mandag den 6. november 2017

Bob Clark-horror-klassikere på vej ud på Blu-ray

Jeg skal indrømme, at jeg har været sjusket med den amerikanske instruktør Bob Clarks horrorfilm, forstået på den måde, at jeg ganske enkelt ikke har fået set dem alle sammen. Det drejer sig om CHILDREN SHOULDN'T PLAY WITH DEAD THINGS, DEAD OF NIGHT (aka DEATHDREAM og en hel masse andre titler) og BLACK CHRISTMAS. Sidstnævnte har jeg set, men det er godt nok længe siden, og især om DEAD OF NIGHT har jeg ofte tænkt, at den burde jeg altså stifte bekendtskab med.

Den 28. november udkommer den fra det amerikanske selskab Blue Underground, og det bliver i en dvd/Blu-ray-combo-udgave. Og vi skal lige have sat en tyk streg under, at her er der altså tale om en regionsfri udgivelse på begge skiver, så det er gode nyheder. Titlen på coveret er DEATHDREAM, og der er selvfølgelig en masse ekstramateriale med, herunder flere interviews og to kommentarlydspor.

Et af dem er med Bob Clark, og det må være hentet fra en tidligere udgivelse, da instruktøren blev dræbt i en bilulykke i 2007. Også andet ekstramateriale har været ude før, men selvfølgelig er der også nye ting og sager. Vi har at gøre med en 2K-udgivelse baseret på det originale 35mm negativ, så det lyder virkelig fristende. Den må jeg hellere få bestilt.

Clarks mest kendte film i horror-kredse er jule-gyseren BLACK CHRISTMAS, og den er sandelig på vej fra engelske 101 Films i en dvd/Blu-ray-combo-version. Det bliver første gang, at filmen udkommer på Blu-ray i England, og den er på gaden den 20. november. Også denne udgivelse er krydret med diverse ekstramateriale. Det er i øvrigt værd at bemærke, at BLACK CHRISTMAS i december vises i Cinemateket i København ved et Psych-Out!-arrangement. Men man kan altså også få den hjem på hylden i en deluxe-udgave.

CHILDREN SHOULDN'T PLAY WITH DEAD THINGS findes i øvrigt på en Blu-ray fra amerikanske VCI Entertainment, så den er også til at skaffe. Det er dog en region A-udgivelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar