torsdag den 2. oktober 2014

Blodig Weekend: En onsdag aften, hvor CinemaxX blev invaderet af dansk found footage-gyser

Der blev reklameret for ENCOUNTERS i CInemaxX-biografen.
Der er ikke meget weekend over sådan en regnvåd og kold onsdag aften i oktober, men når nu Blodig Weekend-festivalen disker op med en verdenspremiere på en dansk found footage-gyser, så kan man godt komme lidt i weekend-stemning. Og da jeg i aftes kørte ud mod CinemaxX på Fisketorvet, skar premiere-projektørernes skarpe lys sig igennem mørket, så på den måde kunne man godt mærke, at det var en særlig aften. At det var galla-premieren på FASANDRÆBERNE i Imperial, der sørgede for lidt Hollywood-gøgl på aftenhimlen er så en anden sag.

Publikum venter på at komme ind i sal 1.
Science fiction-gyseren ENCOUNTERS er instrueret af Anders Bukh, og den handler om et lille danske filmhold, der tager til Sverige for at lave en film. De farer dog vild i skoven under jagten på en helt bestemt location, og så oplever de ellers en stribe mærkværdige fænomener. I og med at de er et filmhold, fanger de hvert et øjeblik med deres kameraer.

Filmen introduceres for det talstærke publikum.
Rigtig mange mennesker benyttede sig af muligheden for at se verdenspremieren, og der var godt pakket i den store sal i CinemaxX. Selvfølgelig var der blandt publikum gengangere fra weekendens Blodig Weekend i Cinemateket, men ellers var der masser af nye ansigter samt venner og familie til folkene bag filmen. Man kunne så også opleve nogle af de unoder, der hører til et mere mainstream-publikum så som det at sidde og sms'e under filmen, men sådan er det.

Instruktøren Anders Bukh med sit hold af skuespillere.
Der var en god stemning under filmen, og selv om lyden var lidt lav, så gik et par af chokscenerne rent ind. ENCOUNTERS får først rigtig premiere sidst i oktober, og derfor er det ikke passende at anmelde filmen på nuværende tidspunkt - endsige at komme med nogen form for bedømmelse af den, så det må blive på et andet tidspunkt. Men som sagt var det cool, at så mange gik ind for at se ENCOUNTERS på sådan en kedelig onsdag aften - det kompenserer lidt for, at man i CinemaxX aldrig vil kunne få den samme filmfestival-stemning som Blodig Weekend kan byde på i Cinemateket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar