onsdag den 4. juli 2018

Gyserfilm, man ser igen og igen

Forleden stillede jeg dette spørgsmål ovre på Skræk og Rædsels Facebook-side: Hvilken horrorfilm har du set flest gange? Det kom der ganske mange reaktioner på. Nu har jeg ikke lavet statistik på alle kommentarerne, men det er dog enkelt nok at se nogle fællestræk. Man opdager hurtigt, at en lille håndfuld skrækfilm i den mere komiske ende af spektret er blandt de titler, som vi fans kan se igen og igen.

Her taler vi om SHAUN OF THE DEAD, EVIL DEAD II, ARMY OF DARKNESS og FRIGHT NIGHT. Man kan også sige, at RETURN OF THE LIVING DEAD, BAD TASTE, RE-ANIMATOR og AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON er lavet med et glimt i øjet, men de blev ikke nævnt så mange gange i kommentarerne.

Bevæger vi os over i de mere "rigtige" horrorfilm, så kan det ikke undre, at ALIEN, ALIENS, JAWS, HALLOWEEN, THE THING (1982), HELLRAISER, A NIGHTMARE ON ELM STREET, PSYCHO (1960), THE OMEN (1976), THE EXORCIST, POLTERGEIST (1982), THE SHINING, DAWN OF THE DEAD (1978), PHANTASM, ZOMBI 2 og THE FOG (1980) er blandt de titler, der nævnes flere gange. Og så selvfølgelig TV-miniserien IT.

Hvad har jeg selv set flest gange? JAWS, THE FOG, HALLOWEEN og PSYCHO (1960) er nok dem, der er blevet set mest. Og så er det altid sjovt at smække SCREAM 4 på, men sådan er jeg. Tak til alle, der bød ind ... du kan se hele tråden her.

2 kommentarer: