fredag den 24. april 2015

En aften med italiensk horror i Cinemateket

Når Cinemateket lokker med et programpunkt med titlen Italo Zombie. De levende døde vender tilbage, så har man ikke andet valg end at sætte sig op på jernhesten og køre derind for at nyde de gustne forlystelser. Det gjorde jeg i aftes, hvor der var disket op med et af de såkaldte Psych-Out!-arrangementer, der som regel byder på to film af en passende psykotronisk kaliber. I dette tilfælde var det Armando Crispinos L'ETRUSCO UCCIDE ANCORA fra 1972 og Marino Girolamis ZOMBI HOLOCAUST fra 1980.

Førstnævnte havde jeg ikke set før, så det skulle blive interessant at se den på et stort lærred. Det skulle film nr. 2 så også vise sig at være! En broget flok var mødt op til Psych-Out!-arrangementet, og jeg snakkede med en lille håndfuld af de garvede fans. Og så gik showet ellers i gang efter en kort introduktion.

L'ETRUSCO UCCIDE ANCORA var en meget syret sag. Internationalt er den bl.a. kendt som THE DEAD ARE ALIVE, mens den på dansk hedder MUMIENS GENOPSTANDELSE. Mumier så man dog ikke meget til, og det kneb også med at få nogle zombier på lærredet. L'ETRUSCO UCCIDE ANCORA er dybest set en giallo, og det er en af de mere forvirrende af slagsen. Publikum er helt overladt til sig selv i forsøget på at gennemskue det kringlede plot (lidt ligesom med den vanvittige SCREAM AND SCREAM AGAIN), og på typisk giallo-maner er klimaks vildt langt ude. En mærkværdig oplevelse; men scoret af Riz Ortolani var cool, og det var et flot print af filmen, Cinemateket havde skaffet hjem.

Efter pausen var vi sikre på, at vi ville få zombier at se, nemlig i ZOMBI HOLOCAUST. Den har så også kannibaler, hvilket er ekstra guf, og det er under alle omstændigheder en film, der svælger i de ulækre sager med masser af splat. Så langt, så godt. Kopien var grumset på den gode grindhouse-måde, men allerede under den indledende sekvens på en kirkegård fik man en mistanke om, at denne version var anderledes. Og da musikken satte ind, fik man sin mistanke bekræftet. Det var en komplet vanvittig omgang synthesizer-muzak, der nærmest fik filmen til at virke som en komedie.

I enkelte scener kunne man fornemme Nico Fidencos score nedenunder synthesizer-larmen, men der var ikke megen hjælp at hente. Selv om ZOMBI HOLOCAUST er en af de mere cheesy zombiefilm, så sørgede det musikalske bombardement fra Walter Sear for, at oplevelsen blev næsten absurd. Hvad vi havde været vidne til, var den amerikanske version af filmen, der har titlen DOCTOR BUTCHER, M.D. Nogle "overflødige" scener er skåret ud for at højne tempoet, og så har den altså den her gakkede musik.

Efter filmen var soundtracket selvfølgelig det store samtaleemne, og vi kunne i hvert fald blive enige om, at vi havde set noget ganske særligt. Det er lidt vildt at have set et print, der måske har været igennem nogle af grindhouse-biograferne på 42nd Street i New York. At jeg så ikke nødvendigvis har lyst til at se den version igen, er en anden snak - men det var under alle omstændigheder en god psykotronisk aften i Cinemateket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar