søndag den 18. september 2011

De 10 bedste gysere: Blodtørstige dyr

Det kan godt være, at vi mennesker har underlagt os naturen - men det er næppe sådan man føler det som badegæst i de varme lande, når man lige har fået gnasket benet af, fordi en haj fik lyst til lidt frokost. Eller når man tænder lyset i sit badeværelse og ser verdens største edderkop kravle op ad væggen. I de situationer kunne man godt ønske sig, at vi havde lidt mere styr på naturen.

I skrækfilmens verden vrimler det med skræmmende og blodtørstige dyr i alle størrelser og varianter. Nogle af dem jager alene, mens andre kommer i flok. Nogle er blevet grotesk forstørret eller muteret på grund af radioaktivitet eller giftstoffer - andre er bare sig selv og følger deres naturlige instinkter. Her er mit bud på de 10 bedste dyregysere.
10 SQUIRM (1976)
Der er næppe mange af os, der i det daglige går rundt og er bange for orm. Men at de kan være nogle modbydelige sataner, kan man se i Jeff Liebermans SQUIRM, der herhjemme fik den fantastiske titel ORMENES NAT. Det er væltede højspændingsledninger, som sender strøm ned i jorden, der får de slimede kryb til at gå amok. Det er nok det bedste, man kunne finde på for at få de så uskyldigt udseende dyr til at fremstå som farlige, men så skal man nok heller ikke tænke mere over det. Filmens tempo er ujævnt, men der er en del gode scener undervejs. Ikke mindst den med den stakkels mand, der får sit ansigt gennemboret af orm, er et øjeblik, man ikke lige glemmer med det samme. Det er i øvrigt Rick Baker, der har lavet den effekt.
9 ALLIGATOR (1980)
Med et manuskript af den dygtige John Sayles og med den bundsolide Lewis Teague bag kameraet, så kan det næsten ikke gå galt. Og det gør det heller ikke i denne herlige B-film om en babyalligator, der skylles ud i toilettet og overlever nede i kloakkerne, hvor den bliver stor og stærk af at spise hormonbehandlede forsøgsdyr. Og så går den ellers amok. Der er i den grad dømt monster i storbyen og for pokker hvor er det bare underholdende. Horror og humor blandes i et perfekt mix og Robert Forster, Robin Riker og Henry Silva pynter på rollelisten.
8 PIRANHA (1978)
Det er også ALLIGATOR-forfatteren John Sayles, der har skrevet manuskriptet til Joe Dantes gennembrudsfilm om muterede piratfisk, der flænser løs i Texas. Historien serveres med et glimt i øjet, men der er masser af intense scener og pæne mængder splatter. Som altid i Dantes film er Dick Miller med i en af rollerne, men det er også herligt at se Paul Bartel og især Barbara Steele. Og så er piratfiskene ganske godt lavet på trods af filmens beskedne budget (det er jo en Roger Corman-produktion).
7 ARACHNOPHOBIA (1990)
Det kribler og krabler i denne flotte Hollywood-produktion, der måske nok er en kommerciel popcorn-film - men den leverer også en stribe underholdende chok. Historien er som i de fleste dyregysere lidt ude på overdrevet: En venezuelansk edderkop fragtes med liget af en fotograf til en lille amerikansk by, hvor den parrer sig med en af de lokale edderkopper: Resultatet er en ny dødbringende variant.

ARACHNOPHOBIA er i nogen grad tænkt som skæg og ballade og det er da også herligt at se John Goodman i rollen som über-cool skadedyrsbekæmper. Men edderkopperne er altså nogle grimme sataner! Frank Marshall har instrueret, danske Mikael Salomon har fotograferet og Trevor Jones har komponeret den velfungerende og varierede musik.
6 THE BIRDS (1963)
Fuglene i Bodega Bay i Californien er af uforklarlige årsager blevet vanvittige og går til angreb på mennesker. De skræmte indbyggere forskanser sig i deres huse, mens de forsøger at forstå katastrofens omfang. Det kan godt være, at Alfred Hitchcock ikke fik skabt en helt så indflydelsesrig (og ivrigt efterlignet) film med THE BIRDS, som han gjorde med PSYCHO, men det er en imponerende produktion.

Stemningen er intens det meste af tiden, selv om der krydres med lidt irriterende humor. Filmen giver virkelig indtryk af at være en ambitiøs blockbuster - f.eks. i det fantastiske skud, hvor fuglene hænger over byen og skuer ned på den ødelæggelse, de har forårsaget. Eneste alvorlige anke er mesterinstruktørens had mod at arbejde på locations - alt for mange scener er tydeligvis lavet i et studie.
5 BLACK WATER (2007)
Selv om vi danskere for det meste ikke behøver at være bange for krokodiller, kan vi sagtens blive skræmt af en film, der handler om de hæslige krybdyr - ikke mindst hvis vi bekymrer os om de mennesker, der er i fare for at blive ædt. Det har David Nerlich og Andrew Traucki gennemskuet, og det er derfor, at BLACK WATER er så forbandet effektiv. Vi lærer personerne at kende, før rædslerne slippes løs - og disse rædsler er filmet så mesterligt, at publikum får det ene chok efter det andet. At man endda har brugt rigtige krokodiller i stedet for computer-varianter er også med til at gøre denne film til noget særligt.
4 THEM! (1954)
I de kommunist- og atombombe-forskrækkede 50'ere kunne alt ske i filmens verden - selv helt almindelige myrer kunne mutere og blive til kødædende giganter. Gordon Douglas' THEM! er en af det paranoide årtis bedste monsterfilm, hvor vi får en perlerække af fantastiske øjeblikke. Især er de indledende scener i ørkenen meget intense, men filmen holder hele vejen igennem og byder på et forrygende klimaks i stormkanalerne under Los Angeles. Effekterne kan måske se lidt primitive ud for et moderne publikum, men de enorme myrer virker forbløffende godt. Et af genrens små mesterværker.
3 CUJO (1983)
Det er meget muligt, at hunden er menneskets bedste ven, men sådan er det bestemt ikke i Stephen Kings grumme fortælling om en rabies-inficeret Sankt Bernhardshund, som vogter over Donna og hendes lille søn Tad, der sidder indespærret i deres bil. Instruktøren Lewis Teague får med enkle midler den godmodigt udseende hund til at fremstå som et frådende monster (i alt fem hunde blev brugt til filmen - krydret med et mekanisk hundehoved og en skuespiller i et hundekostume).

Chok-scenerne er rent faktisk chokerende og man føler virkelig med de to personer i bilen - fantastisk spillet af Dee Wallace og Danny Pintauro. Slutningen er ikke helt så barsk som i bogen, men den fungerer fint og Stephen King er i øvrigt selv glad for ændringen.
2 JAWS (1975)
Politichef Martin Brody har mere end nok at se til. Det populære feriested Amity Island er muligvis truet af en gigantisk hvidhaj - og det er jo skidt for den lokale business lige midt højsæsonen. Så Brody må selv gå i aktion sammen med en ivrig marinebiolog og en gnaven fisker. Jeg synes, at Peter Benchleys roman er småkedelig, men det betyder ingenting, når en energisk og ambitiøs instruktør som Steven Spielberg kan få så meget ud af den simple historie om en haj, der æder mennesker.

Det er en af de vildeste rutsjebaneture i genren - også selv om vi godt kan se, at hajen er lavet af plastik. Der er til gengæld intet kunstigt over de perfekt timede chok-scener. Roy Scheider, Richard Dreyfuss og Robert Shaw er fremragende som den haj-jagede trio og musikken af John Williams er fænomenal.
1 KINGDOM OF THE SPIDERS (1977)
Det vrimler med edderkopper i Verde Valley i Arizona og de er sure. I første omgang går de til angreb på dyr, mens deres blodtørst kender ingen grænser og snart må indbyggerne kæmpe for deres liv mod en flodbølge af ottebenede bæster. John 'Bud' Cardos skabte med KINGDOM OF THE SPIDERS den ultimative dyregyser, der burde kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på andre end araknofober.

Den kriblende stemning bygges langsomt op og vi får masser af nervepirrende scener. Især er scenen i flyet noget af det mest utrolige, der nogensinde er lavet (og vist nok noget af en prøvelse for den stakkels stuntmand, Whitey Hughes). Det er heller ikke hver dag, man ser en film med William Shatner, der har store lodne edderkopper over hele kroppen. I øvrigt er KINGDOM OF THE SPIDERS lavet uden indblanding fra dyreværnsorganisationer, så der er en del taranteller, der må lade livet undervejs - især fordi, de bliver trampet på.

49 kommentarer:

  1. Fantastisk liste! Jeg må dog med skam erkende, at jeg endnu ikke selv har fået set "Kingdom of the Spiders" ... og så ville "Jaws" nok trone på førstepladsen hos mig! :-)

    Det er også fedt, at du har taget "Arachnophopia" med, der også er en personlig favorit. Og ja, "Black Water" er en ækel og myrekrybende uhyggelig sag præcis pga. de ting, du nævner. Får helt lyst til at smide mig i sofaen med en stak dyregys til afspilleren! :-)

    SvarSlet
  2. Cool med endnu en af dine top 10-lister - det er sgu altid god læsning og her samtidig en genre, jeg selv er ret vild med :)

    SvarSlet
  3. Har du i øvrigt nogensinde set "Slugs" fra 1988? Det er et dyregys, jeg længe har villet se ... ikke mindst pga. disse (u)lækre stills: http://www.themoviedb.org/movie/28452/backdrops

    SvarSlet
  4. Jeg burde have søgt på bloggen, førend jeg postede spørgsmålet! Jeg kan se, at du ikke var særligt begejstret for dræbersneglene!

    SvarSlet
  5. Jeg skulle lige til at poste linket til anmeldelsen, da du sendte din anden kommentar. Nej, SLUGS er virkelig ikke ret god.

    SvarSlet
  6. "Slugs" kan evt. komme på en fremtidig "De 10 værste dyregys". ;-)

    SvarSlet
  7. "De 10 værste"-lister bliver nok ikke noget, jeg vil gøre det store ud af (synes det er sjovere at guide folk i retning af de gode oplevelser), men ellers ville SLUGS være en oplagt kandidat på en "de værste dyregysere"-liste.

    SvarSlet
  8. Super liste, har set halvdelen, og resten står på ønskelisten... "Alligator" er en af mine dyrefavoritter, den kan jeg se igen og igen...
    "Kingdom of the Spiders" har jeg ønsket at se siden jeg læste den retrospektive artikel om den i Fangoria for et stykke tid siden...

    SvarSlet
  9. Kanongod liste. Jeg har set 80 % af den, mangler faktisk kun lige "Them!" og "Kingdom of the Spiders", og havde sjovt nok også regnet med at "Jaws" ville få en 1. plads... Jeg synes også at man kunne medtage "Grizzly" som en bobler, den fandt jeg ihvertfald meget underholdende....

    SvarSlet
  10. God list. Men hvor ligger Orca, Monkey Shines, day of the animals så henne på listen? Har endnu ikke fået set Alligator og Kingdom of the Spiders. Kan man få disse 2 titler på dansk dvd med danske undertekster?

    SvarSlet
  11. ORCA synes jeg er smadderkedelig, mens DAY OF THE ANIMALS er hæderlig underholdning - den er dog svær at engagere sig i. MONKEY SHINES er en fin lille film, der sagtens kunne have været på listen (hvis denne havde været en Top 20).

    ALLIGATOR blev i sin tid udgivet af billig-selskabet On-Air-Video, så måske kan man være heldig at finde den endnu. KINGDOM OF THE SPIDERS er kun kommet på vhs her i landet - ikke på dvd.

    SvarSlet
  12. Hmm. Jeg er ellers 97% sikker på at jeg lejede Kingdom of the Spiders på DVD i Blockbuster for 5-6 år siden, da jeg stadig arbejdede der.
    Er jeg den eneste der kan "huske" det? - kan heller ikke umiddelbart finde noget info. om det nogen steder.

    Forøvrigt en fantastisk film, som jeg så førstegang til en børnefødselsdag, hvor den blev sat på movieboxen i stedet for en Far til Fire!

    SvarSlet
  13. Det ville umiddelbart være underligt, hvis KINGDOM OF THE SPIDERS skulle være fløjet under radaren. Jeg har en hollandsk dvd og den er også kommet i Tyskland - men en dansk dvd kender jeg ikke. Byd endelig ind, hvis jeg tager fejl.

    SvarSlet
  14. Fedt Fedt, en ny top 10! Som altid får det en selv til at tænke, og det er jo det værste man kan gøre... Og det er egentlig ikke fordi jeg ikke er enig i din liste, men nu prøvede jeg lige at lave en selv og den er noget anderledes - problemet er de 10 boblere der alle godt kan være på listen uden nogen kan gå amok i naturen over det. Top 20 havde nu været lettere Søren :-).

    10.: TICKS (1993) aka INFESTED (Den er altså stadig klam)

    09.: PIRANHA (1978) - 2011 versionen er fantastisk, men der er altså noget forkert i at sætte remakes på en top 10 - med mindre selvfølgelig - det er en remakes top 10!

    08.: THE BREED (2006)

    07.: ROGUE (2007) (Ja jeg ved godt du er blevet forelsket i BLACK WATER, men ROGUE æder den...)

    06.: THEY NEST (2000)

    05.: THE BIRDS (1963)

    04.: ORCA (1977)

    03.: KINGDOM OF THE SPIDERS (1977)

    02.: CUJO (1983)

    01.: JAWS (1975)

    Og så er der dem der næsten nåede det, PHASE IV (1974), LINK (1986), ALLIGATOR (1980), GRIZZLY (1976), THE THAW (2009), FROGS (1972), LAKE PLACID (1999), NIGHT OF THE CREEPS (1986), ARACHNOPHOBIA (1990), SQUIRM (1976), og THE BITE (1989),

    SvarSlet
    Svar
    1. Rouge er for fed!!!
      Jeg lejede den kun fordi der uden på coveret står: "Rogue - The greatest crocodile killer movie ever" :D

      Slet
  15. glemte lige TARANTULA (1955) Hold op den er set mange gange med tysk tale i fordums dage :-)

    SvarSlet
  16. @Thomas K.: Netop fordi det så svært at vælge 10, er det sjovt at lave Top 10-lister. At man så ofte kan udvide disse til både Top 20 eller Top 30 er en anden sag. Men så er det jo herligt, at man kan diskutere det endelige udvalg og de film, der ikke kom med.

    Du nævner en håndfuld titler, jeg ikke har set. Dem vil jeg holde øje med. Og TARANTULA var inde på listen på et tidspunkt, men så var der alligevel for mange edderkopper. Kan nu også meget godt li' EIGHT LEGGED FREAKS, men den ville ikke kvalificere sig til Top 10.

    SvarSlet
  17. Fed liste, fyldt med inspiration! Må jeg i samme åndedrag anbefale den australske film 'Razorback' fra 1984, George A. Romero's 'Monkey Shines' og 'Jurassic Park' kunne vel strengt taget også komme i betragtning til en "Dyr går til angreb" top 10? Men ingen 'Jaws' på førstepladsen - det må jo betyde at 'Kingdom of the Spiders' er et sandt mesterværk ;)

    SvarSlet
  18. RAZORBACK husker jeg som virkelig god, men jeg har ikke set den siden den gik i de danske biografer i tidernes morgen.

    Mht. dyregys, så kunne man sagtens have inkluderet JURASSIC PARK, GODZILLA og KING KONG, men jeg synes så alligevel ikke, at de kunne klemme sig ind på de ti første pladser. De gigantiske myrer i THEM! er så de eneste forvoksede kryb på listen.

    SvarSlet
  19. @sørensen.: Ja Razorback er anderledes og virkelig god.

    Pludselig kom jeg til at tænke på en film der nok skulle have havnet på min top10 nemlig rottegyseren med Peter Weller
    OF UNKNOWN ORIGIN (1983) aka. Mad House. http://www.imdb.com/title/tt0086036/ Der har George P. Cosmatos som Instruktør (Leviathan, Toombstone, Cobra) Den handler om en mand der har en ugelang kamp mod en superintelligent kæmperotte som mener at huset tilhører den. En anderledes gyser, lidt på samme måde som Razorback.
    TAGLINE: If it can't scare them to death, it will find another way.

    SvarSlet
  20. Vi har da vist helt glemt den vidunderlige, trashede "Rats - Notte di terrore" som Bruno Mattei har instrueret. Filmen er jo ude fra AWE, og jeg synes at den var skideskæg og komplet åndssvag, så måske derfor at jeg fandt den sjov...?
    Og ja, jeg synes også at "Razorback" er en fantastisk film, masser af sort, australsk humor... det er ihvertfald værd at se...

    SvarSlet
  21. RATS er sjov, men alt andet end god.

    SvarSlet
  22. Hov, føler lige trang til at sparke BLACK SHEEP ind i kampen... Fantastisk film, synes jeg...

    SvarSlet
  23. BLACK SHEEP er efter min mening lidt for ujævn, men det er en syret ide med morderiske får.

    SvarSlet
  24. Må indrømme at jeg ikke helt forstår førstepladsen. Det er en ganske udemærket film, men jeg synes virkelig Hr. Shatner trækker den ned. Den mand ligner et stykke træ ligemeget hvilket humør han er i... Også selvom han er dækket af kæmpestore edderkopper. Iøvrigt synes jeg forklaringen på edderkoppernes forandring halter.
    Det sagt er der nogle fantastiske scener i den, som virkelig giver mig myrekryb. Og slutningen er helt vild :)

    SvarSlet
  25. Shatner er jo Shatner, men han er ikke så meget en træmand som f.eks. Robert Mitchum. Har altid været vild med den film, så den er en klar vinder i min bog.

    SvarSlet
  26. Slugs har nu nogle kvaliteter. Jeg så den i min spæde ungdom, hvor jeg absolut ikke var vant til rendyrket splat, så et par af scenerne tog hårdt på mig. Jeg husker den som fremragende appetit-regulator i tiden efter - scenen på restauranten, hvor den stakkels mands øje eksploderer, gjorde det svært at spise pasta. :)

    SvarSlet
  27. Mht. SLUGS, så er bogen meget bedre. Dum, ja, men bedre...

    SvarSlet
  28. @Søren , sad igår og tænkte på seje gyser-sætninger og det kunne være sjovt med en TOP 10 - selvom det nok er umuligt :-) Men min NR. 1. ville være slutreplikken fra filmen BODYSNATCHERS (1993) hvor man høre MEG TILLY's uhyggelige stemme i helikopteren gentage det hun sagde tidligere i filmen.

    "So where you gonna go?, Where you gonna run?, Where you gonna hide? ; No where! - Cause there's no one - like you - left.......... "

    SvarSlet
  29. @Thomas K.: Det lyder som en ret cool ide - bortset fra, at den nok ville være ret spoiler-fyldt.

    Har plottet nogle titler ned til kommende Top 10-lister - der skal nok komme flere her på bloggen.

    SvarSlet
  30. Fedt med flere Top 10, det er så dejligt subjektivt!
    Ps. Citater behøver ikke være så spolier-fyldt, men det er svært at gætte før man ser det :-)

    SvarSlet
  31. Forresten - Thomas K: Jeg er en sucker for alt hvad der står Wes Craven på, så fedt at du har THE BREED med på din liste... Jeg følte mig ganske godt underholdt, men havde nu ikke tænkt på den som en Top 10 film...

    SvarSlet
  32. @Abra
    Jeg genså den her forleden for tredie gang, bare for lige at være sikker, og der er mange grunde til den havner på min top10. For det første er der ikke lavet en god hundegyser siden Cujo. Det kræver sit at undgå, de bare ser søde ud med logrende haler og store ører, men det lykkes til fulde her. For det andet er dens evne til at overraske fantastisk synes jeg, der sker aldrig helt det man lige forventer. Den er godt lavet, god location og godt filmet (Og så kan jeg altså bedst lide film med flotte og klare farver.) Jeg synes handlingen hele tiden udvikler sig på en spændende måde. Så den rammer mig på så mange punkter at jeg personligt ikke er tvivl :-)
    Det eneste der trækker lidt ned, er at skuespiller-præstationerne ikke er Over The Top...

    SvarSlet
  33. THE BREED lyder bestemt som en film, jeg skal have anskaffet mig.

    SvarSlet
  34. @Thomas K
    Jeg er sådan set enig i alt hvad du skriver... Og alligevel synes jeg den mangler lige det sidste ekstra der skubber den til tops... Men absolut seværdig, det er den, det skal der ikke være tvivl om...

    @Søren
    Glæder mig til at høre hvad du synes...

    SvarSlet
  35. @Abra
    Jeg tror godt jeg ved hvad du mener, den har ikke den der udefinerbare charme, der gør den til en klassiker, som The Birds, eller Cujo har. Måske er det fordi den mangler en klar hovedperson - jeg ved det ikke. Men det kunne da være sjovt at se din TOP 10 (og andres) Når jeg ser listerne får jeg altid lyst til at gense en gammel kending eller opdage en ny film! Bring It On - som Cheerleaderne vill have sagt :-)

    SvarSlet
  36. @Thomas
    Hehe, jeg er ikke sikker på jeg har set dyregysere nok til at lave en seriøs Top 10... Men jeg skal prøve at kigge på det...

    SvarSlet
  37. @Thomas K.
    En citat-top10 er en ret fed idé :)

    "You know Macumba? Voodoo. My granddad was a priest in Trinidad. He used to tell us, "When there's no more room in hell, the dead will walk the earth."

    Gåsehud \m/

    SvarSlet
  38. Ved du om Killer crocodile, The last jaws, kæmpeblæksprutten, rats og rovdyrenes nat er gode?

    SvarSlet
  39. Jeg har ikke set ROVDYRENES NAT endnu. KILLER CROCODILE får et par ord med på vejen i dette indlæg. Og du kan klikke dig ind på mine anmeldelser af THE LAST JAWS, KÆMPEBLÆKSPRUTTEN og RATS på disse links.

    SvarSlet
  40. Ifølge Lovefilm.dk hedder genren "dyrskræk"!!! :-D

    http://www.lovefilm.dk/browse/film/skrekk/dyrskraek/

    SvarSlet
  41. @Anonym: Nu har jeg set ROVDYRENES NAT og det er det værste bras!

    @Nicolas: Herlig opdagelse. Alle deres kategorier er på svensk i URL'erne og så har de åbenbart bare oversat direkte derfra. De har sandelig også en kategori, der hedder "ungdomsskræk".

    SvarSlet
  42. Ved Black Water burde du næsten have nævnt, at den er baseret på virkelige hændelser... det gør, synes jeg, altid en film mere creepy, at man ved noget lignende er sket - at x antal mennesker har gennemlevet de rædsler.

    Har jeg opfattet det korrekt, at Slugs handler om snegle?
    For hvis den gør, skal jeg ALDRIG se den, jeg har nærmest fobi for de dyr, især hvis de ikke har hus på ryggen >.<

    -Thilde

    SvarSlet
    Svar
    1. Mht. BLACK WATER, så er filmen mere inspireret af end egentlig baseret på virkelige begivenheder. Filmen er en fiktion, der har sit udspring i en sand historie (tre unge mænd, der i Australien jages af en krokodille), men den er ikke en dokumentar. Instruktøren lægger dog ikke skjul på, at han har ladet sig inspirere af virkelighedens verden.

      SLUGS handler i den grad om snegle! Måske skulle man have relanceret den på det danske dvd-marked under titlen DRÆBERSNEGLE. Man ville have solgt grotesk mange eksemplarer til danske haveejere.

      Slet
  43. En glimrende hundegyser som jeg kan huske at jeg så på lejevideo ca.i midt 80erne, var THE PACK ( De blodtørstige ), instrueret af Robert Clouse, og med Joe Don Baker i hovedrollen.Den var ret underholdende som jeg husker den. Et andet godt bud på en superunderholdende dyregyser, er efter min mening, PIG HUNT ( Jim Isaac, 2008 ). Det er såklart ikke et mesterværk ( måske tæt på he he...), men det er great trashy fun!

    SvarSlet
  44. THE NEST, fra 1988 er en herlig splatter film, om kødædende biller der går løs på befolkningen i en lille amerikansk flække.
    Masser af saftige old school 80er splatter fx, så er man til Slugs, er man også til THE NEST. Den er netop blevet udgivet på blu-ray/dvd ( combo pack ), i us.


    SvarSlet
  45. der mangler helt sikkert en film på listen, en af verdens store kultfilm Reptilicus

    SvarSlet