mandag den 20. december 2010

De 10 bedste gysere: Hjemsøgte huse

Vi har set billedet så mange gange i skrækfilmens verden: Det store skumle hus, der med sin dystre og negative energi skræmmer kvarterets unger og får hærdebrede mænd til at slå korsets tegn for sig. Ingen har lyst til at bo der. For mange år siden skete noget forfærdeligt på denne adresse, og nu har en eller flere rastløse sjæle taget bolig i den forladte ejendom. Men der er selvfølgelig altid en familie, der er dum nok til at flytte ind - og så går alting amok.

Det hjemsøgte hus er et af de temaer, som horror-genrens fortællere ofte vender tilbage til og en stribe af de bedste gysere foregår i en mørk bygning, hvor spøgelser og andre overnaturlige fænomener har frit spil. Her er min personlige Top 10.
10 WHAT LIES BENEATH (2000)
Der er dømt mainstream, så det batter, men for pokker hvor er det bare en effektiv film, Robert Zemeckis her har lavet. Han er på ingen måde Hollywoods bedste person-instruktør, men det kan ikke gå helt galt, når man har Harrison Ford og Michelle Pfeiffer på rollelisten. De giver den fuld gas i en nervepirrende og intens historie, hvor stemningen driver ned af væggene i det store hjemsøgte hus. Der doseres fint med solide chok undervejs, og så kan man godt leve med, at klimaks er lidt overgearet.
9 HOUSE ON HAUNTED HILL (1959)
Skingre kvindeskrig, stønnen, dæmonisk latter, knirkende døre og raslende kæder. Sådan begynder William Castles herlige sort/hvide gimmick-gyser, hvor fem mennesker inviteres til at udholde en nat i et hjemsøgt hus. Klarer de det, modtager de 10.000 dollar. Som altid hos Castle fortælles historien med et glimt i øjet. Vincent Price er i topform som rigmanden Frederick Loren, der styrer de bizarre løjer. Spøgelserne er helt fantastiske og filmen leverer mange gode gys. Det er muligvis en lille film, men det er en lille klassiker.
8 THE AMITYVILLE HORROR (1979)
Det kan godt være, at THE AMITYVILLE HORROR er baseret på virkelige begivenheder, men historien fik sit eget liv i filmens verden med utallige fortsættelser. Den første film fra 1979 har James Brolin og Margot Kidder i hovedrollerne som ægteparret Lutz, der køber et stort hus til næsten ingen penge. Forklaringen på den lave pris er selvfølgelig, at huset er hjemsøgt.

Rigtig uhyggeligt bliver det aldrig i denne film, men det er god underholdning og vi får en autentisk 70'er-stemning, der er med til at gøre dette til en unik oplevelse. Lalo Schifrins flotte musik er et plus - den fungerer bedre i filmen end på cd.
7 THE LEGEND OF HELL HOUSE (1973)
John Houghs THE LEGEND OF HELL HOUSE er baseret på en roman af genre-veteranen Richard Matheson - og så ved man, at man er i godt selskab. Historien er klassisk: Fire mennesker samles i et hjemsøgt hus for at bevise, at der er liv efter døden. Både videnskab og parapsykologi kommer i spil. Alle skuespillerne er i særklasse, men det er specielt en fornøjelse at se Roddy McDowall som det plagede medium og Clive Revill som den firkantede videnskabsmand. Den elektroniske musik af Delia Derbyshire og Brian Hodgson er med til gøre stemningen endnu mere rædselsvækkende.
6 POLTERGEIST (1982)
Glem nu diskussionen om det er Tobe Hooper eller Steven Spielberg, der har instrueret denne film. Og se gennem fingre med det ujævne manuskript og de ikke altid optimale skuespillerpræstationer. POLTERGEIST er et brag af en gyser, der underholder fra start til slut. Her er en rigtig Hollywood-film, der tager sit publikum med på den vildeste rutchebanetur.

Og det er skønt at opleve en historie, der foregår i et moderne hus i et gigantisk amerikansk forstadskvarter. Rædsler og humor går hånd i hånd og stemningen løftes af Jerry Goldsmiths mageløse musik. Og så er det en af genrens største øjeblikke, da den lille Carol Anne foran TV-skærmen erklærer... They're here!
5 THE GRUDGE (2004)
Blandt de utallige varianter af JU-ON/THE GRUDGE-film er dette klart den bedste og mest uhyggelige. Instruktøren Takashi Shimizu holder fast i den fragmentariske og episodiske fortællestil, der har præget de japanske produktioner - og tackler uden problemer at få et hold amerikanske skuespillere med på legen.

Selv om filmen naturligt nok føles lidt mere mainstream end de tidligere kapitler i serien, så er dette en ekstremt creepy historie, der kryber ind under huden på tilskueren. Her får vi virkelig præsenteret et hus, hvor de færreste af os har lyst til at bo.
4 THE OTHERS (2001)
Spanske Alejandro Amenábar dykker dybt ned i de filmhistoriske traditioner og serverer en spændende fortælling om kvinden Grace, der i slutningen af anden verdenskrig tager sig af sine to børn, der lider af en mystisk sygdom, som gør dem allergiske overfor lys. Det enorme hus, de bor i, er tilsyneladende hjemsøgt, og Grace har svært ved at holde på sine tjenestefolk.

Det er ikke fordi, der sker så meget i denne film, men det hele er lavet med stor elegance og stille og roligt bliver historien mere uhyggelig. THE OTHERS kunne næsten have været en film fra 60'erne, der er blevet gravet frem fra arkiverne - så meget er den inspireret af genrens klassikere - men den er også helt sin egen. På alle måder en god oplevelse.
3 THE INNOCENTS (1961)
Man kan næppe forestille sig et gammelt engelsk herresæde uden et spøgelse. Sådan er det også i Jack Claytons filmatisering af Henry James' berømte kortroman fra 1898, THE TURN OF THE SCREW. Det er dog de nyligt afdøde, der spøger i denne intense historie om en uerfaren kvinde, der får jobbet som guvernante for to børn, der bor i en storslået kasse af et hus ude på landet.

Deborah Kerr er fremragende i hovedrollen, men det er Martin Stephens som den unge Miles, der stjæler billedet. Og når vi taler om billeder, så er den sort/hvide fotografering af kameramanden Freddie Francis helt unik. Samtidig er scenerne med spøgelserne så nervepirrende, at det næsten bliver for meget.
2 THE CHANGELING (1980)
Musik bruges i de fleste film til at understrege og forstærke stemninger. Sådan er det også i gysere, men det er sjældent brugt så elegant som i Peter Medaks THE CHANGELING. Musikken er komponeret af Rick Wilkins, der havde Kenneth Wannberg og Howard Blake med på sidelinjen - og den er noget af det bedste og mest effektive, der er hørt i genren.

Nu handler filmen om en klassisk komponist, der sørger over tabet af sin familie, og det giver anledning til at lade musikken sive ind i alle porer af denne fantastiske gyser. Hovedrollen spilles af den altid seværdige George C. Scott.
1 THE HAUNTING (1963)
Robert Wise er manden bag dette mesterstykke af en gyser om fire mennesker, der går på jagt efter det overnaturlige i det berygtede Hill House. Filmen er i modsætning til det elendige 1999-remake ikke overlæsset med special effects - det uhyggelige antydes især med skygger og lyde, og det er bare så effektivt.

Optakten med de fire personernes ankomst til huset er helt eminent og man bliver fanget i et jerngreb af den spændende historie. THE HAUNTING er baseret på Shirley Jacksons roman THE HAUNTING OF HILL HOUSE og er - som mange af de rigtig gode skrækfilm - filmet i sort/hvid.

23 kommentarer:

  1. Hvis hoteller og børnehjem gælder som huse, ville jeg gerne have THE SHINING og THE DEVIL'S BACKBONE med på min egen liste. Sejt THE CHANGELING kom med; jeg sad og håbede, mens jeg scrollede nedad - den film må have inspireret til mange nyere titler som f.eks. THE RING og EL ORFANATO.

    SvarSlet
  2. Jeg vil også slå et slag for "Book of Blood" af John Harrison fra 2009 og "The Entity" af Sidney J. Furie fra 1982. Sidstnævnte er måske ikke så meget et hjemsøgt hus som et hjemsøgt menneske, men jeg husker den stadig med gru, selvom det er måske 20 år siden jeg så.

    SvarSlet
  3. Til Jonas: Hoteller og børnehjem gælder bestemt. THE SHINING har jeg dog aldrig været super-fan af, men har dog fået det bedre med den over årene. Den er med på min Stephen King-Top 10. THE DEVIL'S BACKBONE er bestemt seværdig, men den er så ikke helt i Top 10 ... efter min mening.

    Når vi taler om børnehjem, så vil nogle nok have taget EL ORFANATO med, men jeg synes bare ikke den er helt oppe at ringe.

    Til Jette: BOOK OF BLOOD synes jeg var jammer-kedelig. THE ENTITY er en fremragende film, men handler - som du skriver - nok mere om en hjemsøgt person. Det samme gælder i øvrigt også en nyere og ganske populær film, som nogle måske savner her på listen (titlen er udeladt for ikke at spoile for meget).

    SvarSlet
  4. STIR OF ECHOES? Var det ikke også huset der var hjemsøgt i den? Lang tid siden jeg har set den, men husker den som værende virkelig creeeeeepy.

    SvarSlet
  5. STIR OF ECHOES er fremragende! Hører helt sikkert blandt de rigtig gode hjemsøgte huse-gysere. Det er jo også en Richard Matheson-historie.

    SvarSlet
  6. Hmm, det minder mig om den Halloween-episode af The Simpsons, hvor familien flytter ind i et hjemsøgt hus, men hvor det til sidst er huset, der begår selvmord, fordi det ikke kan holde familien ud. :D

    SvarSlet
  7. THE NESTING om en forfatter, der flytter ind i et hjemsøgt hus, er også værd at tjekke ud. Den er pt. kun til at skaffe på vhs. Men Synapse har næsten lige annonceret, at de sender den ud på dvd til marts.

    Ellers en fin liste. Jeg tror stort set, jeg er enig i hvert eneste valg og sågar også nogenlunde med placeringerne. THE HAUNTING er også min førsteplads. Jeg ser den gerne mindst en gang om året.

    SvarSlet
  8. så fedt med changeling på din liste.. nemlig et rigtig godt bud på en af de hjemsøgte! god jul og tak for din glimrende skriblerier, søren. :0)

    SvarSlet
  9. Jeg er er også godt enig med det meste - Så "The Changeling" for nylig for første gang og var ret imponeret, ligeledes med "The Innocent". Fedt at man kan se en 50 årig og en 30 årig gammel film for første gang uden overhovedet at tænke "Gammel film - sikkert ok for 100 år siden) Det er det der kendetegner mesterværk.

    Dog synes jeg at Remaken af "House on Haunted Hill" fra 1999 fortjener en plads på listen. Den er satme også scary. Geoffrey Rush gør det suverænt som "Vincent Price" og specielt Chris Kattan gør det fantastisk som den mega nervøse og eksentriske "Watson Prichett"

    SvarSlet
  10. Det er en fremragende liste, Søren, især fordi du har husket "The Changeling" (1980)!

    Her er yderligere et par fremragende haunted house-film (fra forskellige genrer), som er værd at se, hvis man får chancen:

    "Lonesome Ghosts" (1937): Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule som ghostbusters.
    "The Uninvited" (1944): Romantisk horror.
    "The Ghost and Mrs. Muir" (1947): Romantisk melodrama.
    "Yabu no naka no kuroneko" / "The Black Cat" (1968): Japanske spøgelser (burde måske have været med på top ti listen).
    "Sien nui yau wan" / "A Chinese Ghost Story" (1987): Kinesiske spøgelser.
    "Tonari no Totoro" (1988): Animeret sod.

    SvarSlet
  11. Martin Schjönningtirsdag, 21 december, 2010

    Fuldstændig enig i din nummer 1, Søren. The Haunting er så forrygende skummel! Aldrig har jeg været så bange for absolut ingenting :)

    SvarSlet
  12. Fin liste :-)

    Jeg ved godt, at den efterhånden er ret umulig at opspore, men "The Woman in Black" fra 1989 er en af de bedste haunted house-film jeg nogensinde har set.

    http://www.imdb.com/title/tt0098672/

    Den er i øvrigt på vej som genindspilning med Daniel Radcliffe. Den er instrueret af James Watkins, som også stod bag "Eden Lake".

    http://www.imdb.com/title/tt1596365/

    En lille sjov note: I Harry Potter-filmene bliver Harrys far spillet af Adrian Rawlins, som spillede hovedrollen i 1989-versionen af "The Woman in Black" - den samme rolle, som Radcliffe spiller i genindspilningen.

    SvarSlet
  13. Hvor bliver Dark Water af ? Det er en af de bedste og mest vellavede haunted house film.

    SvarSlet
  14. Jeg synes, at DARK WATER er en rigtig god film, men jeg oplevede den ikke som for alvor uhyggelig.

    SvarSlet
  15. Dark Water kunne bestemt have en plads på listen, men ellers ser den fin ud. Dog ville jeg have valgt Andrew Douglas' remake af Amityville Horror fra 2005 fremfor originalen, der virkelig var for lang og ufokuseret. Toppen af poppen er selvfølgelig "American Horror Story", men det er selvfølgelig en serie..

    SvarSlet
  16. En haunted house film som stadigvæk kan give mig gåsehud ved gensyn, er tv filmen, THE HAUNTED (Robert Mandel,1991).Den er effektivt skruet sammen, og tager brug af få virkemidler for at opnå en creepy,og foruroligende stemning. Old School, men den virker!





    SvarSlet
    Svar
    1. Den tror jeg faktisk ikke, jeg har set, så tak for tippet!

      Slet
  17. Tror ikke at The Haunted er udgivet på dvd nogensteder, jeg har en kopi af filmen, og hver gang jeg giver den et gensyn går den mig direkte på nerverne ha ha ha...Det er en effektiv lille sag, den var ude på dk video i start 90erne fra Nordisk, med den danske titel, De hjemsøgte.

    SvarSlet
  18. Den lyder god og denne gamle tråd bekræfter det. Tak for tippet, Anonyme.
    http://www.avmaniacs.com/forums/showthread.php?t=32084&page=1

    SvarSlet
  19. Hah!! Jeg har netop checket et clip på YouTube og kan genkende den, som en film jeg har set for længe siden på en af de danske reklamekanaler, TVDanmark eller sådan noget. Og, jo, den er sgu ret uhyggelig.

    SvarSlet
  20. Årr for fanden! Sådan er det, når man har for mange videobånd. Jeg checkede det danske omslag på Uncut.dk (redaktør Caspar Vang var iø ikke specielt begejstret for filmen) og... "Hmmm, det cover ser da bekendt ud"... jeg checker mine hylder og ganske rigtigt, dér står den!! For fanden, Jack!! >_<

    Nu skal den bestemt genses!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk at du lige havde den stående. Synes at vhs-forsiden virker lidt bekendt, men jeg er stadig ret sikker på, at jeg ikke har set filmen.

      Slet
  21. Klart!!...Det er en lille (overset) perle, bla scenen hvor naboerne bliver vidne til at huset bogstavelig talt går beserk i et orgie af skrig/skygger, og blinkende lys er bare en bla mange uhyggelige scener i denne film.Personligt vil jeg mene, at den i uhygge, overgår de nævnte film på på top 10 listen, som ellers er en glmrende liste. En simpel, men møguhyggelig lille made for tv-gyser...

    SvarSlet