onsdag den 15. januar 2014

Skræmmende soundtracks sprøjtes ud

Det er på alle måder en spændende periode at leve i, hvis man ikke alene er vild med gyserfilm, men også elsker at lytte til musikken fra dem. Nye horror-soundtracks annonceres hver eneste måned, og der er gode ting for både filmmusik-nørderne og for dem, der blot vil have en lille stak soundtracks i deres samling.

Vi starter lige med den største af nyhederne, nemlig Paul Ferris' musik til kult-klassikeren WITCHFINDER GENERAL (der jo havde horror-legenden Vincent Prince i den altdominerende hovedrolle). Soundtracket er udkommet fra De Wolfe Music - et firma, der gennem årene har specialiseret sig i at sælge musik til alskens film- og TV-produktioner. Også WITCHFINDER GENERAL-musikken har fundet vej til andre film, men de originale bånd lå stadig i De Wolfes arkiver, og nu kan man altså købe soundtracket. Man får 31 tracks fra filmen, to bonus-tracks samt en spændende og informativ booklet. Er man holdt op med at samle på fysiske cd'er, så kan man vælge at købe scoret på iTunes i stedet for.

Julen er ganske vist overstået i denne omgang, men derfor kan man jo godt høre lidt "jule-musik". Fra Howlin' Wolf Records er udkommet SILENT NIGHT af Kevin Riepl - musikken fra filmen, der er løst baseret på SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT.

En af komponist-veteranerne i genren er Richard Band, der bl.a. har skrevet musikken til THE PIT AND THE PENDULUM. Den udkom for mange år siden fra Moonstone Records, men den 11. februar præsenterer Perseverance Records en udvidet udgave med remastered lyd.

Richard Band er først og fremmest kendt for sin musik til RE-ANIMATOR, der mere eller mindre elegant låner fra Bernard Herrmanns PSYCHO-score. RE-ANIMATOR er udkommet på cd flere gange - senest i en flot udgave fra Intrada, hvor lyden var blevet peppet op, og hvor cd'en var krydret med et kvarters uddrag fra GHOULIES. Cd'en udkom kun i et oplag på 1000 eksemplarer, og blev udsolgt på et splitsekund - men på tirsdag får man endnu en chance, da Intrada genudgiver RE-ANIMATOR. Det er altså en cd, man bør eje. For at være fair overfor de fans, der købte den tidligere limited edition, så vil den nye cd ikke indeholde musikken fra GHOULIES.

Vi skal også lige omkring en spritny ting, nemlig den kommende action-gyser I, FRANKENSTEIN. Her kommer musikken fra makkerparret Johnny Klimek og Reinhold Heil, og den bliver udgivet på cd og til download på tirsdag fra Lakeshore Records. Lisa Gerrard fra Dead Can Dance synger på tre tracks.

MovieScore Media har længe været bannerfører for at få de små og skæve soundtracks ud på markedet. Her er det f.eks. Frank Ilfmans musik til den israelske horror-thriller BIG BAD WOLVES, der i øvrigt blev vist på den seneste Blodig Weekend-festival. Musikken er allerede ude som download, men en cd-version udkommer den 28. januar. 

Sidste soundtrack i denne omgang er John Debney KOMODO, som Buy Soundtrax sender på markedet midt i februar. Debney har ikke lavet så meget horror-musik, men hans få bidrag har været fremragende (RELIC, I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER). KOMODO udkommer i et oplag på 1000 eksemplarer. Hvis man forudbestiller fra selskabet kan man være heldig at være blandt de 100 første - de får nemlig en booklet med komponistens autograf. Nu mangler vi bare, at et selskab tager sig sammen og udgivet I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER - den har nemlig kun være ude som en promo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar