tirsdag den 4. marts 2014

CREEPSHOW-musikken genopstår på lp og cd

Det er altså lidt utroligt med lp-pladens genopstandelse. Bladrede igennem nogle spritnye vinyl-udgivelser forleden, da jeg var inde i byen, og var i soundtrack-kassen overrasket over at finde BRIDE OF FRANKENSTEIN, THE WICKER MAN, CARRIE (det nye remake) og WORLD WAR Z blandt titlerne. Syret.

Waxwork Records er et af de selskaber, der udgiver horror-soundtracks på vinyl, og en af deres kommende udgivelser er John Harrisons musik til Stephen King-antologien CREEPSHOW. En udgivelsesdato kendes ikke endnu, og det er også uklart hvilket indhold, der vil være at finde i rillerne på lp'en. Men selskabet har tweetet en forsmag på coveret, der er tegnet af ”Ghoulish” Gary Pullin. Det er et sejt billede, synes jeg.

Og når vi nu taler om CREEPSHOW-musikken, så udkommer den inden længe på cd i en ny udgave fra La-La Land Records. De har udgivet soundtracket før, hvor man også fik lidt fra TALES FROM THE DARKSIDE, men det fantastiske ved den nye cd er, at den også indeholder noget af den library music, der var med i filmen. Om det er det hele, er ikke til at sige endnu, men det er under alle omstændigheder en spændende udgivelse. Cd'en udkommer den 25. marts i et oplag på 3000 eksemplarer. Kilde: Bloody Disgusting

Ingen kommentarer:

Send en kommentar