lørdag den 28. januar 2012

Sexhungrende sanger står op fra graven

Kim Lysgaard Andersens horror-kortfilm HOVEDLØST BEGÆR rejser i øjeblikket verden rundt på forskellige filmfestivaler og har undervejs taget mindst en pris hjem. Internationalt er den kendt som THE HEADLESS LOVER, men filmen er altså pæredansk. Den er en del af et større projekt, der hedder RÆDSLERNES BOG - eller THE BOOK OF HORROR - og er Kim Lysgaard Andersens hyldest til historier à la TALES FROM THE CRYPT. CREEPSHOW-fans kan bestemt også være med. Endnu en film er så småt ved at blive sat i gang under THE BOOK OF HORROR-paraplyen, men jeg ved ikke hvor mange, man har tænkt sig at lave.
HOVEDLØST BEGÆR handler om Sascha, der er gift med den ældre rigmand William. Selv om hun kalder ham Kongen i sengen, så har hun en affære kørende med crooneren Paolo. Hun tænder nemlig på, at han synger for hende. En dag snyder hun ham for udløsning, så da de mødes senere på en natklub, kræver han straks at få sex. Da de overraskes af William, skriger Sascha voldtægt!!! og slår Paolo ihjel. Parret begraver ham hjemme i baghaven, men Paolo er ikke kommet endnu og han er dødhamrende opsat på at blive tilfredsstillet.
Det er en herlig omgang skæg og ballade-horror, som Kim Lysgaard Andersen har lavet (sammen med en sværm af hjælpere, hvilket de omfattende rulletekster afslører). Filmen har en fin balance mellem gyset og komikken, og man er godt underholdt. Ambitionsniveauet er højt og der bruges nogle flotte locations. De CREEPSHOW-agtige referencer med farver, wipes og andre gimmicks bliver dog for meget i længden. Historien taber også lidt pusten til sidst og slutningen er noget værre rod. Men samlet set er det en cool lille film.
Det er i øvrigt en imponerende trio, som instruktøren har hyret til hovedrollerne. Maibritt Saerens (ja, det er hende fra KRØNIKEN) spiller Sascha. Nu er der sikkert mange, der gerne havde set den kendte skuespiller helt nøgen i denne film, men der vises nu rigeligt med hud og hun er i det hele taget pivfræk. Og så stiller hun gerne op til at blive overdænget med flere liter teaterblod.
Michael Carøe er herlig som den liderlige crooner, mens Jørn Faurschou er passende skummel som den mistænksomme ægtemand. Carøe har i øvrigt flirtet med horror før, idet han lagde stemme til elskeren i Heini Grünbaums splatter-orgie FLÆNSET. Ham gik det heller ikke for godt.
HOVEDLØST BEGÆR har i øvrigt været vist på DR Mama/HD og kan findes på Vimeo. Man kan også få mere at vide på den officielle hjemmeside, hvor man ved at melde sig til nyhedsbrevet kan få et link, hvor man kan se filmen.

2 kommentarer:

  1. Jeg så det meste af denne ved et tilfælde, da jeg zappede forbi på DR HD, og blev sgu hængende!

    Michael Carøe er sgu skæg som latino-loveren, og den gode Maibritt er sexy as hell... og man bliver faktisk lidt skuffet over at det kun er en kortfilm - men hey, tempoet er højt og blodet flyder i litervis!

    Flænset er iøvrigt en af de værste horror/splatterfilm jeg nogensinde har set...!

    SvarSlet
  2. Jeg er helt enig i, at FLÆNSET er noget hæsligt bras!

    SvarSlet