torsdag den 26. marts 2009

Fremragende gyser om australske galninge

Ægteparret Rob og Pia tager ud på en fisketur for at slappe af. Rob vil lige sejle deres lejede båd lidt ind i landet og selvfølgelig farer de vild. De går på land og finder et hus, hvor ingen er hjemme. I en af laderne opdager Rob til gengæld marihuana-planter for en formue. Kort tid efter kommer husets tre beboere hjem. De to yngste, Brett og Jimmy, lægger straks deres far op i seng og så går de ellers i gang med at fornøje sig med Rob og Pia. Vi har nemlig at gøre med livsfarlige galninge at gøre og de har bestemt ikke tænkt sig at lade ægteparret slippe væk i live.

Handlingen i STORM WARNING lyder som 1000 andre film, vi har set før. Manuskriptet af Everett De Roche er åbenbart skrevet for omkring 30 år siden og derfor føles filmen som en rejse tilbage til de blodige 70'ere. Og det gør slet ikke noget, for STORM WARNING er en unik og skræmmende oplevelse, der ikke lige er til at ryste af sig. Jamie Blanks har instrueret med så meget stil, at man helt glemmer, at der ikke er ét originalt øjeblik i filmen.

De tre tosser er virkelig ubehagelige og vi er ikke i tvivl om, at de er i stand til at gøre hvad som helst. Men det unge ægtepar - især konen - er heller ikke tabt bag en vogn og de udviser stor kreativitet i kampen for at overleve. STORM WARNING er en særdeles ubehagelig film, uden at den er et splatterorgie fra start til slut. Når volden endelig kommer, er den direkte og brutal. Jamie Blanks er kendt for Hollywood-produktioner som URBAN LEGEND og VALENTINE, men STORM WARNING er lavet i Australien, hvor han kommer fra. Blanks har i øvrigt selv komponeret filmens flotte score.

STORM WARNING, Australien, 2007. Instruktion: Jamie Blanks. Medvirkende: Nadia Farès, Robert Taylor, David Lyons, Mathew Wilkinson, John Brumpton. Musik: Jamie Blanks.

2 kommentarer:

  1. ja storm warning er i sandhed en surprise, ingen tvivl om det!Den sidste halve time levere et par virkelige grumme scener som kan få de fleste horror fans til at bryde ud i vild jubel.Sej film, SKAL SES!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig rigtig god. Måske skal den lige have et gensyn!

      Slet