søndag den 6. september 2020

Verdens mest uhyggelige hus: Det spøger i Amityville – i hvert fald hvis man skal tro Hollywood, der i årtier har holdt liv i fænomenet

James Brolin og Margot Kidder som ægteparret Lutz i THE AMITYVILLE HORROR fra 1979.
Mantraet for enhver ejendomsmægler er ”beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, men der er dog nogle adresser, som på forhånd virker som håbløse opgaver – selv for de bedste i branchen. En af disse adresser er Ocean Avenue 112 i Amityville, New York.

Huset er ikke alene berømt og berygtet, fordi det efter sigende er hjemsøgt. Her fandt også en frygtelig forbrydelse sted, så selv om man ikke tror på spøgelser, dæmoner og ting, der siger bump i mørket, så vil mange måske finde det underligt at skabe sit nye hjem et sted, hvor der er foregået et blodbad.

Hollywood har gennem årene flittigt brugt Amityville som omdrejningspunkt for en stribe skrækfilm af vekslende kvalitet, hvilket selvfølgelig har bidraget til den skumle aura, der klæber til huset. Ikke alle disse film er officielle, og nu virker det som om, at enhver instruktør med et ønske om at slå igennem i branchen, bruger Amityville som en undskyldning for at klaske et projekt sammen. Og det skader nok ikke markedsføringen, at man kan hævde, at ens film er ”baseret på en sand historie”.

I skrivende stund er det svært at sætte tal på, hvor mange film der allerede er ude eller er på vej. Alene 2016 bød på titlerne AMITYVILLE: VANISHING POINT, AMITYVILLE TERROR, THE AMITYVILLE LEGACY og AMITYVILLE: NO ESCAPE, mens AMITYVILLE: THE AWAKENING fra 2017 blev den første produktion i mange år, der rent faktisk var lavet af nogle af de store selskaber i Hollywood. Og der laves stadig gysere, der formår at have Amityville med i titlen. THE AMITYVILLE HARVEST og AMITYVILLE ISLAND er blot to af produktionerne anno 2020.

Ja, denne film findes og den har en elendig score på IMDb.
Jeg har set 16 af filmene, og det har ikke altid været en udpræget fornøjelse at komme igennem dem. Især er mange af de nyere produktioner præget af sjusk, sjask og amatørteater.

Alligevel er der noget dragende ved Amityville-navnet, og selv om vi som sådan ikke længere har at gøre med en officiel franchise, er det en bizar fornøjelse at købe endnu en dvd eller Blu-ray hjem med en skrækfilm, der har den berygtede bys navn i titlen. Men lad os gå tilbage til begyndelsen og se på, hvorfor Amityville endte med at være et af de mest uhyggelige navne på landkortet.

Myrdede hele sin familie
Vi skruer tiden tilbage til den 13. november 1974, da den 23-årige Ronald DeFeo Jr. myrdede hele sin familie i huset på Ocean Avenue. Ronald skød sine forældre og sine fire yngre brødre og søstre – forældrene blev skudt to gang, mens de fire søskende i alderen 18 til 9 alle blev ramt af et enkelt skud. Mordene fandt sted midt om natten.

Et nyere billede af Amityville-huset. Foto: Seulatr/Wikimedia Commons
Forsikringssvindel var en af forklaringerne på Ronalds gerning, mafia-forbindelser var en anden. Ronald fortalte selv, at ”stemmerne” havde beordret ham til at gøre det. Mange har undret sig over, at han kunne gå rundt i huset og skyde det ene familiemedlem efter det andet uden at nogen er vågnet eller har hørt noget. Han blev siden idømt seks gange livstid og sidder stadig bag tremmer.

28 dage i huset 
Den følgende december, blot 13 måneder efter massakren, flyttede familien Lutz ind i huset. George Lutz var kort tid før blevet gift med Kathleen, der havde tre børn i forvejen, Daniel, Christopher og Melissa. De fik huset til en meget fornuftig pris, blot 80.000 dollar, og havde ingen problemer med at bo et sted, hvor en grum forbrydelse var blevet begået. Men 28 dage senere flygtede familien fra adressen uden at tage andet end lidt tøj med sig. De var blevet fordrevet af onde ånder! Huset blev siden undersøgt af parapsykologer og andre eksperter ud i det okkulte, der kom frem til vidt forskellige resultater.

Blandt dem var ægteparret Ed og Lorraine Warren, der efter eget udsagn undersøgte mere end 10.000 sager gennem årene. Nu danner deres arbejde grundlaget for de populære THE CONJURING-film, der har skræmt livet af nye og gamle horror-fans verden over.

Uhyggelig bestseller
Historien om de 28 dage i huset blev først for alvor kendt, da familien Lutz fortalte om deres oplevelser i Jay Ansons bog THE AMITYVILLE HORROR: A TRUE STORY, der udkom i 1977. Bogen blev en bestseller, og det er ikke så underligt, at den siden fandt vej til Hollywood. Mindst 11 millioner eksemplarer skulle den have solgt efterhånden. Det specielle ved bogen er selvfølgelig, at den skal forestille at være baseret på fakta - at alt dette rent faktisk fandt sted. Dog er den skrevet i en meget skønlitterær stil med dialog og det hele, og dermed føles den mere som en roman end en fakta-bog.

Fakta? Fiktion? Eller måske bare et mix, der sælger helt vildt godt.
Man kan undervejs opleve vilde scener, hvor fru Lutz leviterer over ægtesengen på grund af de fænomener, der plager familien, og det kan på den ene side være meget underholdende, men på den anden side virker det lidt for absurd. Men den slags sælger, og det gjorde Jay Ansons bog.

Siden er fulgt en stribe bøger, der helt klart er fiktion, mens man også kan købe sig fattig i fagbøger, der beskæftiger sig med hele fænomenet. Mange mener, at Lutz-familiens historie er det rene nonsens, mens andre prøver at grave i, hvad der egentlig skete den aften, hvor Ronald DeFeo Jr. gik amok. Vi har virkelig at gøre med en sag, der aldrig dør.

Gik op i det okkulte
Ægteparret selv holdt fast i deres utrolige historie i årevis. Kathleen Lutz døde i 2004, George i 2006. Det ældste af børnene fra dengang, Daniel Lutz, mener også, at huset var hjemsøgt, hvilket man kan høre ham fortælle om i den fascinerende dokumentar MY AMITYVILLE HORROR fra 2012.

Denne dokumentar er bestemt værd at se.
Man får dog også et indtryk af, at han er forstyrret på den ene eller anden måde, og at han nærede en voldsomt had til sin stedfar George. Derfor har familielivet været præget af mange konflikter, så hvis man lige regner ånderne og dæmonerne fra, har det været alt andet end fredeligt at bo i Amityville-huset. Daniel afslører dog også, at George Lutz havde en stor interesse i det okkulte og ejede talrige bøger om emnet.

I dokumentaren møder Daniel personer fra dengang, hvor historien kom frem, herunder en aldrende Lorraine Warren, der har to galende haner siddende i hvert deres bur i sit køkken, og undervejs i interviewet fremdrager hun et relikvie, der skulle indeholde træ fra det kors, Jesus blev korsfæstet på. Lidt gakket, men sådan er det med mange ting, der har med Amityville-fænomenet at gøre.

Hollywood hopper med på vognen
I 1979 kom den første film i den nu næsten uendelige serie om det hjemsøgte hus. Titlen var THE AMITYVILLE HORROR, og den var produceret af den legendariske Samuel Z. Arkoff, manden bag en stribe billige B-film fra 50’erne. Stuart Rosenberg stod for instruktionen og James Brolin og Margot Kidder spillede ægteparret Lutz.

I Amityville var man trætte af sagen, og derfor måtte man finde et andet hus, der kunne spille hovedrollen. Optagelserne fandt sted i New Jersey. At netop huset er hele kernen i filmen kan ses af de mange skud af facaden med de to skæve vinduer, der ligner øjne. Fra nogle vinkler ligner huset endda et gigantisk kranium. På det virkelige Amityville-hus er disse vinduer siden blevet skiftet ud med nogle firkantede.

Det danske publikum fik at vide, at det var "Den stærkeste gyser siden "Psycho"".
Der er på mange måder tale om en solid mainstream-horrorfilm, der formår at underholde uden at være rigtig gribende eller skræmmende. Mange scener er hentet fra familien Lutz’ egne oplevelser, mens hovedparten er ren fiktion. James Brolin spiller fremragende i en svær rolle som en mand, der langsomt bliver grebet af husets ondskab, mens Margot Kidder gør det fint som hysterisk mor. Rod Steiger er med som en katolsk præst, der skal velsigne huset, og han overspiller til den store guldmedalje.

Filmen, der havde den danske titel SPØGELSESHUSET i biograferne og HUSET SOM GUD GLEMTE på VHS, blev en kæmpe succes, og dermed var vejen banet for de mange officielle og uofficielle sequels. Fra nu af var det sådan ligegyldigt om familien Lutz’ historie var rigtig eller ej – der skulle tjenes penge, og det krævede stadigt vildere og mere absurde historier.

Splatter og special effects
Jason Anson var ikke den eneste, der fik en karriere ud af at skrive om Amityville - en anden skribent var østrigeren Hans Holzer. Han skrev over 100 bøger om okkulte fænomener, både fakta og fiktion. En af dem er MURDER IN AMITYVILLE, der skulle være nonfiktion. Og denne bog blev så forvandlet til film nr. 2 i serien, AMITYVILLE II: THE POSSESSION fra 1982.

Et dramatisk øjeblik fra 2'eren.
Filmen er en slags prequel, der fortæller om hændelserne i det mystiske hus før det, der skete i 1’eren. Vi møder familien Montelli, der flytter ind i deres drømmehjem i Amityville. Allerede den første aften åbner et hemmeligt rum i kælderen sig og ting flyver rundt i børneværelset på ægte POLTERGEIST-manér, og det varer dog ikke længe, før den ældste søn af huset bliver beordret til at skaffe sin familie af vejen.

Den får ikke for lidt med splatter og special effects, så det er en typisk ”nu skal det hele bare være vildere”-sequel. Men det skulle blive endnu vildere.

Gys med en gimmick
I begyndelsen af 80’erne lavede man en stribe gyserfilm i 3-D, en gimmick, der havde til formål at trække flere mennesker i biografen – og det blev selvfølgelig også til en AMITYVILLE 3-D. Den er fra 1983, og den er ren fiktion, selv om DeFeo-massakren bliver nævnt undervejs, og huset har selvfølgelig de berømte skæve vinduer. Fluer og dæmoner bliver det sandelig også til.

Det uhyggelige rækker ud efter dig i AMITYVILLE 3-D.
AMITYVILLE 3-D er instrueret af Richard Fleischer, manden bag bl.a. 20.000 LEAGUES UNDER THE SEA og FANTASTIC VOYAGE. Underligt nok er det en meget uengageret film, nærmest som om ingen af de medvirkende virkelig tror på projektet. Afmatningen begyndte at melde sig, men det standsede ikke strømmen af film.

TV og ”direkte til video”
Efter de tre biograffilm rykkede fænomenet nemlig ind på TV-skærmen med Sandor Sterns AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES fra 1989. Her gik man også væk fra ideen om, at en Amityville-film pinedød skulle foregå i Amityville. Ganske vist lægger man ud i det famøse hus, hvor seks præster forsøger at fordrive ondskaben. Den manifesterer sig i en grim standerlampe, der via et loppemarkeds-salg ender i Californien. Og så spreder uhyggen sig igen.

Ofte er markedsføringen af filmene ganske effektiv.
Med den canadiske ”direkte til video”-fortsættelse THE AMITYVILLE CURSE fra 1990 rykkede man dog tilbage til den originale by, men den foregår i et helt tilfældigt hus. De efterladte effekter fra en præst sætter gang i løjerne, selv om man må beskrive filmen som amatørteater af værste skuffe.

Onde vibrationer
AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME fra 1992 tager igen fat i tanken om, at ting og sager fra Amityville-huset kan være skyld i død og ødelæggelse. Her er det et antikt ur, der ender på en kaminhylde i Los Angeles.

De onde vibrationer påvirker hele kvarteret, men man skal være udstyret med ganske meget tålmodighed for at få noget ud af denne rodede film, der er instrueret af Tony Randel – manden bag HELLBOUND: HELLRAISER II. Vi når dog lige at se Dick Miller i ca. 20 sekunder i en cameo.

Uha, det er godt nok et uhyggeligt spejl!
Hvis et antikt ur kan være inficeret med ondskab, så kan et spejl selvfølgelig også være det. Det kan man opleve i AMITYVILLE: A NEW GENERATION fra 1993, der er et af de mere hæderlige indslag i serien – solid underholdning med en del gode gys. Desværre er slutningen meget tynd, men det hjælper på det, at man på rollelisten finder kendte navne som Richard (SHAFT) Roundtree, Terry (THE STEPFATHER) O’Quinn og David (AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON) Naughton.

Men hvis en standerlampe, et spejl og et antikt ur kan være uhyggelige, så kan man jo også prøve med et dukkehus, og det skal selvfølgelig være en miniature-udgave af Amityville-huset. AMITYVILLE: DOLLHOUSE fra 1996 byder netop på sådan en rekvisit, og det fungerer nu meget fint, selv om niveauet bestemt ikke højt i mange af disse film. Dukkehuset er en glimrende gimmick, der udnyttes optimalt, og stemningen hjælpes på vej af et solidt score af Ray Colcord.

Så starter vi forfra
I bølgen af horror-remakes, der skyllede ind over os i det nye årtusinde, var det ikke så underligt, at Hollywood forsøgte sig med en ny version af THE AMITYVILLE HORROR. Den kom i 2005, og på mange måder overgår den originalen. Manuskriptet blev skrevet af Scott Kosar, der også var manden bag THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE-remaket.

Andrew Douglas debuterede som instruktør, mens Ryan Reynolds og Melissa George tog sig af rollerne som ægteparret Lutz - og det gør de fremragende. Især er Ryan Reynolds god til at fremstille det snigende vanvid, der får George Lutz til at miste enhver fornemmelse af virkeligheden.

Ryan Reynolds i THE AMITYVILLE HORROR anno 2005.
Tempoet i filmen er meget højt og gysene slår ned med en imponerende hastighed. Mange af dem er billige snyde-gys, men enkelte chok-scener er forbasket effektive. Der også et par usædvanligt nervepirrende momenter undervejs. Det ene er datteren Chelseas balancegang oppe på tagryggen af huset, det andet er da George beder sin stedsøn Billy holde fast på de brændestykker, han er ved at flække med en økse. Helt perfekt er filmen dog ikke. Huset er hjemsøgt af mange forskellige ting, hvilket skaber forvirring til sidst i historien. Her bliver det hele lidt for mudret.

Amatørerne tager over
I nogle år var der helt stille i Amityville-land, men fra 2011 virkede det for alvor som om, at historien om det hjemsøgte hus var blevet public domain. Her rykkede amatørerne ind med en stribe pænt ligegyldige film, der desperat forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed ved at bruge det berømte navn.

En af de utallige amatøragtige Amityville-film.
THE AMITYVILLE HAUNTING fra 2011 er en found footage-film, der ”dokumenterer” familien Bensons oplevelser i den skræmmende bygning, mens THE AMITYVILLE ASYLUM fra 2013 foregår på et sindssygehospital i byen. AMITYVILLE DEATH HOUSE fra 2015 disker op med hekse i byen (samt bogen fra EVIL DEAD II som en rekvisit), AMITYVILLE PLAYHOUSE fra 2015 udspiller sig i et hjemsøgt teater og AMITYVILLE TERROR fra 2016 foregår igen i et skummelt hus.

Alle disse film er på hver deres måde rædselsfulde, selv om AMITYVILLE TERROR trods alt ser ud som om, at den har haft et hæderligt budget og skuespillerne er heller ikke værst. AMITYVILLE PLAYHOUSE får så til gengæld prisen som en af de værste gyserfilm, der nogensinde er lavet.

Jennifer Jason Leigh i AMITYVILLE: THE AWAKENING.
AMITYVILLE: THE AWAKENING burde på papiret være over middel, da både Dimension Films og Blumhouse Productions har været inde over som produktionsselskaber. Men det er en ret sølle affære, der er blottet for uhygge, og så er skuespiller-præstationerne ganske rædderlige med Jennifer Jason Leigh som den værste af dem. Men aparte nok foregår den i en verden, hvor man kender til Amityville-historien, så på et tidspunkt i filmen kan man opleve tre teenagere, der sidder i Amityville-huset og ser den originale THE AMITYVILLE HORROR på dvd. Meget mystisk.

Daniel Farrands, som har lavet flere dokumentarer om horror-genren, stod i 2018 bag THE AMITYVILLE MURDERS, der går tilbage til historien om Ronald DeFeo Jr. Det er meget en oplevelse på det jævne, fordi den på den ene side bruger dele af den rigtige fortælling, men på den anden side er der tilført nogle overnaturlige elementer, som tydeligvis placerer projektet i fiktionens verden. Resultatet er ikke helt vellykket. Men der er flere film derude, så intet tyder på, at der bliver ro i Amityville lige med det samme.

Dødshuset i dag
Imens går livet sin stille gang i virkelighedens Amityville, hvor det berømte hus stadig findes. Med jævne mellemrum bliver det sat til salg. Over årene har det være handlet til helt ned til 55.000 dollar og helt op til 950.000 dollar. Adressen blev allerede i 70’erne ændret fra Ocean Avenue 112 til Ocean Avenue 108 for at holde nysgerrige væk, men det har næppe været så effektivt. I byen er man nemlig godt træt af de mange skriverier og de mange turister, der lige skal have et kig på dødshuset. Er det nu hjemsøgt eller ej?

Efter sigende har ingen af de familier, der har boet i huset, siden George og Kathleen Lutz flygtede derfra den 14. januar 1976, oplevet noget som helst overnaturligt på adressen.

Skrevet til nr. 12 af det legendariske danske fanzine INFERNO, der genopstod i 2017 efter en pause på 23 år. Teksten her er en opdateret udgave.

tirsdag den 11. august 2020

Det amerikanske horror-magasin FANGORIA er her stadig, men det er desværre ikke en god ting, sådan som tingene er nu

Nr. 1 af FANGORIA - og det helt nye nummer.
For ikke så længe siden døde Robert "Uncle Bob" Martin, der i en årrække var redaktør for det amerikanske horror-magasin FANGORIA - et blad de fleste skrækfans formentlig på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med. FANGORIA skulle egentlig have heddet FANTASTICA, men det satte en konkurrent en stopper for via en retssag, men i 1979 så bladet så dagens lys under det navn, der siden skulle blive legendarisk i rædslernes verden.

Fokus var på fantasy, og det første nummer havde ingen ringere end Godzilla på forsiden. Den redaktionelle linje var dog noget vaklende, og læserne tog ikke specielt godt imod det nye blad, men fra omkring nr. 7 blev linjen stadig mere horror-orienteret og stille og roligt blev FANGORIA til et fuldblods skræk-magasin. Robert "Uncle Bob" Martin var med til at forme den linje, men han stoppede som redaktør i 1986.

I mange år var det den sympatiske Tony Timpone, der styrede FANGORIA-skibet, men fra 2010 begyndte det at blive skidt for bladet med redaktør-skift og markante ændringer i den redaktionelle linje, og i oktober 2015 var det reelt slut med nummer 344. Siden kom fire digitale numre som de sidste krampetrækninger.

I oktober 2018 vendte bladet tilbage i trykt form under selskabet Cinestates vinger, og de har indtil videre formået at få otte numre på gaden. Bladet er desværre kun en skygge af sig selv, og selv om der er masser af nostalgi forbundet med at have et FANGORIA i hænderne, så kræver det også, at bladet er værd at læse. Desværre ligner det i mine øjne en bleg kopi af det canadiske RUE MORGUE. Men jeg køber det nu trofast alligevel, mest for at støtte projektet.

Men projektet har store problemer. I løbet af sommeren vendte mange horror-kendisser ryggen til FANGORIA-ejeren Cinestate i kølvandet på historier om en producent, der i 2017 blev anholdt for voldtægt af en 16-årig. Siden væltede skeletterne ud af skabet, og det var tydeligt, at Cinestate var præget af et meget giftigt miljø, som ingen havde formået at styre eller rydde op i. Og siden kom det frem, at FANGORIA reelt var til salg, fordi det var uholdbart at fortsætte brandet med Cinestate som ejer.

Om det lykkes at finde en ny ejer, er ikke til at sige, men man kan kun håbe, at hvis det sker, så bør det være med en version af FANGORIA, som skrækfans kan finde sig hjemme i - ikke den blege kopi, der har været tilbuddet de seneste par år. Men nu får vi se ...

Opdatering: FANGORIA har nu fundet nye ejere, og jeg har netop fået en mail om, at man kan forny sit abonnement.

søndag den 9. august 2020

Seks gange horror i en pakke fra England

Jeg har været på posthuset og hente en pakke fra England. Nå nej, det er jo noget vrøvl, for posthuse findes ikke mere, så det er de lokale supermarkeder, der i vore dage er stedet, hvor man ordner sine post-forretninger, alt imens man panter flasker og køber en liter letmælk og et franskbrød. Nå, men pakken fik jeg og den var fra Arrow Video, men den indeholdt ikke nogen af deres udgivelser.

Arrows net-butik holdt nemlig et udsalg med udgivelser fra Nucleus Films, Severin Films og Screenbound Entertainment: To Blu-rays for 10 pund! Kapow, det er jo en deal, der ville noget, men det var der vildt mange fans, der også var med på, så få timer efter, at de annoncerede udsalget, kunne man opleve, at film, man havde lagt i den elektroniske indkøbskurv, blev udsolgt for øjnene af en.

Så det var lidt hektisk og det gjaldt mest om at nå frem til at kunne betale, så man i det mindste sikrede sig nogle af titlerne, men jeg synes nu, at det er spændende ting, jeg har fået hjem. Pete Walker er en instruktør, jeg har forsømt at få samlet op på, men nu har jeg i hvert fald HOUSE OF WHIPCORD, DIE SCREAMING MARIANNE og HOUSE OF MORTAL SIN at se frem til.

Eugenio Martíns UNA VELA PARA EL DIABLO (A CANDLE FOR THE DEVIL), David Hemmings' THE SURVIVOR og Vernon Sewells CURSE OF THE CRIMSON ALTAR er også horrorfilm, jeg endnu ikke har set (men jeg har dog læst den James Herbert-bog, som THE SURVIVOR er baseret på), så det var alt i alt en lækker pakke. Samlet pris: 333 kroner!

lørdag den 8. august 2020

H.P. Lovecraft-gys fra Spanien

Af den håndfuld filmatiseringer af H.P. Lovecrafts novelle "The Colour Out of Space", der er blevet lavet, er THE CURSE en af dem, jeg ikke har fået set. Den er fra 1987, er instrueret af David Keith og har Wil Wheaton på rollelisten. Han var den irriterende knægt i STAR TREK: THE NEXT GENERATION, men han var til gengæld rigtig god i Stephen King-filmen STAND BY ME, og så har det været sjovt at se ham i rollen som sig selv i komedieserien THE BIG BANG THEORY. Så det går nok ...

THE CURSE er blevet udgivet på Blu-ray af amerikanske Scream Factory på en skive, hvor man også finder 2'eren, THE CURSE II: THE BITE. Men den er sådan noget region A-noget, og selv om jeg ejer en multiregion-afspiller, får jeg reelt næsten aldrig købt de amerikanske udgivelser. Og nu er Scream Factory-versionen udgået, så det bliver under alle omstændigheder dyrt.

Men så blev jeg anbefalet den spanske Blu-ray, som jeg nu har fået leveret af deres variant af Amazon. Spanske udgivelser er vist lidt et minefelt, hvor en del ting efter sigende skulle være bootlegs, mens nogle fans taler om, at landets copyright-lovgivning er lidt elastisk. Jeg har lige haft filmen i afspilleren for at tjekke den ud, og billedet er nydeligt og der er et engelsk lydspor. Og den er tekstet på engelsk (for hørehæmmende), hvis man har brug for det.

Så lever jeg fint med, at coveret er på spansk med titlen GRANJA MALDITA, og at teksten vender forkert på ryggen af æsken, så man læser titlen nedefra og op - og ikke oppefra og ned. Det ser man også ofte på tyske udgivelser. Nu glæder jeg mig til at se filmen en dag, og det er ikke umuligt, at jeg bestiller mere horror fra Spanien. Mange sjældne titler kan fås derfra, men man skal altså lige lave sin research, da markedet som sagt er et minefelt.

søndag den 2. august 2020

Sommerferie-gys: Jeg fik set 13 film

Så er sommerferien forbi for mit vedkommende, og jeg nåede at se eller gense 13 horrorfilm. Det blev også til en håndfuld afsnit af ASH VS. EVIL DEAD, men det er en anden snak. Jeg lagde løbende små tekster op på Skræk og Rædsels Facebook-side, når jeg havde set en film, og de er samlet her. I kursiv har jeg så lige efterfølgende skrevet et par ekstra betragtninger.

Sommerferie-gys #1 - THE THING: Et gensyn med denne moderne klassiker.
Tja, der er jo ikke så meget mere at sige om John Carpenters mesterværk, og musikken af blandt andet Ennio Morricone er legendarisk. En film, man bare kan se igen og igen.

Sommerferie-gys #2 - THE GRUDGE (2020): Man skal være meget glad for JU-ON/THE GRUDGE-sagaen for at få noget ud af denne her. En tynd kop sake.
Et par af de tidlige japanske JU-ON-film kommer snart ud på dvd og Blu-ray i Danmark, og på Netflix kan man se TV-serien JU-ON: ORIGINS, så det ikke lige et fænomen, der uddør.

Sommerferie-gys #3: Et gensyn med BLOOD DINER, som jeg så første gang tilbage i de glade VHS-dage. En rigtig rodebunke af en film med masser af splatter og gakkede effekter, tydeligvis inspireret af BLOOD FEAST fra 1963. Sjov at se, men lidt anstrengende.
Jackie Kong har ikke lavet mere end en håndfuld film, men af dem ville jeg gerne se THE BEING fra 1983. 

Sommerferie-gys #4: Gensyn med WITCHFINDER GENERAL med Vincent Price i en af sine glansroller. Mere et historisk drama, men med markante horror-elementer. Fremragende.
En del af den såkaldte "unholy trinity" i folk horror-genren, hvor de to andre film er THE BLOOD ON SATAN'S CLAW og THE WICKER MAN. Der er dog flere markante film i netop denne subgenre.

Sommerferie-gys #5: Et gensyn med HELL FEST, som jeg så i biffen for et par år siden. Var bedre underholdt i denne omgang, men nogen stor film er det ikke.
Instruktøren Gregory Plotkin havde flere idéer til en sequel, men HELL FEST imponerede ikke i biograferne, så det er ikke noget, man har set til endnu.

Sommerferie-gys #6: DOGS fra 1976 er en hæderlig omgang dyre-horror, selv om hundene aldrig for alvor fremstår skræmmende. Sjovt at se George Wyner som en slags actionhelt, selv om han ikke er den egentlige mandlige hovedrolle.
Også her havde man en fortsættelse i tankerne, CATS, men det blev aldrig til noget.

Sommerferie-gys #7: Et gensyn med THE RING TWO, denne gang på Blu-ray. Selv om den er instrueret af Hideo Nakata, så er det en film uden nerve eller gru. Enkelte scener virker, men det er fordi den grundlæggende historie er creepy, men ellers er det en halvsløj film.
En RINGU-opsamling med de tidligere japanske film samt en af de seneste produktioner, SAKADO, er på vej på det danske dvd- og Blu-ray-marked.

Sommerferie-gys #8 - THE POSSESSION OF HANNAH GRACE: OK og ganske creepy lille sag, der lægger ud med at være en eksorcisme-historie, men ender et helt andet sted. Nogle vil måske finde den kedelig og forudsigelig, men sådan er det.
Plottet lyder på overfladen som en slags THE AUTOPSY OF JANE DOE, men det er to meget forskellige film synes jeg - og THE AUTOPSY OF JANE DOE er bedre.

Sommerferie-gys #9 - OVERLORD: Nazister, zombier, krig, D-dag og Pilou Asbæk er i dette tilfælde en ekstremt underholdende cocktail. Flot lavet og med seje special effects.
På et tidspunkt blev filmen beskrevet som en del af Cloverfield-universet, men det var den så ikke alligevel. Det er nok meget godt. 

Sommerferie-gys #10: VAMPYRVIDAR er en rendyrket omgang skæg og ballade - og så er den norsk. Lidt af en rodebunke, men virkelig sjov at se.
Norge har generelt gjort det godt, når det gælder horror-film - både de mere alvorlige som FRITT VILT-trilogien og de mere muntre som VAMPYRVIDAR og DØD SNØ.

Sommerferie-gys #11 - VELVET BUZZSAW: Knivskarp satire går hånd i hånd med intenst drama og velplacerede horror-elementer i denne "kunst er livsfarlig"-thriller. Ikke på højde med samme instruktørs mesterlige NIGHTCRAWLER (som ikke er horror), men jeg synes bestemt, at den er værd at bruge tid på.
21 millioner dollar kostede det at lave denne film, som primært er blevet distribueret på Netflix - det viser, at streaming-giganten mener det seriøst i deres stræben efter at vise unikt indhold.

Sommerferie-gys #12 - GERALD'S GAME: Mike Flanagan byder ind med et meget godt bud på at filmatisere Stephen King-romanen, der ikke kunne filmatiseres. Intens lille film med mere horror, end jeg lige husker fra bogen - og med en væmmelig scene, der virkelig er nasty.
Mike Flanagan er stille og roligt ved at blive et af de mest interessante navne i horror-verdenen med produktioner af høj kvalitet. Jeg glæder mig til at få set DOCTOR SLEEP, som jeg har liggende i bunkerne.

Sommerferie-gys #13 - POLAROID: Norske Lars Klevberg har i Hollywood lavet den seneste af CHILD’S PLAY-filmene, og den var meget sjov. Men han har også lavet POLAROID, og det er det værste bras. Kliche på kliche i en komplet ligegyldig gyser, der intet har at byde på andet end et sjusket manuskript og et mørkt og mudret billedsprog. Hold dig langt væk fra denne her.
Lars Klevberg har været i medierne den seneste tid, hvor han har udtrykt ønske om at lave en sequel til CHILD'S PLAY. Hellere det end en fortsættelse til POLAROID.

onsdag den 29. juli 2020

Endelig er der kommet THE WALKING DEAD-datoer

Selv zombier bliver påvirket af coronavirus, og det har ramt hele THE WALKING DEAD-universet på TV. Men nu lysner det. Det 15. og som udgangspunkt næstsidste afsnit af sæson 10 af hovedserien blev sendt i begyndelsen af april, men så gik der nedlukning i det hele. Postproduktionen på episode 16, "A Certain Doom", kunne ikke umiddelbart gøres færdig, og de mange fans måtte vente. Nu kommer afsnittet til at rulle over de amerikanske TV-skærme den 4. oktober og så kan vi se det i Danmark dagen efter. YouSee har de danske rettigheder.

Men sæson 10 slutter ikke bare der. I forbindelse med årets Comic-Con (der denne gang blev en "vi sidder alle derhjemme"-udgave) kom det frem, at man agter at føje seks episoder mere på sæson 10. De skal sendes tidligt i 2021, hvis altså alting går op i en højere enhed. Og så må vi jo se med sæson 11.

THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er en spinoff-serie, der er planlagt til at have to sæsoner a 10 afsnit. Serien blev også påvirket af corona-lockdown, men nu får den premiere i USA den 4. oktober på AMC, hvor den skal sendes efter afsnit 16 af THE WALKING DEAD. På vores breddegrader skulle den kunne ses på Prime Video.

Og så er der FEAR THE WALKING DEAD, der nu er nået til sæson 6. Den får premiere i USA den 11. oktober, og den kan man se her i landet se på HBO Nordic - typisk dagen efter. Omkring halvdelen af sæsonen var åbenbart filmet, før virus omklamrede verden. Formatet kommer til at ændre sig, så hver episode nærmest bliver en mini-film, så man kunne forestille sig, at vi kommer til at følge ganske få karakterer i hvert afsnit. Hmm ...

Her er lige et overblik ud fra de amerikanske datoer:
4. oktober: THE WALKING DEAD sæson 10, afsnit 16.
4. oktober: THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND, sæson 1, afsnit 1.
11. oktober: FEAR THE WALKING DEAD, sæson 6, afsnit 1.
11. oktober: THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND, sæson 1, afsnit 2.

... og så er der jo stadig de annoncerede film med Rick Grimes, men her skriver man stadig videre på manuskripterne, hvilket der jo har været rig lejlighed til under nedlukningen.

torsdag den 23. juli 2020

Mine horror-bunker skrumper stille og roligt ... men der er stadig lang vej igen

Jeg skriver min "det skal jeg have set"-liste i hånden i en Moleskine-notesbog - og med ujævne mellemrum laver jeg en opdateret version. Det er meget rart at skrive tingene ned i stedet for at have en elektronisk liste.
Jeg ser flere horrorfilm her i denne sommerferie, end jeg plejer, så det hjælper på bunkerne af film, jeg har liggende. Er nu nået ned på 99 styk, der skal ses, hvilket er noget bedre end de mere end 160, jeg havde stående på listen på et tidspunkt. Nu består min liste også af film, jeg har set før, men siden har opgraderet til Blu-ray - og så skal de jo ses igen. Omkring halvdelen af filmene er kommende gensyn. Og jeg skulle måske skrive, at jeg har 99 titler (og ikke film) på listen, da en lille håndfuld er FEAR THE WALKING DEAD-sæsoner, og de tæller hver især som en enkelt titel i min nørdede liste-verden.

I løbet af de seneste par måneder har jeg skåret voldsomt ned på indkøb, men det er da blevet til en titel hist og pist. Og et par enkelte er på vej i posten. Men det går den rigtige vej, og det er herligt at komme igennem så mange film; upåagtet deres kvalitet. Og det er rart at få set det, man har købt i tidens løb. Så jeg "knokler" videre.

mandag den 13. juli 2020

Programmet for Skrækfest 2020 er klar

Odense Bibliotekerne har gang i noget skræmmende, creepy og spooky med Skrækfest, der sidst i september sætter fokus på gys, gru, skræk, rædsel, horror og uhygge. Vampyrer kommer til at fylde en del, men ellers kommer man pænt rundt i krogene. Hovedparten af arrangementerne foregår på Hovedbiblioteket. Du kan læse mere på Skrækfests hjemmeside, men her er lige programmet i nogenlunde kort form.

Opdatering: Programmet er corona-ramt, så noget må udgå, mens lidt andet er kommet til.

Tirsdag den 22. september
  • Kl. 18.00: Videnskaben bag skræk og rædsel. Hvad er horror? Hvem tiltrækkes af genren, og hvorfor? Hvordan virker genren, rent psykologisk? Er det sundt eller usundt at se horrorfilm? Og hvordan forsker man i det hele taget i horror? Foredrag af Mathias Clasen
  • Kl. 19.15: Showcase med horrorfilm fra Odense Filmværksted. Under Skrækfest 2020 vil Odense Filmværksted vise et lille program af korte gyserfilm som er produceret gennem værkstedet. Programmet består af 6 meget forskellige kortfilm som hver især benytter sig af nogle af horror-genrens velkendte virkemidler.
Onsdag den 23. september - H.P. Lovecraft tema-aften
  • Kl. 18.00: En udødelig relevans: H.P. Lovecraft og hans tilstedeværelse i året 2020. Foredrag ved cand. mag. i litteraturvidenskab Jonas Guldfeldt Viuff.
  • Kl. 19.00: Cthulhu Mythos & H. P. Lovecraft. Foredrag ved Henrik Sandbeck Harksen, Danmarks førende Lovecraft-ekspert.
  • Kl. 20.00: Legendarisk skrækfilm baseret på H.P. Lovecrafts univers.
Torsdag den 24. september
  • Kl. 18.00: Skrækkelige brætspil. Bibliotekets brætspilsklub er selvfølgelig også en del af Skrækfest 2020. Vi finder alle de uhyggelige brætspil frem til nogle skræmmende timer hvor du nok skal finde ud af om du kan stole på de andre om bordet.
  • Kl. 18.00: Vampyrer - en tema-aften med tre foredrag. Vampyrernes indtagelse af popkulturen. Foredrag ved cand. mag i litteraturvidenskab v. SDU Kathrine Nielsen.
  • Kl. 19.00: Den afskyelige, den sexede og den humane vampyr. Foredrag ved forfatter og filmforsker Rikke Schubart.
  • Kl. 20.00: Dracula cha cha cha - alle tiders vampyr-musik fra opera til disco for fuld volumen. Foredrag ved kulturformidler Nicolas Barbano.
Fredag den 24. september
  • Kl. 18.30: Gysets musikalitet. Kulturformidler Nicolas Barbano, kendt fra bl.a. DR P2’s "Filmharmonikerne", tager os på en guidet rejse gennem skrækfilmens mest hårrejsende og ikoniske kompositioner.
  • Kl. 19.30: Musikalske virkemidler i film. Foredrag ved komponist og medlem af Dansk Filmkomponistforening Jesper Hansen.
  • Kl. 21.00: THE SHINING - 40 år med én af horror-genrens helt store klassikere. Sammen med Nordisk Film Biografer Odense fejrer Skrækfest 2020 én af horror-genrens absolut største klassikeres 40 års jubilæum.
Lørdag den 26. september
  • 12.00-14.00: Forfatter Martin Wangsgaard Jürgensen signerer sin nye anmelderroste bog ”Skrækvisioner” om den moderne gysers udvikling. Kl. 13.00 er der artist talk med forfatteren.
  • Kl. 11.00-18.00: Dark Market. Vanen tro afholder vi marked i forbindelse med Skrækfest - i år er vi så heldige, at arrangørerne bag Dark Market fra København har rykket teltpælene op, og præsenterer Dark Market Odense 2020 på årets festival.
  • Kl. 12.00-18.00:Virtual Reality Horrorzone. Skræk og rædsel får helt nye dimensioner på Hovedbiblioteket, når Odense Bibliotekerne og UCL udfordrer de mest hårdføre og modige gæster i Virtual Reality Horror Zone.
  • Kl. 14.00 Skrækfest og Dansk Horror Selskab præsenterer: Årets Danske Horrorudgivelse. Det er med stor glæde at Skrækfest i år danner rammerne for overrækkelsen af prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.
  • Kl. 15.00 CANNIBAL HOLOCAUST - Ruggero Deodatos famøse klassiker har 40 års jubilæum. Filmen KANNIBALMASSAKREN (CANNIBAL HOLOCAUST) er beskrevet som den første found footage-film nogensinde, og den skabte stor skandale, da den udkom i 1980. Den italienske journalist Davide Rota introducerer os til den kontroversielle film.
  • Kl. 19.30: Skrækfest og Metal Mekka præsenterer Manticora og Awake The Lights. Det bliver tungt, larmende og bloddryppende, når Metal Mekka præsenterer dobbeltkoncert på Skrækfest 2020.
  • Kl. 22.00-09.00: Night of the Vampires: Filmfest til den lyse morgen. Vi slutter Skrækfest 2020 af med endnu engang at sætte fokus på vampyrer, når vi viser nogle af de bedste film inden for den bloddryppende genre.

søndag den 12. juli 2020

Michael Myers er ikke bange for noget som helst; måske lige bortset fra coronavirus

Verden er stadig plaget af coronavirus og vi kigger ind i et efterår, hvor nogle frygter, at vi rammes af en ny bølge af sygdommen. Men allerede i dag er der lande, hvor smittetallene stiger, og det påvirker på alle måder folks hverdag. Også underholdningsindustrien er hårdt ramt, og der kommer flere nyheder fra Hollywood om film, der rykker premieredatoer.

En af dem er HALLOWEEN KILLS, David Gordon Greens fortsættelse til HALLOWEEN fra 2018. Den skulle have haft premiere til oktober, men nu rykker den et helt år. Den nye amerikanske premieredato hedder 15. oktober 2021. Og det betyder, at afslutningen på den aktuelle trilogi, HALLOWEEN ENDS, får premiere i USA 14. oktober 2022.

Nu ser det ud til, at den nye CANDYMAN-film af Nia DaCosta overtager den 16. oktober 2020 som premieredato - der hvor HALLOWEEN KILLS ellers lå. CANDYMAN er blevet flyttet flere gange, men det kan være, at det holder stik med oktober-datoen.

SAINT MAUD, en horrorfilm med religiøse undertoner, er allerede blevet rykket rundt i premiere-planen, og nu har den ingen officiel dato, så den må vi vente på. Det samme gælder THE FOREVER PURGE, nr. 5 i den serie, der kommer ud i de amerikanske biografer 9. juli 2021.

Herhjemme er biograferne åbne, men det går ikke imponerende. Billetsalget var i juni 40 procent lavere i forhold til sidste år, og det er blandt manglen på store titler, der trækker i den forkerte retning. Horror er kun en lille del af det danske biograf-marked, hvor BRAHMS: THE BOY II var den første film, der dukkede op siden genåbningen. Den ville jeg egentlig gerne have været inde at se, men så gik der almindelig travlhed og nu sommerferie i det hele. Derfor når jeg heller ikke ind og se horror-dramaet LITTLE JOE, der lige har fået premiere.

Nu bliver det spændende, hvor meget der reelt kommer op i sensommeren og efteråret, hvor ANTEBELLUM, A QUIET PLACE PART II og THE CONJURING: THE DEVIL MADE ME DO IT er nogle af de store titler. Det bliver måske en smule skræmmende at følge.

mandag den 22. juni 2020

De sidste grumme paperbacks kom i hus

Så fik jeg de sidste to Paperbacks From Hell-genoptryk i hus, så jeg har dem alle ti. Efter sommerferien kan vi se frem til STAGE FRIGHT af Garrett Boatman, FAMILIAR SPIRIT af Lise Tuttle og THE AUCTIONEER af Joan Samson. Det er vist ikke helt nemt for forlaget at opspore, hvem der i vore dage har rettighederne til indholdet og til forsiderne, men det er så cool, at de gør det store arbejde for at genoplive en del af det, der lå i store stakke i 70'ernes og 80'ernes boghandlere og kiosker.