tirsdag den 31. juli 2007

Tågede spøgelser

Jeg fik taget mig sammen til at se den nye udgave af THE FOG. John Carpenters original fra 1980 har altid været en af mine favoritter. Det er en meget ren skrækflm med en forholdsvis primitiv historie, der holdes oppe af flot musik og stærke, nøgne billeder. Stemningen i den er helt unik. Det er den så ikke lige i Rupert Wainwrights version, der må siges at være et af de værste remakes i nyere tid. Filmen er stort set drænet for uhygge, og selv ikke scenerne med spøgelserne kan fremprovokere bare den mindste smule gåsehud. Nok er der en del flotte billeder i - holdt i mørkeblå og sorte farver - men skuespillerne lades helt i stikken af instruktøren, og mange af scenerne virker decideret kluntede. Og det "overraskende klimaks" er rent ud sagt pinligt. På alle planer et film-flop.

Jeg så THE FOG i den unratede amerikanske dvd-udgave, der ikke er udpræget blodig (MPAA havde især nogle indvendigheder imod langstrakte scener af brændende mennesker, og de blev så kortet ned i biograf-udgaven), men den danske dvd skulle indeholde præcis den samme version.

THE FOG, USA-Canada-Frankrig, 2005. Instruktion: Rupert Wainwright. Medvirkende: Tom Welling, Maggie Grace, Selma Blair, DeRay Davis, Kenneth Welsh. Musik: Graeme Revell.

1 kommentar:

  1. Jeg har ikke set det remake du omtaler, men er glad for at finde andre, der sætter Carpenters noget undervurderede originale film, så højt.

    SvarSlet