torsdag den 24. juli 2014

DELIVER US FROM EVIL får i sommervarmen en lunken modtagelse af de danske avisanmeldere

Scott Derricksons DELIVER US FROM EVIL har fået premiere midt i sommervarmen, men den er blevet modtaget lidt lunkent af de danske anmeldere. Her er nogle punktnedslag fra medier, der stadig udkommer i en form, man kan pakke fisk ind i, når man er blevet færdige med at læse anmeldelserne.

I Berlingske er Louise Kidde Sauntved mellemfornøjet, og giver DELIVER US FROM EVIL tre stjerner ud af seks mulige. Især understreges det, at gyset bliver et grin, fordi filmen gør brug af The Doors-musik: "Latteren dukker dog primært op på grund af en absolut bizar og utroligt massiv brug af The Doors’ musik ved enhver hentydning til »portalen til den anden verden«. Der er ganske enkelt grænser for, hvor mange gange man kan bruge »People Are Strange« og »Break on Through to the Other Side« i én og samme film".

I Ekstra Bladet er Jacob Ørsted mere positiv med fire stjerner. Han skriver, at "...for det publikum, der tørster efter et politidrama tilsat en ordentlig skvat paranormalt og uhyggeligt hurlumhej, bør forventningerne blive indfriet her".

BT's Henning Høeg kvitterer med tre stjerner, og han undrer sig også over The Doors-numrene. Desuden er filmen for lang. Men han runder dog af med at fremhæve, at "...selv en gammel gyserfreak som undertegnede fløj op af stolen en gang eller tre. Og så slutter filmen med en imponerende effektiv (måske lidt for lang), men også fremragende klippet, eksorcisme-scene".

Politiken har haft Søren Vinterberg i biografen, og han lander også på medium-karakteren tre hjerter. Musik-valget får lige en tur mere: "Selv foretrækker jeg til enhver tid The Doors i den oprindelige udgave uden latinsk hokuspokus, kannibalske dæmoner og poltergejster. I dén forstand kan jeg kun istemme titlens fromme ønske: Fri os fra det onde".

Vi slutter af med Jyllands-Posten, hvor Katrine Sommer Boysen kun kan svinge sig op på to stjerner, og skriver at "...Scott Derrickson har måske nok fat om nogle af horrorgenrens fundamentale koder, men han forvalter dem helt uden finesse".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar