Jeg får af og til e-mails fra læsere, der gerne vil spørge om det ene eller det andet. Nu er det herligt at få e-mails, men man oplever hurtigt, at man svarer på de samme ting, og derfor burde denne blog have en FAQ. Og så alligevel ikke... Mange FAQs er forholdsvis kedelige, og mange gange får man alligevel ikke svar på det, man gerne ville have spurgt om. Anyway, jeg prøver alligevel og her er mit bud på en lille "horror for begyndere" - eller Den Officielle Skræk og Rædsel-FAQ. FAQ'en vil løbende blive opdateret.
HVAD ER VERDENS BEDSTE GYSER?
THE HOWLING IV! Den skal du bare se - du tisser i bukserne af skræk! Desværre er den meget sjælden på dvd, men jeg har tilfældigvis et ekstra eksemplar, du gerne må købe for 5000 kr.
HELT ÆRLIGT... HVAD ER VERDENS BEDSTE GYSER?
THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE fra 1974 af Tobe Hooper. Mere grumt og ubehageligt bliver det ikke.
HVILKE FILM SKAL MAN HAVE I SIN SAMLING?
Nu kan man ikke diskutere smag, og filmene har ikke den samme effekt på alle mennesker. Nogle foretrækker mere nedtonede film, hvor uhyggen antydes, mens andre ikke kan få det blodigt og brutalt nok. Mange gider ikke at se en sort/hvid Frankenstein-film fra 30'erne, men sværger til italienske gysere fra 70'erne og sådan kunne man blive ved. Men et bud på 25 film, en slags "start-pakke", der viser de fleste af genrens styrker uden nødvendigvis at være de 25 bedste, kunne være dette:
BRIDE OF FRANKENSTEIN (1935, James Whale)
THE THING FROM ANOTHER WORLD (1951, Christian Nyby)
CREATURE FROM THE BLACK LAGOON (1955, Jack Arnold)
DRACULA (1958, Terence Fisher)
PSYCHO (1960, Alfred Hitchcock)
THE HAUNTING (1963, Robert Wise)
ROSEMARY'S BABY (1968, Roman Polanski)
NIGHT OF THE LIVING DEAD (1968, George A. Romero)
THE ABOMINABLE DR. PHIBES (1971, Robert Fuest)
THE EXORCIST (1973, William Friedkin)
THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE (1974, Tobe Hooper)
JAWS (1975, Steven Spielberg)
SUSPIRIA (1977, Dario Argento)
ALIEN (1979, Ridley Scott)
HALLOWEEN (1979, John Carpenter)
FRIDAY THE 13TH (1980, Sean S. Cunningham)
CANNIBAL HOLOCAUST (1980, Ruggero Deodato)
AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON (1981, John Landis)
EVIL DEAD II (1987, Sam Raimi)
HELLRAISER (1987, Clive Barker)
CANDYMAN (1992, Bernard Rose)
SCREAM (1996, Wes Craven)
RINGU (1998, Hideo Nakata)
THE SIXTH SENSE (1999, M. Night Shyamalan)
SAW (2004, James Wan)
Der vil sikkert være en del læsere, der savner lige præcis deres favorit. Hvor er Kubricks THE SHINING lyder det fra det hippe intellektuelle klagekor? Tja, det er da en OK film, som man bør se og endda også have i sin samling, men det bliver aldrig en af mine favoritter. Men når man har været igennem disse 25, er man passende motiveret til at bevæge sig videre i genren.
HVOR KØBER MAN GYSERFILM?
Man kommer ikke langt, hvis man ikke handler på nettet. Man kan selvfølgelig kigge ind i sin lokale Fona, Expert, TP Musik, Stereo Studio eller lignende for at tjekke udvalget ud. Ingen butikker ligger dog inde med et komplet udbud af alle de dvd-film, der er tilgængelige på markedet, men synes at satse på de hotte nyheder og så en sværm af tilbud. Derfor kan man ikke bare vade ind fra gaden og så regne med, at den lokale Fona har PSYCHO eller THE EXORCIST stående på hylden. På nettet findes en lang række dvd-shops, der har et fair udbud. Blandt dem er DVDOO, Moviezoo og CDON. Jeg har ikke handlet hos dem alle og det kan betale sig at krydstjekke, når det gælder priser. De kan anbefales, hvis man ikke er så meget for at handle i udlandet, og kun har lyst til at betale med Dankort. Man skal dog udenfor landets grænser for at finde de virkelig spændende ting. Her er mulighederne uendelige, og jeg kan kun opfordre til, at man prøver sig lidt frem.
HVAD ER LIGE DET MED REGIONS-KODER?
Filmselskaberne har delt verden ind i en seks regioner. Her i Europa ligger vi i region 2. Det betyder i praksis, at hvis man køber en dvd-afspiller her i Danmark, vil den være indstillet til at afspille film, der har regionskoden 2. Det har så alle film, der normalt udsendes på det danske marked. Man kan uden problemer købe film fra f.eks. England, da de også ligger i region 2 (man skal dog være opmærksom på, at langtfra alle film fra England har danske undertekster, hvis det er vigtigt for dig). USA er region 1, så en amerikansk dvd-film kan ikke afspilles i en region 2-afspiller. En dvd-plade kan godt være kodet, så den kan afspilles i flere regioner. Den kan også være kodet som region 0, hvilket i praksis betyder, at den kan afspilles i hele verden. For at kunne se amerikanske region 1-film, skal man have en afspiller, der er indstillet til at afspille dem.
HVOR KØBER MAN SÅDAN EN AFSPILLER?
Mange af de billige afspillere fra supermarkederne er "kodefri" og skulle kunne håndtere det meste. Vil man være helt sikker, skal man købe en modificeret afspiller fra en professionel forhandler. Det kunne f.eks. være fra Laserdisken, hvor det skulle kunne klares for 800-1000 kr. Sådan en afspiller kan vise dvd-film fra hele verden.
HVAD ER EN SEQUEL?
En sequel er en fortsættelse til en film, altså en 2'er, 3'er, 4'er, OK, nu har du vist fattet det! Det hedder en sequel uanset om det er en 2'er eller en 7'er - en fortsættelse er en fortsættelse. Og det hedder en sequel uanset genren, men det er i horrorgenren, at man ofte støder på dem og det er en af de få genrer, hvor man faktisk kan finde en 7'er (som f.eks. FRIDAY THE 13TH PART VII: THE NEW BLOOD).
HVORFOR SIGER MAN IKKE BARE FORTSÆTTELSE?
Fordi sequel lyder mere cool.
HVAD ER EN PREQUEL?
En prequel er en forhistorie, altså en "hvad skete der før"-film. Et eksempel på en prequel er THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE: THE BEGINNING, der fortæller forhistorien om Leatherface og hans alt andet end normale familie. Det hedder en prequel, også selv om filmen bliver lavet flere år efter den originale film.
HVAD ER ET REMAKE?
Et remake er en genindspilning af en film, som f.eks. THE OMEN, hvor den første udgave kom i 1976 og endnu en version kom i 2006. Man kan diskutere om samtlige Dracula-film baseret på Bram Stokers roman kan betegnes som remakes af den første film-version, men normalt gør man det ikke, da der er tale om meget forskellige fortolkninger af et litterært forlæg.
KAN MAN FÅ SOUNDTRACKS FRA GYSERE?
Ja, heldigvis! Det kræver ganske vist gode nerver at komme igennem mange af dem, men der findes også mange fremragende horror-soundtracks. Start eventuelt med at klikke ind på Soundtrackcollector for at finde ud af om et soundtrack i det hele taget eksisterer.
JEG SÅ ENGANG I TV EN FILM OM EN HJEMSØGT TENNISBANE. HVAD ER DET FOR EN?
Det er en episode fra TV-serien HAMMER HOUSE OF MYSTERY AND SUSPENSE, der hedder "Tennis Court". Den har været vist på dansk TV.
HVAD ER TORTURPORNO FOR NOGET?
Den amerikanske kritiker David Edelstein fra New York Magazine fandt på begrebet torturporno i 2006 for at beskrive film som SAW, HOSTEL og mange andre af de mere brutale produktioner, der har ramt markedet i de senere år. Reelt er der ikke tale om en genre for sig, men fordi etiketten "torturporno" klinger godt hos journalister og akademikere, tages begrebet seriøst i visse kredse.
DU HAR SIKKERT EN MASSE SEJE FILM, JEG GERNE MÅ LÅNE?
Nej, jeg bryder mig ikke om at låne ting ud. Kun nære venner får en sjælden gang lov, men så skal de også efterlade en af deres nyrer i en krukke i mit køleskab, så længe de har filmene hjemme.
Du får spørgsmål fra læserne?? Fantastisk!! Da jeg lavede STAY SICK! var det nærmeste jeg kom Peter Peter, som engang skrev og fortalte, at han ville sende mig noget hade-post. Det blev dog aldrig til noget.
SvarSletVar der ikke noget med nogen, der sendte gratis slik til dig Jack?
SvarSletDet er sgu da bedre end fjollede spørgsmål ;)
Ja, der er kommet en håndfuld spørgsmål og kommentarer, men naturligvis er hovedparten af spørgsmålene i FAQ'en opfundet til lejligheden. Nu er det nok lidt lettere at komme i kontakt med læserne, når man udkommer elektronisk end i fanzine-form.
SvarSletJo, Nicolai, det er rigtigt nok, hæ hæ. Mere af den slags!!
SvarSletJa ja, godt så, men hvordan får man så en DVD afspiller, som kan spille region 1 film, og hvad koster den. Og kan den også spille region 2 film....?
SvarSletVenligst..
Jeg har lagt et svar på faq'en.
SvarSletHerligt at se at jeg kun mangler at se THE ABOMINABLE DR. PHIBES, THE THING FROM ANOTHER WORLD og CANNIBAL HOLOCAUST for at have set de 25 bedste :)
SvarSletEr enig med dig med langt de fleste men ville selv have puttet "El Orfanato" og "Event Horizon" på min liste :)
Så har du tre herlige og skræmmende oplevelser til gode. Listen er også lidt valgt ud fra, at filmene skulle være tilgængelige på dvd, og det er de heldigvis alle sammen. Det er mange år siden, jeg har set EVENT HORIZON, men har den stående på hylden. EL ORFANATO er jeg desværre ikke nået til endnu, men den står på min indkøbsseddel.
SvarSletIl Orfanato er en virkelig fantastisk gyserfilm. ER enig i at den skal på din liste :D
SvarSletJeg er ikke i tvivl om, at EL ORFANATO er en fremragende film, men jeg har ganske enkelt ikke fået den set endnu.
SvarSletSå fik jeg endelig set EL ORFANATO, som flere har foreslået til listen i min FAQ over 25 film, man i hvert fald skal have i sin samling. Det er bestemt en meget flot film, men den er slet ikke så uhyggelig, som jeg havde forventet. Absolut et must og værd at se, men ikke helt oppe at ringe.
SvarSlet