Hvis man bliver fanget på det forkerte ben og ikke kan finde på noget positivt at sige om gyserfilm, så kan man som minimum slynge ud, at genren har holdt liv i romertallene. Enhver fan kan uden problemer sætte en stribe FRIDAY THE 13TH-film op på hylden – uden et sekund at være i tvivl om kronologien. Fortsættelse efter fortsættelse er en del af showet og så er det jo bare en bonus, at vi kan kende forskel på IV, V og VI.
Selv om vi slavisk tygger os igennem de fleste af disse sequels, er kvaliteten mildt sagt svingende. Her er mit bud på en stribe fortsættelser, der rykker for vildt. Og for at gøre det hele lidt mere interessant, så indeholder listen kun 2'ere - og det endda 2'ere til gode 1'ere. Here we go..10 HOSTEL PART II (2007)
Eli Roth valgte meget klogt ikke at prøve at overgå sig selv, da han skulle lave en fortsættelse til den succesfulde HOSTEL. Den grumme fortælling om en mystisk organisation i Slovakiet, der indfanger unge turister, så syge mænd og kvinder kan betale for at få lov til at torturere og dræbe dem, lægger ellers op til et eksplosivt voldsorgie uden sidestykke. Roth vælger i stedet at gå bag kulisserne på den grusomme gesjæft og gør endda et par af de syge kunder til hovedpersoner.
På den måde får vi en sequel, der på fornem vis bringer os videre i historien, men som også gør os klogere på det, der skete i 1'eren. Og når det så endelig kommer til stykket, har Roth ingen problemer med ultravold - især til sidst, hvor vi får en af disse scener, der kan få mandlige tilskuere til at bide tænderne sammen af smerte.9 PSYCHO II (1983)
Alfred Hitchcock sort/hvide skrækfilm fra 1960 er en af genrens helt store klassikere. Den var både brutal og nyskabende og blev naturligvis kopieret i utallige variationer i andre film. Men selv om PSYCHO blev en stor økonomisk succes, holdt Hollywood sig i årevis fra at lave en 2'er. Forfatteren Robert Bloch udgav en fortsættelse i 1982. Imens havde Universal gang i deres eget filmprojekt, der intet havde med romanen at gøre. Den havde premiere i 1983.
Her møder vi Norman Bates, der efter 22 år på en psykiatrisk afdeling bliver erklæret rask og vender hjem til huset ved siden af motellet. Marion Cranes søster Lila Loomis er rasende over, at Norman er på fri fod igen og hun gør alt for at protestere. Imens forsøger Norman at leve et normalt liv, men noget kunne tyde på, at hans mor ikke er helt død endnu. Instruktøren Richard Franklin får det bedste ud af et manuskript, der måske er en anelse kringlet, men det er en fornøjelse at se Anthony Perkins vride og vende sig i rollen som Norman. Og så er slutningen storslået – helt og aldeles vidunderlig!8 DR. PHIBES RISES AGAIN (1972)
Den anden film om den dæmoniske dr. Phibes er næsten på højde med 1'eren. Vi møder igen Phibes, der denne gang vil forsøge at genoplive sin afdøde kone i Livets Flod i Egypten. Man kan tydeligt se, at Vincent Price nyder at spille rollen, og der balanceres perfekt mellem grum horror og kulsort humor.
De kreative dødsscener er filmens højdepunkter og man har lidt en oplevelse af, at dette er 70'er-versionen af SAW. Det var på tale at lave en tredje film om dr. Phibes, men det blev desværre aldrig til noget. Remake-versioner er vi heldigvis blevet skånet for.7 BLADE II (2002)
Den første film om vampyrjægeren BLADE var en underholdende sag, der meget vel kunne have fået en triviel og intetsigende 2'er. Men nu var det mexicanske Guillermo del Toro, der styrede slagets gang på fortsættelsen, og resultatet er intet mindre end fremragende.
Wesley Snipes er tilbage i rollen som den superseje Blade med de mange superseje våben. Her skal han bekæmpe en helt ny og dødsensfarlig art af vampyrer, Reapers, der lever af blodet fra almindelige vampyrer. Reaper-vampyrerne er meget klamme og er helt klart filmens hit, men den dynamiske fortællestil og den visuelle opfindsomhed trækker op i den samlede bedømmelse. Filmen blev efterfulgt af en jammerlig 3'er og en TV-serie, som jeg endnu ikke har set.6 28 WEEKS LATER (2007)
Nervepirrende, vild og dynamisk fortsættelse til Danny Boyle og Alex Garlands 28 DAYS LATER fra 2002. Det er spanieren Juan Carlos Fresnadillo, der har instrueret, og selv om stilen er noget mere mainstream end 1'eren, vrimler det med inficerede zombie-agtige galninge, der er med til skabe en forrygende stemning, der får dig helt ud på kanten af sofaen.
Splatter-freaks har også del at glæde sig over i denne blodige film og det er en fornøjelse at se Robert Carlyle i den meget vanskelige hovedrolle. Det skal blive spændende at se, om der kommer en 3'er.5 SAW II (2005)
James Wan og Leigh Whannells første SAW-film fra 2004 tog verden med storm. Successen var også til at føle på rent økonomisk – filmen havde et budget på lidt over en million dollar og skovlede mere end 100 millioner dollar ind i biografer verden over. Film nr. 6 i serien er nu på vej, men af de mange sequels er det helt klart 2'eren, der er et hit. Her møder vi politimanden Eric Matthews, der ledes frem til Jigsaws skjulested. Den kræftsyge og døende galning har dog ikke tænkt sig at give op uden videre og afslører, at han har spærret otte mennesker inde i et hus, fyldt med en dødelig gas. Måske kan de finde frem til modgiften, hvis de overlever de mange fælder i huset. Blandt de otte er Eric Matthews' søn, Daniel.
SAW II er en film, der i den grad leger med sit publikum. Manuskriptet vender og drejer sig som et kilo kogt spaghetti i en tørretumbler, men balancen er fin hele vejen igennem. Historien er ikke så konstrueret som i senere fortsættelser og slutningen er en reel overraskelse. SAW II er min absolutte favorit blandt de fem film, vi indtil nu har fået i serien.4 ALIENS (1986)
Jeg kan ikke forestille mig, at James Cameron nogensinde kommer til at lave et roligt lille drama om tre mennesker, der taler om deres problemer. Han er en af Hollywoods visuelt set mest støjende instruktører – alt skal bare være stort, vildt og eksplosivt. Efter min mening laver han god underholdning, men Cameron-fan bliver jeg aldrig. Jeg har f.eks. endnu ikke fået taget mig sammen til at se TITANIC – til gengæld har jeg set ALIENS masser af gange.
Cameron tager her Ridley Scotts 'et hjemsøgt hus i rummet'-gyser og blæser den op til en forrygende omgang action-horror. Seje replikker, masser af aliens og en storslået finale gør dette til en unik oplevelse. Filmens findes både i den originale biografudgave og et længere director's cut. Jeg foretrækker sidstnævnte.3 EVIL DEAD II (1987)
Sam Raimis opfølger til den primitive, energiske og blodige THE EVIL DEAD fra 1981 blev en film, der både kan ses som et remake og som en 2'er. De første ca. syv minutter er en slags mini-udgave af den første film, men derfra stryger handlingen med raketfart i alle mulige retninger. Bruce Campbell spiller endnu en gang den uheldige ungersvend, der i en hytte i skoven oplever alskens dæmoniske kræfter blive sluppet løs – alt imens han udsættes for Sam Raimis bizarre indfald. Her er virkelig tale om en skuespiller, der lægger krop til sine roller.
Tempoet er forrygende og det ene mere afsindige indfald afløser det andet. Det er som en slags real life-tegnefilm, bortset fra at folk virkelig kommer til skade og blodet pumpes ud i uhyrlige mængder. Første gang, man ser filmen, tror man ganske enkelt ikke sine egne øjne. EVIL DEAD II er noget ganske unikt.2 DAWN OF THE DEAD (1978)
Med NIGHT OF THE LIVING DEAD fra 1968 satte George A. Romero en af genrens helt store milepæle. Der skulle dog gå ti år, før han fik mulighed for at præsentere en fortsættelse, nemlig DAWN OF THE DEAD, der formentlig er en af genrens mest indflydelsesrige film. Dybest set er det bare endnu en variant af historien om en gruppe mennesker, der er spærret inde i en bygning – omringet af et ukendt og livsfarligt fænomen. Men DAWN OF THE DEAD er lavet med så stor elegance, at man hele tiden kan opdage nye ting i den.
At filmen samtidig er grænseoverskridende blodig er blot med til at forstærke den unikke oplevelse. Jeg var blæst væk, da jeg første gang så den i biografen. To dage senere var jeg lige nødt til at gå ind og se den igen. Romeros efterfølgende DEAD-film har ikke helt haft det samme niveau, men nu er det aldrig spild af tid at se en af zombie-mesterens produktioner.1 BRIDE OF FRANKENSTEIN (1935)
Universal kæmpede fire år med at få en fortsættelse til deres egen FRANKENSTEIN på gaden. Instruktøren James Whale krævede manuskriptet skrevet om flere gange og så var der også den tids censur at tage hensyn til. Det endelige resultat blev en af genrens største film og en af de bedste 2'ere, der nogensinde er lavet.
Boris Karloff er tilbage som monstret i en forrygende historie med kulsort humor og storslåede rædsler. Især er Elsa Lanchester helt fantastisk som monstrets brud og nogle af scenerne, hvor hun hvæser, er virkelig uhyggelige. Det samme er Karloffs sidste replik: 'We belong dead'. Franz Waxmans musik bidrager fænomenalt til stemningen og det er et soundtrack, enhver horror-fan bør eje.
Læs også...
De 10 bedste gyser-remakes
Sjov og god top 10! Selvom jeg dog ikke er enig med dig i "Saw 2" - husker den som uhyggeligt ringe... anyways. Andre gode sequels, som lige popper op er også: "Texas Chainsaw Massacre 2", "Halloween 2" og "Hellraiser 2". Sequels er heldigvis ikke altid af det onde:-)
SvarSletMen hvad med at lave en liste med de værste sequels? Måske det skal være en top 100 i stedet? he he...
Nu kan man heldigvis ikke diskutere smag. Jeg kan bare enormt godt lide stemningen i SAW II - og så er plottet forrygende. Hverken TCM 2, HALLOWEEN 2 og HELLRAISER 2 kan komme på en Top 10 i min verden (mere om sidstnævnte senere, når jeg kaster mig over en gennemgang af HELLRAISER-serien).
SvarSletEn liste over de værste sequels er en fin ide, men også lidt for nem. Dem er der godt nok mange af.
Der skal nok komme flere Top 10-lister - de tager bare ret meget tid at lave.
...ved heller ikke om det er top 10-materiale, bare andre gode sequels;-) Nå ja, "The Devil's Rejects" er sku også en ret god 2'er. Spændt på din Hellraiser-gennemgang.
SvarSletJa, muligvis en top 10 over de værste er for nem, eller måske ikke. Jeg mener, at der netop er så mange, gør det til en udfordring at få udvalgt de 10, som vitterligt er de dårligste:-)
Da jeg sad og læste lidt på denne artikel kom jeg til at tænke på Prequels og har aldrig fundet en top 10-liste med dem. Så nu har jeg selv lavet en.
SvarSletJeg er egentlig ikke så vild med prequels, det er lidt snyd, som om man tager instruktørens idé og bestemmer hvad der førte op til filmen, uden at vide om det var det han havde tænkt. Samtidigt ved man jo stort set hvad de ender med (alle dør).
Hvilket irriterer mig på samme måde, som når en film starter med slutningen, efter en spændende indledning kommer “One Year Earlier” og resten af filmen foregår så med hvad der ledte op til “mordet” etc. JEG HADER DET!!! Og det kan være nok til jeg stopper filmen. Jeg sidder bare og venter på de når frem til det sted filmen startede og så kan jeg kun nyde de som regel sidste 10 minutter...
Du kunne måske lave en spændende artikel om prequels og samtidigt en mere fyldestgørende liste, jeg har sikkert glemt en masse og det har været svært at finde ud af lige hvilke der skal på toplisten ;O)
Min Top 5
Red Dragon (2002)
Cube Zero (2004)
Ringu 0: Bâsudei (2000)
Alien vs. Predator (2004)
Excorcisten: The Beginning (2004)
Disse film er også Prequels
Tremors 4 (Har jeg ikke set, elskede etteren, men efter at have set de elendige 2 og 3 mistede jeg lissom interessen)
Alien vs Predator 2 (2007)
Dominion: Prequel til Exorcisten (2005)
(Har lige opdaget at jeg ikke har set den, eller måske glemt den?) Dominion hed så vidt jeg lige opfattede faktisk “The Beginning” og den der endte med at hedde “The Beginning” hed “Dominion først” Forvirret?.
Correct Me if I’m Wrong :O)
Underworld: Rise of The Lycans (2009)
Texas Chainsaw: The Beginning (2006)
Ginger Snaps Back: (2004) (har jeg ikke set)
Puppetmaster III: Toulons Revenge (1991)
Amityville 2: The Possession (1982)
Saw V (2008) (Er lidt i tvivl men er ikke både IV, V og VI prequels?)
En sjov sidebemærkning er at jeg har opdaget at filmen vi ikke kan lide “The Collector” var meget tæt på at blive til (Saw IV - som prequel)
Vacancy 2: The First Cut (2008)
Ju-On: The Prequel (2000) (En mystisk sammensat film af Ju-On & Ju-On 2)
Hannibal Rising (2007)
Fremtidige prequels vi måske kan glæde os til:
2 nye Alien Prequels (2011/2012)
I Am Legend (2013)
The Thing (2010)
Rise of the Apes (Planet of the Apes) (2011)
Fritt Vilt III (2010)
Og så er der lidt forvirring om en ny Cloverfield er prequel, seaquel eller bare en ny.
Men den kommer nok til at hedde “Super 8”
Spændende indlæg. Nu ved jeg ikke om jeg selv ville kunne finde 10 prequels, der rent faktisk burde høre hjemme på en Top 10. RED DRAGON er f.eks. en fed film, men det er lidt en snyde-prequel. Reelt er det jo en genindspilning af den første bog i serien.
SvarSletDe to THE EXORCIST-prequels er interessante, fordi de er så forskellige. Nu synes jeg DOMINION er virkelig god, mens THE BEGINNING er forfærdelig, men sådan er der så meget.
SAW-serien har generelt et prequel-element i sig, men det er fordi de enkelte lag i historierne griber så meget ind i hinanden og mere og mere af fortiden bliver afsløret. Men de har også et nu-element, og derfor er de ikke rene prequels.
Som sagt... spændende emne og en interessant udfordring, hvis jeg en dag skulle få lyst til at lave en prequel-Top 10. Men nu har jeg lige to andre Top 10-lister i støbeskeen og den ene af dem er jeg ret langt med, så...
synes blade 2 er en god film med seje zombier og et godt klimaks
SvarSletWTF? Halloween II? Jeg mener, hvor er Halloween II?
SvarSletDawn of The Dead blev overgået af Day of The Dead. I Halloween serien, er det klart II'eren der er mesterværket. Jeg er også komplet uenig i Evil Dead II skulle være bedre end den originale, puhaa.. Og Aliens.. Åh nej åh nej.. Jeg ved godt der er mange der er vild med den, men den er alt for camp til mig, og for overdrevet på den ikke selvironiske måde. Intet i denne verden overgår Alien den 8. Passager
Men seriøst, Halloween II?
Jeg går ud fra, at du her mener 1981-udgaven af HALLOWEEN II? Eller...? Jeg synes, at HALLOWEEN II er en rigtig flot og underholdende film (så den vist i sin tid i Imperial i København), men jeg synes også, at den er en smule overflødig. Slutningen på originalen er bare så ren og skræmmende, at jeg ikke har brug for at vide mere ... men det fortæller II'eren mig så. Det gør den så fint nok, men bare ikke godt nok til at klinge ind på denne Top 10.
SvarSletsynes at hallowen moderen michal myers er den beste gyser killer
SvarSlet