søndag den 7. februar 2010

Esther, adoptivbarnet fra Helvede

Ægteparret Kate og John Coleman har det ikke nemt. De har sønnen Daniel og datteren Maxine. Sidstnævnte er døv og det er en af Kates mange hemmeligheder, hvorfor hun er blevet det. Parret vil gerne have et barn mere, men da Kate blev gravid, døde barnet i livmoderen. Og så prøver hun stadig at holde sit misbrug af alkohol på afstand.

Kate og John beslutter sig for at adoptere og på det lokale børnehjem bliver de begge fascineret af den charmerende og meget kvikke pige Esther. Hun bliver hurtigt en del af familien, selv om Daniel ikke er meget for sin nye søster. Men Esther har sine egne hemmeligheder og snart styrer hun familien med hård hånd - og alle forhindringer bliver ryddet af vejen.
ORPHAN af Jaume Collet-Serra er en gyser i den særlige del af genren, der handler om "onde børn". Dem har vi set i forskellige varianter i film som THE OMEN, THE EXORCIST, VILLAGE OF THE DAMNED, THE BROOD, THE GOOD SON, BLOODY BIRTHDAY, CHILDREN OF THE CORN og JOSHUA. Der er noget forbløffende effektivt ved disse historier om uskyldige unger, der i virkeligheden er blodtørstige mordere eller dæmoniske galninge. Og ORPHAN er på alle måder en vellykket tilføjelse til genren.
Det er en meget voksen og seriøs film, der kommer godt rundt om alle aspekter af historien. Den varer omkring to timer, og det giver os mulighed for at komme helt ind under huden på personerne og deres problemer. Faren ved sådan en film er netop, at den balancerer på kanten af at være en kliche, hvor vi mekanisk får serveret alle de tricks, vi kender fra "onde børn"-genren.

Og selv om ORPHAN gør brug af disse tricks, vil den så meget mere - og det fungerer rigtig fint. Først i den sidste halve times tid bliver den til en mere traditionel horrorfilm, men styrken er her, at historien rundes af med et twist, som ingen har en jordisk chance for at gætte sig til. Det gør ORPHAN til en oplevelse over middel og en film, der er værd at bruge et par timer på.
Den onde Esther spilles af Isabelle Fuhrman og hun er fremragende. I det hele er filmen godt castet, både i børne- og voksenrollerne. John Ottman har komponeret et flot score og Jeff Cutter er manden bag de lækre billeder. Jeg så ORPHAN i den engelske dvd-udgave. Filmen udkommer her i Danmark den 16. februar.

ORPHAN, USA-Canada-Tyskland-Frankrig, 2009. Instruktion: Jaume Collet-Serra. Medvirkende: Vera Farmiga, Peter Sarsgaard, Isabelle Fuhrman, CCH Pounder, Jimmy Bennett. Musik: John Ottman.

5 kommentarer:

  1. Jeg har også set den på engelsk. Eller det vil sige... den gik så meget ind under huden på mig (og for den sags skyld også på min mand) at vi slukkede da frk. "evil child" virkelig begyndte at folde sig ud. Som mor til to børn på 3 og 5 år kom den her film bare ALT for tæt på!

    Så ja - den del jeg har set var virkelig god... og hvis man så kan distancere sig nok til det psykologiske spil i filmen, kan man sikkert også se resten ;)

    SvarSlet
  2. Det er faktisk sådan, de bedste gysere skal virke - være så nervepirrende og ubehagelige, at man ikke kan holde ud at se dem.

    SvarSlet
  3. Fantastisk anmeldelse. Den måde du beskriver film du virkelig godt kan lide er inspirerende. Skal helt klart tjekkes ud når den udkommer den 16.

    Hvis jeg kan vente så længe, hehe.

    SvarSlet
  4. Fed film hvor uhyggen kommer snigende og man pludselig finder sig selv anspændt med et for hurtigt bankende hjerte. Slutningen er overraskende og slår fast at ORPHAN er en film der bider sig fast og efterlader dig med en revne i den ellers så uskyldige barne tro.

    SvarSlet
  5. en af de bedste thriller i mange år

    SvarSlet