fredag den 7. februar 2014

KANNIBAL MASSAKREN: Så bliver det ikke mere grumt og væmmeligt

I dag er det 34 år siden, at CANNIBAL HOLOCAUST havde premiere i de italienske biografer. Filmen er den mest kontroversielle af alle de italienske kannibal-sjaskere - ikke alene i kraft af scenerne, hvor dyr må lade livet på lærredet, men også fordi mange troede, at man havde slagtet mennesker for skabe filmens væmmelige optrin. Især scenen, hvor filmens hovedpersoner finder en indfødt, der er spiddet gennem kroppen, blev betragtet som værende snuff, og instruktøren Ruggero Deodato blev arresteret og sigtet for mord.

Filmen optræder tit på lister over de mest foruroligende horrorfilm, der nogensinde er lavet, og det er da også en voldsom oplevelse at se den. Selv undgik jeg den i mange år - ærligt talt, fordi jeg frygtede, at den ville være alt for væmmelig at se. Men jeg så den endelig for nogle år siden, og der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med et mesterværk. Godt nok et ubehageligt et af slagsen, men det er i den grad en film, der er i en liga for sig. CANNIBAL HLOCAUST er i øvrigt også interessant, fordi den er et tidligt eksempel på brugen af found footage.

CANNIBAL HOLOCAUST fik premiere i Danmark fredag den 11. juli 1980 under titlen KANNIBAL MASSAKREN, hvor den i avisernes biograf-annoncer blev præsenteret som Årets sensationelle biograf-premiere, og det blev fulgt op med ordene: Advarsel! Garanteret Deres livs mest chokerende oplevelse!! Ifølge tal fra Det Danske Filminstitut, så var der 45.506 danskere, der trodsede advarslen, og gik ind og så KANNIBAL MASSAKREN i biografen. (Filmens danske plakat, som du kan se her foroven, er i øvrigt lånt fra bloggen Plakatsiden, hvor du kan nyde endnu flere grumme og herlige plakater).


Jeg havde fornøjelsen af at møde instruktøren Ruggero Deodato for nogle år siden ved en filmmesse i Malmø. Her fik jeg hans autograf på min danske dvd-udgave af CANNIBAL HOLOCAUST, og fik taget et herligt billede til familie-albummet (fotografen er Nicolas Barbano). Det er i øvrigt også værd at bemærke filmens fænomenale musik, der er komponeret af Riz Ortolani, der desværre døde for ikke længe siden i en alder af 87 år.

På trods af de mange kontroverser, der har været i forbindelse med CANNIBAL HOLOCAUST, så er det en film, der står som af de mest unikke horrorfilm, vi har set - og det er en film, der stadig provokerer og skræmmer.

Hvad synes du om CANNIBAL HOLOCAUST?

9 kommentarer:

  1. Spændende læsning! Jeg kan godt lide at sætte en film på jeg ved der vil provokere og chokere mig, men det der med dyr har måtte lade livet for "mesterværkets" skyld - der må jeg stå af. Er nok lidt pivet på det område, men ved ingenting værre end det nærmest :-)

    SvarSlet
  2. Jeg så Cannibal Holocaust da den gik som premierefilm i Nørreport Bio, 1980. Den var der 45.506 mennesker der løste billet til i biografen herhjemme. I øvrigt har jeg den originale danske biografplakat. Den hænger på væggen.
    Det var den første "found footage" film.

    SvarSlet
  3. Den engelske dvd/Blu-ray fra Shameless skulle indeholde instruktørens eget nye klip af filmen, hvor volden mod dyr er tonet ned. Han skulle vist endda have klippet mere ud, end de engelske censur-myndigheder BBFC har anbefalet.

    SvarSlet
  4. Det er da sjovt at han laver en "Director's Cut", der fjerner lige præcist 1 klip med de 15 sek. som BBFC vil have fjernet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mulige spoilers: Nu har jeg ikke Shameless-udgaven, men i både det nye Deodato-klip og i den BBFC-godkendte udgave, er drabet på næsebjørnen/moskusrotten (der er lidt uenighed om, hvad det er for et dyr) ude - mens BBFC siger god for skildpadde-parteringen, som Deadato så også toner ned i sin nye version.

      Slet
  5. Er stærkt i tvivl om denne film er spekulation forklædt som kunst eller omvendt, men dyredrab alene for effektens skyld overskrider mine grænser, og jeg skal aldrig gense den. Også bemærkelsesværdigt som musikken står i kontrast til de uhyrlige begivenheder.

    SvarSlet
  6. Set gennem min kikkert er CANNIBAL HOLOCAUST en ækel film - ækel forstået på den måde, at den er uhyre svær at sidde igennem! Og det er ikke bare de (i min optik) totalt unødvendige scener med dyremishandling, men også de lidt for realistiske voldtægter, og voldssekvenser!
    Men samtidigt må man også anerkende at filmen er enormt vellavet - man køber virkeligt at disse optagelser er virkelige, og ikke sat i scene for vores skyld. Men samtidigt er jeg som Henrik også i tvivl om denne film skal kategoriseres som spekulation af værste skuffe, eller som filmkunst med et budskab!
    Uanset hvad, så har filmen fundet en permanent plads i min filmsamling, om end det nok aldrig bliver en film jeg kommer til at se særligt tit!

    SvarSlet
  7. Jeg kan ikke umiddelbart bedømme hvilke scener, der er nødvendige eller ej, men der er ingen tvivl om, at det er en stærk film. Væmmelig, ækel og foruroligende er den også. Men jeg hælder til, at det ikke bare er ren spekulation, og at filmen i den grad har et budskab. A SERBIAN FILM var lidt igennem samme mølle, og den deler sandelig også vandene.

    SvarSlet
  8. Hvis scenerne med dyredrabene skal illustrere at mennesker er nogle grusomme/primitive dyr (hvilket jeg fornemmer er tilfældet), så mener jeg der er nok andet i filmen der illustrerer netop dette... og derfor virker scenerne lidt unødvendige på mig!
    På samme måde synes jeg at budskabet i filmen drukner en lille smule. Hvis jeg har forstået det rigtigt, så ville Deodato med filmen, vise sin afsky for filmfolk som Gualtiero Jacopetti og Franco Prosperi, der med film som MONDO CANE og AFRICA ADDIO havde gjort dyrs og menneskers død og smerte til indbringende underholdning! Hvis det er filmens budskab, er der jo lidt dobbeltmoral i det faktum, at Deodato også slagter dyr for vores underholdnings skyld!

    Men CANNIBAL HOLOCAUST er en film der er vanskellig at bedømme objektivt, fordi den bevist gør så meget for at chokere/provokere sit publikum. De gange jeg har set filmen, har jeg følt både vrede og harme mod filmen (og filmmagerne, både Deodato og det fiktive filmhold på skærmen), og samtidigt mod mig selv fordi filmen faktisk underholder mig! Jeg bliver nok aldrig helt klog på den...

    SvarSlet