mandag den 27. oktober 2014

OUIJA stryger til tops i USA, men for pokker hvor anmelderne dog hader den

Der varmes op til Halloween i de amerikanske biografer, og denne weekends tilbud var gyseren OUIJA. Filmen strøg til tops på hitlisten og slog - ifølge prognosen på Box Office Mojo - action-baskeren JOHN WICK med flere millioner dollar. Omsætningen lyder på 20 millioner dollar, og filmen har været ude i 2858 biografer. Efter sigende har budgettet været på bare fem millioner dollar, så det skal nok blive en god forretning.

Til gengæld er det en film, som anmelderne hader. På Rotten Tomatoes har den i øjeblikket en score på bare 10 procent, baseret på 49 anmeldelser. Det er godt nok sølle. Til gengæld har den en score på 40 procent blandt publikum (i hvert fald blandt dem, der har været inde og stemme på Rotten Tomatoes.

På de store horror-hjemmesider får den bestemt ikke den store kærlighed. Lad mig nøjes med at citere Patrick Coopers anmeldelse på Bloody Disgusting: "OUIJA is everything you hate about modern horror. It’s third-rate, lazy, and intellectually abusive to genre fans. And this is our big Halloween release this year? That’s a damn shame". Filmen får et halvt kranie ud af fem mulige.

OUIJA er skrevet af Juliet Snowden og Stiles White, og er instrueret af sidstnævnte. De to skrev også manuskriptet til den jammerlige THE POSSESSION, som havde danske Ole Bornedal i instruktørstolen. Filmen er ikke planlagt til at få premiere her i landet, men kan ses i de svenske biografer fra på onsdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar