søndag den 2. februar 2014

INSIDIOUS: CHAPTER 2: Åndernes afmagt

Det kan virke lidt akavet, hvis man skriver, at en gyserfilm er det rene nonsens. Genren beskæftiger sig jo ofte med fænomener fra grænselandet af vores virkelighed, og derfor er vi som publikum for det meste parat til at gå med på legen - uanset om historierne handler om spøgelser, varulve, poltergeister eller monstre fra det ydre rum.

Med et fint begreb, så kalder man det for "suspension of disbelief", altså at publikum kaster al tvivl over bord og bare lever sig ind i historien, selv om det, der foregår, per definition er "nonsens". Men nu kan nogle gysere være det rene nonsens ganske enkelt fordi, de er dårlige. Et eksempel på dette er INSIDIOUS: CHAPTER 2.

Filmen er en direkte fortsættelse til den halvsløje INSIDIOUS, hvor Josh og Renai Lambert kæmpede for redde deres søn Dalton tilbage fra Udkanten; en skygge-region, hvor de døde er fanget. Josh rejste via sit astrallegeme til Udkanten for at hente Dalton, men han tog formentlig noget skræmmende fra sin fortid med tilbage til vores verden. Nu oplever Renai igen, at der sker mystiske ting i huset, hvor de bor - og igen kastes familien Lambert ud i en drabelig kamp mod mørkets kræfter.

Endnu engang er det makkerparret James Wan og Leigh Whannell, der er på spil, men det virker som om, at de ikke rigtig har mere at byde på. INSIDIOUS: CHAPTER 2 virker mere som en række tilfældige ideer, der var til overs fra den første film, og da den er fortalt ekstremt fragmentarisk, kommer den ikke på noget tidspunkt op i gear. Uhygge er der ikke meget af, ud over et par velfungerende chok-scener. Og så fylder de to spøgelsesjægere Specs og Tucker endnu mere i denne film, hvilket mere signalerer SCARY MOVIE end en "scary movie".

Hele holdet af skuespillere fra den første film er tilbage, og det er komponisten Joseph Bishara heldigvis også. Hans score er super-godt. Men INSIDIOUS: CHAPTER 2 er samlet set en stor skuffelse. Om det så er Leigh Whannells skyld, eller det er fordi det grumme partnerskab med James Wan har mistet sin kreative kraft, er ikke til at sige. Men det er tankevækkende, at THE CONJURING, som er den første film James Wan har lavet uden Leigh Whannell, er i en helt anden liga, når vi taler skræk, gys og uhygge.

Den engelske dvd-udgave af INSIDIOUS: CHAPTER 2 fra Entertainment One er meget generøs, når det gælder ekstramateriale - og det er endda af høj kvalitet:
  • "Peripheral Vision: Behind the Scenes" (15 minutter) er et klassisk bag kameraet-program, der dog er en smule mere grundigt og oplysende end så meget andet af den slags. Man får en fin fornemmelse af, hvordan arbejdet på filmen er foregået.
  • "Ghostly Transformation" (7 minutter) går tæt på makeup-effekterne - især på de mange spøgelser, der optræder i filmen. OK, uden at være for nørdet.
  • "Leigh Whannell's Insidious Journal" (7 minutter) er manuskriptforfatteren og skuespillerens video-dagbog fra settet. En smule fjollet, men der kommer også nogle fine pointer, f.eks. om det at skulle sige den dialog, man selv har skrevet.
  • "The Haunting of Insidious 2" (hvilket er titlen på menuen, men titlen på selve programmet er "Haunted Hospital - On Location" (8 minutter). Her fortæller to medlemmer af LA Paranormal Association om det forladte Linda Vista Community Hospital, som Leigh Whannell og Angus Sampson besøgte som forberedelse til optagelserne på filmen - og nogle af scenerne er også skudt her.
  •  "Work in Progress: On Set Q&A" (22 minutter). God Q&A, formentlig med nogle journalister, men spørgsmålene er skrevet ud på skærmen, så man ikke hører andre end skuespillerne og producenten tale. De medvirkende er James Wan, Leigh Whannell, Patrick Wilson, Rose Byrne, Barbara Hershey, Lin Shaye og Jason Blum. God dynamik og mange fine informationer.
  • "Spectral Sightings" er tre webisodes af tre-fire minutters varighed, der fortæller historien om Specs og Tuckers første møde med mediet Elise. Det er en simpel, men ganske effektivt fortalt historie. Webisoderne er instrueret af Anthony Leonardi III.
Dvd'en er tekstet på engelsk for hørehæmmede.

INSIDIOUS: CHAPTER 2, USA, 2013. Instruktion: James Wan. Medvirkende: Patrick Wilson, Rose Byrne, Barbara Hershey, Lin Shaye, Steve Coulter. Musik: Joseph Bishara.

10 kommentarer:

  1. Jeg syntes faktisk også den var lidt sløj, og det er selv om at jeg elsker den første. MEN set back-to-back med den første, så er den faktisk rigtig fed og forbedre oven i købet også Chapter 1. BRAVO herfra

    SvarSlet
  2. Jeg syntes du skal holde dig til soundtracks

    SvarSlet
  3. Arthur: hvorfor skive noget når det ikke giver noget konstruktivt til debatten...

    Må give Søren ret, filmen er nu ikke særlig god, og det kan godt være det bare er mig det irriterer, men vælger man at skuespillerne skal have skæg, så lad dem gro et selv, istedet forå at give dem et falsk på, hvor det er så tydeligt at man stirrer på det konstant hehe

    SvarSlet
  4. Nu er jeg ikke så ømskindet, og jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke har tænkt mig kun at skrive om soundtracks.

    SvarSlet
  5. Ingen grund til bekymring; hvis du ka' li den', ka' du li' den. Sådan er det.

    SvarSlet
  6. Sjovt, jeg har det fuldstændigt modsat. The Conjuring gjorde ikke meget for med. Jeg medgiver gerne, at den er skruet godt sammen og som sådan nok er Wans mest helstøbte film. Men den fik aldrig mine små hår til at rejse sig. Jeg genså den endda her for nogle dage siden, fordi jeg havde den tanke, at min manglende indlevelse måske kunne skyldes ydre omstændigheder (jeg så den første gang i Cinemaxx med folk, der snakkede rundt omkring). Det ændrede sig bare ikke.

    Jeg tror, mine problemer med den bunder i nogle ganske enkle ting. "Monsteret", hvis vi kan kalde det sådan, påvirkede mig ikke lige så meget, som den gamle kælling (m/k) i Insidiuous-filmene. Jeg tror, jeg måske er ved at udvikle en aversion mod kontaktlinser i unaturlige farver. Jeg synes simpelthen, det er et billigt trick, når man skal indikere er noget er uhyggeligt. Det afgørende var dog nok, at sound designet slet ikke påvirkede mig så meget som Insidious. Selv Bisharas musik fandt jeg overraskende kedelig i forhold til de andre.

    Omvendt fik Insidious 2 mig helt op at ringe. Jeg fik ikke set den i biografen, så jeg så den kun derhjemme med anlægget skruet godt op. Jeg var glad for etteren med det forbehold, at jeg ikke kunne lide hele Darth Maul-klon-dæmon-tingen. Men hele tråden omkring The Further, den gamle dame (m/k) mv. var lige mig. Og selvom to'eren, ligesom den første, var stopfuld af klichéer, og jeg synes, at slutningen godt kunne være håndteret bedre, så elskede jeg simpelthen videreudviklingen af den del af historien. Der var en del, jeg godt kunne have undværet, ja, men ultimativt, så påvirkede den mig mere end The Conjuring - hvor gerne jeg end ville have set det omvendt, fordi jeg netop synes, at The Conjuring virker bedre skruet sammen.

    SvarSlet
  7. Nu er det ikke til at vide, hvad det er, der gør, at vi reagerer så forskelligt på film, men det er interessant, at vi gør det. Jeg genså den første INSIDIOUS som optakt til 2'eren, og jeg blev mindet om, hvorfor den ikke sagde mig det store. Nu er det mest, det komiske element, der irriterer mig ved begge film, men jeg synes så heller ikke, at de er udpræget uhyggelige.

    SvarSlet
  8. Altså, filmmaterialet er jo ens for os begge, så når vi reagerer forskelligt, så hænger det sammen med, hvad vi selv bringer med til bordet. Det handler bl.a. om forskellige tolerancetærskler for vores frygtresponssystemer, og om hvad vi hver især synes er uhyggeligt.

    Jeg er i øvrigt helt enig, at det komiske element i begge Insidious-film klart er deres svageste side. Jeg har så bare valgt at ignorere det, fordi jeg synes, at der er så meget andet, der "trigger" mig - især hele konceptet omkring "the further", og i 2'eren bl.a. også (SPOILER) fundet af seriemorderens ofre.

    SvarSlet
  9. Nu fik jeg set 2'eren og jeg var imponeret langt henne af vejen :-) Det jeg tror jeg elsker ved den, det er chokeffekterne. Jeg får næsten aldrig chok i gyserfilm mere, desværre, men det har jeg nu trofast fået i både 1'eren og 2'eren. Den klare de nu godt. Problemet i filmen er, at den bliver trukket lidt i langdrag i de sidste 20 minutter, men det trækker stadig ikke ned i karakter for mig :-)

    SvarSlet
  10. Det er virkelig en film, der deler vandene, må man sige.

    SvarSlet