søndag den 24. januar 2010

Verdens mest uhyggelige hjemmevideo

PARANORMAL ACTIVITY er det største horror-fænomen i nyere tid. Efter sigende kostede den ikke meget mere end 15.000 dollar at lave og den har indtil videre indspillet et sted mellem 120 og 140 millioner dollar på verdensplan. Instruktøren Oren Peli lavede hele filmen på en halv snes dage i 2007, brugte sit eget hus som location og betalte de to hovedrolleindehavere, Katie Featherston og Micah Sloat, hver 500 dollar for deres anstrengelser.

Så hoppede den lidt frem og tilbage mellem nogle filmselskaber, hvor bl.a. Steven Spielberg så den og blev meget imponeret. Man legede med tanken om at lave et remake på et større budget, men test-forestillinger afslørede, at den originale film trods alt var pænt skræmmende. Den blev dog klippet om nogle gange og slutningen blev ændret.

Og så udkom den ellers fra Paramount, der klogt nok lod den få premiere i ganske få byer, så word of mouth-effekten virkelig kunne udnyttes optimalt. Og i dag er det en af de mest profitable film nogensinde - og i horror-genren har vi ikke oplevet noget lignende siden THE BLAIR WITCH PROJECT.Filmens plot er meget enkelt. Katie har siden barndommen været forfulgt af okkulte fænomener. Nu er hun blevet kæreste med Micah og de bor sammen i San Diego, Californien. Sammen vil de undersøge det overnaturlige, der sker, og Micah har derfor købt et videokamera, så de kan optage alting - ikke mindst mens de sover. Parret får også besøg af en dr. Fredrichs, der undersøger den slags, selv om han ikke er ekspert i netop det, der forfølger Katie. Det er efter hans mening en dæmon. Nat efter nat forstyrres parret af fænomener, der bliver stadigt mere voldsomme og det slider hårdt på deres parforhold.

PARANORMAL ACTIVITY er en fremragende lille film, der fortæller en simpel historie på en særdeles effektiv måde. Den enorme hype har selvfølgelig været med til at give det indtryk, at dette er nervepirrende horror fra start til slut, men sådan er det ikke. Filmen bygger stille og roligt op. Fænomenerne manifesterer sig gennem bankelyde, trampen og ting, der bevæger sig. Vi får ikke et bombardement af CGI-spøgelser. Samtidig udgøres filmen af parrets egne optagelser og på den måde kommer det hele til at virke meget hverdagsagtigt - som om dette var en dokumentar på Discovery Channel om et hjemsøgt hus.Katie Featherston og Micah Sloat virker meget troværdige, selv om Micahs trang til at filme alt er en smule overgearet - men uden denne trang, ville man selvfølgelig ikke have nogen film. Hans iver efter at anskaffe et Ouija-bræt, så de kan kontakte det overnaturlige, er også lidt kikset og fører til nogle knap så effektive scener. Men parret virker meget ægte det meste af tiden, og det er med til at gøre PARANORMAL ACTIVITY til en fin og effektiv oplevelse. Det er på ingen måde den mest uhyggelige gyser, du nogensinde har set, men den leverer varen på sin egen afdæmpede måde.

Jeg så filmen i den amerikanske dvd-udgave, hvor man også får en alternativ - og knap så effektiv - slutning med.

PARANORMAL ACTIVITY, USA, 2007. Instruktion: Oren Peli. Medvirkende: Katie Featherston, Micah Sloat, Mark Fredrichs, Amber Armstrong, Ashley Palmer.

12 kommentarer:

  1. ...godt at høre du fik en god oplevelse med filmen. Har lidt på fornemmelsen, at det er enten eller med denne. Jeg var nu også selv godt underholdt - og skræmt:-)

    SvarSlet
  2. En tredje slutning, den helt oprindelige, der kun er blevet vist offentligt ved et par filmfestivaler, kan ses her:

    http://www.trailerspy.com/trailer/6079/Paranormal-Activity-Alternate-Ending

    SvarSlet
  3. Super anmeldelse. Jeg har set trailerne og synes det var virkeligt lamt at det man ser mest til, er puplikums reaktion, som jeg slet ikke kan forholde mig til. Virker ekstremt overspillet. Men nu er jeg da blevet noget mere nysgerrig efter at se filmen. Jeg synes godt om Blair Witch Project, så jeg tænker at filmen nok skulle have en god chance for at falde i min smag.

    SvarSlet
  4. "Publikumsreaktionerne" er totalt overdrevet (eller også ser jeg for meget horror, hvis man ellers kan det)... Men bestemt en ok film, selvom jeg forudsagde slutningen ret tidligt...

    SvarSlet
  5. Du skriver: "Jeg så filmen i den amerikanske dvd-udgave, hvor man også får en alternativ - og knap så effektiv - slutning med."
    Hvilken slutning så du så? Og hvilken kommer på den danske dvd? For jeg må indrømme, at jeg bliver skuffet, hvis det ikke er bio-versionen der er på, for den synes jeg sparkede røv. *SPOILERS SPOILERS SPOILERS*

    Har lige - online - set slutningen med betjentene, den var ikke så god. Og har lige set stills fra den slutning hvor hun skærer halsen over på sig selv og selv om den måske nok er makaber, så giver den slet ikke samme punch som Micah-mod-kameraet-dæmon-fjæs-i-nærbillede.

    SvarSlet
  6. Jeg har endnu ikke set detaljerne på den danske dvd, men det ville da være underligt, hvis det ikke er bio-versionen, der er på. SPOILERS: På den amerikanske dvd er det skære halsen over på sig selv, der ligger som den alternative udgave.

    SvarSlet
  7. Men er bioversionen så slet ikke med på US-dvd'en?? For jeg ved, at slutningen var den samme i bio både her og der.

    SvarSlet
  8. Jo, bioversionen er skam med på den amerikanske dvd. Man kan vælge om man vil se denne eller se filmen med den alternative slutning klippet ind - eller bare se den alternative slutning for sig.

    SvarSlet
  9. What he said. Den eneste slutning, der ikke er med på nogen udgave, er den med betjentene. Den kan man kun se online.

    SvarSlet
  10. Arh, ok, nice :D

    SvarSlet
  11. jeg har set det der var bedre forstår ikke den hype blair witch project er sgu tusinde gange bedre hvis vi snakker dogme film

    SvarSlet
  12. Det er den mest ugyggelige gyser film jeg har set ! jeg sov ikke i 6 dage efter, og når jeg tænker tilbage på den, kan jeg nemt blive bange endnu...

    SvarSlet