tirsdag den 14. juni 2011

Det ene horror-soundtrack efter det andet

Man kan høre bankkontoen skrige i disse måneder, hvis man holder af horror-soundtracks. Der kommer bare så mange spændende titler. Her er nogle af de seneste.
Intrada har netop udgivet Richard Band og Christopher L. Stones score til Renny Harlins fængsels-gyser PRISON fra 1988. Musikken kom for mange år siden på en lp, men udkommer nu altså på cd. Man har endda fundet lidt ekstra musik på båndene, så det er faktisk en expanded udgave. Cd'en udkommer i et oplag på 1000 eksemplarer. PRISON er i øvrigt udkommet herhjemme på en flot dvd fra Another World Entertainment.
Fra det forholdsvis nye selskab Counterpoint kommer nu Robert (Bob) Coberts musik fra haunted house-gyseren BURNT OFFERINGS fra 1976. Den blev instrueret af Dan Curtis. Jeg er ikke særlig vild med filmen, men husker soundtracket som ganske effektivt. Cd'en udkommer i et oplag på 1000 eksemplarer og der er mere end en times musik på. Jeff Thompson har skrevet liner notes.
Om et par uger udsender GDM/Legend en meget spændende cd med musik af Franco Micalizzi. Her får man musik fra to film, nemlig David Keiths THE CURSE fra 1987 og Umberto Lenzis DEMONI 3 fra 1991. Begge film kendes under et hav af alternative titler. Oplaget på denne cd vil være bare 500 eksemplarer - og så er coveret særdeles stilfuldt.
Buysoundtrax er på banen med et nyere score, nemlig Nicholas Pikes musik til William Malones PARASOMNIA fra 2008. Pike er især kendt fra Stephen King-filmen SLEEPWALKERS. PARASOMNIA udkommer i et oplag på 1000 eksemplarer.
Endelig skal nævnes Christopher Youngs score til 3-D-action-vampyr-gyseren PRIEST. Det kan man købe som download på bl.a. iTunes, men gennem Amazon kan man også få det på en on demand-fremstillet CD-R.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar