fredag den 14. august 2009

Nej, den nye FRIDAY THE 13TH bliver ikke bedre af, at dvd-udgaven er længere

Den nye udgave af FRIDAY THE 13TH er en frustrerende og underlig størrelse. Mange gamle fans oplever nok, at der er for lidt af den magi, der gør de originale film til noget særligt og for lidt nytænkning til, at man kan betragte den som en frisk start på serien. Hvad den tilbyder nye fans har jeg ikke gennemskuet, men nu skovlede den mindst 90 millioner dollar ind i verdens biografer, så producenterne har i mindste haft det at glæde sig over i disse krisetider.

Nu er FRIDAY THE 13TH ude på dvd og Blu-ray i en lidt længere version end biografudgaven, kaldet "Killer Cut" eller "Extended Cut" – alt efter hvor på kloden, man vælger at købe sit eksemplar. Filmen er knap ti minutter længere og her får man bl.a. lidt mere baggrund om Jason Voorhees, hvilket er fint, og et mord, der er ekstra blodigt, hvilket man heller ikke kan klage over. Resten er bare endnu mere løben rundt i skoven og det er skidt i en så ujævn film, der aldrig finder sin rytme. Selv om producenterne har "truet" med at lave en 2'er, kommer jeg ikke til at opleve dette som en 1'er. Det er bare FRIDAY THE 13TH nr. 11 (eller 12 – alt efter hvordan man vælger at tælle FREDDY VS. JASON).

Ekstramaterialet på dvd'en er den sædvanlige fragmentariske rodebunke, hvor alle klapper alle på skuldrene og hvor man aldrig kommer i dybden med noget som helst. Det er dog sjovt at se de to manuskriptforfattere, Mark Swift og Damian Shannon, der sidder som to generte nørder i shorts og fortæller om deres arbejde med filmen. Producenten Brad Fuller, der ligner en poleret Ken-dukke, afslører endnu en gang, at han intet forstår af horror-genren, mens skuespilleren Willa Ford i den grad forsøger at lyde klog og inde i sagerne. Det er hun ikke! Derek Mears, der spiller Jason, og special effects makeup-mesteren Scott Stoddard er til gengæld både sympatiske og interessante at høre på. Nå, nu står filmen altså på hylden, men jeg ved så ikke, hvornår jeg får set den igen.

Læs også...
Man kan ikke lære en gammel galning med en hockeymaske nye tricks

1 kommentar:

  1. Ja den var virkelig kedelig. Faldt næsten i søvn

    SvarSlet