onsdag den 22. april 2015

Giv et bidrag: H.P. Lovecrafts Cthulhu Mythos-univers forvandlet til alfabet-bog for børn

De fleste af os kender nok HALFDANS ABC, enten fordi vi har fået den læst op som små, eller fordi vi har læst den op for vores egne unger. Men ville det ikke være cool med en horror-ABC? Eller endnu vildere ... en ABC baseret på H.P. Lovecrafts Cthulhu Mythos-univers? Det er lige præcis det, som den danske komiker og spildesigner Mads Brynnum har sat sig for at få skabt.

MYTHOS ABC vil fra A til Z præsentere et monster eller noget andet skræmmende fra Lovecrafts bizarre verden, selvfølgelig sat på rim, så man allerede i en tidlig alder kan introducere de små for rædslernes vidunderlige verden. Tanken er, at MYTHOS ABC både skal udkomme på dansk og engelsk, og i den danske udgave kommer bogstaverne æ, ø og å selvfølgelig med.

Nu er det ikke bare lige noget man gør at udgive sådan en bog. De små rim skal selvfølgelig illustreres, og så er der selve den fysiske produktion af bøgerne. Derfor har Mads Brynnum sat gang i et crowdfunfing-projekt for at samle midler til at få MYTHOS ABC på gaden. Målet er i første omgang beskedne 5000 dollar, og du kan give et bidrag på denne Indiegogo-side.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar