ikke er tiltænkt Michael Bay og Platinum Dunes. Og så skal handlingen foregå i nutiden. Lyder ikke tosset, men nu er filmen ikke lavet endnu, så... Det skræmmer lidt, at Henkel i 1994 lavede den rædselsfulde THE RETURN OF THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE.

fredag den 9. maj 2008

Zombiefilm i shoppingcenteret

Sjov lille nyhed fra USA. I forbindelse med en masse horror-halløj i juni i Pittsburgh, USA, vil George A. Romeros DAWN OF THE DEAD blive vist inde i Monroeville Mall. Det var det shoppingcenter, hvor filmen blev optaget.

torsdag den 8. maj 2008

Mutanter og uhyggelige børn

Nåede lige forbi Fona på Strøget på vej til arbejde. Købte to herlige engelske klassikere, nemlig VILLAGE OF THE DAMNED og CHILDREN OF THE DAMNED til 35,- kr. stykket. Og så snuppede jeg også lige THE HILLS HAVE EYES II (2007-udgaven), som jeg endnu ikke har fået set.

onsdag den 7. maj 2008

Vampyrroman uden saft og kraft

Efter at have skrevet en række fagbøger og en enkelt børnebog debuterer Rikke Schubart nu som romanforfatter, nemlig med vampyrfortællingen BID. Her møder vi Natascha, der efter nogle år i Italien vender hjem til Danmark. Hun flytter ind hos storesøsteren Helene, der bor på Vesterbrogade sammen med sin mand Anders og deres 12-årige datter Rosa.

Natascha beder om at måtte sove om dagen og er i det hele taget meget mystisk. Anders bliver dybt fascineret af hende, mens Rosa har på fornemmelsen, at den er helt gal. Imens er det italienske politi i færd med at opklare nogle bestialske sexmord og det varer ikke længe før også folk i København dør på brutal vis.

Alt dette lyder meget spændende, men det er det ikke. Handlingen flagrer ud i alle retninger og bogen mangler i den grad fokus. Vi får hurtigt at vide, at Natascha er vampyr, men hendes reelle dagsorden er ukendt. Alligevel føler Rosa sig voldsomt truet og allerede omkring side 60 er hun sammen med en veninde i gang med at læse om vampyrer på internettet. Anders opfører sig stadig mere sært, men da ægteskabet mellem ham og Helene i forvejen er i krise, er det ikke så underligt, at de glider fra hinanden.

Helene tuller rundt i sit Alt for Damerne-agtige univers og de italienske politifolk arbejder hårdt på at finde en morder, vi allerede kender identiteten på. Og Natascha dukker op i historien med ujævne mellemrum, så vi kan få lidt at vide om hvordan hun er blevet til vampyr. Det er noget med "vendepunktet" og "balancen" og den slags.

Det hele fører frem til et ufattelig sjusket klimaks, hvor historien bare holder op. Det viser sig nemlig, at dette bare er bind 1 i en længere fortælling. BID byder på intet nyt i forhold til den uendelige strøm af trivielle vampyrbøger, der er blevet spyttet ud på markedet de senere år.

Det mest usædvanlige ved romanen er markedsføringen af den med kortfilmen "The Present - A Sweet Surprise", hvor Gry Bay suger blod ved en børnefødselsdag (som man kan se på billedet). En anderledes måde at gøre reklame på. Handlingen i filmen har dog intet med bogen at gøre og byder underligt nok på stærkere og mere uhyggelige scener end romanen.

tirsdag den 6. maj 2008

THE NIGHTCOMERS kommer

De dynamiske mennesker fra Intrada har annonceret endnu et spændende soundtrack, nemlig THE NIGHTCOMERS af Jerry Fielding. Filmen var en slags prequel til historien i Henry James' THE TURN OF THE SCREW, der blev filmatiseret som THE INNOCENTS. THE NIGHTCOMERS blev instrueret af Michael Winner og er i øvrigt til at få på dvd.

Noget af musikken har tidligere været ude på en opsamling, der er nu er særdeles sjælden. På den nye udgivelse får man det komplette score i kronologisk rækkefølge. Cd'en udkommer i et oplag på 1500 eksemplarer.

mandag den 5. maj 2008

Hammer på mærkerne

Nu kan man også snart slikke Dracula i nakken. Det engelske postvæsen, Royal Mail, udsender d. 10. juni et sæt med seks frimærker med klassiske filmplakater. Mærkerne skal markere 50-året for Hammers horrorfilm og CARRY ON-filmene. Selv om de ikke har helt styr på det med årstallene, så pryder DRACULA (fra 1958), THE CURSE OF FRANKENSTEIN (fra 1957) og THE MUMMY (fra 1959) tre af disse frimærker.

søndag den 4. maj 2008

Julie Ege er død

Den norske skuespiller Julie Ege (født Julie Dzuli) døde d. 29. april af kræft, 64 år gammel. Ege var bl.a. kendt fra Hammer-filmen THE LEGEND OF THE 7 GOLDEN VAMPIRES.

På tur i POLTERGEIST-land

Den danske filmkomponist Søren Hyldgaard og hans gode ven Jan Niebuhr var i sommer i USA for at se på film-locations. Det blev bl.a. til et besøg i Simi Valley og Agoura Hills, hvor huset fra POLTERGEIST kan findes - og det ligner stadig sig selv.

Dvd-gys uge 19 - 2008

Lidt mere at komme efter i næste uge, især hvis man er til monstre:
  • AVP2: REQUIEM (Mere aliens mod predators i blodigt slagsmål)
  • STORM WARMING (Australsk gys fra instruktøren af URBAN LEGEND)
  • UNREST (Uhygge på et hospital)

lørdag den 3. maj 2008

Hvem springer mumierne for?

De to THE MUMMY-film af Stephen Sommers bød på masser af hæsblæsende underholdning, selv om der mere var tale om Indiana Jones i ny forklædning end horror. Men mumie-effekterne var seje. Serien fik en aflægger i form af THE SCORPION KING - en Conan-agtig film uden gys (eller fantasy for den sags skyld). Efter mange års pause kommer nu endelig en 3'er, hvor Rick O'Connell igen graver mumier op - denne gang i Asien. THE MUMMY: TOMB OF THE DRAGON EMPEROR rammer bifferne til august. Det skal nok blive sjovt.

torsdag den 1. maj 2008

Guide til mumie-fiktion

Denne her udkom i januar, men jeg vil lige nævne den, dels forbi emnet er lidt vildt, dels fordi forsiden er helt fantastisk. Brian J. Frost har sat sig for at udforske mumien, som den optræder i litteraturen og det er så blevet til THE ESSENTIAL GUIDE TO MUMMY LITERATURE. Guiden skulle indeholde en gennemgang af 500 skønlitterære bøger med mumier, 250 fagbøger samt en filmografi. Frost har tidligere skrevet THE MONSTER WITH A THOUSAND FACES: GUISES OF THE VAMPIRE IN MYTH AND LITERATURE og THE ESSENTIAL GUIDE TO WEREWOLF LITERATURE. Mumie-guiden er udkommet på Scarecrow Press.

ROAR!

Mange var vilde med den flotte End Title-musik i CLOVERFIELD. Nu kan man endelig få fat i musikken på legal vis, nemlig på iTunes. Stykket hedder "ROAR!" og er komponeret af Michael Giacchino. I filmen fik man 9 minutter og 45 sekunder, mens iTunes byder på den uredigerede version, nemlig 12 minutter og 15 sekunder.