fredag den 29. april 2016

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER af John Kenn Mortensen: Skræmmende digte og endnu mere uhyggelige tegninger

Der findes en floskel, der lyder: Ubeskrivelige rædsler. Den bruges ofte i forbindelse med reportager fra krigszoner eller katastrofer; sjovt nok gerne med udpenslede gengivelser af netop de rædsler, der ikke umiddelbart kunne beskrives. I forfatteren H.P. Lovecrafts skriverier kan man støde på ord som immemorial, indescribable, nameless, unmentionable, unnamable og unutterable - ord, der alle antyder, at man står over for rædsler af uhyrlige proportioner.

Men så er der jo en anden floskel, der påpeger, at et billede siger mere end tusind ord, og ved at bruge billeder kan man måske komme tættere på en forståelse af de rædsler, der ikke alene omgiver os i virkelighedens verden, men også af dem, der findes i fantasiens univers. Og i de senere år har vi haft en helt unik adgang til de ubeskrivelige rædsler, nemlig i kraft af John Kenn Mortensens fænomenale tegninger. Han brød igennem med de fascinerende POST-IT MONSTRE, hvor en ganske almindelig kontorartikel blev vakt til live på den mest skræmmende facon.

Nu er han aktuel med MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER, der er noget så usædvanligt som en illustreret digtsamling, hvor små uhyggelige vers er krydret med endnu mere uhyggelige tegninger. En tekst lyder f.eks:

Der dukker en lille pige op i elevatoren efter et strømsvigt
hun står lige bag dig og hun har ikke noget ansigt

Kort, kontakt og creepy som bare pokker - og når vi så får illustrationen oveni, så kan man godt mærke de små nakkehår rejse sig. Det fantastiske ved John Kenn Mortensens arbejde er den enorme variation. Ikke to tegninger ligner hinanden, og uhyggen, monstrene og situationerne varieres i det uendelige. Enkelte steder er der små referencer til horrorfilm, så undervejs i læsningen kan man f.eks. støde på en Jason-maske.

Men ellers er John Kenn Mortensen helt sin egen, og selv med blot to linjers tekst og en tegning, kan han skabe en fortælling, hvor man sagtens kan forestille sig det, der skete før, og det, der vil ske lige om lidt. Og selv om dette måske kan opfattes som en børnebog, så er der solidt stof til de værste mareridt for både store og små. Der er f.eks. en tegning med edderkopper, der næsten ikke er til at ryste af sig.

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER indeholder 34 rædselsdigte i alt, hvoraf de 33 præsenteres på hvert deres opslag. Det 34. fungerer som en slags rammefortælling, der indleder og afslutter bogen - og det er selvfølgelig med en isnende kold og makaber pointe. Så hvis du har smag for rædsler - både de unævnelige og dem, der kan sættes ord på - så er dette en bog for dig.

MARERIDTSFABRIKKEN OG ANDRE RÆDSLER, 104 sider, hardcover, pris: 149,95 kr. Udgivet af forlaget Carlsen, der venligst har stillet bogen til rådighed til denne anmeldelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar