onsdag den 13. november 2013

SLEEPAWAY CAMP: Tør du sende dine børn til verdens værste sommerlejr?

Nej, små venner, det bliver alt andet end sjovt at være i sommerlejr.
I kølvandet på FRIDAY THE 13TH fra 1980 væltede det ud med slasher-film, der mere eller mindre var kopier af Sean Cunninghams mega-succes. Aldrig har så mange unge mennesker været på sommerlejr eller andre øde steder ude i vildnisset - og aldrig har der været så mange blodtørstige galninge, der var parat til at slagte enhver teenager, der bevægede sig ind på deres territorium.

Nu kan det være vanskeligt at finde på en ny måde at fortælle den simple historie om en flok unge, der skal forsvare sig mod en tosse med et uudtømmeligt arsenal af groteske våben - og derfor gik nogle af disse film lidt amok i deres forsøg på at skille sig ud. En af de mest bizarre eksempler på dette er SLEEPAWAY CAMP fra 1983, skrevet og instrueret af Robert Hiltzik.

Her er endnu en forælder, der bare vil have sommerferien for sig selv.
Efter en prolog, hvor en far og hans to børn er involveret i en ulykke på en sø, springer vi til nutiden, hvor Angela og hendes fætter Ricky bliver sendt til Camp Arawak for at holde sommerferie. Ricky har været i lejren før, mens den sky Angela hurtigt får problemer, fordi hun er så stille og tilbageholdende. Der er ikke meget hjælp at hente fra lejrlederne, og selv kokken har skumle hensigter. Han kommer dog ud for en ulykke, og der går ikke længe, før folk i lejren bliver slået ihjel. Imens liver Angela op, men stemningen i lejren præges nu af frygt og paranoia.

Angela hygger sig på ingen måde i Camp Arawak.
Camp Arawak er bare ikke et sted, du har lyst til at sende dine børn hen på sommerlejr. Det kan godt være, at den ikke har et så skummelt rygte som f.eks. Camp Crystal Lake, og at den bugner af faciliteter til ungerne. Men flere af lejrlederne griber ikke ind, når andre bliver mobbet - og deltager gerne selv i mobningen. Alt for korte shorts er en dresscode, der er udbredt blandt både lejrledere og deltagere, så der lægges ikke skjul på noget som helst.

Og kokken er åbenlyst pædofil, mens lejrchefen Mel desperat gør alt for, at ingen skal opdage, hvor galt det står til i området. Her er han lidt ligesom borgmester Vaughn i JAWS: "As you see, it's a beautiful day, the beaches are open and people are having a wonderful time".

Hvis man ikke kan holde fingrene for sig selv, ender man som kogt kok.
Filmen gør ikke det store mysterium ud af, hvem morderen er. Der er så få reelle mistænkte, at den endelige afsløring ikke kommer som den store overraskelse (nu havde jeg allerede fået spoilet slutningen, før jeg endelig fik taget mig sammen til at se filmen - det er desværre en af ulemperne ved at læse blade og fagbøger om genren). Men morderen viser sig at have en opsigtsvækkende hemmelighed, der gør den afsluttende scene til noget helt unikt.

'Nu finder jeg tre gutter mere. Så bliver vi de nye Village People'.
Som slasher betragtet er SLEEPAWAY CAMP ikke en særlig blodig affære (og nu er den amerikanske dvd fra Anchor Bay, som jeg har, endda lettere censureret). Men drabene er pænt varierede, hvor f.eks. både bikuber og krøllejern bliver taget i anvendelse. Nervepirrende bliver filmen dog aldrig, og da bizarro-faktoren er så høj, har man det mere som om, at man ser en kulsort komedie end en creepy gyser.

Det sørger skuespillere som Mike Kellin, Desiree Gould og Robert Earl Jones (jep, han er far til Darth Vader-stemmen James Earl Jones) i den grad for at formidle - de ville uden de store problemer kunne træde direkte ind i en POLITISKOLEN-film. Mere seriøst gør Felissa Rose det i hovedrollen som Angela, selv om hun i det meste af filmen ikke har nogle replikker.

SLEEPAWAY CAMP er ikke vildt blodig, men vi får da et par kreative drab.
SLEEPAWAY CAMP er psykotronisk horror-underholdning af en helt særlig kaliber; en så syret og mærkværdig oplevelse, der vil tiltale de fleste med en kærlighed til 80'er-slashere. Filmen kastede i øvrigt tre sequels af sig, nemlig SLEEPAWAY CAMP II: UNHAPPY CAMPERS (1988), SLEEPAWAY CAMP III: TEENAGE WASTELAND (1989) og RETURN TO SLEEPAWAY CAMP (2008).

Man kan også finde en film med titlen SLEEPAWAY CAMP IV: THE SURVIVOR, der består af stumperne fra en SLEEPWAY CAMP-film, der blev lukket ned i 1992, fordi filmselskabet gik bankerot, hvilket så er blevet klippet sammen med scener fra de tre første film. Den tæller ikke for alvor som en officiel film i serien, og mange hader den.

SLEEPAWAY CAMP, USA, 1983. Instruktion: Robert Hiltzik. Medvirkende: Felissa Rose, Jonathan Tiersten, Karen Fields, Christopher Collet, Mike Kellin. Musik: Edward Bilous.

3 kommentarer:

  1. Jeg er en af dem der elsker SLEEPAWAY CAMP serien... De fire officielle film ihvertfald... Jeg har en rimelig cool box fra USA med de tre første film, samt en bonus disc med optagelser fra det der skulle have været 4eren... Jeg er ikke helt sikker på om det bare er de optagelser der nu engang var lavet, der er samlet, eller om det er den "færdige" SURVIVOR... Ihvertfald er det en rædsom omgang med mange gentagelser, og jeg gad ikke engang se skiven færdig...

    Den første SAC er klart den bedste, men frk. Springsteen som Angela i 2 og 3 er nu også udmærkede... Og Hiltziks eget retur til film 25 år efter den første hyggede jeg mig gevaldigt med for ikke så mange måneder siden...

    SvarSlet
  2. Jamen så kom anmeldelesen jeg havde ventet på da! :D Fantastisk. Enig med Abra, er ret vild med filmen (som er så åbenlys cheesy, men holdes oppe af de bizarre dræb og slutningen). Sleepaway Camp II: Unhappy Campers og Sleepaway Camp III: Teenage Wasteland er faktisk en del mere sorthumoristiske end den første film, især med hjælp fra Pamela Springsteen som Angela. Hun minder mig lidt om en kvindelig, menneskelig version af Freddy Krueger

    SvarSlet
  3. Jeg skal i hvert fald have samlet de andre film i serien op på et senere tidspunkt.

    SvarSlet