Freddy er tilbage og han er virkelig ond

Vi kender historien. De unge mennesker i Springwood sover uroligt om natten. De får de mest forfærdelige mareridt, hvor de møder en slemt forbrændt mand, klædt i en rødstribet trøje og med en fedtet hat på hovedet. Og så bærer han en handske på den ene hånd, hvor fingrene er forlænget med knive. De unge bliver så bange for at sove, at de går til yderligheder for at holde sig vågne. Og efterhånden opdager de, at mareridtene er fælles for dem alle og at drømmedæmonen hedder Freddy... Freddy Krueger.

Uanset hvordan man har det med remakes og uanset hvor meget man holder af Wes Cravens original fra 1984, så er det svært at have det dårligt over, at historien nu genopstår i en spritny udgave. Den første film fik jo hele seks fortsættelser. Og så var der lige en TV-serie og en spin-off-film med Jason Voorhees - for ikke at tale om bøgerne, tegneserierne og diverse merchandise. Man kunne vist også købe et brætspil på et tidspunkt. Der måtte selvfølgelig komme et remake - eller et reboot, som man siger i branchen, når man håber på at kunne genstarte en serie, så der kan komme endnu flere film og endnu flere penge ind på kontoen.
Det har filmselskabet Platinum Dunes - med vekslende held - forsøgt at gøre med en stribe af genrens klassikere, og nu er turen kommet til Freddy Krueger. Lykkes det så for dem? Nej, men det er altså en underholdende film - også selv om den på mange måder er kikset. Det største problem er nok, at det meget er et by the numbers-remake. Scener og replikker fra Wes Cravens original genskabes til punkt og prikke - blot tilført lidt moderne film-magi. Nogle af dem virker, mens andre falder til gulvet.

Filmen er meget ivrig efter at chokere og derfor er den spækket med jump scares. Igen er det ikke dem alle, der virker - enten fordi instruktøren Samuel Bayer ikke er erfaren nok eller fordi vi som publikum er blevet så hærdede, at chok-effekterne ikke fungerer længere. Og jeg så endda filmen i en Cinemaxx-biograf med stort lærred og fuld tryk på lyden. Men der er selvfølgelig en håndfuld chok-scener, der går rent ind og det er rigtig sjovt.
Uhyggelig bliver filmen dog ikke for alvor, selv om Jackie Earle Haley er et hit som Freddy Krueger. Han gør rollen til sin egen og tilfører den kant og ondskab. Nu kan man ikke bare erstatte Robert Englund, der har gjort Freddy-figuren til sit varemærke. Men desværre blev han til sidst malet ind i et hjørne, hvor karakteren bare var en makaber stand-up-komiker.

Haley er virkelig scary, selv om en munter replik eller to undervejs ikke kan undgås. De unge skuespillere er på det jævne, men de er ikke så irriterende som i så mange andre moderne gysere. Rooney Mara spiller Nancy som en emo-pige, der er lysår fra Heather Langenkamps 80'er-tøs - og det er meget forfriskende.
A NIGHTMARE ON ELM STREET er strengt taget et mekanisk og overflødigt remake, og man kan lave en lang liste over alt det, der er galt med den. Men det er den sjoveste tur, du kan få i rædslernes rutschebane her i sommervarmen og derfor er den værd at ofre en biograftur på. Se igennem fingre med de scener, der er blindt kopieret fra den gamle film og nyd de nye scener, der virkelig virker. Og se den for Jackie Earle Haleys modbydelige udgave af Freddy Krueger og Steve Jablonskys stemningsfulde musik. Og glæd dig til det lille twist til sidst. Det giver lige så lidt mening som finalen på den originale film, men det vil sende dig ud af biffen med et skævt smil på læben.

A NIGHTMARE ON ELM STREET, USA, 2010. Instruktion: Samuel Bayer. Medvirkende: Jackie Earle Haley, Kyle Gallner, Rooney Mara, Katie Cassidy, Thomas Dekker. Musik: Steve Jablonsky.