tirsdag den 19. marts 2013

Radioaktive rædsler

Det amerikanske kærestepar Chris og Natalie er sammen med deres veninde Amanda på rejse gennem Europa. Undervejs til Moskva stopper de i Kiev, hvor Chris' bror Paul bor. Han foreslår dem lidt "ekstrem turisme" i form af en guidet tur til Prypiat - byen, hvor arbejderne på Tjernobyl-atomkraftværket boede. Byen har ligget øde hen siden ulykken i 1986 og ingen tør komme der på grund af strålingen. Den tidligere soldat Yuri fungerer som chauffør og guide, og med på turen er også australske Michael og norske Zoe. Det bliver en tur ud over det sædvanlige, for Prypiat er ikke så øde, som rygterne siger.

CHERNOBYL DIARIES er et af de mange horror-projekter fra Oren Peli; manden bag PARANORMAL ACTIVITY. Peli har fundet på historien, har været med til skrive manuskriptet og er selvfølgelig også at finde blandt producenterne. Instruktionen er lagt i hænderne på Bradley Parker, der for første gang står i spidsen for et spillefilm-projekt - og det klarer han meget godt. CHERNOBYL DIARIES er gennemsyret af en foruroligende stemning, og jeg synes, at den første times tid er ekstremt nervepirrende.

Nu hjælper det selvfølgelig også på det hele, at vi befinder os på en meget usædvanlig location. Ganske vist er filmen optaget i Ungarn og Serbien, men der skabes en perfekt illusion af, at de medvirkende går rundt i et radioaktivt boligkvarter. De flotte og effektive billeder er i øvrigt skabt af den danske fotograf Morten Søborg, hvilket er lidt cool.

Desværre svigter manuskriptet undervejs. Det er nærmest som om, at historien slipper op 20 minutter før rulleteksterne, og derfor får vi alt for meget af noget, vi har set før, nemlig nogle unge mennesker, der under pres træffer elendige beslutninger og som er på evig flugt fra en ukendt trussel. De løber og de løber, hvilket hverken er spændende eller uhyggeligt. Samtidig får vi alt for lidt at vide om det, de løber fra.

Trist, for CHERNOBYL DIARIES starter meget lovende, men ender som en fuser. At man har castet den megaseje Ingrid Bolsø Berdal fra FRITT VILT-filmene uden for alvor at bruge hende til noget i filmen, signalerer også, at man ikke helt forstår de muligheder, genren byder på.

Den danske dvd-udgave fra SF Film har intet ekstramateriale.

CHERNOBYL DIARIES, USA, 2012. Instruktion: Bradley Parker. Medvirkende: Jesse McCartney, Jonathan Sadowski, Dimitri Diatchenko, Devin Kelley, Ingrid Bolsø Berdal. Musik: Diego Stocco.

1 kommentar: