De er syge i hovedet, de franskmænd

I mange år har asiatiske gys været det helt store. Især Japan leverede den ene fremragende film efter den anden, men også Hong Kong, Thailand og Sydkorea har markeret sig. Hollywood var hurtige til at opdage, at man fra Asien kunne få en hårdt tiltrængt saltvandsindsprøjtning, og det har ført til en stribe amerikaniserede versioner af Østens rædsler.

Men nu har nyhedens interesse lagt sig, og der er trods alt grænser for hvor mange sorthårede pigespøgelser, vi kan holde ud at kigge på. Så må man jo rette søgelyset mod andre lande og her melder Frankrig sig som en stærk kandidat. Frankrig er især kendt for sort-hvide klassikere som LES DIABOLIQUES og LES YEUX SANS VISAGE samt hele striben af erotiske gysere fra Jean Rollin. Ellers har holdningen blandt mange været, at livet er for kort til franske film.

Men franskmændene har de senere år lavet en lille håndfuld anderledes, voldsomme og provokerende gysere, der har begejstret og chokeret verden. Det er måske lige meget nok at kalde det for en bølge. Kritikeren James Quandt har dog allerede taget patent på begrebet New French Extremity - heldigvis har han gjort det med et glimt i øjet. Hollywood har taget de nye franske instruktører til sig, men har endnu ikke vovet at genindspille deres film - så brutale er nogle af dem.

Der er dog tale om meget forskellige film og de er ikke alle lige ekstreme. Det har jeg kigget lidt nærmere på og jeg vil hermed gerne byde velkommen til den første temauge nogensinde her på bloggen. Den kommende uges tid går jeg tæt på syv nyere franske gysere. Vi ses i morgen, hvor jeg anmelder ILS.