søndag den 31. maj 2009

Norsk nazi-zombie-splatter på vej

Den norske nazi-zombie-splatterfilm DØD SNØ af Tommy Wirkola har fået en del opmærksomhed rundt omkring, især fordi den skulle være både sjov, underholdende og blodig (de nåede at bruge 450 liter teater-blod under optagelserne). Heldigvis kommer filmen også til Danmark, takket være Midget Entertainment, der smider den ud på markedet den 7. juli. Coveret er dog rædselsvækkende grimt.

Nu kommer FRITT VILT III

Nordmændene er helt pjattede med FRITT VILT-slasher-filmene. Nu har Norsk Filminstitutt besluttet at give 7,2 millioner norske kroner i støtte til en 3'er, nemlig FRITT VILT III. Det bliver en prequel, der skal instrueres af debutanten Mikkel Brænne Sandemose. Han har tidligere lavet reklamefilm. Optagelsene til FRITT VILT III begynder til efteråret, og filmen får premiere i de norske biografer den 15. oktober 2010.

Læs også...
Norske slasherfilm

lørdag den 30. maj 2009

Dvd-gys uge 23 - 2009

Så kører Barkers midnatstog i Danmark:
  • THE MIDNIGHT MEAT TRAIN (Ryûhei Kitamuras blodige filmudgave af Clive Barkers klassiske novelle. Læs min anmeldelse her. Den danske dvd-udgave ser ikke ud til at indeholde ekstramateriale. Udgives af Nordisk Film).

fredag den 29. maj 2009

Masser af horror fra AWE

Another World Entertainment har heldigvis ikke glemt deres frådende horror-hungrende kernepublikum og har tænkt sig at udgive en masse spændende skræk-titler i vrimlen af art house- og erotik-udgivelser. For dem, der ikke kan få det blodigt nok, kommer TÔKYÔ ZANKOKU KEISATSU (eller TOKYO GORE POLICE). En anden ny titel bliver den finske SAUNA, der skulle være ekstremt flot og nervepirrende. Og så får vi også en stak klassiske film, henunder Scott Spiegels INTRUDER, Stuart Gordons CASTLE FREAK, David Schmoellers TOURIST TRAP og Ulli Lommels THE BOOGEYMAN. Herligt!

Første kig på THE FINAL DESTINATION

Folkene på UGO har fået fat i den første teaser-plakat til THE FINAL DESTINATION, filmen der tidligere har haft arbejdstitler som FINAL DESTINATION 4 og FINAL DESTINATION: DEATH TRIP. Men nu følger man altså den nye trend med, at man bare genbruger en gammel titel. Og så er filmen selvfølgelig i 3-D. Rammer de amerikanske biografer den 28. august.Læs også...
På flugt fra Døden

torsdag den 28. maj 2009

Dvd-forside til MESSENGERS 2

De aktive mennesker på DVD Active har fået en PR-annonce fra Sony, der afslører forsiden på MESSENGERS 2: THE SCARECROW. Danske Martin Barnewitz har instrueret, hvilket lægger en dæmper på forventningerne, men nu ser forsiden altså ret sej ud – på sådan en klassisk skrækfilm-agtig måde. Dvd'en er på gaden i USA den 21. juli.

Nu kommer musikken fra THE BELIEVERS

Jeg kan slet ikke huske musikken fra John Schlesingers THE BELIEVERS (husker bare den creepy scene med edderkopperne), men nu får jeg (og andre) snart muligheden for at genopleve den. Perseverance Records har nemlig lavet en aftale med MGM om at udgive J. Peter Robinsons score på et tidspunkt. Arbejdet med at mixe soundtracket er allerede begyndt og det vil udkomme i 1000 eksemplarer. Perseverance Records arbejder også på en promo-udgave af Craig Safans musik til FADE TO BLACK i sølle 500 eksemplarer.

onsdag den 27. maj 2009

Guillermo Del Toro udgiver vampyr-trilogi

Instruktøren Guillermo Del Toro er en travl mand. Han skal lave en masse film de kommende år, herunder en lille fantasy-ting kaldet THE HOBBIT, men det er åbenbart ikke nok for ham. Nu springer han også ud som forfatter med en vampyr-trilogi. Første bind, THE STRAIN, udkommer i næste uge, og det skulle være en slags C.S.I. mod de klammeste vampyrer, man kan forestille sig. Trilogien er skrevet i samarbejde med Chuck Hogan. Læs mere her.

Skyld hjemsøger abortklinikken

Sygeplejersken Gloria er alenemor til den seksårige Vicky. Hendes økonomi er ikke den bedste, så hendes gode ven og kollega, gynækologen Ana, lader dem bo i sit store hus mod at Gloria giver en hånd i den private klinik, bl.a. som assistent ved de aborter, Ana udfører. Det virker som en fin aftale, men Glorias personlige grænser bliver stille og roligt udfordret, især fordi hun hele tiden må afvise den lesbiske Anas tilnærmelser. Der er mange underlige lyde i det store hus, som Gloria undrer sig over. De kan komme fra nabohuset, hvor der bor to mystiske kvinder, men der er formentlig også andre kræfter på spil. Da Gloria selv bliver gravid, sørger Ana for aborten, men det lille foster forsvinder. Så bliver det for alvor uhyggeligt.

LA CULPA (eller BLAME) er en af de seks TV-film i den spanske serie PELÍCULAS PARA NO DORMIR. Den er instrueret af Narciso Ibáñez Serrador, der i 1976 lavede klassikeren ¿QUIÉN PUEDE MATAR A UN NIÑO? Den har jeg desværre aldrig set, men der er ingen tvivl om, at Serrador er en særdeles erfaren person-instruktør. Alle de medvirkende i LA CULPA spiller fremragende og alene af den grund, er den værd at se. Desværre er det ikke en særlig uhyggelig historie og filmen er meget længe om at nå frem til pointerne. Det er solidt håndværk, men så heller ikke mere, og de fleste vil nok kede sig lidt med denne film.

PELÍCULAS PARA NO DORMIR: La Culpa, Spanien, 2006. Instruktion: Narciso Ibáñez Serrador. Medvirkende: Nieve de Medina, Montse Mostaza, Alejandra Lorenzo, Mariana Cordero, Asunción Díaz. Musik: Víctor Reyes.

Pas på... gargoilerne kommer

Genius Entertainment har afsløret dvd-forsiden på endnu en af deres mange Maneater Series-titler, nemlig RISE OF THE GARGOYLES. Denne gang er det gargoiler, der mæsker sig i mennesker, hvilket selvfølgelig ikke lige er noget, man ser hver dag. Eric Balfour, Nick Mancuso og Caroline Néron er på rollelisten i filmen, der er instrueret af Bill Corcoran. Udgivelsesdatoen skulle være den 8. september. Kilde: DVD Active.

tirsdag den 26. maj 2009

Coffin Joe slår til igen

Svenske Njutafilms udgav sidste år fire film af den brasilianske galning José Mojica Marins – eller Coffin Joe. Det var STRANGE WORLD OF COFFIN JOE (1968), AWAKENING OF THE BEAST (1970), THE END OF MAN (1971) og HALLUCINATIONS OF A DERANGED MIND (1978). Filmene blev også samlet i en box med titlen THE COFFIN JOE AFTERMATH COLLECTION. Desværre var der kun svenske undertekster på, og filmene er aldrig dukket op i Danmark fra Another World Entertainment.

Nu synes Anchor Bays engelske afdeling, at der skal ske noget. Den 27. juli udgiver de EMBODIMENT OF EVIL fra sidste år, der er den seneste produktion fra Marins. Samme dag kommer en COFFIN JOE COLLECTION-box med ni film på fem skiver. Det er AT MIDNIGHT I'LL TAKE YOUR SOUL (1964), THIS NIGHT I WILL POSSESS YOUR CORPSE (1967), STRANGE WORLD OF COFFIN JOE (1968), AWAKENING OF THE BEAST (1970), THE END OF MAN (1971), STRANGE HOSTEL OF NAKED PLEASURES (1975), HELLISH FLESH (1977), HALLUCINATIONS OF A DERANGED MIND (1978) og COFFIN JOE: THE STRANGE WORLD OF JOSÉ MOJICA MARINS (2001). Sidstnævnte er en dokumentar.

mandag den 25. maj 2009

AWE udgiver PLAGUE TOWN

Jeg synes efterhånden, der kommer temmelig mange art house-klassikere og erotiske ting og sager fra Another World Entertainment, men heldigvis får vi da også en horror-titel i ny og næ. En af de ting, vi kan glæde os til, er David Gregorys PLAGUE TOWN, der har været lidt af et hit på festivaler rundt omkring. PLAGUE TOWN kommer i Danmark til oktober.

søndag den 24. maj 2009

De 10 bedste gysere: Sequels

Hvis man bliver fanget på det forkerte ben og ikke kan finde på noget positivt at sige om gyserfilm, så kan man som minimum slynge ud, at genren har holdt liv i romertallene. Enhver fan kan uden problemer sætte en stribe FRIDAY THE 13TH-film op på hylden – uden et sekund at være i tvivl om kronologien. Fortsættelse efter fortsættelse er en del af showet og så er det jo bare en bonus, at vi kan kende forskel på IV, V og VI.

Selv om vi slavisk tygger os igennem de fleste af disse sequels, er kvaliteten mildt sagt svingende. Her er mit bud på en stribe fortsættelser, der rykker for vildt. Og for at gøre det hele lidt mere interessant, så indeholder listen kun 2'ere - og det endda 2'ere til gode 1'ere. Here we go..10 HOSTEL PART II (2007)
Eli Roth valgte meget klogt ikke at prøve at overgå sig selv, da han skulle lave en fortsættelse til den succesfulde HOSTEL. Den grumme fortælling om en mystisk organisation i Slovakiet, der indfanger unge turister, så syge mænd og kvinder kan betale for at få lov til at torturere og dræbe dem, lægger ellers op til et eksplosivt voldsorgie uden sidestykke. Roth vælger i stedet at gå bag kulisserne på den grusomme gesjæft og gør endda et par af de syge kunder til hovedpersoner.

På den måde får vi en sequel, der på fornem vis bringer os videre i historien, men som også gør os klogere på det, der skete i 1'eren. Og når det så endelig kommer til stykket, har Roth ingen problemer med ultravold - især til sidst, hvor vi får en af disse scener, der kan få mandlige tilskuere til at bide tænderne sammen af smerte.9 PSYCHO II (1983)
Alfred Hitchcock sort/hvide skrækfilm fra 1960 er en af genrens helt store klassikere. Den var både brutal og nyskabende og blev naturligvis kopieret i utallige variationer i andre film. Men selv om PSYCHO blev en stor økonomisk succes, holdt Hollywood sig i årevis fra at lave en 2'er. Forfatteren Robert Bloch udgav en fortsættelse i 1982. Imens havde Universal gang i deres eget filmprojekt, der intet havde med romanen at gøre. Den havde premiere i 1983.

Her møder vi Norman Bates, der efter 22 år på en psykiatrisk afdeling bliver erklæret rask og vender hjem til huset ved siden af motellet. Marion Cranes søster Lila Loomis er rasende over, at Norman er på fri fod igen og hun gør alt for at protestere. Imens forsøger Norman at leve et normalt liv, men noget kunne tyde på, at hans mor ikke er helt død endnu. Instruktøren Richard Franklin får det bedste ud af et manuskript, der måske er en anelse kringlet, men det er en fornøjelse at se Anthony Perkins vride og vende sig i rollen som Norman. Og så er slutningen storslået – helt og aldeles vidunderlig!8 DR. PHIBES RISES AGAIN (1972)
Den anden film om den dæmoniske dr. Phibes er næsten på højde med 1'eren. Vi møder igen Phibes, der denne gang vil forsøge at genoplive sin afdøde kone i Livets Flod i Egypten. Man kan tydeligt se, at Vincent Price nyder at spille rollen, og der balanceres perfekt mellem grum horror og kulsort humor.

De kreative dødsscener er filmens højdepunkter og man har lidt en oplevelse af, at dette er 70'er-versionen af SAW. Det var på tale at lave en tredje film om dr. Phibes, men det blev desværre aldrig til noget. Remake-versioner er vi heldigvis blevet skånet for.7 BLADE II (2002)
Den første film om vampyrjægeren BLADE var en underholdende sag, der meget vel kunne have fået en triviel og intetsigende 2'er. Men nu var det mexicanske Guillermo del Toro, der styrede slagets gang på fortsættelsen, og resultatet er intet mindre end fremragende.

Wesley Snipes er tilbage i rollen som den superseje Blade med de mange superseje våben. Her skal han bekæmpe en helt ny og dødsensfarlig art af vampyrer, Reapers, der lever af blodet fra almindelige vampyrer. Reaper-vampyrerne er meget klamme og er helt klart filmens hit, men den dynamiske fortællestil og den visuelle opfindsomhed trækker op i den samlede bedømmelse. Filmen blev efterfulgt af en jammerlig 3'er og en TV-serie, som jeg endnu ikke har set.6 28 WEEKS LATER (2007)
Nervepirrende, vild og dynamisk fortsættelse til Danny Boyle og Alex Garlands 28 DAYS LATER fra 2002. Det er spanieren Juan Carlos Fresnadillo, der har instrueret, og selv om stilen er noget mere mainstream end 1'eren, vrimler det med inficerede zombie-agtige galninge, der er med til skabe en forrygende stemning, der får dig helt ud på kanten af sofaen.

Splatter-freaks har også del at glæde sig over i denne blodige film og det er en fornøjelse at se Robert Carlyle i den meget vanskelige hovedrolle. Det skal blive spændende at se, om der kommer en 3'er.5 SAW II (2005)
James Wan og Leigh Whannells første SAW-film fra 2004 tog verden med storm. Successen var også til at føle på rent økonomisk – filmen havde et budget på lidt over en million dollar og skovlede mere end 100 millioner dollar ind i biografer verden over. Film nr. 6 i serien er nu på vej, men af de mange sequels er det helt klart 2'eren, der er et hit. Her møder vi politimanden Eric Matthews, der ledes frem til Jigsaws skjulested. Den kræftsyge og døende galning har dog ikke tænkt sig at give op uden videre og afslører, at han har spærret otte mennesker inde i et hus, fyldt med en dødelig gas. Måske kan de finde frem til modgiften, hvis de overlever de mange fælder i huset. Blandt de otte er Eric Matthews' søn, Daniel.

SAW II er en film, der i den grad leger med sit publikum. Manuskriptet vender og drejer sig som et kilo kogt spaghetti i en tørretumbler, men balancen er fin hele vejen igennem. Historien er ikke så konstrueret som i senere fortsættelser og slutningen er en reel overraskelse. SAW II er min absolutte favorit blandt de fem film, vi indtil nu har fået i serien.4 ALIENS (1986)
Jeg kan ikke forestille mig, at James Cameron nogensinde kommer til at lave et roligt lille drama om tre mennesker, der taler om deres problemer. Han er en af Hollywoods visuelt set mest støjende instruktører – alt skal bare være stort, vildt og eksplosivt. Efter min mening laver han god underholdning, men Cameron-fan bliver jeg aldrig. Jeg har f.eks. endnu ikke fået taget mig sammen til at se TITANIC – til gengæld har jeg set ALIENS masser af gange.

Cameron tager her Ridley Scotts 'et hjemsøgt hus i rummet'-gyser og blæser den op til en forrygende omgang action-horror. Seje replikker, masser af aliens og en storslået finale gør dette til en unik oplevelse. Filmens findes både i den originale biografudgave og et længere director's cut. Jeg foretrækker sidstnævnte.3 EVIL DEAD II (1987)
Sam Raimis opfølger til den primitive, energiske og blodige THE EVIL DEAD fra 1981 blev en film, der både kan ses som et remake og som en 2'er. De første ca. syv minutter er en slags mini-udgave af den første film, men derfra stryger handlingen med raketfart i alle mulige retninger. Bruce Campbell spiller endnu en gang den uheldige ungersvend, der i en hytte i skoven oplever alskens dæmoniske kræfter blive sluppet løs – alt imens han udsættes for Sam Raimis bizarre indfald. Her er virkelig tale om en skuespiller, der lægger krop til sine roller.

Tempoet er forrygende og det ene mere afsindige indfald afløser det andet. Det er som en slags real life-tegnefilm, bortset fra at folk virkelig kommer til skade og blodet pumpes ud i uhyrlige mængder. Første gang, man ser filmen, tror man ganske enkelt ikke sine egne øjne. EVIL DEAD II er noget ganske unikt.2 DAWN OF THE DEAD (1978)
Med NIGHT OF THE LIVING DEAD fra 1968 satte George A. Romero en af genrens helt store milepæle. Der skulle dog gå ti år, før han fik mulighed for at præsentere en fortsættelse, nemlig DAWN OF THE DEAD, der formentlig er en af genrens mest indflydelsesrige film. Dybest set er det bare endnu en variant af historien om en gruppe mennesker, der er spærret inde i en bygning – omringet af et ukendt og livsfarligt fænomen. Men DAWN OF THE DEAD er lavet med så stor elegance, at man hele tiden kan opdage nye ting i den.

At filmen samtidig er grænseoverskridende blodig er blot med til at forstærke den unikke oplevelse. Jeg var blæst væk, da jeg første gang så den i biografen. To dage senere var jeg lige nødt til at gå ind og se den igen. Romeros efterfølgende DEAD-film har ikke helt haft det samme niveau, men nu er det aldrig spild af tid at se en af zombie-mesterens produktioner.1 BRIDE OF FRANKENSTEIN (1935)
Universal kæmpede fire år med at få en fortsættelse til deres egen FRANKENSTEIN på gaden. Instruktøren James Whale krævede manuskriptet skrevet om flere gange og så var der også den tids censur at tage hensyn til. Det endelige resultat blev en af genrens største film og en af de bedste 2'ere, der nogensinde er lavet.

Boris Karloff er tilbage som monstret i en forrygende historie med kulsort humor og storslåede rædsler. Især er Elsa Lanchester helt fantastisk som monstrets brud og nogle af scenerne, hvor hun hvæser, er virkelig uhyggelige. Det samme er Karloffs sidste replik: 'We belong dead'. Franz Waxmans musik bidrager fænomenalt til stemningen og det er et soundtrack, enhver horror-fan bør eje.

Læs også...
De 10 bedste gyser-remakes

lørdag den 23. maj 2009

Klassisk SWAMP THING i deluxe-udgave

Jeg har desværre ikke læst ret mange SWAMP THING-tegneserier, men jeg husker de originale historier, der blev tegnet af Berni Wrightson. Herhjemme udkom de i albums fra Runepress, men jeg har formentlig også købt nogle amerikanske genoptryk på et tidspunkt, der siden er gledet ud af samlingen. Swamp Thing havde premiere i HOUSE OF SECRETS nr. 92, og man kan få et trade paperback-genoptryk med denne historie samt de ti første hæfter af SWAMP THING-serien under titlen SWAMP THING: DARK GENESIS. Nu kommer så en hardcover-version kaldet ROOTS OF THE SWAMP THING. Her får man det samme indhold plus endnu tre hæfter af den klassiske serie. Bogen er på gaden fra DC Comics i næste uge.

Dvd-gys uge 22 - 2009

Pyha, det er sidst på måneden, så det er meget heldigt, at næste uges dvd-tilbud ikke er noget, man pinedød er nødt til at investere i (efter min mening, altså):
  • REPO! THE GENETIC OPERA (SAW-instruktøren Darren Lynn Bousman har lavet en fantasy-horror-musical. Og Paris Hilton er med. Udgives af Scanbox).

fredag den 22. maj 2009

Når film samler støv på hylden

Kender I det? Der er bare nogle film i samlingen, man ikke kan få taget sig sammen til at se, uanset om det er en kvalitets-produktion eller en billig B-film. En af de gysere, jeg har haft stående længe, er CARRIE. Nej, det er ikke Brian De Palma-klassikeren, jeg taler om. Det er tv-remaket fra 2002 med Angela Bettis i titelrollen. Efter sigende skulle det være en hæderlig film, men underligt nok er der altid lige noget andet, jeg hellere vil se. Jeg har de to andre CARRIE-film og skulle selvfølgelig også have denne. Nu er det vel en to års tid siden, jeg fik den hjem fra USA, men jeg har altså ikke set den endnu. Det lykkes nok en dag...

torsdag den 21. maj 2009

Lidt om MARTYRS på dansk dvd

Jeg har netop bestilt Pascal Laugiers MARTYRS i den engelske dvd-udgave, der udkommer i næste uge. En dansk dvd-udgivelse skulle også være på trapperne fra Pan Vision. Det fremgår dog endnu ikke på selskabets danske hjemmeside, hvornår det bliver, men den udkommer i hvert fald i Sverige den 8. juli. Der er åbenbart ikke danske undertekster på denne udgave.

onsdag den 20. maj 2009

Hjemsøgt i Connecticut

Peter Cornwells THE HAUNTING IN CONNECTICUT med Virginia Madsen er blevet hæderligt modtaget i USA. Den står stadig til dansk biografpremiere den 12. juni, takket være Midget Entertainment, og en lille måneds tid senere kan man så købe en dvd- eller Blu-ray-udgave hjem fra USA. Den kommer fra Lionsgate den 14. juli. Der er tale om et 'extended cut' og så er der naturligvis en masse ekstramateriale. Forsiden er dog tudegrim.

tirsdag den 19. maj 2009

Dvd-gys uge 21 - 2009, part 2

I går var jeg ude for at shoppe og kunne konstatere, at Another World Entertainment har sendt deres maj-titler på gaden.
  • DER FLUCH DER SCHWARZEN SCHWESTERN (Erotisk vampyrfilm fra 1973 af Joseph Sarno. Er kendt under et hav af forskellige titler - AWE har valgt VAMPIRE ECSTASY. Udgivet af Another World Entertainment).
  • TERROR (Engelsk gyser fra 1978 af Norman J. Warren. Udgivet af Another World Entertainment).

Twiliiiiiiiiiiiight!

I morgen sker det. TWILIGHT, tidens hotteste vampyr-fænomen, udkommer på dvd og Blu-ray her i Danmark. Det er Nordisk Film, der står bag. Jeg har haft lejlighed til at kigge på dvd-versionen, der kommer i en lækker slipcase. På omslaget står der Limited Special Edition, men man skal være opmærksom på, at den ikke er helt så 'special' som i andre dele af verden. Der er tale om en enkelt-disc-udgivelse med omkring en times ekstramateriale.

Her får man bl.a. den forrygende reportage fra tegneseriemessen i San Diego og det sjove lille interview med Stephenie Meyer. Udvidede og slettede scener er også med på skiven, de to små "Becoming Bella"- og "Becoming Edward"-featuretter samt en musikvideo med Paramore. Der er ikke danske undertekster på ekstramaterialet, men det er nu sjældent, at der er det. Blu-ray-udgaven ser ud til også at have det lille indslag om filmens musik samt to musikvideoer mere.

Ingen af de danske udgivelser har altså den timelange The Adventure Begins: The Journey from Page to Screen-dokumentar, hvor man får hele historien om arbejdet med filmen. Her må man bestille f.eks. den engelske dobbelt-disc-udgave hjem, hvis man gerne vil se den.

mandag den 18. maj 2009

En moppedreng af en zombie-serie

Robert Kirkmans berømte zombie-tegneserie THE WALKING DEAD udkommer i mange varianter. Der er det månedlige hæfte, hvor det hele starter. Her er man nået til nr. 61. Så er der trade paperback-opsamlingerne med seks hæfter i hver. Her er nr. 9 på gaden og bind 10 ventes til august. Hardcore-fans kan investere i de store hardcover-udgaver, hvor der er 12 numre i hver. Dem er der indtil videre kommet fire af. Endelig findes der omnibus-udgaver i meget små oplag. Nu har Image Comics så barslet med en såkaldt Compendium Edition. Det er en stor trade paperback med – og hold nu fast – mere end 1000 sider. Den vejer to og et halvt kilo og indeholder de første 48 numre af serien.

søndag den 17. maj 2009

Torturporno er ikke en genre, uanset hvor mange gange du siger Abu Ghraib

Torturporno er et forholdsvis nyt begreb, der har spøgt i genren i de senere år. Det blev opfundet i 2006 af den amerikanske kritiker David Edelstein fra New York Magazine i en omtale af Eli Roth-filmen HOSTEL. Edelstein kan godt lide HOSTEL, men undrer sig over, hvorfor vi nyder at se på disse ekstremt udpenslede scener, hvor mennesker udsættes for alverdens rædsler. Især i kølvandet på SAW-filmene er der kommet mange film, hvor folk fanges og pines. Men er der overhovedet noget nyt ved torturporno – og er det i det hele taget en genre?
Jeg tror ikke på, at gyser- og voldsfilm i sig selv er skyld i vold. Og jeg er under ingen omstændigheder tilhænger af censur – indimellem kan det være en god idé at udøve selvcensur. Men i forhold til alle de torturpornografiske film spørger jeg stadig mig selv, hvad i alverden den dybere mening dog er med at vise al den lidelse og død.
Christian Monggaard, Information
Der er ingen tvivl om, at kommerciel underholdning er blevet markant mere udpenslet i det nye årtusinde. Censorerne er ikke så strikse som før, og den ekstreme vold findes i alle genrer. Når man ser de blodige obduktioner i en populær tv-serie som C.S.I., er det måske ikke så underligt, at splatter-niveauet er endnu højere i de film, der skal lokke folk i biografen. Og når det gælder underholdningen i dit eget hjem, er der slet ingen grænser længere med en sværm af ucensurerede dvd-film at vælge imellem. Oven i alt dette har vi oplevet en sand billed-eksplosion på internettet, hvor der er frit valg på alle hylder.Nogle vil hævde, at vi vælger de mest brutale af disse billeder for at håndtere det, der sker i verden i disse år. Krigen mod terror raser, soldater bliver dræbt og uskyldige mennesker bliver tortureret. Ikke mindst rædslerne i Abu Ghraib-fængslet har sendt chokbølger gennem vores civiliserede samfund og nyhedsudsendelserne har igen og igen dvælet ved billederne af de nøgne irakiske fanger, der ligger i en bunke, mens grinende amerikanere troner over dem. Det kunne man måske forestille sig, at især den amerikanske befolkning havde behov for at få bearbejdet gennem deres forbrug af underholdning. Omvendt kan man i en tv-serie som 24 opleve, at de er helt vilde med tortur i USA – bare det er Jack Bauer, der udfører den.
På et tidspunkt må jeg skrive den her bog om Torture Porn, som er den nye trend med udpenslet tortur i gyserfilmen.
Rikke Schubart, Hollywoodbloggen
Begrebet 'torturporno' antyder, at det er torturen, der er formålet med filmene – at det er de udpenslede scener, der er meningen med det hele. Og ordet 'porno' er med til at understrege, at det er det pirrende og ophidsende, der er årsagen til, at man opsøger disse film. En anden forklaring kunne være, at man med 'porno' ønsker at slå fast, at dette er billigt og tarveligt, lidt i stil med et begreb som 'følelsesporno'. En typisk pornofilm har stort set ingen handling – det handler bare om sex, sex, sex. På samme måde skulle SAW, HOSTEL og alle de andre torturporno-film ikke være andet end tortur, tortur, tortur, men det er jo ikke sandheden.Efter min mening findes torturporno-genren reelt ikke – og i hvert fald ikke som et nyt fænomen. Vi har set masser af tortur i mainstream-film gennem årene, som f.eks. i MARATHON MAN, THE DEER HUNTER og RAMBO: FIRST BLOOD PART II. Det har også været en hyppig gæst i horrorgenren i bl.a. PIT AND THE PENDULUM, WITCHFINDER GENERAL og THE DENTIST. Det undrer mig også, at film som f.eks. WOLF CREEK, de nye THE HILLS HAVE EYES og TURISTAS nævnes i flæng, når man taler om torturporno. Jeg kan slet ikke se sammenhængen og det markerer, at 'genren' dækker over meget få titler, nemlig SAW, HOSTEL og en håndfuld billige kopier.

Men der vil til hver en tid være et behov i det journalistiske og akademiske miljø for at sætte etiketter på alt, der ligner en trend – og det er nu engang nemmere at få adgang til spalterne, hvis man skriver om noget nyt. Men der er bare ikke intet nyt i torturporno, uanset hvor mange gange du stamper i gulvet og siger Abu Ghraib. Torturporno er et modeord, der stille og roligt vil forsvinde, men folk vil til evig tid blive flået fra hinanden på grusom vis, både i den virkelige og i filmenes verden.

lørdag den 16. maj 2009

Dvd-gys uge 21 - 2009

Lidt af hvert at kaste sig over i næste uge:
  • PATHOLOGY (Amerikansk gyser af Marc Schölermann om en flok medicinstuderende, der konkurrerer om at begå det perfekte mord. Udgives af Nordisk Film).
  • TWILIGHT (En eller anden ny vampyrfilm. Skulle være ret populær, har jeg hørt. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Nordisk Film).
  • ZOMBIES! ZOMBIES! ZOMBIES! (Nogle strippere skal redde verden fra frådende zombier. Udgives som STRIPPERS VS. ZOMBIES på dansk af Midget Entertainment).

fredag den 15. maj 2009

Billige kryb i massevis

Jeg synes, det er sjovt at se billige dyre- eller naturen går amok-gysere. Pudsigt nok er det en genre, der aldrig går af mode, og især i de senere år er der kommet virkelig mange titler. Det er det amerikanske selskab RHI Entertainment (det tidligere Hallmark Entertainment), der har produceret mange af dem. De er så blevet sendt på især Sci-Fi Channel og er siden udkommet på dvd fra Genius Entertainment. Enkelte af filmene nåede at komme på dvd, før de blev sendt på tv, men så fik man den ide at markedsføre dem under en fælles titel, nemlig Maneater Series. Og det må åbenbart være lidt af hit, for der findes nu hele 15 titler i serien.

Fælles for dem er trivielle manuskripter og sølle special effects. I mange af dem har man en tidligere stjerneskuespiller på rollelisten, der lige skal have hentet lidt ekstra håndører hjem til huslejen. Det kan også være en ung wannabee, der endnu ikke har lært at skelne gode manuskripter fra dårlige. Her er lige en handy Maneater Series-oversigt, listet efter filmenes dvd-release:
BLOOD MONKEY (Robert Young, 2007. Superstjerne: F. Murray Abraham. Trussel: Aber).
IN THE SPIDER'S WEB (Terry Winsor, 2007. Superstjerne: Lance Henriksen. Trussel: Edderkopper).
MANEATER (Gary Yates, 2007. Superstjerne: Gary Busey. Trussel: Tiger).
CROC (Stewart Raffill, 2007. Superstjerne: Michael Madsen. Trussel: Krokodille).
EYE OF THE BEAST (Gary Yates, 2007. Superstjerne: James Van Der Bek. Trussel: Blæksprutte).
GRIZZLY RAGE (David DeCoteau, 2007. Superstjerne: Tyler Hoechlin. Trussel: Grizzlybjørn).
SOMETHING BENEATH (David Winning, 2007. Superstjerne: Kevin Sorbo. Trussel: Slim).
THE HIVE (Peter Manus, 2008. Superstjerne: Tom Wopat. Trussel: Myrer).
SHARK SWARM (James A. Contner, 2008. Superstjerne: Darryl Hannah. Trussel: Hajer).
VIPERS (Bill Corcoran, 2008. Superstjerne: Tara Reid. Trussel: Slanger).
YETI (eller YETI: CURSE OF THE SNOW DEMON, Paul Ziller, 2008. Superstjerne: Carly Pope. Trussel: Den afskyelige snemand).
SWAMP DEVIL (David Winning, 2008. Superstjerne: Bruce Dern. Trussel: Sump-uhyre).
BLACK SWARM (David Winning, 2007. Superstjerne: Robert Englund. Trussel: Hvepse).
SEA BEAST (eller TROGLODYTE, Paul Ziller, 2008. Superstjerne: Miriam McDonald. Trussel: Undervands-monster).De seks første film er også udkommet i to samleboxe med tre film i hver. Den eneste af seriens film, der indtil videre ser ud til at være udgivet i Danmark, er SHARK SWARM.

torsdag den 14. maj 2009

To søstre, en ond stedmor, hemmeligheder og masser af spøgelser

Teenageren Anna vender hjem efter ti måneder på en psykiatrisk institution. Hun fik et sammenbrud, da hendes syge og svækkede mor omkom i en brand. Nu glæder hun sig til at se sin far og sin ældre søster Alex igen, men det er ikke de eneste, der bor i familiens hus ved kysten. Den unge sygeplejerske Rachel, der passede Annas mor, er nu blevet kæreste med faderen – og hun er meget besiddende. Anna og Alex sætter sig for at grave i Rachels fortid, især fordi Anna ikke kan huske alt om den skæbnesvangre aften, hvor hendes mor døde. Det bliver ikke bedre af, at Anna ser spøgelser rundt omkring i huset.

THE UNINVITED er den amerikanske udgave af den koreanske JANGHWA, HONGRYEON (eller A TALE OF TWO SISTERS). Det er brødrene Charles og Thomas Guard, der har instrueret, og resultatet er blevet ganske hæderligt. Der er dog ingen tvivl om, at producenterne har ønsket en meget mainstream og salgbar film, og derfor er det ikke en særlig skræmmende oplevelse at se THE UNINVITED. Chok er der ikke mange af, men de få uhyggelige scener er godt skruet sammen.

Skuespillerne er fint castet. Emily Browning og Arielle Kebbel er meget overbevisende som de to søstre, mens David Strathairn gør det godt i den svære rolle som pigernes far. Det er dog Elizabeth Banks, der sjæler billedet som den onde stedmor, der ikke vil lade noget som helst stå i vejen for hendes lykke. Komponisten Christopher Young kører lidt på autopilot på lydsporet og man kan bl.a. høre musikalske citater fra HELLRAISER og andre af hans scores.

Nu har jeg endnu ikke set den koreanske udgave, men mit største problem med THE UNINVITED er, at plottet er forholdsvis enkelt at gennemskue. Et lille kvarter inde i filmen havde jeg gættet en af filmens store hemmeligheder, der ellers først afsløres i det dramatiske klimaks. Men ellers er THE UNINVITED værd at se, hvis man er til mainstream-horror, der ikke er for blodig eller nerveflæsende. Jeg kunne forestille mig, at det er en god date movie. Jeg så THE UNINVITED i den amerikanske dvd-udgave, der er præcis den samme som biografversionen – som i øvrigt rammer de danske biografer i næste uge.

THE UNINVITED, USA-Canada, 2009. Instruktion: Charles Guard, Thomas Guard. Medvirkende: Emily Browning, Arielle Kebbel, David Strathairn, Elizabeth Banks, Maya Massar. Musik: Christopher Young.

onsdag den 13. maj 2009

Det bedste fra Hammer... eller er det bare titlen på boxen?

Det kan ikke være nemt at finde på titler til dvd-opsamlings-boxe. Tag f.eks. denne her fra engelske Optimum Releasing. Den indeholder THE NANNY, DRACULA: PRINCE OF DARKNESS, QUATERMASS AND THE PIT, FRANKENSTEIN CREATED WOMAN og THE DEVIL RIDES OUT. Det er alle gode og solide produktioner fra Hammer-studierne, men er det de fem bedste? Hmmm... ikke efter min mening. Men noget skal boxen jo hedde, og Optimum har valgt at kalde den for THE BEST OF HAMMER COLLECTION. Tja, det lyder jo bedre end THE GOOD BUT NOT THE BEST OF HAMMER COLLECTION. Æsken er på gaden den 1. juni

tirsdag den 12. maj 2009

Vi forklæder lige den der vampyrfilm, så vi kan få alle TWILIGHT-fans til at købe den

Jeg kan næsten forestille mig de desperate scener i et amerikansk filmselskab. Alle medarbejdere er blevet sendt ned i arkivet efter ordre fra en panisk marketingchef, der lige har forklaret via adskillige PowerPoints, at det eneste, der kan sælge, er romantiske vampyrfilm. Desværre kan man ikke finde andet i arkivet end Kathryn Bigelows seje og blodige NEAR DARK fra 1987. Men det betyder ikke noget. Den får bare lige en anden indpakning à la TWILIGHT og så er vi kørende! Det er Lionsgate Home Entertainment i USA, der fra den 7. juli forsøger at sælge nogle flere eksemplarer af NEAR DARK. Og det er fint nok, for det er en fremragende film, men muligvis er der nogle af de unge købere, der vil være en anelse skuffet.

...og væk var RE-ANIMATOR

Richard Bands musik fra RE-ANIMATOR har godt nok været igennem en del. Ikke alene har der været al balladen om, hvor meget han har stjålet fra Bernard Herrmanns PSYCHO-musik. Soundtracket har også været udgivet i flere varianter. Først kom et par lp-versioner. Så slog Silva Screen til med en cd-udgave, hvor man også fik musikken fra BRIDE OF RE-ANIMATOR.

Der manglede dog en del, men for nogle år siden kom The Definitive Edition fra La-La Land Records – hvor man på forsiden kunne læse Music composed by Richard Band (With humble apologies to Bernard Herrmann). Denne udgave udkom i 3000 eksemplarer og udgik af selskabets varelager for ikke så længe siden. Mange fans mente dog, at lyden var elendig på La-La Land-udgaven, og hvad sker der så?

Intrada udgav i nat endnu en version, nu med musikken i kronologisk rækkefølge og med forbedret lyd. Oveni får man sandelig også scoret fra GHOULIES! Hold da op! Den dårlige nyhed er så bare, at oplaget kun er på 1000 eksemplarer og at cd'en allerede er udsolgt fra Intrada. Man kan dog være heldig at finde den hos andre forhandlere.

mandag den 11. maj 2009

Nyt bind af THE HOUSE OF SECRETS

DC Comics udsender den 13. oktober bind 2 af THE HOUSE OF SECRETS i deres Showcase-serie med klassiske genoptryk. Herligt, den glæder jeg mig til...

søndag den 10. maj 2009

Makaber dvd-udgivelse

Jeg har tidligere nævnt de nye dvd-udgaver af Lucio Fulcis HOUSE BY THE CEMETERY og Dario Argentos SLEEPLESS, der udkommer fra engelske Arrow Video den 29. juni. Filmene er del af en ny serie, der hedder Masters of Giallo, og der kommer tre titler i første hug. Den tredje udgivelse er Lamberto Bavas MACABRO (eller MACABRE) fra 1980. Fælles for alle tre dvd'er er de gammeldags tegnede forsider, ucensurerede udgaver samt helt nyt ekstramateriale.

lørdag den 9. maj 2009

Nu kommer MESSENGERS 2

Flere kilder skriver nu, at Sony Home Entertainment i USA vil udgive MESSENGERS 2: THE SCARECROW den 21. juli. Jeg kunne godt lide den første film, men forventer ikke det store af 2'eren, der er instrueret af danske Martin (KOLLEGIET) Barnewitz.

Dvd-gys uge 20 - 2009

Jeg kan umiddelbart kun finde en enkelt ny titel i den kommende uge:
  • JACK BROOKS: MONSTER SLAYER (Populær amerikansk horrorkomedie med bl.a. Robert Englund på rollelisten. Udgives af Pan Vision).

fredag den 8. maj 2009

Store slanger i en lille box

Jeg har aldrig fået købt nogle af filmene i ANACONDA-serien (hvilket måske ikke er så underligt), men dette boxsæt ser da fristende ud. Her får man alle fire film samlet til en rimelig pris. Det er Sony Pictures i England, der sender boxen på gaden på mandag.

Rædslerne ved de blodige prutters sø

Denne her ser virkelig dum ud, men hvorfor ikke? TERROR AT BLOOD FART LAKE er instrueret af Chris Seaver og handler om en flok unge, der ser frem til en fræk weekend på landet. Det bryder Scarecrow-morderen sig bestemt ikke om. Dvd'en udkommer i USA den 16. juni.

torsdag den 7. maj 2009

TWILIGHT kommer i en ny indpakning og ECLIPSE har fået en dansk titel

Den aktuelle danske udgave af Stephenie Meyers TWILIGHT har filmens plakat som omslag. Den 25. maj udkommer et genoptryk – denne gang med det originale cover med æblet. I sensommeren kommer så den danske udgave af bog nr. 3, ECLIPSE, der får titlen FORMØRKELSE. Hidtil har den 15. september været nævnt som udgivelsesdato, men nu ser det ud til at blive allerede den 7. august, at man kan slå kløerne i bogen.

EXORCISTEN genudgivet på dansk

Forlaget Thaning & Appel har udsendt en ny udgave af William Peter Blattys fremragende roman EXORCISTEN, der blev til en lige så fremragende film. Der er tale om en paperback til en attraktiv pris.

onsdag den 6. maj 2009

Dødens stribede gab

Sheriffen Grady Barnes har ikke det store at slås med i den lille by, hvor han arbejder. To ældre kvinder, der skændes om retten til at sælge quiltede tæpper, er blandt hverdagens udfordringer. Det ændrer sig dramatisk, da folk begynder at forsvinde ude i skoven. Blodige kropsdele og et mystisk fodspor antyder, at en tiger står bag. Barnes går til pressen med sin mistanke og advarer folk om at bevæge sig udendørs. Det får selvfølgelig borgmesteren til at flippe helt ud, for den store årlige landbrugsfestival nærmer sig og det er dårlig business, hvis man har en blodtørstig tiger i området. Snart går den vilde jagt på bæstet.

Du har set denne film mange gange, bare under titlen JAWS. Man skulle tro, at der et sted i Hollywood står en computer og spytter manuskripter til dyregysere ud. Ingredienserne er en lille by, en ivrig sherif, en irriterende borgmester, nogle tilfældige ofre og et menneskeædende bæst. Og MANEATER ligner da også de utallige andre dyregysere, der sendes på Sci-Fi Channel i USA – bortset fra, at denne faktisk er ganske underholdende.

Instruktøren Gary Yates har valgt at bruge en rigtig tiger i stedet for de billige CGI-dyr, der er standard i Sci-Fi Channels produktioner. Det fungerer fint nok, især fordi han er nødt til at holde dyret skjult det meste af tiden. Rollen som sheriffen spilles af selveste Gary Busey, men han er slet ikke så manisk, som vi er vant til at se ham – til gengæld skulle man måske have fundet en anden skrædder til denne film, for Buseys habitter er tre numre for små til ham. Det ser meget fjollet ud. MANEATER er en OK lille film, der måske ikke er så skræmmende, men den er noget bedre end så mange andre produktioner i dyrehorror-genren.

MANEATER, USA, 2007. Instruktion: Gary Yates. Medvirkende: Gary Busey, Ian D. Clark, Ty Wood, Diana Reis, Kristen Harris. Musik: Glenn Buhr.

tirsdag den 5. maj 2009

Desplat laver musik til NEW MOON

Det bliver desværre ikke Carter Burwell, der får lov til at komponere musik til THE TWILIGHT SAGA: NEW MOON. Hans musik til TWILIGHT var ellers fremragende (jeg ved ikke om I lagde mærke til det, alle I Twilighters – det var den musik, der ikke var lavet af Muse og Paramore og alle de andre). I stedet bliver det den franske komponist Alexandre Desplat, der får lov. Heldigvis er han også dygtig, men ikke så god som Burwell. Instruktøren af NEW MOON, Chris Weitz, har tidligere arbejdet sammen med Desplat, så det er ikke så underligt, at han vælger en komponist, han kender i forvejen.

Ny dvd-udgave af Argentos SLEEPLESS

Engelske Arrow Video har gang i flere spændende udgivelser af italienske film. En af dem er Dario Argentos NON HO SONNO (eller SLEEPLESS) fra 2001. Dvd'en er på gaden den 29. juni. Med på skiven skulle også være en ny dokumentar med titlen "Murder Madness and Mutilation: Sleepless and The Modern Italian Giallo" med bidrag fra Sergio Stivaletti, Tony Timpone og Joe Dante. Og så er dvd'ens gammeldags cover guld værd!

mandag den 4. maj 2009

Skæg og ballade med Mary Lou

Alex Grey er bestemt ikke den bedste studerende i timerne på Hamilton High. Han er heller ikke så god til sport, så fremtiden ser alt andet end lovende ud. Han drømmer ellers om at blive læge. En dag møder han den lækre og sexede Mary Lou, og hun vil frygtelig gerne hjælpe ham. Problemet er bare, at hun myrder alle de personer, der står i vejen for Alex. Han bliver nu en stor succes på skolen, men nætterne går med at dyrke sex med Mary Lou og at grave hendes ofre ned på football-banen. Det kan ikke fortsætte i al evighed.

PROM NIGHT III: THE LAST KISS er den tredje film i PROM NIGHT-serien. Selv om den genopliver Mary Lou Maloney fra film nr. 2, er det ikke en typisk horror-sequel, vi har at gøre med her. PROM NIGHT III er nemlig en komedie – og en billig en af slagsen. Man kan f.eks. opleve en biologilærer, der bliver naglet til et bord med isvafler og derefter myrdet med en håndmixer. Det er meget fjollet. Filmen prøver på intet tidspunkt at tage sig selv alvorligt, men går efter alle de billige grin. Det er en anelse anstrengende, men nu kan man vel heller ikke forvente det store af tredje kapitel i en alt andet end klassisk serie.

PROM NIGHT III: THE LAST KISS, Canada, 1990. Instruktion: Ron Oliver, Peter R. Simpson. Medvirkende: Tim Conlon, Cynthia Preston, David Stratton, Courtney Taylor, Dylan Neal. Musik: Paul Zaza.

søndag den 3. maj 2009

Dvd-gys uge 19 - 2009

Zombier og kannibaler præger den kommende uges udgivelser:
  • DAY OF THE DEAD (Steve Miners remake af George A. Romeros klassiker. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Midget Entertainment).
  • END OF THE LINE (Canadisk gyser, der foregår nede i en undergrundsbane. Udgives af Midget Entertainment).
  • TRILOGY OF THE DEAD (Endnu en box med de tre første film i George A. Romeros zombie-serie. Udgives af Midget Entertainment).
  • WELCOME TO THE JUNGLE (Moderne bud på en kannibalfilm à la THE BLAIR WITCH PROJECT. Læs min anmeldelse her. Udgives af Nordisk Film).

lørdag den 2. maj 2009

Få musikken til MARTYRS helt gratis

I anledning af, at MARTYRS er kommet på dvd i USA, kan man nu få musikken ganske gratis. Den er komponeret af duoen Seppuku Paradigm, der består af brødrene Alex og Willie Cortés. Soundtracket kan downloades her. Opdatering: Hjemmesiden ser desværre ud til at være lukket.

Tre lavbudget-zombiefilm i en box

Denne engelske dvd-box ser ganske underholdende ud, men jeg tror, at indholdet er ret skuffende. ZOMBIE CHRONICLES indeholder de amerikanske SWAMP ZOMBIES, FOREVER DEAD og STIFF ODDS, der alle er lavet for små penge. Boxen er på gaden i England den 8. juni.

fredag den 1. maj 2009

Slanger på en... ubåd?

Hvis Samuel L. Jackson kan slås mod slanger på et fly, er der vel ikke noget i vejen med, at Luke Perry (ham fra BEVERLY HILLS 90210) kan slås mod slanger på en ubåd. Og det skulle endda være nogle muterede bæster, der bliver større for hvert offer, de spiser. Bag dvd-titlen SILENT VENOM gennem sig en Fred Olen Ray-film fra sidste år. Originaltitlen er RECOIL. Det er Fox Home Entertainment, der sender SILENT VENOM ud på det amerikanske marked den 2. juni.