Efter den lovende NATTENS ENGEL skulle man tro, at Shaky González ville have udviklet sig til at blive Danmarks bedste horror-instruktør. Efter at have set ONE HELL OF A CHRISTMAS (aka THE CLAW), må jeg konstatere, at det blev han så ikke! Den snupper uden problemer titlen som den værste danske gyserfilm nogensinde. ONE HELL OF A CHRISTMAS er optaget på video på et ikke-eksisterende budget, og det kan ses. Intet er originalt eller kreativt, det er bare pinligt. Enkelte scener er skudt i USA, hvor filmens handling udspiller sig, men hovedparten er filmet i et dansk parcelhus. Skuespillerne prøver at overgå hinanden i elendige præstationer, hvilket hjælpes godt på vej af den sløje dubbing på meget ringe skole-engelsk. Og så byder den på grotesk pinlige referencer til EVIL DEAD-filmene. Undgå dette makværk for enhver pris.
ONE HELL OF A CHRISTMAS, Danmark, 2002. Instruktion: Shaky González. Medvirkende: Tolo Montana, Thure Lindhardt, Erik Holmey, Zlatko Buric, Pat Kelman. Musik: Søren Hyldgaard, Thomas Lester.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar