torsdag den 19. september 2013

Helt normal paranormal aktivitet

Teenage-pigen Alex bor sammen med sin familie i et stort hus i Henderson, Nevada. Vennen Ben er lidt varm på Alex, og derfor kommer han tit forbi. En dag finder de naboens lille dreng Robbie ude i det enorme legehus på grunden. Da Robbies mor bliver indlagt, skal han nu bo nogle dage hos Alex' familie. Lillebroderen Wyatt er i første omgang lidt usikker på situationen, men snart er de to drenge hele tiden sammen. Alex og Ben undrer sig dog over den usynlige ven, som Robbie hele tiden taler om - og da mystiske ting begynder at ske i huset, så beslutter de sig for at optage det hele via de computere, der står rundt omkring.

Hvis du har set de første tre film i PARANORMAL ACTIVITY-serien, så ved du helt præcis hvad det er, du får, når du giver dig i kast med kapitel 4. Det er endnu en omgang tilfældige optagelser, der måske, måske ikke, viser det overnaturlige, der sker i det store hus - ofte krydret med den bump-bump-bump-lyd, der er blevet en af seriens varemærker. Ganske vist skrues der noget op for effekterne i denne omgang, men man har virkelig på fornemmelsen, at man har set hele før.

Som altid får vi en god håndfuld "hvorfor filmer du det her"-replikker, og vi skal også tro på, at man tager sin bærbare med sig rundt i et hus, mens man undersøger årsagen til en mystisk lyd. Det meste er dog tilsyneladende optaget via web-kameraet i husets mange computere, der selvfølgelig er tændt døgnet rundt. Vi er altså ikke blandt mennesker, der tænker på at spare på strømmen. Selv en Kinnect-dims til en Xbox tages i brug til nogle yderst særprægede optagelser, der dog er mere irriterende end fascinerende.

For tredje gang er det Christopher Landon, der har skrevet manuskriptet, mens Henry Joost og Ariel Schulman er på runde to som instruktører. Der er ingen tvivl om, at de kender filmenes univers, og at de har en fornemmelse af hvilke chok-effekter, der går rent ind. Dem får vi et par stykker af undervejs - ikke mindst i den ganske effektive finale - men samlet set er det gamle gys på nye flasker, vi har med at gøre.

Kathryn Newton er sød og naturlig i rollen som Alex, mens Matt Shively er lidt for bøvet som den småforelskede Ben. Ellers er det godt at have Katie Featherston tilbage i mere end blot en ultrakort cameo. Da PARANORMAL ACTIVITY 4 gik i biograferne, fik man efter rulleteksterne en teaser for den kommende PARANORMAL ACTIVITY: THE MARKED ONES, der skulle være et latino-spin-off af filmserien. Men teaseren er ikke med på dvd-udgaven fra Paramount.

Til gengæld kan man vælge mellem at se biograf-udgaven og den knap ti minutter længere "extended version". Desuden er der ca. en halv times ekstra optagelser med titlen "The Recovered Files", der ikke bidrager med det store. Der er ikke skyggen af noget rigtigt bag kameraet-materiale.

PARANORMAL ACTIVITY 4, USA, 2012. Instruktion: Henry Joost, Ariel Schulman. Medvirkende: Katie Featherston, Kathryn Newton, Matt Shively, Alexondra Lee, Stephen Dunham.
 
Læs også... 
Verdens mest uhyggelige hjemmevideo
Det siger bump i mørket, men det er altså ikke noget at være bange for
Chok! Chok! Chok! Så' der hjemmevideo
Paranormal aktivitet ... Made in Japan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar