søndag den 19. april 2015

Der er masser af gys på vej til de danske biografer

Man kan ikke ligefrem påstå, at de danske biograf-distributører i år har forkælet os med den ene skræmmende horror-premiere efter den anden. Faktisk har de indtil videre kun disket op med en enkelt film, nemlig THE WOMAN IN BLACK: ANGEL OF DEATH, der gik i så kort tid og i så få biografer, at den næppe fik det store publikum. Jeg nåede heller ikke ind og se den, så den må nydes i hjemmebiografen.

Premiere-lister er en meget usikker størrelse, og film bliver flyttet rundt eller droppet. Længe stod OUIJA til at få dansk premiere, men den røg så ud igen, og pt. har det nye POLTERGEIST-remake ikke en dato her i Danmark. Og man spejder også forgæves efter en dato på zombie-dramaet MAGGIE; det er trods alt en film med Arnold Schwarzenegger i en af hovedrollerne, vi taler om. Omvendt har den voldsomme hype og solide word-of-mouth sørget for, at IT FOLLOWS kommer ud i de danske biffer som en almindelig premiere og ikke blot som en festivalfilm.

Frem til nytår er der planlagt en solid vifte af horror-premierer, men som sagt, så kan alting ske. Men vi krydser fingre for, at de fleste af filmene rent faktisk kommer op. Her er gyser-premierelisten, som den ser ud netop nu.

IT FOLLOWS. Premiere 4. juni
David Robert Mitchells indie-horror-produktion skulle egentlig kun have haft en begrænset premiere i de amerikanske biografer, men så satsede filmselskabet på at få den ud til et bredere publikum. Det blev et hit. Filmen fortæller om den 19-årige Jay, der efter en seksuel oplevelse bliver forfulgt af et uhyggeligt fænomen.

JURASSIC WORLD. Premiere 11. juni
Vi ved godt, at det kan gå galt, når man vækker blodtørstige dinosaurer til live, men de bliver åbenbart ikke klogere i "Jurassic Park"-universet. Selv om alt ser ud til at være fjong i den velfungerende dino-park på Isla Nublar, så venter problemerne lige om hjørnet. Det skal blive interessant at se, om dette bare er et opkog af en historie, vi har set før, eller om den kan overraske og begejstre.

 
THE GALLOWS. Premiere 16. juli
Fortiden spøger i denne found footage-gyser fra Chris Lofing og Travis Cluff, hvor man på Beatrice High School i Nebraska vil genopføre det stykke, der for 30 år siden kostede en af skuespillerne livet. Det går selvfølgelig helt galt. Teaser-traileren er ganske creepy, må man sige.

INSIDIOUS: CHAPTER 3. Premiere 6. august
De to første INSIDIOUS-film var kæmpe succeser, så det er ikke så underligt, at vi får endnu en film i serien. Denne gang er der tale om en prequel, hvor mediet Elise Rainier bliver overtalt til at kontakte de døde for at hjælpe en teenagepige. Selv om han har været involveret i utallige filmprojekter, så er det Leigh Whannells debut som instruktør.

SINISTER 2. Premiere 20. august
Den første SINISTER-film var vildt uhyggelig, og det lover godt for 2'eren, at Scott Derrickson og C. Robert Cargill er tilbage som manuskriptforfattere, mens Ciarán Foy sidder i instruktørstolen. Denne gang handler det om en overbeskyttende mor til et par niårige tvillingedrenge, der kastes ud i nogle ubehagelige oplevelser.

THE VISIT. Premiere 10. september
M. Night Shyamalan er ikke længere et navn, man forbinder med kvalitet, og det er længe siden, at manden bag THE SIXTH SENSE var oppe på fuld styrke. Måske lykkes det denne gang, selv om man godt kan blive lidt nervøs, når man læser, at filmen er en horrorkomedie. Plottet er noget med to børn, der opdager, at der sker underlige ting på deres bedsteforældres gård i Pennsylvania.

SORGENFRI. Premiere 8. oktober
En familie på fire sættes på ufattelige prøvelser, da forstaden hærges af en ukendt virus. Danske Bo Mikkelsen kaster sig ud i zombie-genren i SORGENFRI, der har Mille Dinesen og Troels Lyby på rollelisten.

VICTOR FRANKENSTEIN. Premiere 8. oktober
Så skal vi til det igen med endnu en filmatisering af Mary Shelleys klassiker - denne gang dog med det twist, at historien fortælles fra assistenten Igors perspektiv (vi glemmer lige et øjeblik, at han ikke er med i bogen). Rollen som Igor spilles af Harry Potter-skuespilleren Daniel Radcliffe, mens James McAvoy spiller Victor Von Frankenstein.

CRIMSON PEAK. Premiere 15. oktober
Jeg falder ikke på halen af benovelse over, at Guillermo del Toro er på vej med en ny film - ikke alt fra hans hånd er helt oppe at ringe, hvilket HELLBOY II: THE GOLDEN ARMY og PACIFIC RIM er gode eksempler på. CRIMSON PEAK ser dog ud til at have en ganske gotisk stemning, hvilket virker lovende. Historien: En ung forfatterinde opdager, at hendes mand har mystiske hemmeligheder.

PARANORMAL ACTIVITY: THE GHOST DIMENSION. Premiere 22. oktober
Det er ikke meget man ved om dette femte kapitel i den populære PARANORMAL ACTIVITY-serie, men nu sælger de film nærmest pr. automatik billetter.

GOOSEBUMPS. Premiere 29. oktober
R.L. Stines populære bøger får deres helt eget liv i denne film, hvor hovedpersonen er forfatteren selv. Der sker så det, at figurerne fra bøgerne bliver vakt til live i den lille by Gleendale, og så går den vilde jagt på alverdens monstre og uhyggelige ting og sager. Hovedrollen som R.L. Stine spilles af Jack Black.

SCOUTS VS. ZOMBIES. Premiere 29. oktober
Tre spejdere skal redde deres by fra zombie-apokalypsen. Det lyder lidt fjollet, men nu er det også en horror-komedie, vi har med at gøre. Patrick Schwarzenegger, Arnolds søn, er på rollelisten.

THE KITCHEN SINK. Premiere 29. oktober.
Flere fjollerier. Her er det om byen Dillford, hvor vampyrer, zombier og mennesker lever i fred og fordragelighed med hinanden - lige indtil det går galt.

KRAMPUS. Premiere 3. december
...og endnu flere fjollerier. Op mod jul opsøges "uartige" mennesker af dæmonen Krampus, der så straffer dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar