søndag den 16. februar 2014

Nordic Twilight: Popsmart koncept, der forsøger at sælge skandinavisk gys som en ny opfindelse

Den nye danske varulve-gyser NÅR DYRENE DRØMMER af Jonas Arnby er blevet solgt til flere lande på filmfestivalen i Berlin, og i den forbindelse har der været artikler i bl.a. Politiken og Variety, hvor genren Nordic Twilight lanceres. Begrebet er opfundet af Rasmus Horskjær, der er konsulent for primært ungdomsfilm hos Det Danske Filminstitut.

Til Politiken siger han: "Kendetegnende for den her genre er det, at den bibeholder den autentiske persontegning, vi er så gode til i Skandinavien. Karaktererne i vores film er oftest langt mere tredimensionale og realistiske end i eksempelvis film fra USA. Men samtidig tilføjer de noget vildt og voldsomt, ofte noget unaturligt, vi ikke har set før".

Andre film i bølgen skulle være Bo Mikkelsens zombiefilm SORGENFRI, Martin Barnewitz' ungdoms-monster-thriller DANNYS DOMMEDAG, Jannik Johansens thriller THE UNDERTAKER, TV-serien HEARTLESS samt de seneste produktioner fra norske Tommy Wirkola og Patrik Syversen.

Artiklerne nævner ganske vist den svenske LÅT DEN RÄTTA KOMMA IN som en vigtig inspirationskilde, men ellers mangler der et hav af mellemregninger, hvilket afslører, at der intet er nyt ved begrebet Nordic Twilight: Der har nemlig været produceret pæne mængder horror i Skandinavien i det seneste årti med alt lige fra vampyrer og zombier til blodtørstige galninge.

LÅT DEN RÄTTA KOMMA IN er f.eks. ikke den eneste film, svenskerne har fået lavet. Der er også kommet film som FROSTBITEN, PSALM 21, BLOOD RUNS COLD, MARIANNE, WITHER og MARA. De ekstremt flittige nordmænd har bl.a. stået bag de tre FRITT VILT-film, ROVDYR, HORA, SNARVEIEN, TROLLJEGEREN, THE THRILL OF A KILL, THALE, DUNDERLAND, DØD SNØ 1 og 2 og O'HELLIGE JUL! Og finnerne har bl.a. leveret DARK FLOORS, SAUNA og RARE EXPORTS.

I Danmark kan man bl.a. pege på film som BAG DET STILLE YDRE, GLIMT, KOLLEGIET og OPSTANDELSEN fra det seneste årti, men det virker som om, at vi er noget bagud i forhold til de andre skandinaviske lande, der i den grad har levet i det nordiske tusmørke. Men det manglede da bare, at vi også i Danmark kom med på horror-vognen - uanset om filmene er henvendt til unge eller til et mere voksent publikum. Men det virker lidt malplaceret at markedsføre dette som en ny bølge.

15 kommentarer:

  1. Vi ER meget bagefter i Danmark, i forhold til de nordiske lande vi normalt sammenligner os med. Men de har åbenbart langt nemmere ved at få økonomisk støtte i Sverige og Norge. FRITT VILT filmene, ROVDYR, TROLLJEGEREN,PSALM 21, SAUNA og DØD SNØ filmene er i hvert fald IKKE udelukkende lavet for egne penge! Men herhjemme skal man selv have den store pengepung frem hvis man vil lave film i den genre, som ikke skal se alt for amatør-agtige ud. Very sad indeed...

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har jeg ingen ide om hvor mange horror-projekter, der i årenes løb er blevet afvist af Det Danske Filminstitut, men det ville da være glædeligt, hvis de nu begynder at finansiere flere film i genren.

      Hvis man tager en film som ROVDYR, så havde den et samlet budget på 8,3 millioner norske kroner, hvoraf de 3,8 millioner var støtte. FRITT VILT II kostede 17,5 millioner norske kroner, hvoraf de 7,8 mio. kr. var støtte - så det kan lade sig gøre. PSALM 21 er til gengæld lavet med privat kapital (efter sigende i omegnen af 1 million svenske kroner).

      Slet
  2. Nej, der ved jeg selvfølgelig heller ikke, men jeg har hørt fra flere af de danske instruktører jeg har interviewet gennem tiden at man ligeså godt kan lade være med at søge støtte hos DFI, når det gælder horror. Her mener jeg horror som de film du nævner Søren ('Rovdyr', 'Fritt Vilt', 'Død Snø' osv.) og ikke den slags horror som f.eks 'Cecilie'. Herhjemme må det ikke bare være ren horror - det skal være afdæmpet og socialrealistisk. Det skal det åbenbart ikke i vores nabolande. 'Fritt Vilt' filmene havde ellers ganske stor succes og det samme havde 'Død Snø'.

    Vedr. 'Psalm 21', så hedder instruktøren Fredrik Hiller, og han spillede faktisk en ganske stor rolle i 'Broen II' som netop har kørt på DR1. Her spiller han Marcus Stenberg - en af de mistænkte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er lidt to lag i debatten, nemlig 1) må man kalde sin film for en gyser eller ej ... og 2) støtter DFI i det hele taget horror.

      Jeg har det sådan, at det ikke i sig selv er fantastik eller en revolution, hvis DFI støtter horror. Jeg synes, at DFI skal støtte gode film. Martin Schmidts BAG DET STILLE YDRE fik ikke en krone, mens Lars von Triers ANTICHRIST fik otte millioner skatte-kroner. Begge film er det rene møg, men det er ikke en sejr, at Lars von Trier fik penge til sit patetiske forsøg på at lave en international gyserfilm. Giv penge til de gode historier, uanset genre - og hvis man giver pengene til en gyser, så spil med åbne kort i stedet for at pakke tingene ind i pop-begreber som "Nordic Twilight".

      Slet
    2. Er gyserfilm ikke efterhånden blevet et fy-ord i den danske filmbranche??
      Og ikke for at være en ordkløver, men det danske ord "patetisk" betyder ikke det samme som det engelske "pathetic"! Patetisk betyder noget hjertegribende eller lidenskabeligt, og det var vist ikke det du mente!!

      Slet
    3. Der er nok kommet lidt fy-ord over begrebet i den danske filmbranche, og der skal nok meget til at ændre dette.

      Mht. patetisk, så angiver ordbogen to betydninger, hvoraf den ene er "ynkelig" - det var i den sammenhæng, at jeg brugte ordet.

      Slet
    4. Taget til efterretning! Jeg trænger åbenbart til, at få min gode gamle ordbog udskiftet med en ny og mere tidsvarende :-)

      Slet
  3. Du har helt ret i at DFI skal støtte gode historier uanset genre. No doubt! Men det underlige er, at de få horror film der er blevet lavet i Danmark (med eller uden DFI-støtte), stort set alle er i spøgelses/genfærd-subgenren (Bag Det Stille Ydre, Kollegiet, Cecilie). Så er der de gamle Martin Schmidt film (Sidste Time, Mørkeleg og Kat) som ganske vist ikke er i ovennævnte subgenre, men som efter min mening bare er hamrende dårlige og ikke særligt professionelt lavet.
    Det er som om man kun vil støtte med lidt penge hvis det er i førnævnte subgenre og ikke hvis det f.eks. var en film a la Fritt Vilt, Rovdyr eller for den sags skyld Frontier(s), Martyrs eller I spit on your Grave. Det er bare en skam, for der er film folk derude der har nogle gode horror historier, men de vil nok aldrig få statsstøtte til dem - ikke hvis der er for meget blod i. Puha.... ;-)
    Der er vores nabolande åbenbart meget mere open-minded.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er ingen tvivl om, at vores nabolande er lidt mere åbne, når det gælder støtte til gys, men jeg kan dog ikke finde data på, at f.eks. makabre film som HORA eller WITHER har fået støtte.

      Slet
    2. HORA og WITHER er lavet for egne penge (samt indtjening fra tidligere produktioner). Men FRITT VILT, ROVDYR, TROLLJEGEREN, DØD SNØ 1 og 2, SAUNA og RARE EXPORTS mener jeg ganske sikkert har fået økonomisk støtte. Det er også tydeligt at de film er langt mere prof. lavet rent teknisk end de fleste af de danske horror forsøg.

      Slet
  4. Er der nogen der har set PSALM 21 - den får kun 2,0 på IMDB?

    SvarSlet
    Svar
    1. Thomas K, jeg har set den en del gange faktisk. Fik den først tilsendt som screener til anmeldelse og blev virkelig overrasket over hvor fed filmen var - helt fantastisk film. Men man skal være til langsomme, snigende horror film. Det er bestemt ikke en action-packed horror film med masser af blod. Den tager sig rigtig god tid, og opbygger stille og roligt, og så har den generelt en fantastisk stemning over sig hele filmen igennem.

      Slet
  5. Tak Claus, så må jeg se at få fat på den - stemning - er nemlig det vigtigste for mig. Jeg er både til de hurtige og de langsomme - men dem der sidder i mit hjerte og som jeg genser flest gange, er altid dem hvor stemningen rammer! Jeg vender tilbage når jeg engang har fået den set :-)

    SvarSlet
  6. kan afsløre at der kommer til at være rigeligt med blod i mindst en af de filminstitut støttede gysere. Så op med humøret!

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende. Så må vi håbe, at historien også holder.

      Slet