Skrigende kvinder, Jamie Lee Curtis, blod, fulde teenagere, skeptiske voksne, en grum hemmelighed fra fortiden og patter. Det kunne godt lyde som en 80'er-slasher og det er det sandelig også. Titlen er TERROR TRAIN, året er 1980 og Jamie Lee Curtis har travlt med at leve op til rollen som den tids største Scream Queen.
Historien er simpel: En flok studerende fejrer nytårsaften om bord på et tog, der er lejet til lejligheden. Undervejs snakker man om det nummer man lavede med Kenny for tre år siden - noget med at han langt om længe skulle score en dame, så han ikke behøvede at gå med den fjollede hat, som alle "jomfruer" på college er nødt til at have på.
Men så viste det sig, at det bare var en joke og damen i sengen var et lig og Kenny blev lidt sær i hovedet efter den oplevelse. Kennys plageånder er naturligvis med toget og underligt nok dør de en efter en. Hvem er den skyldige? Kan det være Kenny? Eller er det måske David Copperfield, tryllekunsteren, der optræder på toget? Eller en helt anden? Hvem skal man satse på? Fik jeg nævnt, at der også er patter? Ganske vist kun i en kort scene, men alligevel...
TERROR TRAIN er en lige efter bogen-slasher, der får lidt stil i kraft af den debuterende instruktør Roger Spottiswoodes fine arbejde med personerne og fotografen John Alcotts flotte billeder. Til gengæld er manuskriptet af T.Y. Drake temmelig rodet og musikken af John Mills-Cockell er irriterende. Den usædvanlige lokalitet og et hæderligt klimaks giver dog et par ekstra point. Slasher-freaks og Jamie Lee Curtis-fans vil nyde denne film, mens andre nok vil kede sig.
TERROR TRAIN, Canada-USA, 1980. Instruktion: Roger Spottiswoode. Medvirkende: Ben Johnson, Jamie Lee Curtis, Hart Bochner, David Copperfield, Derek McKinnon. Musik: John Mills-Cockell.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar