Boris Karloff har forfulgt mig, siden jeg var ni år gammel

Jeg så Boris Karloff første gang fredag den 8. december 1972. Jeg var ni år gammel og DR viste 1931-udgaven af FRANKENSTEIN i fjernsynet. Filmen var vildt spændende, ja, den var faktisk alt for spændende. Da vi nåede frem til scenen, hvor Henry Frankenstein (Colin Clive) og dr. Waldman (Edward Van Sloan) sidder i laboratoriet og hører monsterets skridt nærme sig, rykkede jeg langsomt længere ud på kanten af sofaen.Og så kom monsteret ind gennem døren - først med ryggen til, men så drejede det rundt og afslørede sit rædselsvækkende ansigt med grimme ar og tomme, døde øjne. Gys! På det tidspunkt blev jeg enig med min babysitter om, at det nok var bedst at slukke for fjernsynet.

Nogle år senere fik jeg set resten af filmen, men dette første møde med Boris Karloff gjorde et voldsomt indtryk og var med til at udvikle min kærlighed til genren. Siden lærte jeg de andre store horror-stjerner at kende: Bela Lugosi, Lon Chaney Jr., John Carradine, Peter Lorre, Vincent Price, Christopher Lee, Peter Cushing og resten af den skræmmende flok.

De har hver især deres unikke kvaliteter, men fælles for dem er, at de har været solide og professionelle arbejdsmænd i branchen: Nu skal jeg være med i denne billige gyserfilm og instruktøren vil have, at halvdelen af mit ansigt skal være dækket af grusom makeup. Nå, men så gør jeg det! Det gælder også for Boris Karloff (der blev født som William Henry Pratt den 23. november 1887 i England). I mange år måtte han tjene til dagen og vejen som arbejdsmand i USA, mens han forsøgte at få sit gennembrud som skuespiller. Han gravede grøfter og kørte lastbil. Ellers blev det til teaterarbejde og roller i stumfilm, men alting ændrede sig efter FRANKENSTEIN. Nu var han pludselig en stjerne.

En stribe gysere fulgte, men også i andre genrer fik man glæde af hans store talent. Senere gjorde han karriere på TV-skærmen og fik succes som oplæser. Karloff var aktiv til det sidste, selv om nogle af filmene først kom på markedet efter hans død. Han forlod denne verden den 2. februar 1969, 81 år gammel.

Jeg har langt fra set alle de skrækfilm, Boris Karloff nåede at medvirke i, så jeg har stadig en del at glæde mig til. I sidste uge varmede jeg dog op til dette indlæg ved at se THE BLACK CAT og THE RAVEN - film, der hver især viser Karloffs spændvidde som skuespiller.I THE BLACK CAT fra 1934 møder vi de nygifte Peter og Joan Alison, der er på bryllupsrejse gennem Østeuropa. I toget træffer de doktor Vitus Werdegast, der er på vej hjem efter 15 år i et russisk fængsel. De tre bliver senere involveret i et biluheld og må søge hjælp hos den rige arkitekt Hjalmar Poelzig, der har bygget et moderne hus på resterne af en gigantisk bunker fra krigens tid.

Werdegast og Poelzig er dødsfjender, og det fører til et livsfarligt spil mellem dem. Det symboliseres bl.a. ved, at de spiller skak, men hver især har de deres hemmeligheder. Werdegast er fobisk angst for katte, mens Poelzig har en forkærlighed for Satan-dyrkelse og smukke, afdøde kvinder. Det kan kun ende drabeligt.Boris Karloff måtte nøjes med at blive krediteret som Karloff på rollelisten, mens Bela Lugosi fik hele sit navn med. Det er altså to af de helt store, der mødes i denne gyser, der blev markedsført som en Edgar Allan Poe-film. Bortset fra den sorte kat og Hjalmar Poelzigs morbide fascination af døden, så er det mest et markedsføringstrick.Om det var med til at gøre filmen til den kæmpesucces, den blev, er ikke til at sige, men der er ingen tvivl om, at THE BLACK CAT er en mesterlig film. Karloff er fascinerende som den dæmoniske Poelzig, som han portrætterer med snigende bevægelser, en klam høflighed og en funky frisure.Den ekstreme scenografi og den særprægede stemning gør THE BLACK CAT til en herlig oplevelse - uanset om man er til gamle gysere eller ej. I filmen er det klart Karloff, der er den dominerende, mens Lugosi er den martrede mand, der forsøger at få hævn. Året efter blev der vendt op og ned på tingene.I THE RAVEN fra 1935 ser vi Bela Lugosi som kirurgen og Edgar Allan Poe-fanatikeren Richard Vollin, der bliver vanvittigt forelsket i danseren Jean Thatcher, som han har reddet, efter hun blev kvæstet i et biluheld. Hun er taknemmelig over for den sære læge, men nærer ikke de samme kærlige følelser, som han gør. Da en berygtet kriminel, Edmund Bateman (spillet af Karloff), opsøger Vollin for at få ændret sit ansigt, ser kirurgen det som en mulighed for at få fat i Jean Thatcher.Han forvandler Bateman til et rædselsvækkende monster og inviterer nu Jean, hendes forlovede, hendes far og nogle få andre mennesker til en fest. Her skal Batemans nye groteske udseende bruges til at sætte en grum plan i værk - og det involverer bl.a. Vollins store samling af Poe-inspirerede torturinstrumenter.Lugosi er i sit es i en rolle, hvor han skal være forførende ond. Karloff spiller den i princippet onde forbryder, der egentlig bare vil være i fred - men hans ansigt er for nemt at genkende. Operationen laver ham om til et monster, og han bliver tvunget til at gøre modbydelige ting. På en måde minder rollen om Frankensteins monster: Det groteske væsen med det skrøbelige indre, der igen og igen bliver misforstået og derfor må gribe til ondskab.Karloff fylder ikke så meget som Lugosi i denne film, men det er nu især manuskriptets skyld. Og under alle omstændigheder er det en herlig gammel gyser, der endda har en del mere Edgar Allan Poe med i handlingen end THE BLACK CAT.

Jeg har stadig mange oplevelser til gode sammen med Boris Karloff, og det er altid værd at bruge tid på film med denne unikke skuespiller. FRANKENSTEIN er et meget godt sted at starte, hvis man ikke har set Boris Karloff før. Måske vil han gøre et lige så stort indtryk på jer, som da jeg som niårig mødte ham første gang.

THE BLACK CAT, USA, 1934. Instruktion: Edgar G. Ulmer. Medvirkende: Boris Karloff, Bela Lugosi, David Manners, Julie Bishop, Egon Brecher. Musik: Heinz Roemheld.

THE RAVEN, USA, 1935. Instruktion: Lew Landers. Medvirkende: Boris Karloff, Bela Lugosi, Lester Matthews, Irene Ware, Samuel S. Hinds. Musik: Clifford Vaughan.