onsdag den 1. juli 2009

Væmmelig vold på Valentinsdag

Minebyen Harmony er i alt andet end harmoni. For mange år siden blev seks mænd spærret inde i minen. Kun en enkelt af dem overlevende, Harry Warden. Han havde slået sine kammerater ihjel for at have ilt nok til sig selv. Harry var dog så ilde tilredt, da man fik ham op, at han lå i koma et års tid. Men på Valentinsdag vågnede han op og gik amok igen. Det gik bl.a. ud over en flok teenagere, der holdt fest i minen. Vennerne Axel, Irene, Tom og Sarah overlevede massakren, hvor Harry Warden til sidst blev nedkæmpet. Nu er der gået ti år. Tom vender tilbage til byen for at sælge sin fars mine, mens Axel, der nu er byens sherif, og Sarah er blevet gift. Irene lever til gengæld det vilde liv og hun bliver en af de første, der oplever, at Harry Warden måske stadig er i live. MY BLOODY VALENTINE anno 2009 er en smart og moderne udgave af den originale film fra 1981. Selve plottet er stort set det samme, men den opdaterede version har det ekstra krydderi, at den er lavet i 3-D. Denne gimmick bliver hevet frem fra mølposen med jævne mellemrum og lige nu er det meget hot at lave 3-D-film - og det ikke bare i horrorgenren. Det faldende billetsalg i biograferne tvinger filmselskaberne at lokke med større og vildere tiltag for at få publikum ind i salene. Den moderne 3-D-teknologi er efterhånden blevet så avanceret, at man skulle kunne se en hel spillefilm uden at få hovedpine eller andre ubehagelige bivirkninger. Problemet er bare, at man ikke kan tage oplevelsen med hjem.

Når 3-D-filmene kommer på dvd eller Blu-ray, er det stadig med den "gode gammeldags" anaglyf-teknologi, hvor man skal have et par briller med rødt venstreglas og cyan højreglas på. Og det er bare ikke ret godt. Jeg så den engelske dvd-udgave af MY BLOODY VALENTINE, hvor jeg kunne få en hæderlig 3-D-effekt på min computer. Der var en god dybde i billedet, men farverne var matte og ting i baggrunden har det med virke slørede. Derfor så jeg kun ca. 10 minutter, før jeg skiftede til 2-D-versionen. Det er ellers en solid genindspilning, Patrick Lussier har lavet. Masser af dynamik, god action og en stribe fænomenale drab gør dette til en fin horror-oplevelse. Det hele er lavet lige efter bogen, og derfor kommer filmen til at virke lidt lang på trods af en spilletid under de 100 minutter. Selve klimaks er ikke så stærkt som resten af filmen og det er synd. Til gengæld ved Patrick Lussier godt, at man ikke kan lave en slasher uden nøgne kvinder og han serverer den mest flabede og elegante nøgenscene, jeg nogensinde har set. Det er dog vanskeligt at vurdere en film som denne, fordi den er lavet til at skulle nydes i biograferne, og jeg tror, at Hollywood taber i længden på, at hjemme-udgaverne af 3-D-film er en flad affære.

MY BLOODY VALENTINE, USA, 2009. Instruktion: Patrick Lussier. Medvirkende: Jensen Ackles, Jaime King, Kerr Smith, Betsy Rue, Tom Atkins. Musik: Michael Wandmacher.

Læs også...
Minearbejderen slagter løs på Valentinsdag

1 kommentar:

  1. Helt enig med dig i 3D problematikken. Når det kommer til DVD'er, så er det bare ikke godt.
    Film bør ses i biografen, og 3D film SKAL ses i biografen! ;o)

    SvarSlet