tirsdag den 31. marts 2009
De døde kommer i en æske igen
Så skal vi til det igen. George A. Romeros originale zombie-trilogi har tidligere været ude på det danske marked i en box af blandet kvalitet. Nu vil Midget Entertainment også være med. Den 5. maj udgiver de en TRILOGY OF THE DEAD-æske. Hvilke versioner, boxen indeholder, og kvaliteten af dem er ikke til at gennemskue. Coveret har vi tidligere set på On Air Videos udgave af NIGHT OF THE LIVING DEAD.
mandag den 30. marts 2009
Maurice Jarre er død
Den franske filmkomponist Maurice Jarre døde i går i Los Angeles, 84 år gammel. Jarre var først og fremmest kendt for sin musik til storfilm som LAWRENCE OF ARABIA. Enkelte horrorfilm blev det dog også til. Han lavede musikken til den franske klassiker LES YEUX SANS VISAGE fra 1960. I 1985 komponerede han til Frankenstein-filmen THE BRIDE og i 1990 skrev han musik til JACOB'S LADDER. Maurice Jarre døde af kræft.
søndag den 29. marts 2009
Fjæs til fjæs med Leatherface
I dag gik turen til Malmø, nærmere bestemt messecenteret MalmöMässan, hvor der denne weekend har været holdt endnu en udgave af The Scandinavian Sci-Fi, Game & Film Convention. Selv om jeg har boet i København i mange år, har jeg aldrig fået taget mig sammen til at deltage, men denne gang skulle det være - ikke mindst fordi selveste Gunnar "Leatherface" Hansen var en af gæsterne.
Her er vi på vej ind til MalmöMässan, en stor grim hal i et grimt kvarter - men lige bagved bygningen ligger den berømte Turning Torso-skyskraber, der er ret flot.
Messen bestod af en masse boder, hvor man kunne købe alt muligt. Der var utroligt meget STAR WARS-halløj, især figurer. Også STAR TREK fyldte en del. Selve messeområdet var ikke særlig stort, men der var en del at kigge på og bladre igennem (men altså især for science fiction-fans og folk, der er vilde med at samle på billeder og autografer).


Her sad han så, selveste Gunnar Hansen.
Han var utrolig flink og imødekommende og sagde "thank you", da jeg fremhævede THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE som den bedste gyserfilm nogensinde. Han morede sig meget over historien om min datter, der i al hemmelighed havde "lånt" filmen fra min samling og set den uden min tilladelse - og så sagde han "bøh" til hende (på amerikansk, selvfølgelig). Jeg bad ham om at signere bookletten fra en deluxe-dvd-udgave af filmen - på et billede af ham selv som Leatherface, hvor han skrev Søren, you're next! Gunnar Hansen. Så bliver det ikke større.
En anden gæst var Edward Furlong, som jeg fik til at skrive på dvd-omslaget af PET SEMATARY II. Han fortalte, at filmen var "fun to make". Da jeg nævnte, at jeg glædede mig til at se ham i de kommende DARK REEL og NIGHT OF THE DEMONS, sagde han, at jeg ikke skulle forvente det store, men ønskede mig "good luck" med dem. Furlong virkede lidt træt og distanceret, men nu er det vel også en underlig oplevelse at sidde bag et skrivebord i en hal i Malmø og skrive autografer en hel weekend - også selv om man får 140 kroner pr. styk (det er nemlig ikke gratis at få en signatur).
Her har vi et par svenske fans og fanzine-redaktører, nemlig Magnus Carlsson og Carl-Johan Rudnert. De solgte deres fanzine GORY-GLORY MAGAZINE, hvor nr. 2 lige er udkommet. Rudnert havde også tid til at interviewe Gunnar Hansen, så det kan vi formentlig glæde os til at læse om i et kommende nummer.
I nogle af boderne kunne man også se meget store figurer. Her er en grum Pinhead.
Ægte rekvisitter og kostumer fra diverse film kunne man også studere. Her ses Rutger Hauers frakke fra THE HITCHER.
Ud over de to numre af GORY-GLORY MAGAZINE købte jeg ikke det store på messen. Jeg har så mange film stående på hylden i øjeblikket, at jeg ikke havde lyst til at slæbe så meget med hjem. Jeg købte dog en meget flot CREEPSHOW-T-shirt og syv badges med diverse horror-motiver.
Efter ca. tre timer på messen tog vi ind til Malmø centrum og spiste frokost på Jensens Bøfhus. Så kiggede vi meget hurtigt ind i et par butikker, hvor jeg slog kløerne i den svenske dvd-udgave af LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN. Den kostede bare 140 danske kroner og udkommer først her i landet om en lille måneds tid. Så satte vi ellers kursen mod Danmark igen...
Her er vi på vej ind til MalmöMässan, en stor grim hal i et grimt kvarter - men lige bagved bygningen ligger den berømte Turning Torso-skyskraber, der er ret flot.
Messen bestod af en masse boder, hvor man kunne købe alt muligt. Der var utroligt meget STAR WARS-halløj, især figurer. Også STAR TREK fyldte en del. Selve messeområdet var ikke særlig stort, men der var en del at kigge på og bladre igennem (men altså især for science fiction-fans og folk, der er vilde med at samle på billeder og autografer).


Her sad han så, selveste Gunnar Hansen.
Han var utrolig flink og imødekommende og sagde "thank you", da jeg fremhævede THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE som den bedste gyserfilm nogensinde. Han morede sig meget over historien om min datter, der i al hemmelighed havde "lånt" filmen fra min samling og set den uden min tilladelse - og så sagde han "bøh" til hende (på amerikansk, selvfølgelig). Jeg bad ham om at signere bookletten fra en deluxe-dvd-udgave af filmen - på et billede af ham selv som Leatherface, hvor han skrev Søren, you're next! Gunnar Hansen. Så bliver det ikke større.
En anden gæst var Edward Furlong, som jeg fik til at skrive på dvd-omslaget af PET SEMATARY II. Han fortalte, at filmen var "fun to make". Da jeg nævnte, at jeg glædede mig til at se ham i de kommende DARK REEL og NIGHT OF THE DEMONS, sagde han, at jeg ikke skulle forvente det store, men ønskede mig "good luck" med dem. Furlong virkede lidt træt og distanceret, men nu er det vel også en underlig oplevelse at sidde bag et skrivebord i en hal i Malmø og skrive autografer en hel weekend - også selv om man får 140 kroner pr. styk (det er nemlig ikke gratis at få en signatur).
Her har vi et par svenske fans og fanzine-redaktører, nemlig Magnus Carlsson og Carl-Johan Rudnert. De solgte deres fanzine GORY-GLORY MAGAZINE, hvor nr. 2 lige er udkommet. Rudnert havde også tid til at interviewe Gunnar Hansen, så det kan vi formentlig glæde os til at læse om i et kommende nummer.
I nogle af boderne kunne man også se meget store figurer. Her er en grum Pinhead.
Ægte rekvisitter og kostumer fra diverse film kunne man også studere. Her ses Rutger Hauers frakke fra THE HITCHER.
Ud over de to numre af GORY-GLORY MAGAZINE købte jeg ikke det store på messen. Jeg har så mange film stående på hylden i øjeblikket, at jeg ikke havde lyst til at slæbe så meget med hjem. Jeg købte dog en meget flot CREEPSHOW-T-shirt og syv badges med diverse horror-motiver.Efter ca. tre timer på messen tog vi ind til Malmø centrum og spiste frokost på Jensens Bøfhus. Så kiggede vi meget hurtigt ind i et par butikker, hvor jeg slog kløerne i den svenske dvd-udgave af LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN. Den kostede bare 140 danske kroner og udkommer først her i landet om en lille måneds tid. Så satte vi ellers kursen mod Danmark igen...
Mystiske lyde fra babyens værelse
PELÍCULAS PARA NO DORMIR eller FILMS TO KEEP YOU AWAKE er en spansk TV-serie, der kan sammenlignes lidt med den amerikanske MASTERS OF HORROR. En stribe solide instruktører har hver især lavet de seks afsnit i serien, heriblandt Álex de la Iglesia. Hans episode hedder "La habitación del niño" (eller "The Baby's Room").Her møder vi det unge par Juan og Sonia, der netop har købt en kæmpevilla for en slik. Sammen har de et lille barn. Derfor har de i indflytningsgave fået en babyalarm. En aften hører de underlige lyde i babyalarmen, men de kan ikke finde nogen i huset. Juan køber nu en deluxe babyalarm med et infrarødt kamera og en monitor, så de også kan se babyens værelse. Til deres store rædsel er der om natten en mystisk mand inde i børneværelset. Politiet kan dog intet finde og efterhånden begynder Juan at gå op i limningen og Sonia bliver mere og mere bange for ham.
Det er en forholdsvis klassisk spøgelseshistorie, vi her har med at gøre. Undervejs introduceres tanken om parallelle virkeligheder og det fører fortællingen mod en slutning, der er lidt for nem at regne ud på forhånd. Alligevel er det et spændende afsnit, ikke mindst fordi skuespillerne er dynamiske og interessante og vi får også serveret et par solide chokscener undervejs. Episoden er en anelse for lang, men ellers er det ganske god underholdning.
Fire af de seks PELÍCULAS PARA NO DORMIR-afsnit er udgivet i en box fra Noble Entertainment/Pan Vision med titlen 4 FILMS TO KEEP YOU AWAKE. "La habitación del niño" er med i denne box. Man må desværre leve med nogle rædselsvækkkende elendige danske undertekster, der er endnu et eksempel på, at filmselskaberne er pisse ligeglade med kvaliteten af oversættelserne.
PELÍCULAS PARA NO DORMIR: La habitación del niño, Spanien, 2006. Instruktion: Álex de la Iglesia. Medvirkende: Javier Gutiérrez, Leonor Watling, Sancho Gracia, María Asquerino, Antonio Dechent. Musik: Roque Baños.
lørdag den 28. marts 2009
Dvd-gys uge 14 - 2009
To titler mere til samlingen:
- À L'INTÉRIEUR (Ekstrem fransk horror af Alexandre Bustillo og Julien Maury. Udgives af Midget Entertainment under titlen INSIDE).
- THE TATTOOIST (Newzealansk gyser om mærkværdige tatoveringer. Instrueret af Peter Burger).
fredag den 27. marts 2009
ECLIPSE på dansk til september
Meget tyder på, at Stephenie Meyers tredje bog i TWILIGHT-serien, ECLIPSE, kommer på dansk den 15. september. Dette er dog ikke bekræftet fra forlaget. En dansk titel er heller ikke afsløret endnu. På svensk hedder ECLIPSE i øvrigt LJUDET AV DITT HJÄRTA, mens nordmændene kalder den FORMØRKELSEN.
Mere dvd-gys uge 13 - 2009
Jeg prøver hver uge at komme med et bud på de horror-titler, der rammer det danske dvd-marked. Det er ikke altid lige til at holde styr på udgivelserne, især ikke fra de mindre selskaber. Her er f.eks. en tilføjelse til denne uges liste:
- FINGERPRINTS (Amerikansk gyser fra 2006. Noget med spøgelser og en vandrehistorie i en lille by. Udgivet af Playground Music Scandinavia).
De dødes dødssyge dans
I et USA hærget af krig og terrorangreb passer teenageren Peggy en café sammen med sin mor. En dag kommer et par bøller, Jak og Boxx, ind for at spise. Peggy bliver fascineret af Jak og de mødes samme aften. De tager til den forbudte by Muskeet, hvor stoffer, sprut og alternativ underholdning er en del af livet. I natklubben The Doom Room oplever Peggy den største og mest forbudte fornøjelse af dem alle, nemlig de dødes dans - krigens ofre, der vækkes til live og danser for publikum. Og her kommer Peggy ansigt til ansigt med sin fortid.MASTERS OF HORROR-afsnittet "Dance of the Dead" er instrueret af Tobe Hooper efter et manuskript af Richard Christian Matheson. Det er bestemt ikke en af de bedste episoder. Uhygge er der ikke meget af og Robert Englund overspiller helt vildt som den slimede natklub-ejer. Kun en natlig køretur med høj fart - drevet frem af smerte og stoffer - er et højdepunkt i et ellers sjusket afsnit. Selv de dødes dans er ikke særligt ophidsende og man undrer sig lidt over, hvorfor publikum er så vilde med at se det.
MASTERS OF HORROR: Dance of the Dead, USA-Canada, 2005. Instruktion: Tobe Hooper. Medvirkende: Jonathan Tucker, Jessica Lowndes, Robert Englund, Ryan McDonald, Marilyn Norry. Musik: Billy Corgan.
torsdag den 26. marts 2009
Fremragende gyser om australske galninge
Ægteparret Rob og Pia tager ud på en fisketur for at slappe af. Rob vil lige sejle deres lejede båd lidt ind i landet og selvfølgelig farer de vild. De går på land og finder et hus, hvor ingen er hjemme. I en af laderne opdager Rob til gengæld marihuana-planter for en formue. Kort tid efter kommer husets tre beboere hjem. De to yngste, Brett og Jimmy, lægger straks deres far op i seng og så går de ellers i gang med at fornøje sig med Rob og Pia. Vi har nemlig at gøre med livsfarlige galninge at gøre og de har bestemt ikke tænkt sig at lade ægteparret slippe væk i live.Handlingen i STORM WARNING lyder som 1000 andre film, vi har set før. Manuskriptet af Everett De Roche er åbenbart skrevet for omkring 30 år siden og derfor føles filmen som en rejse tilbage til de blodige 70'ere. Og det gør slet ikke noget, for STORM WARNING er en unik og skræmmende oplevelse, der ikke lige er til at ryste af sig. Jamie Blanks har instrueret med så meget stil, at man helt glemmer, at der ikke er ét originalt øjeblik i filmen.
De tre tosser er virkelig ubehagelige og vi er ikke i tvivl om, at de er i stand til at gøre hvad som helst. Men det unge ægtepar - især konen - er heller ikke tabt bag en vogn og de udviser stor kreativitet i kampen for at overleve. STORM WARNING er en særdeles ubehagelig film, uden at den er et splatterorgie fra start til slut. Når volden endelig kommer, er den direkte og brutal. Jamie Blanks er kendt for Hollywood-produktioner som URBAN LEGEND og VALENTINE, men STORM WARNING er lavet i Australien, hvor han kommer fra. Blanks har i øvrigt selv komponeret filmens flotte score.
STORM WARNING, Australien, 2007. Instruktion: Jamie Blanks. Medvirkende: Nadia Farès, Robert Taylor, David Lyons, Mathew Wilkinson, John Brumpton. Musik: Jamie Blanks.
onsdag den 25. marts 2009
MARTYRS kommer på dvd
Brutal fransk horror er noget af det mest hotte lige i øjeblikket. En af de mest omtalte af de mange nye film er Pascal Laugiers MARTYRS. Filmen udkommer på dvd i USA den 28. april, men allerede den 24. maj kan man også sætte kløerne i en engelsk region 2-udgave. Det er Optimum Releasing, der står bag. En dansk udgivelse er måske også på vej. Meget tyder nemlig på, at den kommer i Sverige fra Pan Vision den 8. juli - og det burde også være ensbetydende med en dansk release på et tidspunkt. Jeg kan i øvrigt anbefale det fremragende interview med Pascal Laugier i FANGORIA nr. 281.
Kødtoget kører om natten
Storby-fotografen Leon prøver desperat at få succes som kunstner. En galleriejer fortæller ham, at hans billeder er alt for pæne og forsigtige og derfor prøver Leon at tage flere chancer på sin natlige ture rundt i byen. Her møder han en gigantisk, velklædt mand med en stor taske, der kører med undergrundsbanen. Imens Leon prøver at komme tættere ind på livet af denne mystiske person, får vi som publikum at vide, at han hedder Mahogany og at han slagter passagerer i nattoget. Hans favorit-våben er en gigantisk stålhammer. Men Leon er på sporet af ham, og han må derfor beskytte sig selv og hemmeligheden om nattoget.THE MIDNIGHT MEAT TRAIN er baseret på en novelle af Clive Barker. Den kommer fra bind 1 af de berømte BOOKS OF BLOOD-bøger, der udkom i 1984. Det var dengang, Barker skrev ufortyndet horror og det må en filmudgave nødvendigvis også være. Jeff Buhler har skrevet manuskriptet, hvor han naturligvis har været nødt til at udvide den originale historie for at få en hel spillefilm ud af det. Clive Barker har produceret, mens japaneren Ryûhei Kitamura har instrueret. Filmen distribueres af Lionsgate, der i USA valgte at skubbe premieredatoen flere måneder - og da den endelig kom i biograferne var det kun i ganske få sale. Clive Barker var rasende over dette, men han kunne intet stille op.
THE MIDNIGHT MEAT TRAIN er ikke en perfekt film, og man kan måske forstå, at Lionsgate hellere vil hente fortjenesten på dvd-markedet. Selv om det er en ekstremt grum og blodig oplevelse, er det også en meget kold og poleret film. De fleste af drabsscenerne er lavet som computer-effekter, der virker alt andet end overbevisende. Vinnie Jones er fremragende som Mahogany og han stjæler alle scener, han er med i. Men Bradley Cooper har for få strenge at spille på i rollen som fotografen, der alt for hurtigt bliver besat af at opklare mysteriet. Et par gange ryger handlingen op i et højere gear - f.eks. under en scene, hvor Mahogany skovler øjnene ud af sine ofre og river neglene af dem - men der er for meget tomgang og til sidst opgiver man helt at engagere sig i historien. Man får ganske enkelt ikke lov.
THE MIDNIGHT MEAT TRAIN er desværre en skuffelse, men det er en film, man bør give en chance - især fordi Clive Barker så sjældent bliver filmatiseret. På dvd'ens ekstramateriale kan man i øvrigt komme på besøg i Barkers private atelier, hvor han skaber enorme oliemalerier. Det er spændende at se, men det er dog lidt rystende, hvor gammel og slidt, han ser ud efterhånden. Her er virkelig en kunstner, der kører sig selv hårdt.
THE MIDNIGHT MEAT TRAIN, USA, 2008. Instruktion: Ryûhei Kitamura. Medvirkende: Bradley Cooper, Vinnie Jones, Leslie Bibb, Roger Bart, Brooke Shields. Musik: Johannes Kobilke, Robb Williamson.
La-La Land Records udgiver BOOGEYMAN
Jeg brød mig ikke specielt meget om den første BOOGEYMAN-film, men musikken af Joseph LoDuca var ikke helt tosset. Desværre kom der aldrig et soundtrack, men nu skal man aldrig sige aldrig i denne verden. La-La Land Records, der holder meget af LoDucas ting, udgiver nemlig et BOOGEYMAN-soundtrack i næste uge. Der følger en booklet med omfattende liner notes med. Cd'en udkommer i et oplag på 1500 eksemplarer. La-La Land Records har tidligere udgivet THE MESSENGERS af LoDuca.
tirsdag den 24. marts 2009
Den mest blodtørstige Jason nogensinde
FRIDAY THE 13TH virker ikke umiddelbart som et fænomen, der kan fungere som tegneserie - især fordi filmene i den grad lever højt på de mange chokscener. Tempoet i en tegneserie er noget helt andet, og derfor skal der tilføjes andre elementer for at få Jason Voorhees til at leve i en verden af blæk og papir. Den udfordring tager manuskriptforfatterne Jimmy Palmiotti og Justin Gray op i denne opsamling af de første seks hæfter i den nye FRIDAY THE 13TH-serie fra DC Comics/Wildstorm.Historien ligner umiddelbart noget, vi kender fra filmene. En flok unge mennesker samles for at shine lejren ved Crystal Lake op igen. Fra en af de lokale knægte hører de om Jason, men umiddelbart får de dem ikke til at stikke af. Dårlig idé, for naturligvis hærger Jason ude i skoven. Undervejs hører vi mere om søens forbandelse og får et bud på, hvorfor Jason er blevet, som han er blevet.
Adam Archer og Peter Guzman har tegnet og stilen passer godt til historien. Især har de fanget Jason perfekt og undervejs er der mange flotte og stemningsfulde sider. At der samtidig er skruet voldsomt op for volden er noget af en overraskelse. Denne serie er mere blodig, splattet og grænseoverskridende end noget, filmene endnu har formået. Selv om tempoet er lidt ujævnt er det en fornøjelse at læse denne serie, der er væsentlig mere underholdende end Jasons seneste film-eventyr.
mandag den 23. marts 2009
TWILIGHT sælger helt vildt
TWILIGHT udkom på dvd og Blu-ray i USA i lørdags og der er allerede solgt mere end tre millioner eksemplarer. Den tager vi lige igen: Tre millioner eksemplarer! Det er selskabet bag filmen, Summit Entertainment, der er ude med den glade nyhed. Biograf-versionen har indtil videre omsat for 380 millioner dollar på verdensplan. Surrealistisk, siger jeg bare...
Varèse udgiver NIGHTWING-soundtrack
For et par uger siden fortalte jeg om en visning af flagermuse-gyseren NIGHTWING, der havde fundet sted i Los Angeles. I forbindelse med forestillingen blev der snakket om, at Henry Mancinis musik til filmen var på vej på cd. Det rygte viser sig at være rigtigt. Varèse Sarabande har netop i dag annonceret, at de udgiver et NIGHTWING-soundtrack den 6. april. Oplaget er kun på 1500 eksemplarer, så man skal skynde sig at bestille, hvis man er interesseret.
Norske slasherfilm
Jeg kender ikke noget til den norske slasher FRITT VILT fra 2006 af Roar Uthaug, men den skulle være fremragende. Den er tilsyneladende ikke udgivet i Danmark, hvilket er lidt underligt. Man kan til gengæld få den hjem fra England under titlen COLD PREY. Sidste år kom så en 2'er af Mats Stenberg, FRITT VILT II, der også kommer i England, her med titlen COLD PREY: RESURRECTION. I den anledning udsender Momentum Pictures et boxsæt med begge film den 27. april.
Nattens uhyre er efter dig
NIGHT OF THE DEMON fra 1957 er ikke alene en af de bedste engelske gysere, der er lavet - den hører til blandt de bedste i genren i det hele taget. Filmen blev instrueret af Jacques Tourneur, manden bag klassikere som CAT PEOPLE og I WALKED WITH A ZOMBIE. NIGHT OF THE DEMON er baseret på M.R. James-historien "Casting the Runes" og fortæller om den dæmoniske Julian Karswell og hans kult.På en konference i London er det hensigten at afsløre Karswell som en svindler, men inden da myrdes konferencens formand Henry Harrington på mystisk vis (det er kun publikum, der får at vide, at Harrington dræbes af en dæmon). Den skeptiske amerikanske psykolog John Holden ankommer til London for deltage i konferencen, men involveres - sammen med Harringtons niece Joanna - i opklaringen af det brutale mord. Han møder flere gange den karismatiske Karswell, der forbander Holden. Og meget tyder på, at Karswells kræfter er ægte nok.
NIGHT OF THE DEMON er grum stemning fra start til slut. Vi suges ind i de stærke sort-hvide billeder og rives med af den spændende historie. Denne film er reelt skræmmende. Man kan tydeligt mærke, at det er en mester-instruktør, der har stået ved roret. Ikke mindst er en scene, hvor Karswell hidkalder en storm for at overbevise John Holden, et af genrens største øjeblikke.
Tourneur fik dog ikke lov arbejde helt i fred. Producenterne insisterede på, at man skulle se dæmonen og denne blev tilføjet senere. Mange bryder sig ikke om disse scener, men selv om de i dag virker en smule primitive, ødelægger det ikke det samlede indtryk. NIGHT OF THE DEMON blev kortet ned til det amerikanske marked og fik her titlen CURSE OF THE DEMON. Man kan få en flot region 1-dvd fra Sony Pictures, hvor begge udgaver er på. Anbefales på det kraftigste...
NIGHT OF THE DEMON, England, 1957. Dansk titel: NATTENS UHYRE. Instruktion: Jacques Tourneur. Medvirkende: Dana Andrews, Peggy Cummins, Niall MacGinnis, Maurice Denham, Athene Seyler. Musik: Clifton Parker.
søndag den 22. marts 2009
Fæle får flipper ud
Henry Oldfield er på vej hjem til den farm i New Zealand, hvor han voksede op. Som barn blev han skræmt fra vid og sans af sin bror Angus, der havde klædt sig ud i et blodigt fåreskind - og det skete samme dag, som drengenes far blev dræbt ved en ulykke. Nu er Henry vildt bange for får. Angus har til gengæld travlt med at opdrætte får med den seneste - og ikke helt lovlige -teknik. Det er et par miljøaktivister på sporet af og de kommer i nærkontakt med noget meget ubehageligt genetisk materiale. Det slipper selvfølgelig fri og inficerer Angus Oldfields får, så de bliver kødædende og livsfarlige.BLACK SHEEP er en fjollet newzealandsk gyserkomedie, skrevet og instrueret af Jonathan King. Han har fået Weta Workshop med på projektet, folkene, der bl.a. lavede effekter til THE LORD OF THE RINGS og KING KONG. Vi er dog ikke helt på samme niveau her. BLACK SHEEP er en billig produktion og derfor er det primært fysiske effekter, vi får at se. Det er lig med masser af god gammeldags splatter og det er forholdsvis underholdende, men desværre er BLACK SHEEP ikke skør nok eller energisk nok til at være på niveau med f.eks. Peter Jacksons tidligere film. Manuskriptet er alt for ujævnt og ikke alle skuespillerne er lige gode. Den er sjov at se, men er hurtigt glemt igen.
BLACK SHEEP, New Zealand, 2006. Instruktion: Jonathan King. Medvirkende: Nathan Meister, Oliver Driver, Danielle Mason, Peter Feeney, Glenis Levestam. Musik: Victoria Kelly.
Masser af gys i bifferne
Det kommende års tid ser ganske lovende ud mht. gysere i de danske biografer. Nu kan mange ting nå at blive lavet om, men indtil videre ser premierelisten således ud:
24. april: UNDERWORLD: RISE OF THE LYCANS.
20. maj: THE UNINVITED.
29. maj: ANTICHRIST.
12. juni: THE HAUNTING IN CONNECTICUT.
19. juni: DRAG ME TO HELL.
7. august: THE LAST HOUSE ON THE LEFT.
21. august: MY BLOODY VALENTINE.
2. oktober: CIRQUE DU FREAK.
30. oktober: JENNIFER'S BODY.
6. november: THE WOLF MAN.
20. november: THE BOX.
20. november: THE TWILIGHT SAGA: NEW MOON.
24. april: UNDERWORLD: RISE OF THE LYCANS.
20. maj: THE UNINVITED.
29. maj: ANTICHRIST.
12. juni: THE HAUNTING IN CONNECTICUT.
19. juni: DRAG ME TO HELL.
7. august: THE LAST HOUSE ON THE LEFT.
21. august: MY BLOODY VALENTINE.
2. oktober: CIRQUE DU FREAK.
30. oktober: JENNIFER'S BODY.
6. november: THE WOLF MAN.
20. november: THE BOX.
20. november: THE TWILIGHT SAGA: NEW MOON.
lørdag den 21. marts 2009
Den tredje UNDERWORLD-film på dvd
Den tredje UNDERWORLD-film, UNDERWORLD: RISE OF THE LYCANS, får biografpremiere herhjemme den 24. april. Allerede fra den 12. maj kan man købe dvd- eller Blu-ray-udgaven hjem fra USA. Det er Sony Pictures Home Entertainment, der står bag. På dvd'en findes en del ekstramateriale og der er endnu mere på Blu-ray'en. Og den 18. maj udkommer filmen på dvd og Blu-ray i England.
Flere slimede slanger
Jeg har stadig kun fået set den første ANACONDA-film og nu er 4'eren på vej. Det er næppe den store oplevelse, men der er nu noget særligt over disse billige dyregysere. ANACONDA 4: TRAIL OF BLOOD udkommer på dvd i England den 11. maj under titlen ANACONDAS: TRAIL OF BLOOD.
Dvd-gys uge 13 - 2009
To titler mere til bunkerne:
- EDEN LAKE (Ny brutal engelsk gyser om en flok unge, der går amok. Udgives af Pan Vision).
- SCREAMERS: THE HUNTING (Så var der lige nogen, der mente, at der skulle laves en sequel til SCREAMERS fra 1995. Lance Henriksen er med i den. Udgives af Sony Pictures).
fredag den 20. marts 2009
Ups, jeg nåede ikke at ta' telefonen
En japansk skoleklasse er på udflugt til Sydkorea. De har alle fået udleveret ens mobiltelefoner og imens de prøver at skræmme livet af hinanden med spøgelseshistorier, ringer en af telefonerne med en spilledåse-agtig melodi. En af pigerne når lige præcis ikke at tage telefonen, men aflytter beskeden, der viser sig at komme fra hende selv nogle timer ud i fremtiden. Der er også et foto med, der viser hende død, hængt. Dette går selvfølgelig i opfyldelse og nu ringer telefonerne én efter én med den dødbringende ringetone. Det hele har formentlig forbindelse til en pige, som klassen har mobbet meget. Men hvad har hun med spøgelsespigen Mimiko at gøre, der tidligere har taget livet af folk med sine makabre beskeder?CHAKUSHIN ARI FINAL er en fortsættelse til CHAKUSHIN ARI og CHAKUSHIN ARI 2. Selve idéen med de livsfarlige beskeder udvides en smule, fordi eleverne har muligheden for at videresende forbandelsen til en anden telefon - og den videresendte besked kan ikke sendes endnu en gang. Det fører til et par fine dramatiske højdepunkter, men ellers er der ikke meget nyt at hente her. Som altid i en japansk film er plottet kringlet og man kæmper lidt med at holde styr på karaktererne. Et par kreative dødsfald trækker op i den samlede bedømmelse, mens den lange spilletid trækker ned. En oplevelse på det jævne.
CHAKUSHIN ARI FINAL, Japan, 2006. Dansk titel: ONE MISSED CALL: THE FINAL. Instruktion: Manabu Asou. Medvirkende: Maki Horikita, Meisa Kuroki, Yun-seok Jang, Erika Asakura, Yû Kamiwaki. Musik: Junichi Matsuda.
torsdag den 19. marts 2009
Fiskeren med krogen vender tilbage
Under 4. juli-festlighederne i en lille by i Colorado laver en flok unge en practical joke, der ender galt, så en af dem dør. De fire ansvarlige, Amber, Colby, Zoe og Roger, vil/kan ikke afsløre, at de stod bag joken, så de sværger at tage hemmeligheden med sig i graven. Et år senere modtager Amber 50 sms'er med beskeden 'Jeg ved hvad du gjorde sidste sommer'. Snart jages de fire teenagere af en fisker med en stor krog.Hør, det lyder da som en film, jeg har set engang, men den foregik i en lille by ude ved kysten. Ja, det er den samme film, blot forklædt som en sequel. I'LL ALWAYS KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER er en direkte til dvd-fortsættelse til de to film med Jennifer Love Hewitt. Fiskeren er nu blevet til en vandrehistorie, de unge fortæller, men der er åbenbart nogle, der tager historien meget alvorligt.
Desværre tager producenterne ikke deres publikum alvorligt og selv om denne film udnytter sin location optimalt med smukke landskabsbilleder, er det sløjt med gysene. Mordene er klippet på denne hidsige musikvideo-agtige facon, der gør, at al energi drænes fra scenerne. Og slutningen er så plat, at man tror, det er løgn.
I'LL ALWAYS KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER, USA, 2006. Instruktion: Sylvain White. Medvirkende: Brooke Nevin, David Paetkau, Torrey DeVitto, Ben Easter, Seth Packard. Musik: Justin Caine Burnett.
onsdag den 18. marts 2009
Hvor mange gysere ser du om måneden?
Jeg har haft en afstemning kørende om hvor mange gyserfilm, man i gennemsnit ser om månenden. Resultatet er ganske interessant. 100 læsere svarede og det fordelte sig således:
Ingen: 25 svar (25 pct.)
1 film: 16 svar (16 pct.)
2-4 film: 22 svar (22 pct.)
5-10 film: 16 svar (16 pct.)
11-15 film: 8 svar (8 pct.)
16-20 film: 2 svar (2 pct.)
21-25 film: 1 svar (1 pct.)
Mere end 25 film: 10 svar (10 pct.)
Det er tankevækkende, at en fjerdedel svarer, at de slet ikke ser gysere. Måske er de faldet over denne blog ved en tilfældighed eller måske er de bare nysgerrige. En anden forklaring kunne være de mange TWILIGHT-fans, der kigger forbi, og som slet ikke oplever lige præcis det fænomen som en del af horror-genren (tro mig, det er det). I den anden ende har vi hele 10 pct., der når at høvle mere end 25 gysere om måneden. Det er meget imponerende (selv ligger jeg omkring en 15 stykker for tiden).
Ingen: 25 svar (25 pct.)
1 film: 16 svar (16 pct.)
2-4 film: 22 svar (22 pct.)
5-10 film: 16 svar (16 pct.)
11-15 film: 8 svar (8 pct.)
16-20 film: 2 svar (2 pct.)
21-25 film: 1 svar (1 pct.)
Mere end 25 film: 10 svar (10 pct.)
Det er tankevækkende, at en fjerdedel svarer, at de slet ikke ser gysere. Måske er de faldet over denne blog ved en tilfældighed eller måske er de bare nysgerrige. En anden forklaring kunne være de mange TWILIGHT-fans, der kigger forbi, og som slet ikke oplever lige præcis det fænomen som en del af horror-genren (tro mig, det er det). I den anden ende har vi hele 10 pct., der når at høvle mere end 25 gysere om måneden. Det er meget imponerende (selv ligger jeg omkring en 15 stykker for tiden).
Når Frankenstein fester igennem...
Baron Von Frankenstein er leder af den internationale organisation af monstre. Han bor på en tropisk ø sammen med sine loyale zombier (og selvfølgelig sit monster og dets brud) og får dagen til at gå med at eksperimentere. Frankenstein har lige opfundet det ultimative våben, og det må naturligvis ikke falde i de forkerte hænder, især ikke nu, hvor baronen har tænkt sig at gå på pension. Han indkalder derfor til stormøde for at udpege en efterfølger. Dracula, varulven, uhyret fra den sorte lagune, mumien, den usynlige mand, klokkeren fra Notre Dame og Dr. Jekyll + Mr. Hyde dukker op til mødet, men det gør også baronens ukendte nevø, Felix Flankin. Og det er ham, der skal være den nye boss for monstrenes organisation. Så bliver der ballade!Der findes få virkelig vellykkede horror-komedier og MAD MONSTER PARTY? er en af dem. Det er en dukkefilm fra sidst i 60'erne og er et nostalgisk trip for alle, der holder af de klassiske monstre. Manuskriptet af Len Korobkin, Harvey Kurtzman og Arthur Rankin Jr. er hylende morsomt med lårklaskende højdepunkter - så som Draculas hilsen til monstrets brud: Francesca, you have always been my type. O-negative, isn't it?
Jack Davis, den berømte EC Comics-tegner, designede flere af figurerne. Naturligvis ligner Frankensteins monster sig selv, mens Baron Von Frankenstein ligner Boris Karloff, der lægger stemme til figuren. Selve animationen blev i øvrigt udført i Japan. Filmen er en anelse for lang og ikke alle musikalske indslag er lige gode, men MAD MONSTER PARTY? er et must for monster-fans. Anchor Bay i USA har udgivet en fremragende og flot udgave med en informativ booklet, men dette er en film, der fortjener et større publikum. Hører I efter, Another World Entertainment?
MAD MONSTER PARTY?, USA, 1969. Instruktion: Jules Bass. Medvirkende (stemmer): Boris Karloff, Allen Swift, Gale Garnett, Phyllis Diller, Ethel Ennis. Musik: Maury Laws.
tirsdag den 17. marts 2009
VAMPIRELLA-tegner er død
Den spanske tegneserie-tegner Jose Gonzalez er død efter lang tids sygdom. Han blev 70 år gammel. Gonzalez var især kendt for sit arbejde på Warren-hæftet VAMPIRELLA. Han optræder fra nr. 12 i 1971 og han tegnede Vampirella-tegningen over dem alle, nemlig forsiden fra nr. 19. Gonzalez bidrog med 53 Vampirella-historier i alt.
THE HILLS HAVE EYES-soundtrack på vej
Hitchcock Media arbejder på et soundtrack fra Wes Craven-klassikeren THE HILLS HAVE EYES fra 1977. Musikken er komponeret af Don Peake, der brugte både akustiske og elektroniske instrumenter. Komponisten fik også fat i de knogle-halskæder, som skuespillerne havde på, og brugte dem som rasler. De originale bånd havde været forsvundet i mange år, men dukkede pludselig op en dag i Don Peakes gemmer. Soundtracket skulle udkomme i næste uge.
Syge piger er vilde med insekter
"Sick Girl" er et af de mere mærkværdige MASTERS OF HORROR-afsnit, instrueret af Lucky McKee, en af de knap så kendte horror-mestre. Jeg har ikke fået set nogle af hans tidligere film så som MAY og THE WOODS, men han virker som en spøjs fætter, der er værd at bruge tid på. I "Sick Girl" møder vi den lesbiske insekt-forsker Ida Teeter. Hun er virkelig en nørd og har svært ved at score. Ved hjælp fra en mandlig kollega får hun dog taget sig sammen til at invitere den stille Misty Falls med på en date. Det går godt og de to bliver forelskede. Misty har intet imod de mange insekter hjemme i Idas lejlighed, men Ida har problemer med sin værtinde, der hverken bryder sig om lesbiske eller kryb. Og Ida har netop fået tilsendt et gigantisk kryb fra Brasilien, der i den grad kommer til at sætte sit præg på handlingen."Sick Girl" er en pudsig oplevelse, ikke mindst i kraft af Angela Bettis, der spiller rollen som Ida. Hun fremstår som Holly Hunters neurotiske tvillingesøster, hvilket er både sjovt og irriterende. Erin Brown er virkelig sød i rollen som Misty Falls. Effekterne er lavet på en passende gammeldags måde, hvilket klæder episoden. Det er ikke en særlig uhyggelig historie, men "Sick Girl" er skæv og eksperimenterende horror - og det ser man ikke så meget af.
MASTERS OF HORROR: Sick Girl, USA-Canada, 2006. Instruktion: Lucky McGee. Medvirkende: Angela Bettis, Erin Brown, Jesse Hlubik, Marcia Bennett, Mike McKee. Musik: Ben Boyer, David Lopez, Jaye Barnes Luckett.
mandag den 16. marts 2009
Krokodillen gnasker løs
Grace er sammen med sin kæreste Adam og sin lillesøster Lee på ferie i det nordlige Australien. Efter at have set på dyrene i en krokodillefarm beslutter de sig for at tage ud i sumpen for at fiske. Sammen med guiden Jim sejler de ud et øde sted, hvor det skulle være let at få en god fangst. Pludselig væltes deres båd omkuld af en stor krokodille, Jim bliver dræbt og Grace og Adam søger tilflugt i et træ. Lee kravler op på den væltede båd. Ingen af dem kan få øje på krokodillen i det mudrede vand, men der er ingen tvivl om, at den er der. Til gengæld er der ingen, der ved, hvor Grace, Adam og Lee er.Der lever mellem 100.000 og 150.000 saltvandskrodiller i det nordlige Australien. Selv om det er store, farlige bæster, er det især husdyr og kæledyr, der bliver ofre for dem. Der kommer dog også mennesker på menukortet, senest i februar, hvor en femårig dreng blev snuppet af krokodille lige for øjnene af sin bror. Det er derfor ikke så underligt, at australske filmmagere lader sig inspirere til at lave krokodille-gysere som BLACK WATER.
Den er skrevet og instrueret af David Nerlich og Andrew Traucki. Filmen er lavet for meget få penge, men er noget af det mest medrivende og energiske, jeg længe har set. Man har brugt rigtige krokodiller i stedet for CGI-effekter, og det fungerer optimalt. Der er mange solide chok undervejs og de blodige scener er doseret, så de får maksimal effekt. BLACK WATER er en fremragende film og bedre end den noget dyrere ROGUE, som jeg nu også godt kunne lide.
BLACK WATER, Australien, 2007. Instruktion: David Nerlich, Andrew Traucki. Medvirkende: Diana Glenn, Maeve Dermody, Andy Rodoreda, Ben Oxenbould, Fiona Press. Musik: Rafael May.
søndag den 15. marts 2009
Triste Tomie gør mænd tossede
Japansk horror har taget verden med storm det seneste årti, og der er udkommet enorme mængder af det i den vestlige verden. Derfor er det ikke så underligt, at vi også får nogle af deres knap så heldige produktioner. En af disse er TOMIE fra 1999. Den er baseret på en tegneserie af Junji Ito og handler om pigen Tomie, der driver alle mænd til vanvid. Og selv om Tomie selv skulle blive dræbt, vender hun altid tilbage til livet. I filmudgaven møder vi Tsukiko, der går i terapi for at huske en bilulykke, der skete for nogle år siden. Det viser sig, at ulykken slet ikke er sket, men at Tomie havde en finger med i spillet.Det er Ataru Oikawa, der har instrueret, og resultatet er desværre ikke særlig spændende. Vi har endnu en gang at gøre med en af disse langhårede japanske piger, der åbenbart opfattes som topmålet af uhygge. Det er det desværre ikke. Filmen er meget fragmentarisk og formår slet ikke at holde fast i den uhyggelige stemning. Et kluntet klimaks trækker heller ikke op i den samlede bedømmelse. TOMIE er udkommet herhjemme i en box fra Atlantic sammen med tre andre af de otte film i serien. Jeg håber, at de er bedre.
TOMIE, Japan, 1999. Instruktion: Ataru Oikawa. Medvirkende: Miho Kanno, Mami Nakamura, Yoriko Douguchi, Tomorowo Taguchi, Kouta Kusano.
Dvd-gys uge 12 - 2009
Blot en enkelt titel i næste uge:
- VAMPYRER (Ny svensk genrefilm af Peter Pontikis. Udgives af Sandrew Metronome).
lørdag den 14. marts 2009
QUARANTINE på (dansk) dvd
Jeg har netop fået den engelske dvd-udgave af QUARANTINE hjem. Den udkom i England i mandags. Sjovt nok er der danske undertekster på, så det er altså præcis den samme skive, der kommer her i Danmark om lidt over en måned, nærmere bestemt den 21. april.
Paul Naschy-tegneserier på engelsk
De roste tegneserie-udgaver af Paul Naschys film har indtil videre kun været tilgængelige på spansk, men det vil Fangoria Graphix gøre noget ved. Serien skal nu også udkomme i USA under fælles-titlen WEREWOLF. Det er Naschy selv, der har skrevet manuskript, mens Javier Trujillo har tegnet. En udgivelsesdato kendes endnu ikke.
Kæmpeedderkopper i deluxe-udgave
THE GIANT SPIDER INVASION er en af de mange billige gysere, der har kørt i de danske biografer. Jeg så den selv for mange år siden i Odense. Det er en rigtig dårlig film, især i kraft af de elendige special effects, men det kunne alligevel være sjovt at eje den på dvd.Den 5. maj udgiver MVD Visual i USA en dobbelt-disc-udgave med et director's cut af filmen, et interview med instruktøren Bill Rebane, kommentarlydspor og meget andet. Det lyder sjovt. Og så ser jeg stadig frem til den lovede specialudgave af KINGDOM OF THE SPIDERS fra BCI Eclipse.
Mystikkens hus slår dørene op igen
I tredje bind af Showcase-genoptrykket af det klassiske DC Comics-hæfte THE HOUSE OF MYSTERY gælder det numrene 212 til 226. De udkom i perioden marts 1973 til september 1974. Som nævnt i min omtale af bind 2, blev bladets sidetal af og til udvidet. Det gjorde antallet af forfattere og tegnere ikke, og derfor var man nødt til at genoptrykke en del gamle og knap så uhyggelige serier.Første del af bind 3 stammer dog fra en god periode i bladets historie, hvor man stort set kun bragte helt nye serier. Det er en stribe af perler, vi får serveret. Selv om man er underlagt Comics Code-reglerne, er mange af fortællingerne barske og noget mere uhyggelige end i de to første bind. Tegningerne er af høj kvalitet og det er herligt, at Berni Wrightson har leveret så mange af forsiderne.
Pr. nummer 224 skiftede DC Comics dog strategi igen. Nu skulle bladet udkomme hver anden måned og være på 100 sider. Nu måtte man dykke dybt ned i arkivet for at fylde bladet, men heldigvis fortsatte man også med at lave nye historier af høj kvalitet. THE HOUSE OF MYSTERY er pragtfuld læsning, hvis man holder af klassiske skræk-historier og jeg håber, at vi også får et bind 4.
fredag den 13. marts 2009
Fire danske forfattere i Poes fodspor
Årets krimimesse på Horsens Bibliotek kommer meget naturligt til at stå i Edgar Allan Poes tegn. I 200-året for den amerikanske forfatters fødsel er det passende at markere hans enorme indflydelse på krimi- og horror-genren. Det gør man bl.a. med bogen POE - 4 MAKABRE HYLDESTER, hvor fire danske forfattere er blevet bedt om at lade sig inspirere af en af Poes fortællinger og så ud fra det finde på en ny historie.Bogens bedste novelle, "Orkestergraven", er skrevet af A.M. Vedsø Olesen. Den er inspireret af "Hjertet, der sladrede" og handler om en dirigent i operahuset, der bliver så fascineret af sin hovedrolleindehaver, at han ikke kan holde til det mere. Han bliver derfor nødt til at tage livet af hende. Men selvfølgelig vil hun ikke lade ham være i fred. Novellen er stramt og elegant skrevet og er en sand fornøjelse at læse.
Steen Langstrup er altid god. Det er han også i "Metro", der er opstået på baggrund af novellen "William Wilson". Her møder vi en fortravlet forretningsmand, der en sen nattetime skal hjem med metroen fra lufthavnen. I aviserne læser han om en bindegal voldtægtsmand, der åbenbart ligner ham på en prik. Da en ung kvinde stiger ind i toget, begynder et nervepirrende spil. Steen Langstrup skriver solidt og flydende og det er altid værd at læse hans tekster.
Baseret på "Ushers fald" skriver Patrick Leis i "Opløsning" om en advokat, der i Transsylvanien skal hjælpe familien Usher med ændringen af et testamente. Advokaten hedder Harker, og der er masser af Bram Stoker i denne stemningsfulde fortælling, der lægger sig tæt op ad Poes stil. Virkelig god novelle.
Bogens mest uinteressante bidrag kommer fra Rikke Schubart, der i "Ormekur" skriver på baggrund af "Berenice". Den handler om en tandlæges forkvaklede forhold til kvinder og den slags hævner sig jo. Novellen er sjusket skrevet og virker mest som et forsøg på at være så klam så muligt.
Samlet set er POE - 4 MAKABRE HYLDELSTER en positiv oplevelse og den er værd at investere i. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem Horsens Bibliotek og Steen Langstrups forlag 2 Feet Entertainment og det er Langstrup selv og kritikeren Mette Strømfeldt, der har redigeret. Prisen er sympatisk, nemlig 49,75 kroner, og bogen har et lækkert design. Udkommer i dag.
torsdag den 12. marts 2009
Når en gyser bliver besat af en parodi
Nogle film-parodier er så effektive, at man ikke kan lade være med at tænke på dem, når man ser de originale film. Det kan godt være lidt irriterende... Sådan har jeg det med Inspector Krogh i SON OF FRANKENSTEIN, hvis figur blev gjort til grin i Mel Brooks' forrygende YOUNG FRANKENSTEIN. Hver gang Inspector Krogh dukker op i SON OF FRANKENSTEIN, ser man i stedet Inspector Kemp i sin indre biograf.Et andet eksempel er I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER. Det er en typisk teenage-gyser med et sjusket klimaks, men jeg holder nu meget af den. Jeg genså den for et par dage siden, og i baghovedet havde jeg selvfølgelig SCARY MOVIE kørende. Nu er der mange fans, der betragter I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER som en parodi i sig selv, men alligevel... Man må indrømme, at Wayans-klanen i den grad har fanget stemningen fra filmen. Måske skulle man snart se SCARY MOVIE igen.
onsdag den 11. marts 2009
Van Helsing slår til igen
Jeg kender ikke noget til denne engelske tv-serie, men det er noget med endnu en Van Helsing, der bekæmper ondskabens magter. DEMONS har ikke fået imponerende anmeldelser og de seks afsnit blev set af færre og færre seere. Nu kommer den så på dvd og Blu-ray i England den 6. april.
F. Murray Abraham jager store aber
I Thailand er professor Conrad Hamilton på sporet af en ukendt abe-art. De er helt vildt farlige og under et forsøg på at fange en af dem, bliver de fleste af professorens kolleger dræbt. Kun den lokale assistent Chenne er tilbage. Heldigvis kommer der nye kræfter til i form af seks unge studerende. Efter en del møje og besvær når de frem til professorens lejr, hvor det snart går op for dem, at professoren er bimlende gal - og assistenten Chenne er heller ikke helt rask. Hamilton vil gøre alt for at fange de ukendte aber, også selv om han er nødt til at bruge studenterne som lokkemad.BLOOD MONKEY er en af de utallige billige dyre-gysere, som RHI Entertainment har produceret de senere år. De fleste af dem vises på The Sci-Fi Channel, så det er ikke Oscar-klassikere, vi har med at gøre. Hovedrollen i BLOOD MONKEY spilles dog af en Oscar-vinder, nemlig F. Murray Abraham, men det er længe siden, han har været med i noget, der havde lidt klasse. BLOOD MONKEY er amatør-sjusk fra start til slut og man sidder bare og venter på, at de groteske aber skal få gjort kål på de rædselsfulde skuespillere. Men selv aberne ser man ikke meget til. Det er virkelig en meget billig film...
BLOOD MONKEY, Thailand, 2007. Instruktion: Robert Young. Medvirkende: F. Murray Abraham, Matt Reeves, Amy Manson, Matt Ryan, Laura Aikman. Musik: Charles Olins, Mark Ryder.
tirsdag den 10. marts 2009
En hel masse musik fra THE X FILES
Komponisten Mark Snow fortæller i et interview med hjemmesiden Beyond the Sea, at der senere i år vil udkomme et fire-dobbelt album med musik fra TV-serien THE X FILES. Det lyder virkelig cool. Her er lige et citat fra interviewet: 'In this spring, La La Land records will release a 4 CD boxed set of the X-Files music from the TV shows only. It will have all the shows that I have been nominated for plus probably pieces from episode, I'm sure some of your favorites will be included'. Nu, hvor katten er ude af sækken, har La-La Land Records selv bekræftet, at der arbejdes på projektet. Der vil være musik fra 40 til 60 episoder fra alle ni sæsoner. Boxen skulle være på gaden til august eller september.
Mary Lou vender tilbage fra graven
Året er 1957. 17-årige Mary Lou Maloney er til det afsluttende skolebal på Hamilton High. Her kysser hun både med sin pæne kæreste Bill og den frække fyr Buddy. Da Mary Lou bliver kåret som ballets dronning, kommer den jaloux Bill til at sætte ild til hendes kjole og hun dør på scenen. 30 år senere. Vicky Carpenter er en helt almindelig, småkedelig gymnasiepige. Alt dette ændrer sig, da Mary Lous sjæl bliver sluppet fri fra en kuffert nede i skolens kælder. Mary Lou vil have hævn over Bill, der nu er rektor, og Buddy, der er blevet præst. Og når hun nu alligevel er vendt tilbage til denne verden, kan hun lige så godt lave så meget ballade som muligt.HELLO MARY LOU: PROM NIGHT II fra 1987 er en fortsættelse til den originale PROM NIGHT fra 1980. De to film har dog intet med hinanden at gøre. 2'eren henter inspiration fra både THE EXORCIST, CARRIE og A NIGHTMARE ON ELM STREET og er derfor lidt af en rodebutik. Men det er en munter en af slagsen på sådan en god gammeldags 80'er-agtig måde.
Vi får en masse syrede mareridts-scener og en håndfuld kreative drab og så er det sjovt at se Michael Ironside i en rolle, hvor han ikke bare er en ond skurk. Og Wendy Lyon er perfekt som Vicky Carpenter, der i løbet af filmen både skal være en bleg og nervøs pige og en dæmonisk og forførende møgkælling. Jeg så HELLO MARY LOU: PROM NIGHT II i den flotte region 1-udgave fra MGM Home Entertainment.
HELLO MARY LOU: PROM NIGHT II, Canada, 1987. Instruktion: Bruce Pittman. Medvirkende: Michael Ironside, Wendy Lyon, Justin Louis, Lisa Schrage, Richard Monette. Musik: Paul Zaza.
mandag den 9. marts 2009
Et ægte amerikansk monster
Selv om amerikanerne har lavet masser af monsterfilm, har de aldrig skabt et uhyre, der har haft et liv på det hvide lærred i en endeløs serie af film. Selv ikke King Kong har været med i mere end fem amerikanske produktioner med adskillige årtier mellem den første og den seneste film. Man skal til Japan for at finde de virkelig filmmonstre med Godzilla som kongen over dem alle.Det var da også i Japan, at instruktøren og producenten J.J. Abrams forstod omfanget af den japanske monster-bølge. Han var sammen med sin søn inde i en legetøjsforretning, hvor det vrimlede med Godzilla-ting. Det fik Abrams til at tænke på, at det var på tide, at amerikanerne fik et nyt monster. Resultatet blev CLOVERFIELD.
Rob Hawkins er på vej til Japan for at arbejde. Alle hans venner holder et surprise-farvel-party for ham i New York. En af dem, Hud, får til opgave at filme det hele, så Rob kan få et minde med til Japan. Midt under festen ryster bygningen og noget eksploderer i det fjerne. Da de går ned på gaden, er de nær ved at blive ramt af Frihedsgudinens hovede, der kommer flyvende. Tilsyneladende er New York blevet angrebet af et gigantisk monster. Da Rob får et telefonopkald fra sin veninde Beth, beslutter han sig for at redde hende, monster eller ej.
CLOVERFIELD er en af disse film, der udelukkende består af optagelserne fra et kamera, som en af karakterne render rundt med. Resultatet bliver ofte et billigt dogme-agtigt look. Sådan er CLOVERFIELD også i mange scener, men det i virkeligheden snyd. Filmen har nemlig kostet en formue at lave og derfor er det bestemt ikke tilfældigt, hvad man ser og oplever. Vores hovedpersoner er så "uheldige", at de igen og igen render ind i det enorme monster (og de mindre parasitter, der lever på uhyret).
Det virker lidt for konstrueret, men det betyder ikke så meget, for CLOVERFIELD er en forrygende oplevelse. Der er fuld knald på hele tiden og den ene hæsblæsende scene afløser den anden. Muligvis kan man argumentere for, at filmen er mere energi end indhold, men hold da op, hvor det rykker. Efter sigende skulle en 2'er være på vej, men der er stadig lang vej endnu, hvis Cloverfield-monstret skal nå op på det samme antal titler som Godzilla. Men det er en god begyndelse...
CLOVERFIELD, USA, 2008. Instruktion: Matt Reeves. Medvirkende: Michael Stahl-David, Odette Yustman, T.J. Miller, Jessica Lucas, Mike Vogel. Musik: Michael Giacchino.
søndag den 8. marts 2009
THE UNBORN er ikke for børn
På fredag har David S. Goyers THE UNBORN premiere i de danske biografer. Det er United International Pictures, der distribuerer filmen. De har ladet Medierådet for Børn og Unge kigge den igennem, formentlig for at få et 'Tilladt for børn over 11 år'-mærkat på. Det lykkedes dog ikke. Her er Medierådets vurdering, som i øvrigt indeholder spoilers:Filmen har en ildevarslende grundstemning. Den indeholder mange scener, hvor hovedpersonen har uforklarlige og uhyggelige syn og oplevelser. I en scene fx overraskes hovedpersonen af et monsteragtigt barn bag et spejl. Filmen indeholder desuden scener, hvor personer bliver overfaldet og dræbt. I en scene fx bliver en ung kvinde overfaldet og myrdet af en barn med en kniv. Scenerne er uhyggelige og overraskende og benytter mange gyservirkemidler. Filmen vurderes derfor til at kunne virke skræmmende på børn under 15 år.
lørdag den 7. marts 2009
Jigsaw er ikke til at stoppe
SAW-filmene lever deres helt eget liv. Hvert år får vi endnu et kapitel i den endeløse saga om den dæmoniske Jigsaw og hans groteske fælder. Selv om Jigsaw døde i 3'eren, føres hans arbejde videre. Ikke alene rekrutterede han et af sine ofre, Amanda fra den første film, men politimanden Mark Hoffman er også med på holdet. Han er hovedpersonen i SAW V, hvor vi får historien om, hvordan Jigsaw og Hoffman mødte hinanden. Vi følger også FBI-agenten Strahm, der er på sporet af Hoffman, alt imens fem mennesker forsøger at kæmpe sig igennem endnu en runde dødbringende fælder. Manuskriptet af Patrick Melton og Marcus Dunstan er ekstremt kompliceret og man er som tilskuer på herrens mark, hvis man ikke har set de fire første film.
Det er interessant, at SAW-filmene i den grad er lavet til seriens fans. Hver film udvider universet en smule, imens man får en masse nye detaljer om det, der er gået forud. Det er på sin vis unikt og fascinerende, men desværre er folkene bag SAW ved at brænde ud. Der sker for lidt (eller for meget af det samme) og SAW V er en tyndbenet affære. Hoffman er slet ikke spændende nok til at kunne bære serien (især ikke når han spilles af en Costas Mandylor, der ikke ville kunne spille skuespil om man så satte en elektrisk kvægstav på nosserne af ham).
Fælderne er stadig det store omdrejningspunkt i filmene, men her skuffer SAW V også. Ganske vist får vi en indvolds-splattende udgave af Brønden og Pendulet, men scenen virker alligevel lidt flad. Først til sidst får vi en klassisk SAW-scene, der er klam, kvalmende og næsten ikke til at holde ud at se på. Det er noget med hænder og rundsave! Vi kommer nok til at leve med SAW-filmene nogle år endnu, men der skal nye, blodige kødboller på suppen, hvis serien ikke skal ende som en parodi på sig selv. Desværre er serien så succesfuld, at man næppe har planer om at skifte kurs. SAW V kostede i omegnen af 10 millioner dollar at lave og den har hentet mere end 110 millioner dollar ind - alene på billetsalget.SAW V, USA-Canada, 2008. Instruktion: David Hackl. Medvirkende: Tobin Bell, Costas Mandylor, Scott Patterson, Betsy Russell, Julie Benz. Musik: Charlie Clouser.
Abonner på:
Opslag (Atom)