søndag den 1. november 2015

ASH VS. EVIL DEAD: Bøllebank til de onde døde

Har du tænkt over hvad der blev af ham der Ashley J. Williams, bedre kendt som Ash? Du ved ... ham, der igen og igen måtte gå så grueligt meget igennem i kampen mod de onde døde, der blev skabt ved, at der blev læst udvalgte passager op fra en mystisk bog; fundet i en afsidesliggende hytte ude i en skov. De drabelige opgør med ondskaben udviklede sig så vanvittigt, at Ash var nødt til bruge en motorsav til at skære sin ene hånd af, fordi den var blevet besat. Men det er mange år siden, og Ash er ikke rigtig kommet videre med sit liv.

Han arbejder stadig i en elektronik-butik, men har ikke bevæget sig en eneste millimeter op ad karrierestigen. Rent fysik halter det også lidt, og han holder maven på plads med et korset, og bruger sin falske hånd af rosentræ til at score damer på den lokale bar. Han ligger dog stadig inde med den famøse Necronomicon, der kan vække ondskaben til live, og han har måske ved et uheld bragt sig i en situation, hvor nogle af besværgelserne er blevet læst op. Det kan måske forklare, at han ser dæmoner og dødninge alle vegne. Og så bryder helvede løs.

Ja, Ash er i den grad tilbage, og det med en styrke, der burde kunne give de fleste horror-fans åndenød og gåsehud. Denne gang er det i TV-serie-format, men det gør bestemt ikke noget, for hvis første sæson bare kan holde 90 pct. af tempoet og energien fra det første afsnit, så er alt godt. Denne serie er ganske enkelt en gave til skræk-fans - og alle burde kunne få fornøjelse af den; også selv man ikke er vokset op med de originale film.

Nu hjælper det på det, at man har kendte navne med, både foran og bagved kameraet. Sam Raimi har instrueret det første afsnit, Rob Tapert har instrueret og Joseph LoDuca har komponeret musikken. Og så er der selvfølgelig Bruce Campbell i titelrollen, og det er stadig en fornøjelse at se Hollywoods mest markante hageparti folde sig ud. Han må som sædvanlig lægge krop til utallige tæsk, men han kan også stadig levere massive bøllebank til de onde døde.

Da det er en TV-serie, skal vi selvfølgelig have gang i en historie og lære nogle nye mennesker at kende. Det overordnede plot får man ikke helt fornemmelsen af i den første episode, men nu har det nok også mest handlet om at få "genoplivet" Ash, og så må tingene ellers udvikle sig derfra. Seriens afsnit bliver i øvrigt kun på 30 minutter, men det er lige lagt ti minutter ekstra ind i episode 1.

Vi får masser af monstre og blod fra starten af, og det er lavet som et mix af praktiske effekter og CGI. Det sidste virker ikke helt overbevisende, men det er heldigvis ikke en af de produktioner, hvor nærmest alt skal laves i computeren. Læg hertil, at stemningen sine steder er pænt creepy, så det er ikke bare skæg og ballade det hele. Samlet set: Den serie er bare groovy!

ASH VS. EVIL DEAD vises i Danmark på C More Series og C More Play.

ASH VS. EVIL DEAD: Sæson 1, afsnit 1. Instruktion: Sam Raimi. Medvirkende: Bruce Campbell, Ray Santiago, Dana DeLorenzo, Jill Marie Jones, Lucy Lawless. Musik: Joseph LoDuca.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar