tirsdag den 24. september 2013

Gary Brandner er død

Den amerikanske horror-forfatter Gary Brandner døde i søndags af kræft i spiserøret. Han blev 80 år gammel. Brander var først og fremmest kendt for THE HOWLING-bøgerne, hvoraf den første kom i 1977. Den dannede grundlag for Joe Dantes fantastiske varulvefilm fra 1981, men bog og film har nu ikke så meget med hinanden at gøre.

Siden kom endnu to bøger, THE HOWLING II/RETURN OF THE HOWLING fra 1979 og THE HOWLING III: ECHOES fra 1985. Ingen af disse bøger har nogen forbindelse med de utallige THE HOWLING-film, der er kommet gennem årene. Brandner var dog med til at skrive manuskriptet til HOWLING II: YOUR SISTER IS A WEREWOLF.

Gary Brandner fik udgivet omkring 30 romaner, herunder titler som WALKERS (filmatiseret som FROM THE DEAD OF NIGHT), HELLBORN, TRIBE OF THE DEAD, DOOMSTALKER og THE BRAIN EATERS. Han skrev også manuskriptet til gyserfilmen CAMERON'S CLOSET fra 1988.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar