tirsdag den 24. maj 2016

Horror-legenden John Carpenter vender langt om længe tilbage til HALLOWEEN-serien

Gennem de senere år har vi hørt forskellige nyheder om, at nu var der altså en ny HALLOWEEN-film på vej. Det blev så aldrig rigtig til noget, og det har på en måde været ganske befriende, især efter de to makværker, som Rob Zombie fik kastet op på det hvide lærred.

Men nu sker der noget. Produktionsselskabet Blumhouse, der har stået bag bl.a. PARANORMAL ACTIVITY, SINISTER og INSIDIOUS, er gået sammen med Miramax, som sidder på rettighederne til HALLOWEEN-franchisen, og Trancas International. Og de har fået manden, der startede det hele, nemlig John Carpenter, med på vognen.

John Carpenter behøver ikke den store introduktion. Han er ganske enkelt en legende i skrækfilmens verden, og har lavet klassikere som HALLOWEEN, THE FOG og THE THING samt fremragende film som PRINCE OF DARKNESS, CHRISTINE og IN THE MOUTH OF MADNESS. Det er dog mange år siden, at hans navn har været tilknyttet noget virkelig godt, og man har i interview med ham fornemmet, at han var lidt bitter på hele branchen.

Men nu har han stor succes som musiker med sine LOST THEMES-plader, og han er på vej verden rundt med sit band for at spille numre fra disse plader, kombineret med tracks fra mange af de film, han har komponeret musik til. Men inden da nåede han lige at deltage i et pressemøde i Los Angeles, hvor Blumhouse-bossen Jason Blum var stolt over at kunne annoncere, at Carpenter skal være med til at producere den nye film, og hvis de ellers kan få det hele til at gå op i en højere enhed, så skal horror-legenden muligvis også komponere musikken. Det vil han i givet fald gøre sammen med sin søn Cody.

En instruktør er endnu ikke valgt, og den endelige premieredato kendes ikke, men i første omgang satses der på oktober 2017. Men vi krydser fingre for, at det bliver godt: "38 years after the original HALLOWEEN I'm going to help to try to make the 10th sequel the scariest of them all," siger den nu 68-årige John Carpenter i den pressemeddelelse, der er sendt ud om projektet. Og meget tyder på, at man vil vælge en instruktør, der har mindst et par film på sit c.v., hvilket også er en god ting.

Det var i 1978, at HALLOWEEN ramte horror-verdenen som en tsunami, og siden er der kommet et hav af sequels og remakes af blandet kvalitet. Her er alle filmene:
  • HALLOWEEN (1978, John Carpenter)
  • HALLOWEEN II (1981, Rick Rosenthal)
  • HALLOWEEN III: SEASON OF THE WITCH (1982, Tommy Lee Wallace)
  • HALLOWEEN 4: THE RETURN OF MICHAEL MYERS (1988, Dwight H. Little)
  • HALLOWEEN 5: THE REVENGE OF MICHAEL MYERS (1989, Dominique Othenin-Girard)
  • HALLOWEEN: THE CURSE OF MICHAEL MYERS (1995, Joe Chappelle)
  • HALLOWEEN H20: 20 YEARS LATER (1998, Steve Miner)
  • HALLOWEEN: RESURRECTION (2002, Rick Rosenthal)
  • HALLOWEEN (2007, Rob Zombie)
  • HALLOWEEN II (2009, Rob Zombie) 
Kilder: Dread Central, Halloweenmovies

Ingen kommentarer:

Send en kommentar