mandag den 16. juli 2018

50'er-klassikeren THE FLY runder de 60 år

I dag er den 60 år siden, at produceren og instruktøren Kurt Neumanns THE FLY havde premiere i de amerikanske biografer. Filmen fortæller historien om videnskabsmanden André Delambre, der forsker i teleportering. En dag går et af hans eksperimenter galt, da han bruger sig selv som forsøgskanin, fordi en flue er kommet med ind i kammeret på den maskine, han har bygget. Nu har han fået en flues hoved og ene "arm" - og imens har fluen fået et menneskes hoved og arm.

Vi har at gøre med en af de mange herlige 50'er-film, der byder på et forrygende mix af horror og science fiction. At man finder horror-stjernen Vincent Price i en af rollerne, gør det jo ikke til en ringere oplevelse - og så er slutningen stærke sager, hvis man ikke bryder sig om edderkopper. Jeg måtte lukke øjnene, da jeg som ung så filmen første gang på dansk TV.

THE FLY er baseret på en novelle af George Langelaan, der første gang blev trykt i magasinet Playboy i juni 1957. Det blev James Clavell, som fik til opgave at forvandle novellen til et filmmanuskript, og det blev det første manus, han kunne opleve blive til noget på det hvide lærred. Siden blev han kendt for sine tommetykke bestseller-romaner, hvor SHŌGUN nok er den mest berømte.

Filmen havde premiere den 16. juli 1958 i 124 biografer i Los Angeles, San Francisco, Portland, Seattle, Salt Lake City og Denver. Siden kom den mere bredt ud og filmen blev et kæmpehit med en omsætning på ca. 3 millioner dollar mod et budget på 480.000 dollar (størrelsen på budgettet er der lidt uklare oplysninger om, men tallet 480.000 er oplyst af producenten Robert L. Lippert, der var med til at trække i trådene bag kameraet). Instruktøren Kurt Neumann nåede dog ikke at få så meget ud af den store succes - han døde den 21. august 1958, blot fem uger efter premieren på THE FLY.

Som en lille bonus-info kan det nævnes, at musikken blev komponeret af Paul Sawtell og Bert Shefter. Er man til den slags kan være heldig at opspore en af de to cd-udgaver, hvor musikken findes, nemlig fra Percepto Records eller Kritzerland.

FLUEN er meget naturligt den danske titel på filmen, der nåede her til landet den 1. juni 1959. I pressematerialet præsenteres den som "Skræk- og gyserfilmen, der har vakt sensation verden over". 

THE FLY fik to sequels, nemlig RETURN OF THE FLY i 1959 og CURSE OF THE FLY i 1965. I 1986 kom David Cronenberg så med sin fortolkning af George Langelaans novelle med sin imponerende flotte THE FLY, der havde Jeff Goldblum, Geena Davis og John Getz på rollelisten. Her er ingen edderkopper, men filmen indeholder en del scener, hvor man får lyst til at lukke øjnene. I 1989 stod Chris Walas bag en sequel, THE FLY II, men den er ikke det vilde.

Surrealistisk nok har Cronenbergs film også inspireret en opera-udgave med musik af Howard Shore, men det er en helt anden historie. Det havde de nok ikke forestillet sig dengang i juli 1958, hvor THE FLY havde premiere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar