mandag den 2. februar 2015

De danske zombier har det godt, og lever i bedste ... øh, værste ... velgående

De er alle vegne, de levende døde. En ulækker, ildelugtende og menneskeædende hær af zombier vælter ind over genren med tegneserien og tv-serien THE WALKING DEAD som det mest oplagte eksempel. Men vi finder zombierne overalt, og det er ikke så underligt, at vi også her i Danmark kan se frem til film om og med levende lig. Her er nogle af dem.



ZOMBIEHAGEN
Jonas Ussings 25 minutter lange korfilm handler om en kvinde i København, der midt under zombie-apokalypsen leder efter en anden person. Filmen havde i efteråret premiere i Konserthuset Malmö med symfoniorkester og det hele, men det er uklart, hvornår den kommer ud til et større publikum. Det bliver formentlig i filmfestival-sammenhæng, men nu får vi se. ZOMBIEHAGEN kan du følge på denne Facebook-side.



ESCAPING THE DEAD
Inspireret af det dødsensfarlige narkotika "krokodill" fortæller Martin Sonntag og Bastian Brinch Pedersens film om hashpusheren David, der en dag kommer til at handle med noget stof, der har nogle ganske ubehagelige bivirkninger. Filmen, der har været nogle år undervejs, har bl.a. den myreflittige Kim Sønderholm på rollelisten sammen med Troma-kongen Lloyd Kaufman. Planen er, at filmen vil være færdig omkring Halloween i år. Der er mere info på denne Facebook-side.

UDBRUD
Filmen her er skabt af Henrik Andersen, der har stor erfaring med at lave special effects. I UDBRUD kæmper en ung pige mod en sværm af de levende døde, og det bliver selvfølgelig en blodig affære. Filmen skulle være omkring 40 minutter lang, og den får gallapremiere i Aarhus den 14. marts i Biocity. Samme dag udkommer den også på dvd, krydret med en masse ekstramateriale, men jeg tror, at der også skal være andre visninger af den rundt om i landet. UDBRUD har sin egen Facebook-gruppe, og du kan se den seneste trailer her.



SORGENFRI
Det mest ambitiøse af projekterne er biograf-filmen SORGENFRI, der instrueres af Bo Mikkelsen med Mille Dinesen, Troels Lyby og Benjamin Engell blandt de medvirkende. Plottet lyder som følger: Vi følger en familie på fire i den idylliske forstad Sorgenfri. Familiens liv tager en drastisk ændring, da en mystisk virus bryder ud i byen. Pludselig handler det om rå overlevelse, og spørgsmålet er om vores families sammenhold er stærkt nok til at klare sig igennem krisen. Filmen har fået støtte fra Det Danske Filminstitut, og får premiere den 8. oktober.

Der sker uhyggelige ting i villakvarteret. Foto: SF Film/Christian Geisnæs
 ...OG HVAD HAR VI ELLERS?
En af de film, vi næppe får at se, er Jonas Kvist Jensens zombie-parodi på nytårsklassikeren DINNER FOR ONE eller 90 ÅRS FØDSELSDAGEN. Filmen er nemlig blevet truet med et sagsanlæg af den advokat, der repræsenterer arvingen til den oprindelige rettighedsindehaver til DINNER FOR ONE. Parodien er ellers optaget, og det ser muntert ud, hvilket man kan fornemme på dette klip fra TV 2 Østjylland.

Lad mig runde af med ZOMBIE-MASSAKREN, der sendes på online-TV-kanalen Tellymo. Det er ikke fiktion, men et lille program, hvor to gutter, Mads og Simon, tester effektiviteten af nogle af de våben, der er blevet brugt mod de levende døde i diverse film.

4 kommentarer:

  1. Det er vanskeligt at forestille sig, at når pornoproducenter på samlebånd må lave pornoparodier på alle mulige spillefilm og tv-serier, skulle det ikke være lovligt for Jonas Kvist Jensen at lave en zombieparodi på "Dinner for One".

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er bare nogle rettighedshavere, der er mere firkantede end andre. Vi kender det herhjemme med Den Lille Havfrue-statuen. Forhåbentlig får Jonas Kvist Jensen lavet en aftale, men det er nok dyrt med advokater og retssager.

      Slet
  2. Det undrer mig lidt. Jeg er ikke inde i det lovmæssige, men det er da vist velkendt, at det netop er lovligt at parodiere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er heller ikke inde i det lovmæssige, men det synes at være en balancegang fra film til film. Når så vi snakker rettigheder på globalt plan, så bliver det formentlig endnu mere kompliceret.

      Slet