torsdag den 18. februar 2016

Stadig i flyttekaos ... men nu skal der ses film

Vi er stadig i flyttekaos, men det går fremad. Det meste af min samling kom op på hylderne i går, men det hele er bare kastet ind med en kulskovl, så alt står, så jeg ikke har en kinamands chance for at finde noget som helst. Finsorteringen må komme senere, men nu gjaldt det om at få tømt nogle flyttekasser.

TV'et er kommet på plads i stuen, og i aftes havde jeg endelig tid til at se en film. Og valget faldt selvfølgelig på SCARY MOVIE 4; det siger jo sig selv! Der er dog en god forklaring på det aparte valg. I vores nye lejlighed kan vi nemlig ikke bruge vores YouSee Plus-boks længere, og derfor skal den sendes tilbage.

Men nu havde jeg tilfældigvis optaget SCARY MOVIE 4, som jeg aldrig havde set, og den ville jeg lige nå, før boksen ryger retur. Ikke at jeg er fan af disse film, men de kan momentvis være ganske sjove. Og jeg grinede ganske meget under 4'eren, der er noget bedre end den tyndbenede 2'er og den grotesk elendige 5'er. Men nu kan jeg selvfølgelig også have være træt efter i ugevis at have pakket kasser, slæbt affaldssække og gamle møbler til genbrug, samlet nye IKEA-møbler og pakket ud. Næste film på programmet bliver nok noget rigtig horror.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar