torsdag den 4. august 2011

Skræk og Rædsels spørgekasse: Part IV

Alle veje fører til Skræk og Rædsel, i hvert fald på nettet, hvor alskens interessante, aparte, skæve, mærkelige og kinky søgeord (i stil med TWILIGHT, THE VAMPIRE DIARIES og TRUE BLOOD) får folk til at lægge vejen forbi denne blog. Nogle er på jagt efter "fucking vanvittige gyser film", mens andre har brug for mere jordnære informationer så som "hvor ligger der en Tiger-butik ved Rådhuspladsen?".

Der er ikke helt så mange frække søgeforespørgsler, som man skulle tro, men nogle vil dog gerne finde en "gyser med store patter", mens andre er ude efter "vampyr sex". Jeg håber, at de pågældende trods alt fandt et eller andet, der var værd at læse her på bloggen.

Mange af søgningerne er formuleret som spørgsmål, og her vil jeg prøve at svare på nogle af dem. Velkommen til fjerde runde af Skræk og Rædsels uofficielle spørgekasse:

Hvad hedder den film om hajer, som kom i 70'erne?
Der kom flere film i 70'erne, hvor én eller flere hajer var en del af plottet, men størst og bedst af dem alle var Steven Spielbergs JAWS (eller DØDENS GAB) fra 1975.

Hvem har instrueret CARRIE (Stephen King)?
Den første filmatisering fra 1976 blev instrueret af Brian De Palma, mens TV-remaket fra 2002 blev instrueret af David Carson. Fortsættelsen, THE RAGE: CARRIE 2 fra 1999, havde Katt Shea som instruktør.

Hvilken bygning kravler King Kong op ad i Peter Jacksons film?
Det er den 381 meter høje Empire State Building, den højeste nuværende bygning i New York.

Hvorfor spiser zombier mennesker?
Det er der ikke noget indlysende svar på. Umiddelbart skulle man ikke tro, at en afdød, der genoplives på grund af radioaktivitet eller en virus, ville have behov for at indtage føde - og at livretten er menneskekød. Det bedste bud er faktisk, at det bliver mere uhyggeligt, hvis zombierne også er kannibaler - og sådan har det været siden George A. Romeros NIGHT OF THE LIVING DEAD fra 1968.

Hvornår får ALIEN 5 premiere i Danmark?
Ridley Scotts PROMETHEUS (der er en prequel til de fire første ALIEN-film) er indtil videre planlagt til at få dansk premiere den 7. juni 2012.

Hvornår har THE RESIDENT premiere?
Denne nye Hammer-film med bl.a. Hilary Swank og Christopher Lee udkommer på dvd og Blu-ray her i landet den 27. september.

Hvornår udkommer DEN EVIGE NAT af Guillermo del Toro?
Tredje bind af Guillermo del Toro og Chuck Hogans vampyr-trilogi udkommer i USA den 25. oktober og i England den 13. oktober. Den danske dato kendes ikke endnu.

Hvad hedder den gamle gyser med en indianer-dyrekirkegård?
Det er PET SEMATARY (eller DYREKIRKEGÅRDEN) af Stephen King. Bogen er fra 1983 og den blev filmatiseret i 1989. Der kom en 2'er i 1992 og nu er der planer om et remake af originalen.

Hvornår udkommer I SPIT ON YOUR GRAVE?
Det brutale remake udkommer på dvd og Blu-ray i Danmark den 19. august.

Hvornår kommer WRONG TURN 4?
Dvd/Blu-ray-datoen for WRONG TURN 4: BLOODY BEGINNINGS er blevet rykket i USA, men ser nu ud til at være den 25. oktober. Europæiske udgivelsesdatoer er endnu ikke offentliggjort.

3 kommentarer:

  1. I dette klip fra "Return of the living dead" gives der et bud på, hvorfor zombier spiser mennesker (eller i dette tilfælde kun hjerner):

    http://www.youtube.com/watch?v=EPc7c4W6btY

    SvarSlet
  2. I dette interview undrer George A. Romero sig over, hvorfor zombier spiser hjerner.

    SvarSlet
  3. Hvorfor spiser zombier mennesker? Tja, de er vel sultne og tager det, der er ved hånden. I "The Walking Dead" spiser zombierne bl.a. en hest. I eksempelvis "Alive" (based on a true story) spiser selv menneskene mennesker.

    Hvem instruerede "Carrie"? Det store, ubesvarede spørgsmål er: Hvem instruerede den historisk betydningsfulde opførsel af "Carrie: The Musical" på Gammel Hellerup Gymnasium i 2001?

    SvarSlet