fredag den 13. marts 2015

OUIJA: Dødbringende brætspil

Enhver, der har set blot en håndfuld gyserfilm, ved, at det kan være farligt at tage kontakt til de døde. Endnu farligere kan det blive, hvis man leger ånden i glasset eller tager et åndebræt til hjælp i sine forsøg på at kommunikere med dem, der befinder sig på den anden side. Mest kendt er vel et scenarie med en gruppe mennesker, der sidder og forsøger at tale med ånder ved hjælp af et Ouija-bræt, hvor personerne holder fingrene på en planchette, der kører rundt på brættets bogstaver og op på ordene ja og nej.

Hvad mange måske ikke ved, så er Ouija et registreret varemærke, der i dag ejes af firmaet Hasbro. Selv om brættet har rødder i gamle traditioner, så tog den amerikanske forretningsmand Elijah Bond i 1890 patent på et bræt med påtrykt alfabet samt en tilhørende planchette. Navnet 'Oiuja' dukkede op i 1901, og i dag er det altså Hasbro, der sælger disse populære "selskabsspil" - også selv om nogle mener, at det, man kan risikere at komme i kontakt med, er alt andet end for sjov.

Selv om Ouija-brættet er blevet brugt i flere gysere, så har det sjældent været omdrejningspunktet for hele handlingen. Man kan dog nævne Kevin Tenneys WITCHBOARD fra 1986 som en undtagelse, og nu har vi så fået "den officielle film", nemlig OUIJA, der er lavet i samarbejde med Hasbro. Det skulle egentlig have været et mega-projekt med et budget på mindst 80 millioner dollar, men det blev siden skåret ned til blot fem millioner dollar og manuskriptet blev rettet til. Det færdige resultat er alt andet end imponerende.

Laines bedste veninde hedder Debbie, og hun har været lidt fjern på det seneste, muligvis fordi hun har leget med det Ouija-bræt, som de to piger brugte, da de var mindre. En aften smider hun brættet ind i pejsen, men det dukker op igen, uskadt. Der sker også andre mystiske ting i huset, og aftenen ender med, at Debbie begår selvmord. Laine er selvfølgelig i chok, og hun er desperat efter at få en forklaring - så desperat, at hun overtaler sine venner til at holde en seance, hvor de bruger Ouija-brættet til at få kontakt med Debbie. Det skulle de aldrig have gjort.

I USA fik OUIJA en PG-13-rating, hvilket i sig selv ikke er skidt - der findes en del effektive og uhyggelige gysere med en 13 års-aldersgrænse. Men denne her er nærmest blottet for gys, og man får lidt en mistanke om, at den egentlig burde have været en børnefilm. Ja, der er da et par snydechok undervejs og enkelte andre øjeblikke med en gnist af lidt skræmmende energi, men ellers er det en ekstremt poleret og glat omgang Hollywood-underholdning, vi udsættes for. Harmløst og helt uden nerve.

De unge skuespillere lever sig nu pænt ind i deres roller, og replikkerne serveres med stor overvisning. Men det er bare ikke godt nok til at overbevise et moderne horror-publikum. OUIJA blev dog en stor succes i biograferne, og den vil formentlig gå rent ind hos folk, der gerne vil skræmmes lidt, men helst ikke alt for meget. Pænt og nydeligt, tak... Men det kan også blive for søvndyssende, og OUIJA er tæt på at være den ultimative sovepille. Og så virkede det en anelse forstyrrende på mig, at Lin Shaye dukker op i en mindre rolle, der virker lidt som et svagt ekko af hendes optræden i de to INSIDIOUS-film. Til gengæld er musikken af Anton Sanko meget stemningsfuld.

Jeg så OUIJA på den engelske Blu-ray fra Universal, der er udstyret med danske undertekster. Det samme skulle i øvrigt også gælde den engelske dvd-udgave. Dog er der tre korte bag kameraet-programmer på Blu-ray'en, der ikke findes på dvd'en. Titlerne er The Spirit Board: An Evolution, Icon of the Unknown og Adapting the Fear, og de er på knap fire minutter hver. De er særdeles overfladiske, men man får dog set mange af de vigtigste personer, der har arbejdet på projektet, og man får en smule at vide om Ouija-bræt-fænomenet.

OUIJA, USA, 2014. Instruktion: Stiles White. Medvirkende: Olivia Cooke, Daren Kagasoff, Bianca Santos, Douglas Smith, Lin Shaye. Musik: Anton Sanko.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar